[ Billede: Undervisningsministeriets logo ]

 

 

 

Forord

I Den centrale Q-spørgeramme for erhvervsskolerne handler punkt 21 om læremidler. Q-spørgerammen blev udsendt til skolerne i midten af 1998 med ministeriets forventning om, at skolerne nu i særlig grad sætter ind på at udvikle og forbedre kvaliteten af kerneydelsen: undervisningen og elevernes læring.

Undervisningsmaterialer er et vigtigt element i denne kerne-ydelse. Lærerne på erhvervsskolerne har traditionelt selv udvalgt eller selv fremstillet en væsentlig del af deres materiale. Årsager hertil er bl.a., at materialet derved lettere løbende kan tilpasses den teknologiske udvikling - og ikke mindst erhvervsuddannelsernes decentraliserede planlægning og lokalt udformede forløb.

I valget - eller ved fremstillingen - af undervisningsmaterialer må der tages hensyn til målet med og indholdet i undervisningen, eleverne og den valgte undervisningsform. Overvejelserne og den praktiske udførelse af materialerne har hidtil ofte været den enkelte lærers ansvar.

Det er spørgsmålet, om det ikke nu i højere grad bør blive en del af skolens ledelsesstrategi at sætte mål for undervisningsmaterialernes kvalitet, at sikre en løbende kvalitetsudvikling og at måle på interessenternes og herunder elevernes tilfredshed med materialerne.

I dette temahæfte, som er resultatet af et forsøgs- og udviklingsprojekt gennemført på Odense Tekniske Skole, indgår netop sådanne overvejelser og spørgsmål om skolernes praksis på området. Forfatteren går videre og stiller en række forslag og ideer til lokal kvalitetsudvikling af undervisningsmaterialer, der fremstilles i mindre serier på skolerne.

Selvom eksempler og ideer er formuleret i en erhvervsuddannelsesramme, er det vores opfattelse, at hæftets indhold også vil kunne inspirere inden for andre uddannelser end dem, der gennemføres på erhvervsskoler.

Undervisningsministeriet har finansieret udarbejdelsen og udgivelsen af dette temahæfte.

Afslutningsvis skal bemærkes, at meninger og synspunkter i hæftet naturligvis står for forfatterens egen regning.

Philip Pedersen
Undervisningsministeriet
Uddannelsesstyrelsen
Området for erhvervsfaglige uddannelser
September 1999


Forsiden | Forrige kapitel | Næste kapitel