Hvilke faktorer indgår i udarbejdelsen af en strategi for PIU-arbejdet?   En overordnet målsætning for hele PIU-arbejdet er som nævnt i indledningen, at et praktikophold i udlandet skal være et realistisk tilbud til alle de unge i erhvervsuddannelserne, der ønsker det, og som har forudsætningerne for det. Denne målsætning kan sagtens gælde også på skoleniveau, men den forbliver en hensigtserklæring - og ikke en strategi. En strategi skal være handlingsorienteret og skal - ud over specificerede og kvantificérbare mål - også nøje anvise måder, hvorpå man regner med at opnå disse. For en skole, der ønsker at arbejde strategisk med praktikophold i udlandet, er det urealistisk at satse på at dække alle områder på samme tid, med mindre man råder over ubegrænsede ressourcer. PIU-arbejdet må bygges langsomt op, og de forhåndenværende midler må bruges på de strategisk rigtige punkter. I forbindelse med udarbejdelsen af en PIU-strategi, er der derfor en række faktorer, der må overvejes, og en række beslutninger, der må træffes på baggrund af disse overvejelser - herunder bl.a. også, hvad de gældende økonomiske rammer giver mulighed for at gennemføre. Som tidligere nævnt er der to typer ophold i udlandet under PIU-ordningen: Udstationeringerne, hvor skolens rolle er rådgivende/hjælpende i forhold til lokale virksomheder, og skoleudsendelserne, hvor det er skolen selv, der sender eleverne ud. Når det gælder skoleudsendelserne, kan man vælge at lade et praktikophold i udlandet være et tilbud, der gives til alle elever fra en hel årgang på tværs af klasserne. Man kan imidlertid også fra starten samle interesserede elever i særlige internationale klasser, hvor et praktikophold i udlandet indgår som en fast og integreret del af uddannelsesforløbet. Disse internationale klasser har den fordel, at det i en helt anden grad er muligt at arbejde målrettet med forberedelsen til opholdet. Disse særlige klasser koster imidlertid mange ressourcer at oprette og drive. PIU-forberedelse på 1. og 2. skoleperiode Allerede i PIU-ordningens barndom indså EUC Syd, at et udenlandsk praktikophold ikke alene kræver faglige, men også personlige kvalifikationer, og derfor forsøgte man sig med særlige forløb på levnedsmiddelafdelingens 1. og 2. skoleperiode, der forberedte eleverne på praktikophold i tyske virksomheder. Forsøget var bl.a. kendetegnet ved, at størstedelen af den erhvervsfaglige undervisning foregik på tysk og bl.a. indeholdt orientering om tyske forhold. Også en tysk gæstelærer var på skemaet. Et andet særkende var den psykologiske træning, som skulle forberede eleverne på en tilværelse i en fremmed hverdag. Undervisningen blev varetaget af lærere med et forhåndskendskab til tysk, men disse gennemgik derudover et forberedelsesprogram med sprogtræning samt gæstelærerophold ved en tysk skole. Eleverne blev optaget til det særlige forløb ud fra kriterierne gode tyskkundskaber, interesse i en erhvervsuddannelse inden for levnedsmiddel samt personlig motivering. EUC Syd konkluderer, at sådanne særlige forløb forudsætter særlige kompetencer hos underviserne og særlig motivation hos eleverne, men også at forløbene kan etableres og gennemføres inden for erhvervsskolernes almindelige rammer, og at kundeunderlaget faktisk er der. EUC Syd har beskrevet forsøget i FoU-publikationernes Globus-serie (Undervisningsministeriet) som publikation nr. 19, 1998.   På hvilke uddannelser skal PIU udbydes? Der har på nuværende tidspunkt været elever på praktikophold i udlandet inden for næsten samtlige uddannelser, og resultaterne har i alle tilfælde været positive. Der er altså umiddelbart intet i vejen for, at en skole kan udbyde praktikophold i udlandet inden for alle erhvervsuddannelsesområder. Med sin relativt smalle vifte af uddannelsesudbud inden for grunduddannelserne er det muligt for en handelsskole at gøre dette, og også for de tekniske skoler, der udelukkende udbyder uddannelser inden for ét brancheområde - men for den almindelige tekniske skole med sit store udbud af uddannelser er det nok ikke realistisk som udgangspunkt. De fleste skoler udbyder derfor kun praktik i udlandet til en begrænset gruppe elever. Dette er enten sket ud fra nogle strategiske overvejelser, eller også har det bare udviklet sig på den måde. Uddannelsernes egnethed ifm. PIU: Nogle uddannelsesområder er nemmere at arbejde med i PIU-sammenhæng end andre. Det gælder i særdeleshed uddannelserne inden for hotel- og restaurationsbranchen samt området handel og kontor. For begge områder gælder det, at et udlandsophold er relativt nemt at indarbejde i uddannelsen, da denne i forvejen er internationalt orienteret. Samtidig er det relativt let at finde praktikpladser i udlandet, fordi eleverne kommer med en række attraktive sproglige og faglige forudsætninger. En del tekniske skoler har derfor valgt primært at satse på hotel- og restaurationsområdet i PIU-sammenhæng og har kun aktivt udmeldt muligheden hér. Inden for handelsskolerne har man flere steder koncentreret PIU-indsatsen på hhx-området, da man har ment, at afgangselever herfra havde de bedste forudsætninger for at tage af sted og var de nemmeste at afsætte til en udenlandsk arbejdsgiver. Uddannelsernes betydning for skolen: Mange skoler har uddannelser, som i særlig grad er med til at tegne skolens profil udadtil, og ofte vælger en skole at fokusere på disse uddannelser i arbejdet med praktik i udlandet for at gøre dem endnu mere attraktive. På mange tekniske skoler har man således valgt helt at se bort fra de uddannelser, hvor skolen kun udbyder 1. og 2. skoleperiode, og som altså ikke kan færdiggøres på skolen.   Hvor skal eleverne sendes hen? PIU-ordningen giver mulighed for at sende elever ud i alle EU- og EFTA-lande - dvs. Norge, Sverige, Finland, Island, Tyskland, Storbritannien, Irland, Holland, Belgien, Luxembourg, Schweiz, Liechtenstein, Frankrig, Italien, Grækenland, Spanien og Portugal. Ved PIU-ordningens start og i de første år blev der imidlertid næsten udelukkende satset på Tyskland. Grunden til denne satsning var, at Tysklands erhvervsuddannelsessystem minder meget om det danske, så arbejdsgiverne umiddelbart var nemmere at få i tale, at de fleste elever i forvejen havde gode forudsætninger i form af tyskkundskaber, og at man havde modtaget meldinger om, at der i Tyskland på daværende tidspunkt var stor mangel på elever. Mens den sidste af disse tre præmisser absolut ikke er gældende mere, holder de to første stadigvæk, og der er i mellemtiden opbygget gode kontakter og netværk i landet. Tyskland er således stadig det land, der aftager flest danske elever. I løbet af de sidste par år er også Storbritannien i stigende grad kommet ind i billedet (særligt inden for hotel- og restaurationsbranchen), og også Frankrig modtager en del elever. Følgende faktorer spiller ind ved valget af værtsland: Afsætningsmulighederne: Danske elever har generelt et godt ry ude omkring i Europa, men der er naturligvis lande, hvor det er nemmere at finde praktikpladser end andre. Afgørende i den henseende er elevernes sprogfærdigheder, samt om arbejdsgiverne i værtslandet har forståelse for initiativet. I en række europæiske lande bruger man således ikke vekseluddannelsesprincippet i nogen særlig udstrækning, idet erhvervsuddannelser næsten udelukkende er skolebaserede. Praktikophold bruges mest til elever, der har svært ved at følge med i skolernes teoribaserede undervisning, og det er den referenceramme, arbejdsgiveren bruger, når han eller hun skal træffe afgørelsen vedr. en dansk praktikant. Umiddelbart vil han/hun ofte tro, at det drejer sig om en svag elev og derfor være afvisende. Ligeledes kan udenlandske arbejdsgivere have vanskeligt ved at forstå, at eleven skal have løn under opholdet. Elevernes egne præferencer: Ønskerne hos de fleste elever går primært i retning af de lande, som de føler, de kender i forvejen, og hvor de er sprogligt velklædte - dvs. Storbritannien, Tyskland og (om end i mindre grad) Frankrig og Spanien. Underligt nok figurerer de skandinaviske lande ikke særligt højt på elevernes ønskesedler, selv om det jo ville være hér, de ville møde færrest sproglige problemer. Omvendt ville de imidlertid heller ikke få noget udbytte i form af øget fremmedsprogskompetence, og det er nok afgørende for mange elever. Taktiske overvejelser: Efterhånden udbyder de fleste skoler praktikophold i Tyskland til eleverne inden for et eller flere brancheområder. En hel del udbyder også ophold i Storbritannien og Frankrig (det gælder særligt inden for hotel- og restaurationssektoren). Vil man som skole derfor gerne skille sig ud fra de øvrige og måske derigennem tiltrække elever med særlige interesser, kunne man vælge at satse på andre lande end de tre (fire) gængse. Dette behøver ikke nødvendigvis betyde, at eleverne så skal til at lære helt nye sprog. Inden for samme sprogområder findes en række mindre lande, der ikke er søgt i samme omfang, og hvor mulighederne for at etablere praktikpladser er gode. Det gælder Østrig (tysk), Irland (engelsk) og Belgien (fransk i Wallonien). Desuden er også Holland interessant, fordi man her har et sprog, der ligger tæt op ad tysk, som det erfaringsmæssigt ikke volder danske elever store vanskeligheder at lære, og hvor befolkningen i øvrigt besidder meget gode engelskkundskaber.   Hvor mange elever skal sendes ud? Der kan naturligvis ikke gives noget entydigt svar på dette spørgsmål. Det afhænger ganske af skolens ambitionsniveau og af omfanget af de midler, man har afsat til at føre det ud i livet. Hvis det alene drejer sig om at give skolen et image som et spændende uddannelsessted, er få elever nok. Hvis det drejer sig om at bibringe eleverne internationale kvalifikationer, er alle elever potentielle kandidater. På mange skoler er man forståeligt nok ikke ivrig efter at slå specielt meget på tromme for muligheden for praktik i udlandet, fordi man er nervøs for at skabe en efterspørgsel, som man ikke vil kunne honorere. Der er ingen tvivl om, at "internationalisering" som modeord også har vundet genklang hos de unge, og der er stor interesse for at komme ud i verden - så stor, at man ofte skulle tro, at livskvalitet for denne målgruppe måles i antal tilbagelagte kilometer og tidsrum tilbragt på fjerntliggende steder på jordkloden. Der er imidlertid en stor forskel på "den frie rejse" og så den relative stavnsbundenhed, et praktikophold i udlandet medfører. Der er jo ikke tale om at lade hverdagen bag sig og rejse ud mod eventyrets horisonter - tværtimod gælder det om at etablere en hverdag i nye omgivelser. Det er en helt anden sag, og erfaringerne fra ordningen viser da også, at mange elever falder fra igen, når de har fået informationer om, hvad et ophold indebærer, og de har haft tid til at tænke sig om. De skoler, der arbejder seriøst med ordningen, yder da også en stor indsats for at motivere eleverne, men alligevel sker det, at man må lade praktikpladser i udlandet stå tomme et år, fordi det ikke er muligt at finde elever til dem.   Hvor længe skal eleverne være ude? En elev kan tage hele eller dele af sin praktiktid i udlandet med PIU-ordningen. Der er ikke i bestemmelserne fra AER vedrørende støtte til praktikophold i udlandet nedfældet noget om minimumslængden for opholdene. I princippet kan et PIU-ophold derfor for så vidt godt vare én dag. Fra politisk side har man imidlertid ofte understreget, at PIU-ordningen er beregnet til længerevarende praktikophold i udlandet, og med det menes ophold på tre måneder og derover, med mindre det drejer sig om en udstationering. Ophold af kortere varighed risikerer meget nemt at blive turistprægede, og de kvalifikationer, man går efter, når ikke at bide sig fast. Hvad angår maksimumslængde er der derimod ikke nogen tvivl: En elev kan kun få støtte i den tid, han eller hun er elev. Når elevtiden er afsluttet, ophører støtten. Langt de fleste elever tager kun en del af deres praktiktid i udlandet, og det drejer sig typisk om 1. praktikperiode (altså tiden umiddelbart efter hg og frem til næste skoleperiode, eller - for de tekniske skoler - i tiden mellem 2. og 3. skoleperiode). Der findes imidlertid skoler, der arbejder med en model, hvorefter hele praktiktiden tilbringes i udlandet. Det gælder især inden for de tekniske skoler, men også flere handelsskoler har praktiseret denne model, hvor den dog ikke er så udbredt længere. I flere tilfælde har denne model i Tyskland været kombineret med en tysk uddannelse, således at eleven slutter opholdet med både et dansk og et tysk uddannelsesbevis. Det er klart, at de internationale kvalifikationer bider sig bedre fast, jo længere opholdet varer, men ved at tage alle uddannelsens praktikperioder i udlandet, opstår der problemer med kvalitetssikringen af den faglige oplæring i udlandet. Hvordan sikrer skolen, at eleven får lært det, han eller hun skal i henhold til de danske uddannelsesbekendtgørelser? Det kræver f.eks., at eleven følges meget nøje under skoleopholdene herhjemme, så evt. mangler kan konstateres og afhjælpes, inden eleven går op til den afsluttende prøve.   Hvilke serviceydelser skal skolen tilbyde elever på praktikophold i udlandet? En aftale om et praktikophold i udlandet indgås i princippet mellem en elev og en udenlandsk virksomhed. I de fleste tilfælde - når det drejer sig om udsendelser uden dansk uddannelsesaftale (skoleudsendelser) - er det dog elevens skole, der har arrangeret opholdet - dvs. fundet praktikpladsen og hjulpet til med de praktiske foranstaltninger (forhåndsgodkendelsesproceduren, indgåelsen af praktikaftalen mv.). Skolen vil også ofte have hjulpet eleven med at skrive en ansøgning til den udenlandske virksomhed og har evt. også gennemført træning i jobsamtale. En del skoler går dog endnu videre og påtager sig også ansvaret for at hjælpe eleven med at finde en bolig og en række andre praktiske ting. Det gælder især de skoler, der har koncentreret alle deres praktikpladser inden for et begrænset geografisk område, og som derfor har mulighed for at have en lokal kontaktperson, der kan ordne alle problemer på stedet ud fra sit lokalkendskab. I de fleste tilfælde drejer det sig om en person på en partnerskole, men det kan også være andre - f.eks. en dansker, der har bosat sig i området, og som er parat til at påtage sig opgaven for gode ord og/eller betaling. Også under opholdet kan der opstå problemer, som skolen kan blive blandet ind i. Hvis det er skolen, der har etableret kontakten til praktikvirksomheden, er det også naturligt, at den bliver indblandet, hvis der opstår problemer mellem eleven og virksomheden, der ligger ud over de almindelige dagligdags genvordigheder. Det gælder naturligvis især, hvis skolen gerne vil beholde praktikpladsen og bruge den til andre elever senere. Enkelte skoler har så gode kontakter på lokalplan, at de er i stand til at finde en ny praktikplads til en elev, hvis kemien ikke passer i forhold til den oprindelige plads. Der findes ikke nogen fast formel for, hvad en skole skal yde af service for en elev i forbindelse med et praktikophold i udlandet. Der findes også mange eksempler på, at en elev selv har opstøvet en praktikplads i udlandet og efterfølgende selv har klaret hele forløbet, uden at skolen har været indblandet overhovedet. Det er imidlertid vigtigt, at skoler, der bevidst arbejder med praktik i udlandet, også klart melder ud over for eleverne, hvad de kan forvente af skolen i forbindelse med opholdet. Forsiden | Forrige kapitel | Næste kapitel