Kapitel 8 De kulturbærende folkeskolebygninger? Bjørn Nørgaard Når jeg tænker på skoler, så tænker jeg naturligvis på de to folkeskoler, hvor jeg selv gik. Først Hillerødgades skole, en skolebygning fra lige før århundredskiftet på Nørrebro og så Marienlyst skole i Søborg, hvor jeg gik det meste af tiden. Hillerødgades skole er nærmest en historicistisk bygning, en stor tung rød murstenskasse, der udstråler, at den er statens institution. Flot bygget med udskårne trægelændere og trapper med terrazzobelægninger og nogle steder glaserede mursten, granitsokler og granittrin, store malede vinduer og i det hele taget håndværksmæssigt et meget flot gennemført byggeri med små historicistiske dekorative elementer som små kapitæler og meget andet. Skolen var symmetrisk opbygget, piger i den ene halvdel og drenge i den anden halvdel. De to halvdele var stort set ens, og der var en stor mur imellem pige- og drengegård. Og det var opstilling i rækker, når klokken ringede. Det var jo som hus og arkitektur en vældig flot bygning, også mange år efter at jeg gik der i 1. klasse. Hillerødgades skole på Nørrebro Så rykkede vi fra en 1 1/2-værelses lejlighed på Nørrebro til en 1 1/2-værelses lejlighed i Søborg, hvor Erhard Jakobsen var borgmester. Der gik jeg på Marienlyst skole, som var tegnet af Vilhelm Lauritzen i trediverne. Det var ikke bare bygningsmæssigt, men også skolemæssigt, som at komme fra det ene århundrede til det andet. Lauritzens skole er jo fuldstændig efter den funktionalistiske lærebog: Store vinduespartier, masser af lys, åbne gangarealer, lyse farver, et enkelt udformet interiør og et meget, meget smukt hus. Men den var af samme høje håndværksmæssige stade som det gamle hus i Hillerødgade - en funktionalisme, som endnu ikke var overtaget af industrien og katalogarkitekturen. Hvor det var arkitekten, der sammen med håndværkerne og selvfølgelig også ingeniørerne havde gennemført et byggeri, der ikke hvilede på alle mulige regulativer og isoleringsforskrifter og kvadratmeterpriser, men på en stor smuk arkitektonisk idé og ønsket om store, lyse og lette rum til at undervise børn i, rendyrket humanisme. Hvert år, når vi kom tilbage fra skoleferien, var skolen nymalet, nylakeret og repareret, og gulvene, som var en slags asfaltmasse, var olieret og gelænderne var blevet pudset. Efter hver sommerferie gik man ind i en ny bygning. Arkitekturen og rummene afspejlede en gen-nemførthed og en kvalitet, i og med at forfaldet øjeblikkelig blev repareret, udbedret og malet. Det gav os børn, der gik der, en tro på et samfund, hvor mennesket var i centrum, hvad de tydeligvis var i denne meget fine skolebygning. Hvert år, når vi kom tilbage fra skoleferien, var skolen nymalet, nylakeret og repareret I slutningen af 70’erne, var jeg med gruppen "Arme og ben" ude for at lave en udsmykning af Hedegaardsskolen i Ballerup sammen med børnene. Der så vi et byggeri fra 70’erne, et fuldstændig barakagtigt byggeri, usandsynlig grimt udført, usandsynlig dårlig arkitektur, billige materialer. En helt igennem luset bygning, som blandt andet på grund af en udstrakt anvendelse af forskellige plader og dårligt træ til døre fremstod underligt skrabet og lurvet. Væg til væg tæpper var slidt igennem visse steder, panelerne var der sparket og ridset skrammer i. En bygning, der på alle mulige måder udstrålede manglende respekt for de børn og lærere, der var på skolen. Jeg tror, at det, at vi har nedprioriteret de bygningsmæssige rammer for undervisning af unge og børn, det signalerer et samfund, som sådan hænger lidt og er halvlaset, og det behøver man ikke at passe på eller tage sig af. Hillerødgades skole på Nørrebro Det er med til at give en skæv opfattelse af, hvad samfund og fællesskab er for noget. Og jeg tror det er dybt skadeligt for undervisning og opdragelse af børn og unge mennesker, at de institutioner, som de ydermere tilbringer mere og mere tid i, efterhånden er af så ringe kvalitet og dårlig vedligeholdelse. Arkitekturen og rummene afspejlede en gennemførthed og en kvalitet,..... Det gav os børn, en tro på et samfund, hvor mennesket var i centrum Derfor er det væsentligt for undervisning og et bedre skolesystem, at man erkender betydningen af de rumlige og arkitektoniske rammer, som man anbringer børn og unge i. Ud over at disse rammer skal være håndværksmæssigt, arkitektonisk og materialemæssigt af høj standard, skal man også holde dem ved lige, så man klart signalerer, at man tager vare på og passer på værdierne, så undervisningen foregår i smukke og klare rumlige omgivelser. Marienlyst skole i Søborg Man bliver jo ikke et dårligt menneske sådan i dybere forstand af at opholde sig i dårlige rum, men jeg tror, at ens oplevelse af det fælles rum i bred betydning bliver dårlig, hvis man ikke oplever smukke fælles fysiske rum, og bygningens udtryk er et meget væsentligt signal i både motiveringen og den sammenhæng, man oplever sig selv og undervisningen i. Der er forskellige grunde til det dårlige byggeri. Op igennem 70’erne har der hersket en despekt for håndværk, og kommunerne har vel skullet spare. Der huserer desværre stadigvæk og lige nu kortsigtede økonomer, der fortæller os, hvordan vi tjener penge og sparer og er effektive, men de glemmer alle sammen, at i besparelser, nedskæringer og økonomiseringer går en masse af sidegevinsterne tabt, som man ikke har udregnet værdien af, fordi man ikke har regnet det for en værdi. Op igennem 70’erne har der hersket en despekt for håndværk, og kommunerne har vel skullet spare Op igennem 70’erne og 80’erne har man glemt, at de gode materialer og det gode håndværk havde nogle ikke-målelige og ikke direkte beskrivelige værdier, som påvirker de mennesker, der arbejder og bliver undervist i sådanne omgivelser. Det er noget af det, som går tabt i den økonomiske og rationelle opfattelse af, at et rum bare er et rum. Der skal være fire vægge, et gulv og et loft, og så kan det i øvrigt være ligegyldigt, hvordan det ser ud. Det er en tankegang, som vi må se i øjnene har medført store og væsentlige tab, og som har givet en negativ indstilling både til samfund og en række andre ting i de senere år. Det er klart, at nye skolebygninger ikke skal se ud som Hillerødgades skole og Marienlyst skole. Vi har i dag en anden måde at opfatte samfundet på, som skal afspejles i skolebyggeriet. Jeg kunne forestille mig, at skolen skulle bestå dels af nogle bygningselementer med næsten samme institutionelle soliditet som Hillerødgades Skole, hvor der kan være mere permanente fælles funktioner, for eksempel aulaer og idrætsanlæg. Dels af nogle bygningselementer, som inden for faste grundstrukturer indeholdt en lang række muligheder for fleksible løsninger, som måske kunne vokse og knopskyde efterhånden som skolen og opfattelsen af skolen ændrer sig. Sådan kunne man bygge en skolearkitektur, der både pegede bagud og på den fælles samfundstro fra begyndelsen af dette århundrede, og samtidig indeholdt nogle individuelle løsninger til de konkrete undervisningslokaler, som kunne udvikle sig med den mere demokratiske og individuelle menneskeopfattelse. Marienlyst skole i Søborg Man kunne også forestille sig skolebygninger med en anden struktur. Så en klasse ikke bare havde ét lokale at være i, men flere. Så kunne læreren koncentrere sig om nogle få elever i ét lokale, og de resterende kunne arbejde individuelt i et andet lokale. I dag har vi også flersprogede klasser, og man kunne forestille sig, at hvis en del af klassen havde en mere fleksibel ramme, så kunne man både undervise klassen samlet og på en naturlig måde undervise dele af klassen, mens resten arbejdede selvstændigt. Så skolen var en mere organisk struktur end den klassedeling, som jo i virkeligheden er et levn fra forrige århundrede, og hvor man jo aldrig rigtig har fået diskuteret, om den nu også er den rigtige og eneste måde at undervise på. I mange skoler, jeg har set, er der klasselokaler og et fællesrum, men de fælles rum har ofte en struktur, der gør, at man ikke kan arbejde så koncentreret, som hvis klassen havde et ekstra lokale. Jeg kunne forestille mig en skole, der ikke udelukkende var rettet mod boglige kvalifikationer, og som var en mere hel institution, som kunne bruges af børn og unge stort set døgnet rundt. Netop i skolebyggeri burde man gøre meget ud af både det arkitektoniske og håndværket. Ligesom man har idræts- og musikgymnasier, kunne man have håndværksgymnasier for alle dem, der kunne tænke sig at gå i gang med at træne håndværksmæssige færdigheder, samtidig med at de tog en studentereksamen. Således gjorde vi det materielle, altså det at arbejde med træ eller andre materialer, til en del af det, som børn og unge møder, også i deres skolehverdag. ... fleksible løsninger, som måske kunne vokse og knopskyde efterhånden som skolen og opfattelsen af skolen ændrer sig Jeg kunne forestille mig en skole, der ikke udelukkende var rettet mod boglige kvalifikationer Edb og Internet indgår i dag som en væsentlig del af samfundsudviklingen, men hvis ikke børn samtidig lærer at forstå sig selv som fysiske individer, som computerne refererer til, hvis de ikke forstår, at det digitale er signaler fra en materiel virkelighed, så får man mennesker med en forvrænget virkelighedsopfattelse. Vi har allerede i dag et samfund, der er blevet for abstrakt og bogligt i sin måde at opfatte virkeligheden på, og det er måske med til at give frustrationer til de unge. Og den fysiske, kropslige virkelighed, opdragelse og undervisning af unge mennesker er utrolig vigtig, for at få mest ud af vores skoler. Man kunne forestille sig, at der i forbindelse med skolebyggeri ud over idrætsanlæg og musiklokaler også er en værkstedsbygning, hvor man i perioder kunne lave nogle elementer, der blev sendt til ulande som en form for ulandsbistand, for eksempel dele til biogasanlæg eller vindmøller. Ligeledes kunne man forestille sig, at der var et gæsteatelier, hvor kunstnere, for eksempel forfattere eller billedkunstnere kunne bo, samtidig med at de havde projekter med eleverne. Således at skolen ikke bare gav eleverne banale boglige færdigheder, men at den også udstrakte sig på en lang række andre områder. Da jeg gik i skole, havde nogle lærere været ude og sejle, og én havde været professionel fodboldspiller i Italien, men sådan er verden ikke mere - skolelærere er i dag mennesker, der hele deres liv har gået i skole. Det er også fint nok, og der er ingen tvivl om, at det faglige niveau i dag er højt. Alligevel kunne det være glimrende, om eleverne i perioder havde andre lærere, der kunne påvirke undervisningsforløbet og kommentere det på forskellige måder ved at skolerne havde et atelier. Det ville være en fin måde at løfte undervisningen ud af det institutionelle. Man kunne også forestille sig, at det billedkunstneriske var integreret i andre undervisningsområder i langt højere grad, end det er i dag. At man brugte både litteratur, billedkunst og musik i historie og samfundsfag. For det er jo en måde at fortælle historien på, som har en anden karakter end en bog. Selvfølgelig skal faget billedkunst også være der. I 60’erne var billedkunsten lige så meget en diskussion, hvor den kunstneriske tankegang var en metode til at forstå, begribe og omforme selve den måde, vi opfatter arbejdet og mennesket på i vores samfund. Kunsten blev ikke kun forstået som værker, men også som en måde at forholde sig til sig selv og tilværelsen på. Og der kunne man godt forestille sig, at den kunstneriske metode i nogle undervisningsforløb var med i diskussionen af et emne og den virkelighed, disse praktiske fag beskriver. Der er jo både yngre og ældre kunstnere, der opfatter den kunstneriske metode som en metode, som ikke kun bruges til at lave malerier, men også til at forstå sig selv og samfundet. I den kapitalistiske verden opfatter man økonomi som den nødvendige drivkraft for at sætte en produktion i gang - i den kunstneriske verden er drivkraften fantasien. Og det er vigtigt at diskutere med unge, som skal begynde på noget, hvad enten de skal være forfattere eller håndværkere, at det ikke kun er penge, der sætter ting i gang, men også fantasi, energi og idéer samt tro på det, man laver. ikke kun forstået som værker, men også som en måde at forholde sig til sig selv og tilværelsen på Disse ting skal man vise gennem den måde, man bygger og indretter en skole på. Man kan sige, at den moderne skolebygning skal signalere både den mur, som man nu en gang imellem skal løbe panden mod og den mur, der henviser til historie, tradition og fællesskab. Den skal have en åben struktur, som gør, at den enkelte selv kan finde ud af at placere sig i forhold til fællesskabet. Og så skal den bestå af rum, der signalerer et menneskeligt fællesskab. Man kan sige, at skolen samtidig skal dreje i forskellige retninger og lære de nye mennesker, at samfundet nu engang er sådan, at det ikke kun har én retning, og det vigtige er at opbygge et fundament, så man kan være et helt individ, samtidig med at man lever i et samfund, som er mangfoldigt.   Forsiden | Kapitel 7 | Kapitel 9