Kapitel 9 De små tings historie - design i skolens hverdag Thomas Dickson Der var noget ganske særligt over gelænderet på skolens bagtrappe. Det var af træ, men var blevet overmalet så mange gange med en blank oliemaling, at jeg ikke havde den fjerneste anelse om, hvad slags træ det var lavet af. Der var dog ingen tvivl om, at det var et trægelænder. Dels var det varmt at røre ved og ikke koldt som metalgelænderet på hovedtrappen, dels havde det den særlige trælyd, når det blev ramt af en skoletaske. Men det specielle ved dette gelænder var formen. Når jeg så på det, så kunne jeg forestille mig gelænderets profil, selv om jeg naturligvis aldrig kom til at se det i overskåret tilstand. Profilen forekom mig at ligne en blødere, mere afrundet udgave af en togskinnes profil. Netop det skinneagtige gav fantasien frit løb. Når vi skulle ned til frikvarter, og hånden greb om gelænderet, så kunne jeg forestille mig alt muligt. At min hånd var en skinnebus, der suste ned ad sin monorail i en vanvittig fart - først det lange lige stykke, så den skarpe kurve, hårnålesvinget, hvor skinnebussen faldt næsten lodret, så igen et langt lige stykke. Somme tider var jeg så fascineret af gelænderets form og min egen fantasi, at jeg med vilje fortsatte helt ned i kælderen blot for at kunne afslutte turen ordentligt, selv om jeg i virkeligheden skulle være gået ud ad døren til skolegården i stueplanet. I den periode, hvor vinterolympiaden stod på, var min hånd naturligvis en bobslæde, og mens Apollo månerejserne stod på, var jeg selvfølgelig med om bord i et kredsløb om månen. Fantasiens skole Jeg tror ikke, at min måde at opleve tingene på var, eller er, unik. Den konkrete fantasi var selvfølgelig min egen, men det er just det fine ved det, at fantasiens oplevelser er ens egne. Jeg kan have mine oplevelser, du kan have dine, og de udspringer af mødet med nøjagtig de samme omgivelser. Forudsætningen for, at alle kan have nogle fantasifulde og berigende oplevelser i skolemiljøet, er, at der overhovedet er nogle omgivelser, der kan stimulere og udløse inspirerende tanker og forestillinger. Det menneskelige samvær er nok den væsentligste faktor. Men de fysiske rammer, bygninger og rum, møbler og andet inventar, disse rammer betyder også noget. Og det er her, at arkitekter, designere, billedkunstnere, planlæggere og ikke mindst bygherrer/beslutningstagere har et ansvar. Et ansvar for at det oplevelsesrige miljø opstår. De kan ikke og skal ikke tage ansvaret for hvilke drømme, der drømmes, men de har et ansvar for, at drømmene overhovedet kan opstå og ikke bliver til mareridt. Kunstmaleren og billedhuggeren Henry Heerup talte om, at han kunne høre „nissen inde i stenen kalde" for at blive sluppet ud og komme til live i form af en skulptur. På nogenlunde samme måde kan man opleve, hvordan smukke hverdagsgenstande og bygningsdetaljer udfordrer fantasien og begynder at fortælle deres historier. Prøv at huske tilbage til de sommerdage i skoleferien, hvor vi lå på en græsplæne eller en strand og kiggede op i skyerne. Mens man lå der alene eller sammen med kammerater og kiggede op, så kunne vi lege en leg, hvor vi ved hjælp af fantasien skabte alle mulige figurer, som skyerne så at sige tegnede for os: „Kan du se katten?" „Nej, hvor? - Nåh, dér - ja, men jeg kan til gengæld se en støvle ..." Timer kunne gå på denne måde, mens skyerne gled forbi os henover himlen. På ganske tilsvarende vis kunne jeg i nogle af hverdagens mere kedsommelige skoletimer sidde i klassen og kigge på de mønstre, som afskallet maling havde skabt på væggen. Drager, riddere til hest med lanser, fugle, træer, ja snart sagt hvad som helst kunne opstå og forsvinde og genopstå i nye figurer, så nye handlinger kunne udspille sig til akkompagnement af tyske verber og svenskekrige. Forudsætningen for fantasifulde og berigende oplevelser er, at der er nogle omgivelser, der kan stimulere og udløse inspirerende tanker og forestillinger Nogle af de mest kreative mennesker, jeg senere i livet har mødt - opfindere, iværksættere, designere og billedkunstnere - har ofte kunnet berette om lignende oplevelser. Hvor billeder, idéer og kreative indfald opstår i foldede gardinmønstre, terrazzogulve, stiftmosaik, skabslåger i træ med markerede åretegninger og solreflekser fra vandpytter, der leger på lokalets loft. Skal der dagdrømmes, kan man lige så godt gøre det på et kvalificeret niveau. Historiernes skole Arkitektur og design er bærere af historier. De rum og genstande, vi omgiver os med, er fyldt med historier. Former, farver, genstande, materialer, lyde, akustik, lugte, lys, hver tid på dagen og hver tid på året bærer sine egne historier i sig. Historierne handler selvfølgelig i første række om funktion, brugbarhed og tilstræbt rationalitet - hvad skal jeg bruge en stol til? Det skal den selv fortælle mig, en stol ligner noget, man kan sidde på, ellers er det en dårlig stol. Disse dagligdagens brugsgenstande er målbevidst anvendelighed. Det skal de også være, det er klart, men de har nogle andre funktioner derudover. Det handler om hverdagens poesi, om stimuli til fantasien, om behovet for at etablere sammenhænge, der kan fortælle os om, hvem vi er, hvor vi kommer fra, og hvor vi skal hen. Derfor er en stol ikke kun en stol, den er også et kulturelt udtryk. Stole har eksisteret siden den første hulemand fandt ud af, at det var mere behageligt at sidde på en væltet træstamme end at sidde på jorden. De ægyptiske faraoner havde raffinerede foldestole, smukt dekoreret og med en repræsentativ og ceremoniel funktion ud over blot at hæve en persons krop 40 cm over gulvet. Det er over 3.000 år siden, og stolen har som funktionel arketype ikke ændret sig synderligt siden, men kulturelt har den udviklet sig kolossalt og er i dag en budbringer om håndværk, industri, kulturhistorie, stil, smag, videnskabeligt udviklede siddestillinger og ergonomisk bevidsthed, med andre ord ændrede samfundsnormer ... Det handler om hverdagens poesi, om stimuli til fantasien, om behovet for at etablere sammenhænge, der kan fortælle os om, hvem vi er, hvor vi kommer fra, og hvor vi skal hen I min barndoms skole sad vi i de første år ved nogle gammeldags træpulte. Den skråtstillede bordplade var bygget sammen med bænken, hvor vi kunne sidde to børn. Dette møbel havde nogle meget tiltalende træk og detaljer, blandt andet var skrivepladen hængslet, så der nedenunder var et gemmerum til bøger, hæfter og meget mere. Pulten var fremstillet af en relativ blød træsort. Det betød, at dels kunne man snitte og ridse i den, og den var således fyldt med kendetegn og hilsner, dels virkede det akustisk meget afdæmpet, når et helt klasselokale var møbleret med disse pulte. Men i løbet af få år begyndte skolen gradvis at udskifte pultene med mere moderne møbler, lokale efter lokale. I starten syntes vi godt om de nye møbler, nyt er altid spændende, men efter kort tid længtes vi tilbage til de gamle møbler. De nye møbler havde understel af stål, bordet havde en ret hård og helt vandret plade, og stolene hade en lamineret skal som ryg og sæde ud-i-ét. Man kunne ikke mere gemme noget af vejen, og der skulle bruges spritpenne, hvis man skulle markere sit eget bord, og lydniveauet steg adskillige decibel. Når vi kom gående ude på gangen og inde i et lokale så, at dér havde de stadig pulte, sagde vi til hinanden: „Øv, hvor er de heldige, de har stadig de gamle borde." Oplevelsernes skole Oplevelser hænger sammen med indhold, med opdagelser og med aktiviteter. Det er ikke særlig store oplevelser, børn får, når alle klasselokaler er identiske i størrelse, lys, farve og møblering. Derimod er variation med til at give forskelligartede oplevelser og stimulere kreativ tænkning. Hvis der kun findes helt ens og kedelige klasselokaler, så vil kritikken være: Hvorfor skal her være så dødtrist, og kritikken ender måske som hærværk på ensformigheden. Men hvis der findes forskelligt udformede klasserum, så opstår en mulighed for samtale, nemlig om, hvorfor vi oplever det ene rum som bedre end det andet. På den måde anspores til en konstruktiv kritik og en dialog med udgangspunkt i: Hvordan kan vi forbedre det rum, så det opleves lige så rart og spændende som det andet rum? Da jeg gik i 7.-8. klasse i begyndelsen af halvfjerdserne, var samfundet og skolen i høj grad præget af det antiautoritære oprør. I min klasse fik vi blandt andet gennemtrumfet, at bordene skulle stå i hesteskoformation, så alle kunne se og tale med hinanden i stedet for de traditionelle tre lige rækker, hvor man kiggede hinanden ind i nakken. Denne demokratisering af undervisningssituationen er i dag gennemført i stort set al undervisning i vores samfund. Et andet punkt, hvor vi satte ind over for skolens „design", var de efterhånden noget triste hvide og mosgrønne vægge, som trængte til en meget kærlig hånd. Vores krav var at få lov til selv at male lokalet. Skolen satte sig kraftigt imod, formentlig også ud fra en fornemmelse af, hvilke farver vi kunne tænke os at male med (tidens farver var orange, giftiggrøn, violet, lilla). Kompromiset blev, at der kom nogle meget store opslagstavler op på to af lokalets vægge, så vi selv kunne sætte de plakater op, vi ville. Pulten havde nogle tiltalende træk og detaljer, blandt andet var skrivepladen hængslet, så der nedenunder var et gemmerum til bøger, hæfter og meget mere Men der var andre lokaler, der havde flere indbyggede oplevelser. Det var især faglokalerne, og det er herfra, jeg har de fleste erindringer om spændende oplevelser. Biologilokalet med glasskabe fyldt med udstoppede dyr og mærkelige væsener i forseglede væskefyldte glas. Undervisning i sådanne omgivelser er jo en langt mere fascinerende og inspirerende oplevelse, end hvis der ikke havde været glasdøre i skabene. Geografilokalet med alle kortene, stensamlingerne og mineralprøverne. En mental rejse ind i en eksotisk verden. Især husker jeg reliefkortet, et specielt landkort, hvor alle højdeforskelle i terrænet var præget i en plastikplade, således at man kunne se landskabet som et avanceret relief. Forunderligt var det at lade fingrene følge floddale, bjergkæder og fornemme, hvor fladt der i virkeligheden er i marsklandskabet. Jeg kunne blive ved med at beskrive de mangfoldige rum og detaljer, der skærper nysgerrigheden. Fysiklokalets mærkelige præparater, kolber, gasblus og opstillinger. Formningslokalets mange forskellige materialer, redskaber og muligheder. Sløjdsalens kreative rod, maskinerne, høvlebænkene og ikke mindst den dejlige lugt af friskskåret træ. Lugte er i øvrigt et helt kapitel for sig, desværre ofte overset i det moderne industrialiserede miljø. Men når skoleåret startede i august, og der var gjort hovedrent, vinduer kittede og malede, halvtaget nytjæret og boldbanernes græs var nyklippet, så skabte alle disse lugte, der blandede sig med frisk luft i sommervarmen, nogle helt særlige stemninger og rare oplevelser, som man bærer i sig, formodentlig for resten af livet. Rummene er en vigtig del af skolens miljø. Og helst med variationer i størrelse og udformning. Er der store rum med højt til loftet? Er der nicher og mindre rum, der kan danne rammen om små grupper? Steder, der nærmest er huleagtige, appellerer til fantasi, kreativitet og leg. Et sådant rum var det kaotiske rum med gymnastikredskaber. Hvor selve gymnastiksalen var den åbne steppe, der kunne bruges til boldspil, tagfat og den slags, så var redskabsrummet junglen, der kunne bruges til gemmeleg, bjergbestigning, tipi, iglo eller bare til at være i fred. Igen: Oplevelserne fremmer forståelsen. Kvalitetens skole En stor del af det, der giver et byggeri kvalitet, ligger i håndværket, detaljerne og anvendelsen af materialer. Og det skal jo ikke være en kvalitet, der kun forefindes ved skolens indvielse. En skole skal kunne holde til mange små og store menneskers daglige brug. Blandt industrielle designere bruger man vendingen „et materiale, der ældes med ynde". Det dækker over, at vi i vores fag hele tiden prøver at anvende de materialer, der kan tåle de belastninger, vi på forhånd ved, de vil blive udsat for. Hvis man kigger på gamle kvalitetsmøbler, gammelt værktøj og gamle bygninger, kan man se, hvad jeg mener. Især virker det som om, træ og andre naturmaterialer kan klare mange års brug uden at fremstå som udslidt eller ødelagt. Derfor kan de klassiske danske designermøbler sælges på auktioner til gode priser, selv om de egenlig ikke kan bære betegnelsen antikviteter. Biologilokalet med glasskabe fyldt med udstoppede dyr og mærkelige væsener er langt mere fascinerende og inspirerende oplevelse, end hvis der ikke havde været glasdøre i skabene. Derimod er der desværre ikke så mange af de nye industrimaterialer, der kan klare mosten, i hvert fald ikke i skolen. Hvor en gammel træpult nærmest bliver smukkere med årenes slid, så skal der ikke så meget til, før en bordplade beklædt med plastlaminat får nogle slemme ridser og skrammer. Og på samme måde er det med mange af de industrifremstillede detaljer, der bruges i skolemiljøet: Knagerækker, møbler, døre, dørhåndtag, papirkurve og cykelstativer. Lige inden jeg selv gik fra folkeskolen over i gymnasiet, flyttede skolen fra de gamle røde murstensbygninger over i en splinterny skolebygning. Den var bygget efter de nyeste pædagogiske principper, med storrumsundervisning i åben plan og med udsigt over en af de smukkeste istidsdale i landet. Men bygningerne virkede nu alligevel lidt billige. De gedigne teglstensmure var erstattet med facadebeklædning af eternit på højkant. En dag, hvor en af klassekammeraterne havde for mange kræfter, der bare skulle ud af kroppen, sparkede han ud efter bygningen, egentlig ikke i en bevidst trang til at øve hærværk, men til vores fælles forbavselse gik hans fod lige igennem facaden. Så var der et par knægte, som kom væk i en fart. Bagefter kan man undre sig over valget af materialer, når man skal bygge en ny skole. Hvor gedigne materialer patineres og somme tider endda bliver smukkere af mange års brug, så gælder det tit om at udvise stor kreativitet for at bruge de nye byggematerialer på en hensigtsmæssig måde. En gammel træpult bliver smukkere med årenes slid, hvorimod en bordplade beklædt med plastlaminat hurtigt får nogle slemme ridser og skrammer En andet ting, der trænger til nye kvaliteter, er lyset, både hvad angår dagslyset og den kunstige belysning. I begge tilfælde skal arkitekter og designere tage hensyn til, at der kommer stadig flere computere ind i undervisningen, og sammen med andre visuelle medier stiller det flere krav til belysningen. Især er det vigtigt, at man let kan regulere lyset. For dagslysets vedkommende må arkitekten tage hensyn til placeringen af vinduer og orienteringen efter verdenshjørnerne. Kunstlyset består næsten altid af lysstofrør i nedhængte kasseformede armaturer, som i sin tid afløste glødelamper i skærme af hvidt opalglas. Det har sikkert givet mere lys, men kvaliteten af lyset er måske ikke blevet så meget bedre, for man får i reglen et diffust lys, som dels virker lidt søvnigt, dels hæmmer mangelen på skygger afstandsbedømmelsen. Generelt virker det, som om man trænger til nye lampetyper, der kan imødekomme de ændringer, der er sket i skolens hverdag. Funktionalismens skole I mange år har man forbundet design med det funktionelle og det rationelle. Begrebet „tidløst design" bliver brugt som en kompliment, der i reglen dækker over møbler, produkter og arkitektur, som er reduceret så meget til den nøgne funktion, at de forekommer at være frigjort fra deres egen tid og epokens stil. Uanset at begrebet „tidløst design" er noget sludder - der er ingen bygninger eller brugsgenstande, hvordan de så end er formgivet, der kan være løsrevet fra deres tid - så er det næsten lykkedes i efterkrigstidens arkitektur og design at udslette forestillingen om, at der findes en rig dansk bygningskultur, og at der findes en designtradition i dette land, der fortjener at blive værdsat. Man har fra en gang i 1950’erne og stort set frem til i dag dyrket en minimalistisk stil, en skrabet udgave af virkeligheden, kendt som funktionalismen. Der er ingen tvivl om, at der især i starten af den funktionelle periode er skabt betydelige bygningsværker, møbler og brugsgenstande af høj kunstnerisk standard og med stor brugsværdi. Problemet er, at den minimalistiske funktionalisme er en meget krævende stil at arbejde i. Den fordrer, at arkitekten og designeren har virkelig god proportionssans, store analytiske evner og ikke mindst, at der er råd til materialer og håndværk i en anstændig kvalitet. Alt for ofte, også i skolebyggeriet, er der blevet gået på akkord på nogle af disse basale forudsætninger, og så er funktionalismen endt i karikatur og det, vi kender som betonslum og skandaløse byggeskader. Alt andet lige så er den funktionelle stil - med lange lige linjer, rette vinkler, monotone overflader og spartansk detaljering - ikke ligefrem en arkitektur, der giver stof til fantasien. Derimod vil meget regelmæssige og monotone miljøer ofte virke skræmmende - gangene uden synlige forskelle, de fuldkommen ens døre, muligheden for at fare vild eller gå ind ad en forkert dør og gøre sig til grin over for en fremmed klasse. Og dette fænomen gælder ikke bare for børn, tænkt blot på boligområder med helt ens blokke eller karréer. Her bliver også voksne mennesker forstemte og ønsker sig væk. Det er næsten lykkedes i efterkrigstiden at udslette forestillingen om, at der findes en rig dansk bygningskultur og designtradition, der fortjener at blive værdsat Man får undertiden den mistanke, at bygninger ofte bliver til som en afklaret planløsning, men de fleste mennesker oplever ikke planer, de oplever rum, bygningselementer og karakteristiske detaljer. I meget funktionelle og strømlinede skolemiljøer får man fornemmelsen af, at der er nogen, der har opdaget problemerne med de sterile og ensrettede omgivelser. Efterrationaliseringens løsning er tit at tilføre billedkunst, ofte forklædt som banale børnetegninger. Men det fabulerende kunne sagtens være designet ind i bygningen oprindeligt. Billedkunstneren kunne så være inddraget fra starten af byggeprocessen, så kunsten kunne blive en integreret del af en helstøbt løsning, i stedet for at blive leveret senere som en målstregsredning. Vi kan diskutere længe, hvem der har ansvaret for, at det gik sådan, men det er en lidt ufrugtbar diskussion. Det vigtige er, at alle, der i dag beskæftiger sig med udformningen af de skoler, vore børn skal opholde sig i, er bevidste om fortidens synder, og om, hvad der er forudsætningen for bedre skolemiljøer fremover. Det flertydige, mangfoldige, frodige og rigt detaljerede giver fantasien mulighed for at fabulere åbent og uhæmmet. Det giver holdepunkter og referencerammer, når der er detaljer, mønstre, forskellige materialer, forskellige rumlyde, lugte, fremspring og alle de andre små pudsigheder, der kan ligge indlejret i skolens arkitektur og design. 1998 var et valgår, vi skulle endda hen og stemme på den lokale kommuneskole to gange i løbet af foråret. Da jeg til folketingsvalget gik over skolegården, slog det mig, hvor kedelig den var, en ren asfaltørken. Gymnastiksalen, hvor afstemningen foregik, var lige så uinspirerende - slidt, skrammet og med dårlig, diffust og søvnigt lys. Og jeg tænkte ved mig selv: Er de her rammer virkelig passende for folkestyrets festdag? Men jeg tog mig straks lidt i det og huskede på: Der er jo børn og lærere, der dagligt skal fungere i disse omgivelser. Det fabulerende kunne sagtens være designet ind i bygningen oprindeligt. Billedkunstneren kunne så være inddraget fra starten af byggeprocessen     Forsiden | Kapitel 8 | Kapitel 10