![[ Billede: Undervisningsministeriets logo ]](http://www.uvm.dk/images/uvmlogo.gif)
Kapitel 1
En skole der er blød som en krop
Jørgen Reecmann
![[Billede: Brosten]](img014.gif) Skolen er en arena.
På denne scene udspiller sig dagligt forestillingen om det 21. århundrede.
Og for flertallet af de deltagende aktører gælder det, at de
er med i en forestilling, der med sine 10 - 12.000 timer overstiger de fleste
helaftensforestillinger. Man kan derfor med en vis rimelighed rette interessen
mod de elementer, der indgår i manuskriptet. Der er et:
HVAD - som handler om den undervisning, læring og de aktiviteter,
der skal være plads til, om mulighed for leg, samvær, eksperimenteren,
oplevelse, fordybelse.
HVEM - som er de mennesker, der indgår. Elever, lærere og
øvrigt personale samt forældre.
HVOR - som er de fysiske rammer om ovennævnte.
Det er især det sidste element, de fysiske rammer, der er emnet
for de tanker og overvejelser, der bringes i det følgende.
Husker du vor skoletid?
Giver man sig først til at lede efter dem, er der nok af dem.
Danske forfatteres beskrivelser af deres skoletid. Her fortælles selvfølgelig
om de oplevelser, der på godt og ondt har haft betydning for deres
liv, men ikke mindst de bygninger og rum, som danner rammen om oplevelserne,
får mange ord med på vejen.
Ingen kan påstå, at der tale om en stor ensartethed i beretningerne
- hverken de fiktive eller de selvoplevede - men alligevel er der tale om
en overensstemmelse, når det kommer til beskrivelsen af skolens rum
og byg-ninger.
Mange af os er fortrolige med Rifbjergs æggemadsduftende klasselokaler,
med Reuters kønsopdelte Brønshøjskoler, med Scherfigs
beklumrede klaustrofobiske gymnasieunivers og med Martin A. Hansens lavloftede
skolestue på Enø.
Tankevækkende er det i øvrigt, at til de filmatiseringer,
der er fulgt efter, var det ganske enkelt at finde lokaliteter, der næsten
uden ændringer kunne bruges ved optagelserne.
![[Billede: Elever der leger]](img018.gif)
Som et bjerg foran græsplænen, et fængsel, et fortidsuhyre,
snorksovende.
En øgle i mursten: Brønshøj Store Skole. Den
ruger tavs og duknakket, stor og indesluttet, gumler på tusind små
drenge og fem hundrede ekstramadder.
Bjarne Reuter: Månen over Bella Bio
Fælles for de mange beretninger er, at der kun yderst sjældent
tales om rum og rammer som noget rart endsige oplevelses- eller betydningsfuldt.
Det kunne give stof til eftertanke: Hvordan mon en dansk forfatter anno
2038 vil omtale de bygninger, der udgjorde kulisserne for mange timer af
hans eller hendes barndomsliv? Man kan have sine bange anelser. Måske
skulle vi allerede nu sørge for, at der er forudsætninger for
en positiv be-skrivelse?
Fra stue til laboratorium![[Billede: Husmur]](img019.gif)
Der er en interessant sproglig udviklingslinie, når man ser på
de ord og udtryk, der i tidens løb har været anvendt om skolens
rum. I begyndelsen var det en skolestue. Et dagligdags ord, der signalerede
noget trygt og nærmest intimt - ikke så forskelligt fra de rum,
man kunne møde hjemme.
Senere blev skolestuen til klasseværelset - igen et ord fra hjemmet,
men som værelse måske rykket lidt længere ud i boligens
periferi? Siden fulgte klasselokalet - nu et ord, der vidner om en mere
abstrakt, neutral forståelse af et rum, og med skolens forsøg
med åben plan og andre mere differentierede bygningsformer blev der
lukket op for ord som fingre, hjemområder, afsnit, klynger, huse.
Helt udenfor kommer vi, når begreber som pladser, torve, gader holder
deres indtog som betegnelser for rum i skolebygningen.
Fra den mere akademiske eller teknologiske sprogsfære har man hentet
begreber som auditorium, laboratorium, mediatek og servicecenter. (Hvis
man er særlig heldig, kan man blive indbudt til en konsultation i
læseklinikken).
Denne sproglige udvikling dækker ikke entydigt over en negativ
tendens. Den peger i flere retninger.
På den ene side signalerer den ganske vist en udtyn-ding af det
indhold, som på et psykisk plan menneskeliggør skolen.
På den anden side ligger der også i en del af ordene et signal
om, at skolen trods alt er i bevægelse. En bevægelse i retning
af mangeartede undervisningsaktiviteter og oplevelsesmåder. Skolen
er ved at blive et sted for oplevelse, eksperimenteren, selvaktivitet.![[Tegning: En dør med teksten "Læseklinik". En person stikker hovedet ud og råber "næste"]](img016.gif) ![[Tegning: En dør med teksten "Skolestue"]](img017.gif)
Som man råber i skolen ...
Det sker med jævne mellemrum, at man som lærer må ærgres
på skolens vegne. Når det gælder skolens fysiske fremtræden,
sker det når skoledebatten endnu en gang blusser op i medierne, og
et aktuelt tv-program vælger at rapportere fra den virkelige skoleverden.
Her møder vi så alt for ofte et billede af skolen, der burde
høre fortiden til. Det skyldes først og fremmest, at journalister
og tv-fotografer som alle andre har et mentalt billede af skolen. Og det
er ofte præget af klicheer og fastgroede forestillinger, der i sig
selv sætter visse rammer for præsentationen.
![[Billede: Et glastag set nedefra. Ovenover ses himmelen med solen og et par skyer]](img020.gif)
Dernæst formidler et program jo også nogle objektive kendsgerninger
om skolens tilstand. Og når det gælder de fysiske rammer, er
der grund til at føle sig beskæmmet. Alt for ofte demonstrerer
dette indblik i skolens verden, at skoleelever færdes i en fantasiløs,
fysisk ramme. Læg hertil de mange eksempler på direkte sundhedsskadelige
byggerier, så har man en mistrøstig cocktail. Afskallet murværk,
ramponerede møbler, opslagstavler med flænget hessian og en
halv kalender fra i fjor, utilstrækkelig belysning, fugtskader, dårlig
akustik tegner billedet i for mange tilfælde.
Hårde ord vil mange lærere mene - især hvis man ar-bejder
på en skole, hvor engagerede ledere, lærere og elever i fællesskab
har fået indrettet og vedligeholdt værdige omgivelser for det,
der er samfundets vigtigste aktivitet: Uddannelsen af dem, der kommer efter
os. Men sådanne skoler er ikke faldet ned fra himlen. De er et resultat
af mange heldige faktorer og dygtige menneskers indsats. Gode arkitekter,
fornuftige materialer, anstændige økonomiske vilkår og
mennesker, der anerkender betydningen af det fysiske miljøs indflydelse
på velbefindendet og udviklingsbetingelserne.![[Billede: En indelukket mand]](img007.gif)
Men lige så ærgerlig kan man blive, når nyere skoler
er på tapetet. Nok så festlige indvielser og hurrataler ændrer
intet, hvis ikke der i de nye skoler udtrykkes en ny tids syn på læring,
samvær og betydningen af æstetiske oplevelser.
Hvis en skole kun består af et antal ens dimensionerede klasserum,
og klasserummene stadig er firkanter på 48 eller 64 m2 med dørrække,
midterrække og vinduesrække, hvis skolens struktur stadig fastholder
praksisformer, der er i direkte modstrid med intentionerne i folkeskoleloven,
og hvis hensynet til økonomi i alle tilfælde har fået
lov at veje tungest, så står vi bare med mere af det samme,
som vi har i forvejen.
Men det er ikke det, vi har brug for. Hvor er rummene for de få?
Den lille gruppe på tre, der trænger til fred og ro til fordybelse?
Og hvor er den højloftede sal til fest og samling for de mange? Hvor
er krogene, overraskelserne, rundt-om-hjørnet-oplevelserne, kigget,
det brede og det smalle, det skrå, glatte, bløde, runde ...
Det er ikke nok at se arkitekturen. Man må opleve den, mærke,
hvordan den er formet til løsning af bestemte opgaver og afstemt
efter en tids hele opfattelse og livsrytme. Man må leve i bygningens
rum, føle hvordan de lukker sig omkring en, hvordan man ligefrem
ledes fra det ene til det andet. Man må fornemme materialevirkningerne,
opdage hvad de farver, der er anvendt, betyder netop i den sammenhæng,
hvordan de er af-hængige af rummenes orientering i forhold til sollyset
og vinduerne.
Steen Eiler Rasmussen: Om at opleve arkitektur
Rammer, der strammer![[Tegning: En gammeldags vægt med en teoribog i den ene vægtskål og værktøj i den anden]](img006.gif)
En skole, der definerer sig i forhold til folkeskoleloven af 1993, kan
ikke fastholde en indretning som den, der karakteriserer flertallet af landets
skoler. Der skal ske ændringer.
Defineret i al korthed skal disse ændringer:
Umuliggøre en tilbagevenden til undervisningsformer, der hører
fortiden til.
Give skolen optimale betingelser for udvikling, læring, og samarbejde.
Styrke oplevelse af demokrati og social adfærd.
Befordre skabende arbejde.
Lægge vægt på oplevelsen af æstetiske værdier.
Anerkende sammenhængen mellem æstetiske handlinger og etiske
konsekvenser.
Give plads til en ligeværdig brug af praktisk og teoretisk arbejde.
Som noget helt selvfølgeligt bør en skole i hele sin udformning
også:
Være indrettet for alle.
Være fremmende for almen sundhed.
Være indrettet efter og give de bedste betingelser for at handle
ansvarligt i forhold til miljøet.
![[Billede: Et par piger går ned ad en trappe]](img021.gif)
Disse ændringer og tankerne bag dem møder imidlertid modstand
fra en lang og snærende tradition. Skolen har sin rod i de tidlige
kirkers indretning med en prædik-ende præst/lærer foran
en bænket menighed/elevgruppe. Med jævne mellemrum ringes med
en klokke for atkalde til bøn ... eller vække de blidt henslumrende.
Deter meget svært at se begrundelsen for, at middelalder-lige kirker
skal danne den mentale baggrund for en skole, der orienterer sig mod en
global, digital, multietnisk og multikulturel fremtid.
I et globalt perspektiv er det i øvrigt foruroligende, at netop
forestillingen om skole er en så manifest størrelse i den menneskelige
bevidsthed. Rundt omkring
på kloden har mennesket bevist dets evne til at indrette boliger
af et hvilket som helst materiale, af en hvilken som helst form og størrelse
og med en hvilken som helst form for udsmykning. Anderledes ligger det med
skolen. Vis et billede af en kinesisk skole til en sydamerikaner, og han
vil sandsynligvis kunne genkende opstillingen. Vis en dreng i Eskilstuna
et billede af renæssanceskolen eller et af en romersk skole 79 f.
Kr., og han vil vide, hvad det er. Opstillingen, de mange smås orientering
mod den ene store - hele scenen vil sige skole. På tværs af
tid, på tværs af geografi, sprog og kultur. Sådan ser
skole bare ud.
![[Tegning: En nøgen kvinde set bagfra.]](img022.gif)
Ikke at det ikke
er verden
jeg ser
fra mit vindue
men at rammen
skal være
så snæver
Inge Pedersen
Med vor viden om hjerneforskning er det nok værd at overveje, hvorledes
skolen former hjernen. Ikke bare må vi gå ud fra, at hjernen
formes af de processer, der indgår i undervisningen. Lige så
vigtigt burde det være at tænke over de omgivelser, som undervisningen
foregår i. De har formentlig lige så stor betydning for hjernens
opbygning og udvikling. Hvis rammen er snæver, er risikoen for udvikling
af snæversyn jo overhængende.
Tilstandsrapport og duelighedstegn
Hvis man forestillede sig, at skoler var underlagt den samme ordning
som private huse, der skal sælges, hvordan ville en tilstandsrapport
så se ud? En ting er, at der føres tilsyn med sundhed, brandfare
og sikkerhed, og at det pædagogiske ansvar placeres hos skolelederen.
Noget helt andet er ansvaret for de arkitektoniske kvaliteter, for æstetikken
og oplevelsen af skolens rum, og for skolens vedligehold. I skolen taler
man om ansvar for egen læring. Men der er ikke mange, der taler om
ansvar for egne rammer ...
En skole skal du til noget. Ligesom eleverne skal den kunne noget. Faktisk
burde en skole kunne tildeles duelighedstegn ved udarbejdelsen af den årlige
tilstandsrapport ud fra krav om, at den giver oplevelser, giver svar på
tiltale, dvs. at materialer, overflader og former reagerer med akustik,
lys, duft. Krav om, at den skal understøtte pædagogikken og
kunne ændres i takt med tiden, i takt med ændrede behov. Og
så skal den kunne tåle noget, være robust, smuk - også
når den slides.
Men hvem bestemmer? Hvem sørger i den sidste ende for, at der
etableres en sammenhæng i pædagogisk tænkning og arkitektur?
Inger Christensen har digtet om samfundet og byen:
Et samfund kan være så stenet
At alt er en eneste blok
Og indbyggermassen så benet
At livet er gået i chok
Og hjertet er helt i skygge
Og hjertet er næsten hørt op
Til nogen begynder at bygge
En by der er blød som en krop
Hvad med at bygge en skole, der er blød som en krop?
![[Billede: Elever der kigger ud af vindue]](img023.gif)
Forsiden | Indledning |
Kapitel 2 |