GYMNASIEBYGGERIET I DETTE ÅRHUNDREDE

Op gennem dette århundrede har skolebyggeriet været præget af skiftende tiders strømninger og moder. Æstetisk, brugsmæssigt og byggeteknisk har byggerierne været et produkt af samfundets politiske, økonomiske og etiske holdninger.

Indtil 1930’erne blev skolerne hovedsageligt opført i en streng klassicistisk stil og ofte med stilelementer hentet fra forskellige historiske arkitekturretninger.

I 1930’erne opførtes en række markante gymnasier. Selv om nogle af tidens mest fremragende arkitekter forestod opførelsen, var bygningerne konservativt udformede uden egentlige nyskabelser i planløsningerne. De lange gange fra fordums tider blev bevaret, og langs gangene fandtes normalklasser på ca. 50kvm til 30 elever. Og klasselokalernes areal muliggjorde kun én møblering: pulte/dobbeltborde i tre rækker orienteret mod tavlen og med katederet på det ophøjede podium, hvorfra læreren praktiserede klasseundervisning. Bygningernes struktur og arkitektoniske udtryk var stadig autoritært og traditionelt og i god overensstemmelse med den katederundervisning, der blev praktiseret inden for murene.

Op til 2. verdenskrig havde den modernistiske arkitekturstrømning - funktionalismen - ellers sat sit præg på nybyggeriet i Danmark; men det nye gymnasiebyggeri bevarede i brugsmæssig og æstetisk forstand et særdeles alvorligt og disciplineret udtryk.

Bygningerne havde et monumentalt præg, blev opført i flere etager og var symmetrisk anlagt med et hævet indgangsparti i midten, som førte ind til et centralt trappeanlæg eller aulaen. Arkitekturen var stadig et udtryk for et ordnet og stabilt samfund, ligesom undervisningen var det.

De nye arkitekturstrømninger, som udsprang af den øgede demokratisering, slog først for alvor igennem i skolebyggeriet fra midten af 1950’erne. Det første markante eksempel er Århus Statsgymnasium. Huset er opbygget som et næsten klassisk rektangulært anlæg omkring en lysgård med en enestående enkel planudformning og med en traditionel opbygning med klasser på ca. 60 kvm (beregnet til 24 elever).

Mere end halvdelen af Danmarks gymnasier er opført efter 1965, mens mange af de ældre gymnasier og de bygninger, der huser mange af VUC’erne, er moderniserede og udbyggede inden for de sidste årtier. Det betyder selvsagt, at der er tale om en stor spredning i bygningernes alder og standard, men også, at der er tale om en relativt ny bygningsbestand, som må anslås at være i funktion langt ind i næste århundrede.

DE VEJLEDENDE BYGGEPROGRAMMER

Staten har gennem mange år været normsættende for gymnasiebyggeriet, primært fordi staten indtil midten af 1970’erne var den største gymnasieejer. Siden 1986 med statsskolernes overgang til amterne har skolerne (med Sorø Akademi som eneste undtagelse) været ejet af amtskommuner og kommuner eller været privatejede.

Efter 2. verdenskrig steg antallet af gymnasieelever, og flere kommuner valgte selv at bygge nye skoler. Dette førte til, at Undervisningsministeriet i 1956 i samarbejde med Boligministeriet påbegyndte udarbejdelsen af vejledende byggeprogrammer (lokaleprogrammer). Det første byggeprogram, der udsendtes i 1957, indeholdt vejledninger for gymnasieskoler af forskellig størrelse, alle som hjemmeklassegymnasier, dvs. gymnasier med et fast klasselokale til hver stamklasse.

Plan over hjemmeklassegymnasium Arkitekter: Gravers & Richter, 1958

Byggeprogrammerne blev i høj grad normdannende for gymnasiebyggeriet. Med den direkte effekt, byggeprogrammerne havde på gymnasiebyggeriet, er der faktisk tale om, at byggeprogrammernes historie også i en årrække er gymnasiebyggeriets historie.

I 1963 trådte ordningen med grendeling i kraft. Omkring dette tidspunkt skete der en voldsom udvikling inden for pædagogik og undervisningsmetoder. Fagrækken blev udvidet, f.eks. med biologi, samfundsfag og nye sprogfag, og de enkelte fag ændredes, bl.a. gennem tilførelse af helt nye stofområder. Denne udvikling stillede så anderledes krav til skolens bygninger, at man allerede i 1961 udarbejdede et nyt byggeprogram. Her præsenteredes for første gang fagklassegymnasiet, hvor undervisningen i hvert fag altid skulle foregå i bestemte lokaler, og hvor eleverne vandrede fra lokale til lokale i løbet af skoledagen.

I 1974 samledes Undervisningsministeriets byggeadministrationen i Byggedirektoratet, og de senere byggeprogrammer blev udviklet i samarbejde mellem Byggedirektoratet og det daværende Direktorat for Gymnasieskolerne og Højere Forberedelseseksamen. I 1977 udsendtes (når der ses bort fra et specielt program for 4-sporede gymnasier fra 1978) det sidste i rækken af byggeprogrammer. Dette program brød med fagklassegymnasiet til fordel for hjemstavnsgymnasiet.

Plan over fagklassegymnasium, Langkær Gymnasium Arkitekter: Friis & Moltke, 1975

Byggeprogrammet, der var normgivende for statslige projekter, fungerede i praksis som minimumskrav for amtsligt og kommunalt gymnasiebyggeri. Programmet indeholdt en meget detaljeret angivelse af lokalernes antal, art og størrelse. Faglokalernes indretning blev beskrevet endog meget detaljeret: helt ned til antallet af vaske, kontakter og lampesteder. Byggeprogrammet fungerede nærmest som håndbog for arkitekterne.

Plan over hjemstavnsgymnasium, Høje-Taastrup Amtsgymnasium Arkitekt: Henning Larsen, 1981

En af de mest markante udviklinger i byggeprogrammerne var skiftet fra meget specialiserede lokaler, der kun kunne anvendes af ét fag, til mindre specialiserede lokaler, der kan anvendes af mange fag. Forskellen kan illustreres af nedenstående planer for naturvidenskabelige faglokaler i byggeprogrammerne fra hhv. 1961 og 1977.

Fagklassegymnasiet

Det var i 1961 med udsendelsen af det vejledende byggeprogram ’Faglokalegymnasier I - byggeprogrammer’, at der skete en radikal ændring af planløsningerne. Alle fagene skulle nu have deres egne lokaler. Med de enkelte klassers hyppige skift fra lokale til lokale, som et faglokalegymnasium indebærer, kom fællesarealerne til at spille en stor rolle i de nye skolers udformning og daglige liv. Desuden var indførelsen af fagklasseprincippet med til at præge undervisningsrummenes udformning og deres indbyrdes placering. Nu blev lokalerne forsynet med fagspecifikt udstyr og undervisningsmaterialer. Det var også på dette tidspunkt, man indrettede sproglaboratorier, der ganske vist kunne benyttes af flere sprogfag, men som alligevel - med introduceringen af en særlig fremmedsprogsmetodik - var udtryk for en faglig grænsedragning.

Fra byggeprogrammet udsendt 1977

Grenå Gymnasium og Køge Gymnasium er karakteristiske eksempler på skoler, opbygget efter fagklasseprincippet, og samtidig nogle af de første. Grenå Gymnasium har mindelser fra Århus Statsgymnasium; men her er lysgården udskiftet med spiseplads/festsal, og forhallen er blevet til en centralgarderobe - elevernes tilholdssted mellem de enkelte lektioner.

På Køge Gymnasium er planløsningen en anden. Her er klasselokalerne placeret i 4 fløje omkring et fællesområde, hvor spise-, opholdsarealer, centralgarderobe og festsal er samlet i et gennemgående rumforløb, kun adskilt af lave brystningsmure og niveauspring. Helheden fremstår lys og venlig, og huset har fjernet sig langt fra det alvorstunge magtsprog, der prægede skolebyggeriet før og i årene umiddelbart efter 2. verdenskrig.

Fokuseringen på fællesarealernes udformning bevirkede et markant skift i de kommende års gymnasiearkitektur, og mulighederne blev stærkt udvidede med de nye planløsninger, som f.eks. anvendtes i projektet til amtsgymnasiet i Risskov. Centralrummet er her udviklet til to gadeforløb med små torve, omkring hvilke fagklasserne er placeret. Mellem gaderne ligger centralgarderobe og spisepladser, så området det meste af tiden er befolket.

Plan, Risskov Amtsgymnasium Arkitekter: Friis & Moltke, 1971

Fremherskende i formsproget i 60’ernes gymnasiebyggeri var de flade built-up-tage, blanke vægge af mursten eller beton, lange vinduesbånd og det synlige træværk. Det var generelt den noget robuste stil - af nogen betegnet brutalisme - som prægede gymnasiebyggeriet. De fleste steder skabte planløsningerne store åbne arealer, der rummede muligheder for en tvangfri atmosfære. Gymnasiebyggeriet var i sit udtryk ved at komme i trit med den demokratiske udvikling i øvrigt. Det var på dette tidspunkt, elevtilgangen for alvor begyndte at accelerere.

Hjemstavnsgymnasiet

I 1970’erne, da hjemstavnsprincippet vandt indpas, tog gymnasiebyggeriet en ny retning. Centralgarderoben udgik. Tanken om de centrale fællesarealer blev imidlertid ikke opgivet, men derimod udviklet, bl.a. i amtsgymnasierne i Sønderborg og Odder.

Hjemstavnsgymnasiet afspejlede en nyorientering i undervisningen: tværfagligheden vandt frem, og der introduceredes nye arbejdsformer, bl.a. med helt nye skriftlige opgavetyper, mere selvstændige og mere omfattende og ofte i rapportform. Elevernes læreproces stod i fokus i den pædagogiske debat, og der iværksattes formaliserede og mindre formaliserede forsøg med projektorienteret undervisning. Der blev gjort op med den traditionelle katederundervisning, og gruppearbejdet vandt indpas som almindeligt anvendt arbejdsform.

I den pædagogiske debat om gymnasiet fremførtes for første gang det synspunkt, at den elevcentrerede læreproces ikke blot var motiverende og fremmende for elevernes faglige indlæring; men at den også i kraft af sit socialiserende element var lige så vigtig som - eller vigtigere end - faglig viden og indsigt.

Der afholdtes emneuger, hvor det traditionelle skema blev brudt op, og hvor resultaterne af gruppearbejder ofte blev formidlet i mere handlingsprægede aktiviteter: musikalske udtryk, ‘sprittusser’, dramatiseringer, foto og video afløste i et vist omfang kuglepennen og det linierede papir som formidlingsredskaber. Alt i alt aktiviteter, der varierede undervisningen, og krævede mere fysisk rum omkring eleverne.

Kolding Amtsgymnasium er et eksempel på bruddet med fagklasseprincippet. Bygningen er opdelt i mindre sektioner, hjemstavne, som rummer et opholdsareal, dels til ophold i mellemtimer, dels til gruppearbejde og individuelt arbejde. Arealet opdeles ved reoler eller lave flytbare vægge, så arbejdende elever i mindre grad distraheres ved synet af andre. Omkring dette areal ligger hjemmeklasserne (9-10 stk. pr. opholdsareal). Også naturfagsområdet har fået et hjemstavnsareal til ophold, arbejde og forsøg. De 4 hjemstavne kræver flere kvadratmeter end fagklassegymnasiet. Dette ekstra arealbehov er dels dækket gennem en reduktion af gangarealerne, dels ved at skære i det fælles samlingsareal. Det fælles opholdsareal udgøres nu af kantinen.

Plan, Sønderborg Amtsgymnasium Arkitekt: A5-Tegnestuen, 1980

På Amtsgymnasiet i Sønderborg gennemføres tankegangen endnu mere konsekvent. Skolen har taget form som en mindre bydannelse. Centralt i huset er der placeret en glas-overdækket gennemgående gade i bygningens længdeakse. Omkring dette byrum er der opført 3 beboelseshuse, med 6 hjemmeklasser, opholdsareal og et betydeligt areal til andre arbejdsformer uden for hjemmeklasserne. I bydannelsen indgår desuden et naturfagshus, et spisehus og et ‘byens rådhus’, hvor skolens administrationen har sæde. Også på denne skole fungerer kantinen som fælles samlingsareal.

Det er i forbindelse med fællesarealerne og deres placering, at der ses den største variation i de dengang nybyggede gymnasiers planløsninger. Fællesarealerne har man valgt enten at samle på et sted eller dele op i mindre enheder. På nogle skoler har fællesarealet en central placering i bygningen, og på andre skoler er det placeret i bygningens periferi. Mange steder erkendte man et behov for et centralt placeret fællesareal, hvor alle elever og ansatte kunne samles. Et sådant fællesareal blev funktionelt og smukt udformet på f.eks. gymnasierne i Fjerritslev, Helsinge og Odder.

Plan, Helsinge Gymnasium Arkitekter: Dall & Lindhardtsen, 1981

Ved at udforme arealet, så det kunne bruges til fællesarrangementer, skriftlig eksamen og f.eks. til teater og filmforevisning, gav man samtidig mulighed for en række andre aktiviteter, der krævede en større lokalitet. I Grenå har man forsøgt at lukke arealet med hejsevægge, mens man på Odder Amtsgymnasium har kombineret idrætssal og fællesareal.

På en del nyere gymnasier har man med held udlagt fællesarealer op til klasselokalerne, så der er et rimeligt antal arbejdspladser i umiddelbar nærhed af klasselokalet, hvor der netop er et stort behov for arbejdspladser. Det gælder f.eks. Borupgaard Amtsgymnasium og Himmelev Gymnasium.

Områder til de naturvidenskabelige fag er på mange af de senest opførte gymnasier bygget sammen omkring et fællesareal til forsøg og øvelser. Det fungerer fint f.eks. på Kolding Amtsgymnasium.

Det kan konstateres, at byggeprogrammerne har sat deres klare præg på gymnasiebyggeriet. Programmerne har bidraget til at skabe velegnede rammer for en fagligt lødig undervisning og til en høj grad af faglig ensartethed landet over. Mens byggeprogrammernes minimumskrav således er blevet opfyldt, har der ydermere været politisk vilje og økonomisk emne til at operere med højere standarder end dem, byggeprogrammerne foreskrev, f.eks. gennem arealudvidelser.

Gymnasiebyggeriet viser samtidig, at der har været lokale ambitioner om at sikre et kvalitativt godt byggeri, der med sit særpræg skabte funktionelt og æstetisk vellykkede rammer for lødig undervisning og menneskelig velfærd. Til karakteristikken af gymnasiebyggeriet i denne periode hører således, at der er en stor variation i planløsningerne i de nybyggede skoler - en variation, der har bidraget til såvel skabelsen som oplevelsen af den enkelte skoles identitet.

Afslutningsvis skal det også fremhæves, at gymnasiebyggeriet fra 1960’erne til midten af 1980’erne rummer nogle af de bedste eksempler på nyere byggekunst i Danmark.
Byggeprogrammerne har ikke udstukket arkitektoniske retningslinier for gymnasiebyggeriet, hvilket tydeligt ses af den arkitektoniske mangfoldighed, som gymnasiebyggeriet i sin helhed er et iøjnefaldende udtryk for. Det skal også understreges - som eksempel til efterfølgelse - at mange vellykkede gymnasiebyggerier er resultatet af konkurrenceprojekter.

I sidste ende har valget af arkitektonisk ramme beroet på lokale beslutninger - og det kan mange steder ses som et udtryk for den lokale skoleejers stolthed over ’Det nye Gymnasium’.

BYGNINGSFORHOLD PÅ VUC

Der tegner sig af en række grunde ikke noget entydigt billede af VUC’ernes bygningsforhold. Et kort historisk tilbageblik forklarer hvorfor.

I forlængelse af ‘Teknikerkommissionens’ arbejde opstod i 1958 Aftenskoleloven. Man indførte analogt med Folkeskole-loven fra samme år en Teknisk- og Udvidet Teknisk Forbe-redelseseksamen - med elementer fra de daværende statskontrollerede prøver efter 9. og 10. klasse og realeksamen og med hovedvægten på matematik og fysik. Undervisningen foregik stort set kun om aftenen og i hele pakker, typisk med 24-30 timer ugentligt. Enkeltfagsprincippet indførtes først senere med Fritidsloven af 1969.

Etableranter, som det hed, var fortrinsvis kommunerne og de private oplysningsforbund - uafhængigt af hinanden. Der var således i høj grad tale om, at almindelig fritidsundervisning og den prøveforberedende undervisning var underlagt samme offentlige eller private administration og ledelse.

Da der i en årrække alene var tale om aftenundervisning, blev lokalebehovet dækket ved at benytte bestående skolebygninger, der var ledige om aftenen.
Med indførelsen af enkeltfagsprincippet i 1969 og hf-enkeltfag i 1970 voksede behovet for dagundervisning og dermed for lokaler i dagtimerne. I samme periode indgik oplysningsforbundene et samarbejde om OF (Oplysningsforbundenes Forberedelseskurser). For at sikre et rimeligt geografisk udbud udsendte Undervisningsministeriet i 1973 et cirkulære om amtsplanlægning af forberedelseskurser. I 1978 kom sektoren i amtsligt regie med amterne som driftsansvarlige.

I 1970’erne erkendte man behovet for en bygningsmæssig planlægning. Sideløbende med dagundervisningens stigende omfang formulerede ledere, lærere og kursister et krav om egne og egnede lokaler. Dette krav harmonerede med mange politiske erklæringer om udnyttelse af intelligensreserven og øget kvalificering af de voksne - dels som et samfundsbehov og dels som et skyldigt samfundsmæssigt hensyn til mange voksne.

Kommuner og siden amter havde meget forskellige opfattelser af voksenundervisning. I mange år praktiseredes almindeligvis en politik, hvor folkeskoler og gymnasiers lokalebehov først blev dækket, hvorefter den uudnyttede kapacitet kunne anvendes til prøveforberedende voksenundervisning. I det hele taget blev forskellige former for ledig lokalekapacitet inddraget til voksenundervisningen: biblioteker, medborgerhuse og privatejede, lejede lokaler.

De valgte løsninger var mange steder præget af manglen på en overordnet og mere langsigtet strategi. Konsekvensen var naturligvis, at det kun med store vanskeligheder lod sig gøre at samles om udviklingen af et fagligt/pædagogisk voksenmiljø.

En række steder løste man voksenundervisningens lokaleproblemer ved at overdrage nedlagte skoler til forberedelseskurserne, som i øvrigt først omkring 1990 fik betegnelsen VUC.

Mange steder etablerede man VUC-undervisning i en del af en gymnasiebygning, f.eks. en hel etage eller en fløj. Denne løsning, der stadig findes flere steder, praktiseredes ofte i nogen grad på gymnasiets præmisser, f.eks. når det gjaldt den fælles brug af faglokaler.

I adskillige amter har man i de senere år formuleret udviklingsplaner og brugt mange ressourcer på opgradering af tidligere folkeskoler til VUC-undervisning. Og hvor VUC’erne har til huse i lokaliteter, der oprindeligt slet ikke var bygget til undervisning, er der foretaget større ombygninger. Det er sket i bestræbelsen på at skabe et voksenmiljø med relation til den faglige, gymnasialt funderede hf-undervisning. På den måde har de forbedrede bygningsmæssige forhold bidraget til, at VUC har fået en klarere profil som kompetencegivende uddannelsessted.

Over stort set hele landet er der i disse år tale om to former for forbedring af VUC’ernes bygningsmæssige forhold. Der udføres omfattende renoveringer og ombygninger af eksisterende bygninger, så der skabes et pædagogisk og fagligt miljø, tilpasset en kompetencegivende voksenuddannelse. Som eksempler kan nævnes VUC Øst i Helsingør og VUC Køge Bugt. Den anden form for forbedring består i nybyggeri, opført og indrettet med henblik på VUC-undervisning. Det gælder f.eks. VUC Midt i Hillerød, VUC Vejle, VUC Kolding, VUC Midtsjælland, VUC Fredericia og VUC Haderslev.

Flere steder er der truffet beslutning om så vidt muligt at placere nye VUC-bygninger i umiddelbar nærhed af et gymnasium. Denne løsning er valgt med henblik på fælles udnyttelse af særlige lokaler (f.eks. naturvidenskabelige laboratorier), samlingssale med videre, men også for at skabe størst mulig fleksibilitet i udnyttelsen af normalklasser mv. ved eventuelle udsving i elevtallet i de forskellige skoleformer. Sådanne VUC-byggerier er gennemført i f.eks. Frederikshavn og Hobro. Begge steder er det i vid udstrækning lykkedes at tilgodese såvel et ønske om en rationel udnyttelse af lokaler som ønsket om etablering af et særskilt undervisningsmiljø for voksne.

DEN NUVÆRENDE SITUATION

Som det er fremgået af ovenstående, har gymnasiebyggeriet gennemgået en rivende udvikling i perioden 1960-1980. Siden da er der stort set ikke opført nye gymnasier. Nybyggeriet har været koncentreret om VUC-kurserne, ligesom det er på VUC-kurserne, de mere gennemgribende moderniseringer og ombygninger er foretaget.

Der er gennemført et betydeligt antal moderniseringer på gymnasierne, som typisk har omfattet mindre områder i bygningerne. Der er for eksempel tale om modernisering og flytning af enkelte faglokaler - ofte gennemført med bistand fra Gymnasieafdelingens fagkonsulenter.

På visse områder er bygningerne nedslidte og forældede i forhold til ny teknologi og en mere elevcentreret pædagogik. Desuden kan man forvente, at lokalekapaciteten i gymnasieskolen som helhed vil være for lille, når eleverne om få år skal rekrutteres fra større ungdomsårgange. Et enkelt amt har således planer om nyopførelse af et gymnasium; men den fremtidige indsats vil formentlig i de nærmeste år især bestå i ændringer i de eksisterende bygningsanlæg, evt. suppleret med mindre udbygninger. Selv om gymnasieskolerne generelt har en høj bygningsstandard, er der klart konstateret et behov for fornyelser og ændringer.

Udviklingen inden for undervisningssektoren går på mange fronter hurtigt, og det kan være vanskeligt at give sikre bud på undervisningens form og indhold i de næste årtier. To tendenser tegner sig dog: en skærpet, fornyet interesse for elevens læreproces og en stigende og mangesidet brug af IKT. Overordnet må man således forestille sig, at bygningerne skal kunne rumme en større variation af arbejdsformer, end bygningerne i dag er indrettet til. I det hele taget må man være forberedt på, at krav om omstilling og forandring vil blive stadigt hyppigere i fremtiden.

På alle niveauer må kodeordet for planlægningen af kommende byggeri være: fleksibilitet.