[ Billede: Undervisningsministeriets logo ]

 

 

INDLEDNING

[Billede: en dreng skal op for det er morgen]

Motivation

Hver dag bliver tusindvis af børn mobbet i de danske skoler. Det er uacceptabelt, og det skal der gøres noget ved. Mobning kan nemlig begrænses ganske væsentligt ved en målrettet indsats viser erfaringer fra Norge og Sverige.

Børn er i alle sammenhænge den svage part, og derfor skal de voksne beskytte dem mest muligt og give dem trygge forhold i hjemmene, i institutionerne og i skolerne. Når børn er angste, bliver deres selvværd truet, de hæmmes i deres udvikling og deres indlæring bliver mindre.

Handling skaber forvandling

Vi vil gerne have, at skolerne i Danmark i løbet af nogle år udarbejder og iværksætter handlingsplaner, der aktivt kan modvirke mobning. Som skolefolk har vi et særligt ansvar, men der er brug for et bredt samarbejde, hvis det skal lykkes at gøre skolerne til "mobbefri zoner". Først og fremmest skal elever og forældre naturligvis inddrages. Eleverne skal blandt andet være med til at lave sociale spilleregler og forstå betydningen af at overholde dem, og forældrene skal gå aktivt ind og leve op til deres ansvar som opdragere.

Danske børn har det på mange måder godt, men vi svigter, når undersøgelser viser, at op mod 25 procent mobbes i skolen, mens kun 6 procent af de svenske elever er udsat for mobning. Derved lever vi ikke op til FN´s Børnekonvention, som netop skal sikre, at børn ikke udsættes for overgreb og krænkelser, og at de har ret til at blive hørt og få indflydelse.

[Billede: På vej til skolen hilser drengen på en af dem, der mobber ham i skolen]

De 3 V’er

Lærere bruger stadig mere tid på at hjælpe børnene med at løse deres indbyrdes konflikter. Det kan være svært at skelne mellem drilleri og mobning, og megen mobning foregår i det skjulte.

Mobning er ikke en harmløs foreteelse, som hører med til børns opvækst. Mobning er en plage, der kan og skal bekæmpes. Det kræver en systematisk og målrettet indsats, som skal tage udgangspunkt i en grundig analyse af, hvordan børn trives i skolen.

Hvis mobning skal begrænses, skal de 3 V’er på arbejde.

For det første skal man have en vision om, at trivslen kan forbedres ved en aktiv indsats.

For det andet skal der viden til for at forbedre forholdene.

For det tredje skal der vilje til – vilje og mod til at ændre tingenes tilstand. Det sker ikke fra dag til dag, men ved et sejt træk i en lang periode. I realiteten er det en permanent opgave at skabe og sikre et godt miljø for alle.

Vi ønsker med de 3 V’er at medvirke til at forbedre skolernes trivsel først og fremmest for eleverne, men også for lærere, ledere og øvrige ansatte.

Denne pjece er vores første punch for at give "Mobning én på tuden" ved at give inspiration til handling. Pjecen indeholder således en række konkrete forslag og en litteraturliste, der kan iværksættes på enhver skole og begrænse mobningen eftertrykkeligt.

Vi håber, at mange skoler vil inddrage mobning i deres udviklingsplaner.


Forsiden | Forrige kapitel | Næste kapitel