Kapitel 1 En skole der er blød som en krop Jørgen Reecmann Skolen er en arena. På denne scene udspiller sig dagligt forestillingen om det 21. århundrede. Og for flertallet af de deltagende aktører gælder det, at de er med i en forestilling, der med sine 10 - 12.000 timer overstiger de fleste helaftensforestillinger. Man kan derfor med en vis rimelighed rette interessen mod de elementer, der indgår i manuskriptet. Der er et: HVAD - som handler om den undervisning, læring og de aktiviteter, der skal være plads til, om mulighed for leg, samvær, eksperimenteren, oplevelse, fordybelse. HVEM - som er de mennesker, der indgår. Elever, lærere og øvrigt personale samt forældre. HVOR - som er de fysiske rammer om ovennævnte. Det er især det sidste element, de fysiske rammer, der er emnet for de tanker og overvejelser, der bringes i det følgende. Husker du vor skoletid? Giver man sig først til at lede efter dem, er der nok af dem. Danske forfatteres beskrivelser af deres skoletid. Her fortælles selvfølgelig om de oplevelser, der på godt og ondt har haft betydning for deres liv, men ikke mindst de bygninger og rum, som danner rammen om oplevelserne, får mange ord med på vejen. Ingen kan påstå, at der tale om en stor ensartethed i beretningerne - hverken de fiktive eller de selvoplevede - men alligevel er der tale om en overensstemmelse, når det kommer til beskrivelsen af skolens rum og byg-ninger. Mange af os er fortrolige med Rifbjergs æggemadsduftende klasselokaler, med Reuters kønsopdelte Brønshøjskoler, med Scherfigs beklumrede klaustrofobiske gymnasieunivers og med Martin A. Hansens lavloftede skolestue på Enø. Tankevækkende er det i øvrigt, at til de filmatiseringer, der er fulgt efter, var det ganske enkelt at finde lokaliteter, der næsten uden ændringer kunne bruges ved optagelserne. Som et bjerg foran græsplænen, et fængsel, et fortidsuhyre, snorksovende. En øgle i mursten: Brønshøj Store Skole. Den ruger tavs og duknakket, stor og indesluttet, gumler på tusind små drenge og fem hundrede ekstramadder. Bjarne Reuter: Månen over Bella Bio Fælles for de mange beretninger er, at der kun yderst sjældent tales om rum og rammer som noget rart endsige oplevelses- eller betydningsfuldt. Det kunne give stof til eftertanke: Hvordan mon en dansk forfatter anno 2038 vil omtale de bygninger, der udgjorde kulisserne for mange timer af hans eller hendes barndomsliv? Man kan have sine bange anelser. Måske skulle vi allerede nu sørge for, at der er forudsætninger for en positiv be-skrivelse? Fra stue til laboratorium Der er en interessant sproglig udviklingslinie, når man ser på de ord og udtryk, der i tidens løb har været anvendt om skolens rum. I begyndelsen var det en skolestue. Et dagligdags ord, der signalerede noget trygt og nærmest intimt - ikke så forskelligt fra de rum, man kunne møde hjemme. Senere blev skolestuen til klasseværelset - igen et ord fra hjemmet, men som værelse måske rykket lidt længere ud i boligens periferi? Siden fulgte klasselokalet - nu et ord, der vidner om en mere abstrakt, neutral forståelse af et rum, og med skolens forsøg med åben plan og andre mere differentierede bygningsformer blev der lukket op for ord som fingre, hjemområder, afsnit, klynger, huse. Helt udenfor kommer vi, når begreber som pladser, torve, gader holder deres indtog som betegnelser for rum i skolebygningen. Fra den mere akademiske eller teknologiske sprogsfære har man hentet begreber som auditorium, laboratorium, mediatek og servicecenter. (Hvis man er særlig heldig, kan man blive indbudt til en konsultation i læseklinikken). Denne sproglige udvikling dækker ikke entydigt over en negativ tendens. Den peger i flere retninger. På den ene side signalerer den ganske vist en udtyn-ding af det indhold, som på et psykisk plan menneskeliggør skolen. På den anden side ligger der også i en del af ordene et signal om, at skolen trods alt er i bevægelse. En bevægelse i retning af mangeartede undervisningsaktiviteter og oplevelsesmåder. Skolen er ved at blive et sted for oplevelse, eksperimenteren, selvaktivitet.     Som man råber i skolen ... Det sker med jævne mellemrum, at man som lærer må ærgres på skolens vegne. Når det gælder skolens fysiske fremtræden, sker det når skoledebatten endnu en gang blusser op i medierne, og et aktuelt tv-program vælger at rapportere fra den virkelige skoleverden. Her møder vi så alt for ofte et billede af skolen, der burde høre fortiden til. Det skyldes først og fremmest, at journalister og tv-fotografer som alle andre har et mentalt billede af skolen. Og det er ofte præget af klicheer og fastgroede forestillinger, der i sig selv sætter visse rammer for præsentationen. Dernæst formidler et program jo også nogle objektive kendsgerninger om skolens tilstand. Og når det gælder de fysiske rammer, er der grund til at føle sig beskæmmet. Alt for ofte demonstrerer dette indblik i skolens verden, at skoleelever færdes i en fantasiløs, fysisk ramme. Læg hertil de mange eksempler på direkte sundhedsskadelige byggerier, så har man en mistrøstig cocktail. Afskallet murværk, ramponerede møbler, opslagstavler med flænget hessian og en halv kalender fra i fjor, utilstrækkelig belysning, fugtskader, dårlig akustik tegner billedet i for mange tilfælde. Hårde ord vil mange lærere mene - især hvis man ar-bejder på en skole, hvor engagerede ledere, lærere og elever i fællesskab har fået indrettet og vedligeholdt værdige omgivelser for det, der er samfundets vigtigste aktivitet: Uddannelsen af dem, der kommer efter os. Men sådanne skoler er ikke faldet ned fra himlen. De er et resultat af mange heldige faktorer og dygtige menneskers indsats. Gode arkitekter, fornuftige materialer, anstændige økonomiske vilkår og mennesker, der anerkender betydningen af det fysiske miljøs indflydelse på velbefindendet og udviklingsbetingelserne. Men lige så ærgerlig kan man blive, når nyere skoler er på tapetet. Nok så festlige indvielser og hurrataler ændrer intet, hvis ikke der i de nye skoler udtrykkes en ny tids syn på læring, samvær og betydningen af æstetiske oplevelser. Hvis en skole kun består af et antal ens dimensionerede klasserum, og klasserummene stadig er firkanter på 48 eller 64 m2 med dørrække, midterrække og vinduesrække, hvis skolens struktur stadig fastholder praksisformer, der er i direkte modstrid med intentionerne i folkeskoleloven, og hvis hensynet til økonomi i alle tilfælde har fået lov at veje tungest, så står vi bare med mere af det samme, som vi har i forvejen. Men det er ikke det, vi har brug for. Hvor er rummene for de få? Den lille gruppe på tre, der trænger til fred og ro til fordybelse? Og hvor er den højloftede sal til fest og samling for de mange? Hvor er krogene, overraskelserne, rundt-om-hjørnet-oplevelserne, kigget, det brede og det smalle, det skrå, glatte, bløde, runde ... Det er ikke nok at se arkitekturen. Man må opleve den, mærke, hvordan den er formet til løsning af bestemte opgaver og afstemt efter en tids hele opfattelse og livsrytme. Man må leve i bygningens rum, føle hvordan de lukker sig omkring en, hvordan man ligefrem ledes fra det ene til det andet. Man må fornemme materialevirkningerne, opdage hvad de farver, der er anvendt, betyder netop i den sammenhæng, hvordan de er af-hængige af rummenes orientering i forhold til sollyset og vinduerne. Steen Eiler Rasmussen: Om at opleve arkitektur   Rammer, der strammer En skole, der definerer sig i forhold til folkeskoleloven af 1993, kan ikke fastholde en indretning som den, der karakteriserer flertallet af landets skoler. Der skal ske ændringer.   Defineret i al korthed skal disse ændringer: Umuliggøre en tilbagevenden til undervisningsformer, der hører fortiden til. Give skolen optimale betingelser for udvikling, læring, og samarbejde. Styrke oplevelse af demokrati og social adfærd. Befordre skabende arbejde. Lægge vægt på oplevelsen af æstetiske værdier. Anerkende sammenhængen mellem æstetiske handlinger og etiske konsekvenser. Give plads til en ligeværdig brug af praktisk og teoretisk arbejde.   Som noget helt selvfølgeligt bør en skole i hele sin udformning også: Være indrettet for alle. Være fremmende for almen sundhed. Være indrettet efter og give de bedste betingelser for at handle ansvarligt i forhold til miljøet. Disse ændringer og tankerne bag dem møder imidlertid modstand fra en lang og snærende tradition. Skolen har sin rod i de tidlige kirkers indretning med en prædik-ende præst/lærer foran en bænket menighed/elevgruppe. Med jævne mellemrum ringes med en klokke for atkalde til bøn ... eller vække de blidt henslumrende. Deter meget svært at se begrundelsen for, at middelalder-lige kirker skal danne den mentale baggrund for en skole, der orienterer sig mod en global, digital, multietnisk og multikulturel fremtid. I et globalt perspektiv er det i øvrigt foruroligende, at netop forestillingen om skole er en så manifest størrelse i den menneskelige bevidsthed. Rundt omkring på kloden har mennesket bevist dets evne til at indrette boliger af et hvilket som helst materiale, af en hvilken som helst form og størrelse og med en hvilken som helst form for udsmykning. Anderledes ligger det med skolen. Vis et billede af en kinesisk skole til en sydamerikaner, og han vil sandsynligvis kunne genkende opstillingen. Vis en dreng i Eskilstuna et billede af renæssanceskolen eller et af en romersk skole 79 f. Kr., og han vil vide, hvad det er. Opstillingen, de mange smås orientering mod den ene store - hele scenen vil sige skole. På tværs af tid, på tværs af geografi, sprog og kultur. Sådan ser skole bare ud. Ikke at det ikke er verden jeg ser fra mit vindue men at rammen skal være så snæver Inge Pedersen Med vor viden om hjerneforskning er det nok værd at overveje, hvorledes skolen former hjernen. Ikke bare må vi gå ud fra, at hjernen formes af de processer, der indgår i undervisningen. Lige så vigtigt burde det være at tænke over de omgivelser, som undervisningen foregår i. De har formentlig lige så stor betydning for hjernens opbygning og udvikling. Hvis rammen er snæver, er risikoen for udvikling af snæversyn jo overhængende. Tilstandsrapport og duelighedstegn Hvis man forestillede sig, at skoler var underlagt den samme ordning som private huse, der skal sælges, hvordan ville en tilstandsrapport så se ud? En ting er, at der føres tilsyn med sundhed, brandfare og sikkerhed, og at det pædagogiske ansvar placeres hos skolelederen. Noget helt andet er ansvaret for de arkitektoniske kvaliteter, for æstetikken og oplevelsen af skolens rum, og for skolens vedligehold. I skolen taler man om ansvar for egen læring. Men der er ikke mange, der taler om ansvar for egne rammer ... En skole skal du til noget. Ligesom eleverne skal den kunne noget. Faktisk burde en skole kunne tildeles duelighedstegn ved udarbejdelsen af den årlige tilstandsrapport ud fra krav om, at den giver oplevelser, giver svar på tiltale, dvs. at materialer, overflader og former reagerer med akustik, lys, duft. Krav om, at den skal understøtte pædagogikken og kunne ændres i takt med tiden, i takt med ændrede behov. Og så skal den kunne tåle noget, være robust, smuk - også når den slides. Men hvem bestemmer? Hvem sørger i den sidste ende for, at der etableres en sammenhæng i pædagogisk tænkning og arkitektur? Inger Christensen har digtet om samfundet og byen: Et samfund kan være så stenet At alt er en eneste blok Og indbyggermassen så benet At livet er gået i chok Og hjertet er helt i skygge Og hjertet er næsten hørt op Til nogen begynder at bygge En by der er blød som en krop Hvad med at bygge en skole, der er blød som en krop? Forsiden | Indledning | Kapitel 2