1. Indledning

Der var engang, da lærebogen var det centrale redskab til formidling af undervisningen; det var den, alle gik frem efter. Den fælles lærebog fungerer fortsat, og den hjælper uden tvivl nogle lærere til at strukturere undervisningen. Men udviklingen i erhvervsuddannelserne og i undervisningens karakter og form har trukket i retning af at skabe sammenhæng i undervisningen, forbinde teoretisk og praktisk undervisning og perspektivere de faglige og almene dimensioner i forhold til arbejdsliv, personligt liv og samfundsliv. Det har gjort lærebogen mindre betydningsfuld som et fælles samlingspunkt, og den er mange steder blevet afløst af meget varierede materialer, der afspejler den konkrete undervisning.

Den decentralisering af undervisningen, som ligger i erhvervsuddannelsesloven af 1991, har således ført til udvikling af mange lokalt udformede forløb med inddragelse af undervisningsmaterialer, som blander håndbøger, uddrag af lærebøger, kopier fra forskellige publikationer og lærernes egne materialer: oplæg, cases, opgaver - herunder eksamensopgaver - evalueringer m.m.

Forandringerne er udtryk for en voldsom udvikling af undervisningen og af lærerrelationerne. Tendenser, som synes at øges i disse år i kraft af et forstærket fokus på teamdannelse og lærende organisationer på den ene side og individualisering af uddannelsesforløbet på den anden. Hertil kommer den teknologiske udvikling, som går så hurtigt, at det ikke er til at forudse, om undervisningsmaterialet snart stort set udelukkende består af de elektroniske filer, eleven har liggende i sine filmapper, uanset om de stammer fra lærerens pc eller fra et sted på nettet.

Endnu et par år vil kopier fra bøger, blade m.m. og lærernes egne materialer sikkert være dominerende de fleste steder, hvor man ikke underviser ud fra lærebøger. Det kan vel kun betragtes som et stort kvalitetsløft af undervisningen, at den har udviklet sig fra at være materialestruktureret til at blive problemorienteret. Alligevel er der måske netop grund til nu også at sætte fokus på kvaliteten af de undervisningsmaterialer, eleverne udsættes for. Så længe der bruges lærebøger, begrænser de kvalitetsmæssige aspekter for skolen sig til bøgernes faglige og pædagogiske lødighed og aktualitet samt graden af slitage. Gennem sit valg af undervisningsmidler er det læreren - og dermed skolen - som påtager sig ansvaret for kvaliteten, taget i bredeste forstand.

I Den centrale Q-spørgeramme indgår undervisningsmaterialerne (pkt. 21) under overskriften Læremidler. Spørgsmålene angår anskaffelsen og udnyttelsen af læremidler, udviklingen og fornyelsen af dem, eksterne samarbejdsrelationer, intern ekspertise i informationssøgning og spørgsmålet om skolen understøtter lærersamarbejdet om udvikling af undervisningsmaterialer. Det sidste punkt er centralt i forhold til de varierede undervisningsmaterialer, der konstant ændres - og her handler det om meget mere end blot ressourcer.

Interessen for kvalitetsprocesserne i såvel private som offentlige systemer kan forklares på mange måder; de seneste års interesseskift har signaleret en klar omprioritering fra producentens forståelse af god kvalitet til kundens opfattelse. På erhvervsuddannelsesområdet kan man sige, at det kom til udtryk ved, at skolerne blev 'privatiseret'; de fik selv ansvaret, og gennem samarbejdet med det lokale arbejdsmarked og uddannelsessystem skulle eksistensberettigelsen sikres. Mange skoler opdagede, at de nu eksisterede på markedsvilkår, og at deres mission var at give kunderne det, de gerne vil have. "Kunden" - eleven - kom i centrum for skolernes ledelser, om ikke før, så da de små årgange satte ind. Da Erhvervsskoleafdelingen (ESA) i Undervisningsministeriet i 1997 iværksatte sin Q-strategi

(Q-90 projektet), er det muligt, der blev stønnet højlydt, men behovet at kende og styre sin kvalitet - og dermed kontrollere sig selv frem for at blive kontrolleret ovenfra - må have været mærkbart på mange skoler. Omstillingen efter eud-reformen i 1991 havde krævet mange kræfter, og måske havde der ikke været plads til overvejelse over, hvor godt det i grunden var blevet, før ESA stillede en række selvransagende og udviklende spørgsmål.

Langt de fleste spørgsmål i Den centrale Q-spørgeramme er formuleret på det strategiske niveau og således rettet til skolernes ledelser. De øvrige medarbejdere kan nok forholde sig til dem, men ikke nødvendigvis umiddelbart selv gøre noget ved dem. Det gælder også spørgsmålet om udviklingen af undervisningsmaterialer. I et forsøg på at udvide dette perspektiv, stilles der i dette temahæfte en række spørgsmål, bemærkninger og forslag vedrørende undervisningsmaterialernes kvalitet. Hensigten er at inspirere til en fortsat kvalitetsproces på skolen og i undervisningen gennem fremlæggelse af et katalog over kvalitetsparametre, som kan tilpasses den enkelte skoles og medarbejders behov og ambitioner. Det er ønsket at give både skolen og den enkelte lærer redskaber til at forholde sig til kvalitetsspørgsmålene i relation til ikke mindst de selvfremstillede og individuelt udvalgte undervisningsmaterialer.

Kapitel 2 tager udgangspunkt i eleverne. Der spørges her om deres udbytte og tilfredshed.

Kapitel 3 tager udgangspunkt i læreren, lærerne, teamet, afdelingen. Spørgsmålene angår forberedelsesfasen/udformningen, gennemførelsen, evalueringen og efterbehandlingen i forhold til de undervisningsmaterialer, som anvendes. Hovedvægten er lagt på selve produktionsprocessen ved fremstillingen af lokale undervisningsmaterialer. Et særligt afsnit er viet fremstilling og brug af overheads, et andet udformning af eksamensopgaver.

Kapitel 4 tager udgangspunkt i skolen og de interessenter, som omgiver den. Hvilke krav og forventninger møder skolen, hvilket omdømme har skolen, hvilke standarder sætter skolen?
Kapitlet munder ud i nogle hovedpunkter fra en mindre undersøgelse vedr. holdningerne til undervisningsmaterialer hos ledelse og lærere på fire tekniske skoler.

Forsiden | Forrige kapitel | Næste kapitel