SKOLENS SKEMA

I dette kapitel behandles nogle af de forhold, der vedrører en skoles skema. Emnet betragtes med udgangspunkt i de samlede gymnasie- og hf-forløb. VUC’ernes særlige vilkår for skemalægning i forbindelse med enkeltfagsundervisning berøres kun perifert.

Traditionelt har en skoledag været inddelt i det velkendte skoleskema, hvor der time for time er bestemt et lokale og et fag med tilhørende lærer(e) for hver klasse. Skemaet er et ugeskema og gælder for et helt skoleår. I det følgende vil vi benytte betegnelsen ‘skema’ om den rent logistiske tilrettelæggelse af en skoles undervisning, også selv om der ikke er tale om dette traditionelle skoleskema.

I de senere år er det blevet nødvendigt at planlægge skemaet med brug af andre enheder. Indførelsen af valgfagsgymnasiet i 1988 har nødvendiggjort en planlægning, der tager højde for hver enkelt elevs fagvalg. Det vil sige, at undervisningsholdene ofte består af elever fra forskellige stamklasser, hvorved begrebet ‘klasse’ altså er blevet modificeret. Begrebet ‘time’ benyttes stadig, men ofte tilrettelægges undervisningen i de enkelte fag nu i blokke på to eller flere timer. Endelig har man nogle steder forladt det faste ugeskema til fordel for længere planlægningsenheder, f.eks. to uger eller et helt skoleår.

Basalt set er skemaet stadig en plan over sammenkoblingen af elev, lærer, fag, lokale og tidspunkt. I det følgende vil de faktorer, der i den nuværende situation påvirker denne kobling, blive beskrevet ud fra et lokaleforbrugssynspunkt, og der vil blive gjort et forsøg på at forudse fremtidige vilkår for skemalægningen. I bilag 1 gennemgås et konkret eksempel på skemalægning og lokaleforbrug.

Gymnasiet og hf er i 1998 baseret på en struktur bygget op om fællesfag og valgfag, således at undervisningen i fællesfagene principielt foregår i stamklassen, mens valgfagsundervisningen foregår på hold, der typisk er sammensat af elever fra forskellige stamklasser. Der er meget få begrænsninger i elevernes valgmuligheder. Dette betyder, at en skole i sin skemalægning skal tage hensyn til et meget stort antal individuelle kombinationer af elevfagvalg.

Skolerne søger at lægge et ‘godt’ skema. Det vil sige, at skemaet ud fra en pædagogisk og faglig helhedsbetragtning tilgodeser elevers og læreres ønsker om undervisningstidens tilrettelæggelse.

Mere konkret må skemalægningen tage hensyn til følgende faktorer:

• antal timer pr. fag pr. skoleår
• skoledagens længde
• antallet af mellemtimer
• lokaler, herunder faglokaler
• lærernes fagkombinationer
• bekendtgørelsens bindinger mellem fag
• eventuel transport, f.eks. til idrætsfaciliteter
• hensyn til eventuelle handicappede elever eller lærere
• pædagogiske forhold

De tre førstnævnte faktorer tilgodeses ved, at valgfagene grupperes og skemalægges på samme tidspunkter. Det vil sige, at skemaet omfatter nogle blokke bestående af en gruppe valgfag med tilhørende lærere og elever. Blokkene kan placeres hvor som helst i skemaet, men grupperingerne skal bibeholdes. Placeres blot ét af en gruppes valghold et andet sted i skemaet, vil det forårsage mellemtimer og/eller længere skoledag for nogle elever.

Der synes ikke at være politiske tanker i retning af at forlade ordningen med elevernes ret til at vælge mellem et antal valgfag. Man må altså forudse, at det nævnte grundvilkår for skemalægningen og dermed lokaleforbruget fortsat vil eksistere.

Antallet af timer for hvert fag er fastsat i gymnasie- og hf-bekendtgørelserne. Hvor man tidligere altid regnede i antal timer pr. uge, er det nu muligt - og ofte hensigtsmæssigt - at regne i antal timer pr. skoleår (årsnorm), hvorved skemaet kan tilrettelægges fleksibelt, f.eks. i blokdage. Mange skoler har indført eller påtænker at indføre nye skemaformer, hvor skemaet er tilrettelagt for en længere periode ad gangen, måske et helt skoleår. På den måde kan skolen indlægge perioder uden skemalagt undervisning og derved tage højde for tidsforbruget til ekskursioner, fællesarrangementer, projekter og andre aktiviteter.

Skoledagens længde bestemmes - foruden af lærernes overenskomstfastsatte arbejdstidsregler - af almindelig pædagogisk praksis og af de praktiske forhold vedrørende elevers og læreres transport. Hvor elever og lærere er afhængige af kollektiv transport fra skolen efter skoletid, kan bus- og togplaner være en helt konkret planlægningsparameter for skolens skema. Generelt ønsker skolerne endvidere at fordele elevernes undervisning jævnt over ugens dage samt at begrænse skoledagens længde mest muligt af hensyn til elevernes hjemmearbejde.

Mellemtimer, dvs. timer uden undervisning, nedsætter alt andet lige antallet af frihedsgrader for elever og lærere. Hvis undervisningen er slut for dagen, kan man selv bestemme, om man ønsker at forblive på skolen for at arbejde videre, eller om man hellere vil tage hjem for at lave skolearbejde eller gøre andre ting. Der er imidlertid andre faktorer, der påvirker den vægt, man tillægger mellemtimer i skemalægningen. Hvis en skole for eksempel har gode arbejdsfaciliteter, der kan bruges af lærere og elever i mellemtimer, bliver mellemtimerne mere attraktive. I fremtiden kunne man udmærket tænke sig, at der ville blive behov for at sprede benyttelsen af studiecenteret (se nærmere i afsnit herom), således at ikke alle var henvist til at benytte det om eftermiddagen; det ville forudsætte mellemtimer eller andre former for ‘individuel tid’ i løbet af dagen.

Eleven skal have en egnet arbejdsplads, når han eller hun undervises. En del af behovet for lokaler lader sig altså forholdsvis let opgøre. Dertil kommer naturligvis behovet for faglokaler. Det vanskelige, set ud fra en lokalesynsvinkel, er at angive behovet for lokaler og arbejdspladser til individuelt arbejde og gruppearbejde. Set i lyset af bemærkningerne ovenfor om mellemtimer er det især svært at sige noget endeligt om behovet for lokaler til brug for arbejde uden for den skemalagte undervisning. For tiden lægger skolerne skemaer med få mellemtimer for eleverne; men måske vil fremtidens skoledag forudsætte perioder uden undervisning og slet ikke operere med begrebet mellemtimer.

Lærernes fagkombinationer begrænser naturligvis fleksibiliteten i skemalægningen. Sammen med elevernes valg indgår de som fastlagte vilkår for skemaet. Rekruttering af lærere med bestemte fag kan til tider være et problem, især i områder langt fra universitetsbyer. Mangel på lærere kan føre til længere skoledag for nogle elever, flere mellemtimer, og/eller mere uhensigtsmæssig fordeling af timerne i løbet af ugen.

I denne forbindelse bør man også nævne pædagogikum. Det obligatoriske pædagogiske kursus for lærere i gymnasiet og hf omfatter praktikundervisning, hvor lærerkandidaten underviser under vejledning af en lærer i faget. Der skal altså planlægges et skema, der gør det muligt for skolens tildelte kandidater at være til stede i bestemte læreres timer. Der kan endelig være særlige krav til skemaet, hvis en lærer har kombinationsansættelse på to eller flere undervisningsinstitutioner.

I de nuværende bekendtgørelser for gymnasiet og hf er der fastsat enkelte bindinger mellem fagene. For eksempel skal elever på matematisk linie i gymnasiet vælge et af fagene matematik, fysik, kemi, biologi, musik eller samfundsfag på højt niveau. Skolerne kan lokalt indføre yderligere bindinger. Der er således en øvre grænse på valgfriheden og dermed på lokalebehovet. Til gengæld optræder såkaldte ‘sprogbånd’ som en konsekvens af, at eleverne ved indgangen til 1.g og 1.hf vælger fremmedsprog, ofte på tværs af stamklassen. Timer i nogle fremmedsprog skal derfor ligge i grupper (‘bånd’) ligesom de egentlige valgfag.

En skoles skema skal give tid til, at elever og lærere kan nå frem til undervisningslokalet, når der skal skiftes lokale. Det gælder både inden for skolens område og udenfor. Nogle skoler er i dag uden egne idrætsfaciliteter, fysik/kemilokaler eller andre faciliteter og må derfor transportere elever og lærere til lokaler uden for skolen.

Handicappede elever eller lærere skal i visse tilfælde bruge bestemte lokaler på skolen med særligt udstyr eller særlige adgangsveje. Herved indføres bindinger i skemalægningen.

De generelle pædagogiske forhold spiller en stor rolle for skemalægningen. På makroplanet skal der træffes beslutning om blokskema, blokstørrelse og brug af årsnorm. Ved planlægning af lange skemaperioder, for eksempel et halvt eller helt skoleår, skal en lang række aktiviteter inddrages i tids- og lokaleforbruget. Nogle skoler har truffet overordnet beslutning om for eksempel mellemtimernes antal på bestemte klassetrin (ingen mellemtimer i 1.g) eller om skoledagens længde. På mikroplanet skal skemaet skabe mulighed for, at den enkelte elevs og lærers dagligdag kan fungere bedst muligt. Der skal være en passende variation, men alligevel mulighed for sammenhængende tid. Der kan være særlige hensyn at tage til for eksempel handicappede elever eller lærere. Eventuelle problemer med indeklima kan måske afbødes i skemaet.

I bilag 1 er udnyttelsesgraderne for de forskellige lokaletyper opgjort. I den forbindelse er det væsentligt at redegøre for de særlige forudsætninger, der eksisterer i gymnasiet og hf på dette område. For det første opererer de fleste skoler som udgangspunkt med en skoledag på 7 timer. For det andet tager de angivne tal ikke højde for aktiviteter uden for det egentlige skema. Der kan være tale om interne aktiviteter som for eksempel frivillig musik, billedkunst og idræt, skolekomedie, forårskoncert, fællesarrangementer, møder, besøg af gæsteelever, brobygningsforløb etc. En del af disse aktiviteter er bekendtgørelsesfastsatte. Eller eksterne parter kan benytte skolens faciliteter, for eksempel aftenskole, idrætsforening, teaterforening eller andre. Det er derfor erfaringsmæssigt urealistisk at operere med en skemalagt udnyttelsesgrad på mere end ca. 80% i normallokaler og 60-70% i faglokaler.

Endelig unddrager visse af faglokalernes udnyttelsesgrad sig sammenligning med andre lokalers, fordi de er så fagspecifikke, at man ikke med rimelighed kan benytte dem til andet end deres oprindelige formål. Samtidig kan indførelsen af nye, små fag med behov for faglokale accentuere dette forhold. Det ses for eksempel for faget dramatik.

Afslutningsvis fremhæves det, at det er de generelle pædagogiske forudsætninger, der påvirker den enkelte skoles skema og lokaleforbrug mest. Eksemplet i bilag 1 angiver en praksis, som mange skoler følger i dag. Det er ret enkelt at beregne en skoles behov for lokaler til skemalagt undervisning, når antallet af stamklasser kendes. Den enkelte bygherre kan imidlertid påvirke kvaliteten af det kommende skoleliv i et byggeri væsentligt ved at medtænke de ikke-skemalagte aktiviteter og de behov, de stiller til fleksible lokaleløsninger.
(se desuden bilag 1)