[ Billede: Undervisningsministeriets logo ]

 

 

Kapitel 4

Faglig målformulering i uddannelsessystemet


INDLEDNING

En central problemstilling i forbindelse med kortlægningen af kvaliteten i uddannelsessystemet er, hvorledes den faglige kvalitet i uddannelserne udvikles. Der gives her bud på, hvilke faktorer, der kan være med til at kortlægge og udvikle kvaliteten for de forskellige uddannelsesniveauer

Det er primært hensigten at forsøge at kortlægge og vurdere de komplekse relationer mellem det centrale og det lokale niveau. Med andre ord forsøges det at give et bud på, hvorledes de overordnede målsætninger i uddannelsessystemet forplantes gennem systemet og ud til lærerne i de konkrete undervisningssituationer.

Kapitlet giver en oversigt og gennemgang af problematikken vedrørende det faglige niveau i uddannelserne; der er ikke opstillet særskilte indikatorer. De allerede igangværende initiativer på området er forsøgt kortlagt og systematiseret. Til sidst i kapitlet er angivet en række forslag, der kan bidrage til styrkelse af den faglige kvalitet.


OMRÅDER MED CENTRALT FASTSATTE BESTEMMELSER OG OPGAVER TIL UDVIKLING AF FAGLIG KVALITET

Problemstillingen omkring faglig målformulering i uddannelserne kan belyses med udgangspunkt i flere forskellige tilgangsvinkler.

I uddannelsessystemet er det bl.a. den enkelte lærers faglighed, der bidrager til, at uddannelsessystemet leverer den fornødne faglige kvalitet. Konkret gøres dette ved udstrakt delegering af ansvaret for tilrettelæggelsen og planlægningen af undervisningen til den enkelte lærer.

For at skabe bedre oversigt over de muligheder, der findes for centrale initiativer på kvalitetsområdet, vurderes der at være fem områder, som er centrale for en høj faglig kvalitet. Der peges på områder med central indflydelse, og som indgår med vekslende vægt på forskellige niveauer i uddannelsessystemet, det være sig folkeskole, de gymnasiale uddannelser, erhvervsskolerne eller de videregående uddannelser. De fem områder er:

  1. Mål og rammer for uddannelsen/faget, herunder pensum, undervisningsmetoder/-midler og læseplaner
  2. Eksamen-/prøvesystemet
  3. Lærernes kvalifikationer, herunder efter- og videreuddannelse
  4. Elever og studerendes kvalifikationer ved optagelsen
  5. Øvrige områder af betydning for den faglige kvalitet, herunder skole-/institutionsledelsens rolle og ansvar


Kompetencefordelingen og detaljeringsgraden på hvert af de fem områder er illustreret af nedenstående tabel:

FOLKESKOLEN
GYMNASIALE UDDANNELSER 1)
ERHVERVS-
UDDANNELSER
VIDEREGÅENDE
UDDANNELSER
Ad 1
Hjemmel til regler om formål med undervisning samt angivelse af centrale kundskabs- og færdighedsområder.
Hjemmel til vejledende læseplaner og undervisningsvejledning.
Kommunalbestyrelsen fastlægger mål og rammer
for skolernes virksomhed. Skolebestyrelsen fastsætter principper for skolens virksomhed.
Uddannelses-
bekendtgørelse fastsætter struktur, mål, indhold og lektionstal indenfor mål- og rammestyrings-
model.
Uddannelses-
bekendtgørelse fastsætter struktur, mål, indhold og lektionstal indenfor mål- og rammestyrings-
model.
Der er forskellig detaljeringsgrad af uddannelses-
bekendtgørelser afhængig af politisk interesse. Uddannelsestraditioner og uddannelsessigte varierer fra rammebekendtgørelse til detaljerede bekendtgørelser.
Ad 2
Skolens leder har ansvaret for prøver.
Årlig indberetning til ministeriet af sidste standpunktskarakterer samt prøvekarakter for alle elever i 9. og 10. klasse.
Skriftlige prøver stilles af ministeriet. Tekstopgivelser
i mundtlige og praktiske prøver indberettes til ministeriet.
Censorer til mundtlige og praktiske prøver udpeges af skoleleder, medmindre ministeriet beslutter at beskikke censorer. Finder censor prøveafviklingen utilfredsstillende, indberettes til ministeriet, hvis ikke skolens leder og censor kan nå til enighed.
Centralt stillede skriftlige opgaver, ekstern censur ved mundtlige og skriftlige prøver, central tildeling af censorer med indberetningspligt i tilfælde af afvigelse fra reglerne, ekstern censur ved stikprøvevis brug af særlige censorer med indberetningspligt. Beskikkede censorer, herunder særllige censorer med indberetningspligt til ministeriet.
Centralt stillede skriftlige opgaver, ekstern censur ved mundtlige og skriftlige prøver, ekstern censur ved skoleudpegede censorer, stikprøvevis brug af særlige censorer med indberetningspligt.
EUD har ekstern censur og centralt stillede opgaver i form af svendeprøve eller faglige prøver.
Beskikkede censorer, herunder særlige censorer med indberetningspligt til ministeriet.
MVU, 4) og LVU, 5)
Bekendtgørelse om karakterskala og bekendtgørelser om eksamen ved visse videregående uddannelser fastsætter overordnede bestemmelser. I studieordningen for den enkelte uddannelse fastsættes antal, rækkefølge, prøveform mv.
Mindst 1/3 af uddannelsens prøver skal have ekstern censur. Censorbekendtgørelse, etablering af en landsdækkende censorkorps pr. uddannelse. Censorkorpset har til opgave at rådgive institutionerne og ministeriet om kvalitet.

KVU, 3)
Undtagelsesvis centralt stillede opgaver, ekstern censur ved alle prøver, bekendtgørelse om karakterskala, eksamensordning på erhvervsskoler mv.
Bekendtgørelse om eksamensordning på erhvervsskoler. Beskikkede censorer, herunder særlige censorer med indberetningspligt til ministeriet.
Ad 3
1.-10. klasse: Krav om læreruddannelse.
Børnehaveklasse: Krav om pædagoguddannelse.
Begge krav kan i særlige tilfælde fraviges.
Lovfastsat kvalifikationskraft om hovedfagsniveau. For gymnasiet og hf relevant kandidateksamen. Dels central ministeriegodkendelse, dels skolernes ansvar.
Kvalifikationskrav om hovedfagsniveau i bekendtgørelse. Dels central ministeriets godkendelse, dels skolernes ansvar.
LVU
Eksplicitte krav til lærerkvalifikationer - bekendtgørelse og stillingsstrukturcir-
kulære.

MVU
Ingen formelle lærerkvalifikationer, bortset fra lærerseminarier og enkelte andre institutioner.
KVU
Ministeren kan opstille krav til lærerkvalifikationer. Ministeriet kan ved stikprøver kontrollere om kvalifikationskrav overholdes.
Ad 4
Ingen adgangskrav.
Undervisningspligt samt visse alderskrav.
Optag fra grundskole, krav om bestemte fag og egnethedsvurdering.
Eud fri adgang.
Ministeren fastsætter regler om adgang til uddannelserne. Adgangsbekendtgørelse gælder for alle videregående uddannelser, særlige faglige krav tilpasset konkret uddannelse.
Ad 5
Skolen har ansvar for undervisningens kvalitet. Kommunalbestyrelsen fører tilsyn med skolernes virksomhed.
Skolebestyrelsens tilsyn med skolen. Ministeriet kan forlange enhver oplysning fra kommunalbestyrelse/-
amts-råd
til brug for lovgivning/
vejledningsinitiativer.
Fagkonsulentordninger, systematisk-statistisk overvågning, skolebesøg censorregler.
Fagkonsulent-
ordninger, systematisk
-statistisk overvågning, skolebesøg, censorregler.
MVU og LVU
Evalueringsbekendt-
gørelse om censorbekendtgørelse fælles for alle uddannelser.

KVU
Vejledende kvalitetskriterier, påbud, systematisk-
statistisk kvalitetsovervågning, evalueringer, censorregler.
1
2
3
4
5
Omfatter gymnasiet/hf og det erhvervsgymnasiale område
Beskrivelsen vedrørende KVU punkt 2, 3 og 5 er baseret på det foreliggende KVU-lovforslag.
KVU er Korte Videregående Uddannelser.
MVU er Mellemlange Videregående Uddannelser.
LVU er Lange Videregående Uddannelser.

Nedenfor gives en generel beskrivelse af sammenhængen mellem hver enkelt af de fem områder og kvaliteten. Beskrivelserne efterfølges af en gennemgang af eksisterende og planlagte initiativer inden for hvert enkelt uddannelsesområde.


AD . MÅL OG RAMMER FOR UDDANNELSEN/FAGET, HERUNDER PENSUM, UNDERVISNINGSMETODER/-MIDLER OG LÆSEPLANER

På dette område kan der opstå konfliktfelter. En for høj detaljeringsgrad vil være i modstrid med den faglighed og det selvstændige ansvar, der er en forudsætning for, at underviseren kan levere den bedst mulige kvalitet i undervisningen. Problemstillingen afhænger af graden af decentralisering, i forbindelse med udarbejdelsen af konkrete læse-planer og studieordninger.

Pensum og i høj grad i de tilgængelige undervisningsmidler kan i høj grad være bestemmende for undervisningens tilrettelæggelse. Ofte anvendes lærebogssystemer af varierende kvalitet. Gennemførelsen af det samlede undervisningsforløb kan i høj grad påvirkes af kvaliteten af undervisningsmidler, der understøtter pensum.


FOLKESKOLEN

På folkeskoleområdet er fastsat centrale kundskabs- og færdighedsområder, der inden for hver enkelt fag fastsætter krav til hvilke stofområder, der som minimum skal indgå i de læseplaner, som kommunalbestyrelsen skal godkende. Skolens leder har ansvaret for, at skolens kvalitet er i orden og, at lærerne lever op til formål, centrale kundskabs- og færdighedsområder samt læseplaner for fagene.

Ministeren er blevet enig med Kommunernes Landsforening og Danmarks Lærerforening om grundlaget for et program for folkeskolen frem mod år 2000 (også kaldet "F2000", se www.f2000.dk). Programmet indeholder otte
fokusområder, der skal danne grundlaget for skolernes målrettede og systematiske arbejde med at udvikle deres kvalitet. Et af fokusområderne handler om kundskaber og færdigheder i skolen, et andet om fastlæggelse af evaluerings- metoder og udarbejdelse af handleplaner for den enkelte skole. Samtidig er der etableret et kvalitetsudviklingsprojekt for folkeskolen, der indeholder en række redskaber, som skoler, kommuner og ministerium kan bruge til at evaluere skolernes virksomhed og skabe overblik over bl.a. undervisningens kvalitet (se www.kig.uvm.dk/kvalitet/). Når disse redskaber bliver udbredt, vil resultaterne af skolernes evalueringer give ministeriet øgede muligheder for at præge udviklingen af indholdet i skolernes undervisning.


GYMNASIALE UDDANNELSER

Gennem lovgivning og Undervisningsministeriets bekendtgørelser om optagelse og eksamen i gymnasiet, hf, htx og hhx er der fastsat regler, som er ens og bindende for samtlige gymnasier og erhvervsskoler. Disse regler danner fundamentet for en ensartet national standard for de gymnasiale uddannelser, både generelt for de enkelte uddannelser og for undervisning og eksamen i de enkelte fag.

Der er fastsat krav til hvilke fag, der undervises i og på hvilket niveau, ligesom der er bestemmelser om eksamen og om pensum i de enkelte fag. Samtidig er bestemmelserne om mål og indhold i de enkelte fag så rummelige, at eleverne kan få - og skal have - medindflydelse på planlægning af undervisningen.

Disse kvalitetssikrende regler omfatter for undervisningens vedkommende bl.a. bestemmelser om

  • antal undervisningstimer for det enkelte fag
  • elevernes mødepligt og aktive deltagelse/sanktioner ved forsømmelser
  • elevernes medindflydelse
  • brug af varierede arbejdsformer
  • evaluering af undervisningen og af elevernes udbytte
  • koordinering af undervisningen.


ERHVERSUDDANNELSERNE

For erhvervsuddannelserne fastsættes rammerne for den faglige standard i et samspil mellem Undervisningsministeriet og det lokale niveau. Planer vedrørende mål, indhold og bedømmelse fastlægges i samspil mellem ministeriet og skolerne, med betydelige bidrag/indflydelse fra arbejdsmarkedets parter. Hovedbekendtgørelse, uddannelsesbekendtgørelse, lokal undervisningsplan med bedømmelsesplan indgår i et hierarki af bestemmelser med indbyggede resultatmål og kvalitetsnormer.

I vekselsuddannelsessystemet må der skelnes mellem for-holdene i skole- hhv. praktikdelene; men for begge dele findes der regler vedrørende de faglige mål Endvidere må der for skoledelens vedkommende skelnes mellem de almene grundfag, områdefag, specialefag og valgfag.

Mål og rammestyringen betyder på dette område, at den centrale målformulering er meget overordnet, således at den mere præcise og detaljerede fastlæggelse af mål og indhold i undervisning er delegeret til det lokale niveau, hvor skolerne i et samarbejde med de lokale uddannelsesudvalg fastlægger den lokale undervisningsplan, som er det grundlag lærerne arbejder på.


VIDEREGÅENDE UDDANNELSER

Ministeriet fastsætter regler om uddannelsernes struktur og regler om overordnet indhold af uddannelserne. Reglerne fastsættes i et samspil med uddannelsesinstitutionerne. En uddannelsesinstitutions udbud af uddannelser skal godkendes af ministeriet, der i sin vurdering inddrager udtalelser fra uddannelsesråd m.fl. om faglig kvalitet og behov for pågældende uddannelse mv.

Uddannelsesinstitutionerne beslutter selv det nærmere indhold af uddannelserne inden for de rammer, ministeriet har udstukket. Specifikationsniveauet i uddannelsesreglerne varierer fra område til område, afhængigt af traditioner og af, om uddannelsesreglen er fælles for alle uddannelser inden for et hovedområde - som det fx er tilfældet med de humanistiske og naturvidenskabelige universitetsuddannelser - eller om uddannelsesreglen kun vedrører én uddannelse, som det ofte vil være tilfældet for de øvrige uddannelser under universitetsområdet. Professionsuddannelser/autorisationsuddannelser er tættere reguleret end øvrige uddannelser.

Udviklingen på bekendtgørelsesområdet er generelt præget af den mål- og rammestyring, der i øvrigt har kendetegnet ministeriets virksomhed. Det giver institutionerne råderum og fleksible muligheder for at ajourføre og tilpasse uddannelsesindholdet i forhold til de skiftende behov på arbejdsmarkedet. Det kan til gengæld give store forskelle på, hvad der opfattes som centrale områder i den samme uddannelse uddannelsesinstitutionerne imellem. Evalueringen af fx sygeplejerskeuddannelsen har givet udtryk for, at der er for store forskelle på faglige kvalifikationer og faglige profiler i uddannelsen. Der skal være den rette balance mellem "frihedsgrader" for institutionerne til at tilrettelægge uddannelser og "bindinger/mekanismer", der skal sikre faglig kvalitet og relevans. Dette kommer også til udtryk i den nye læreruddannelseslov, hvor der er fastlagt flere centrale bindinger end tidligere.


AD 2. EKSAMEN-/PRØVESYSTEMET

Eksamen-/prøvesystemet udfylder to funktioner. Dels sikres at elever og studerende, der optages på baggrund af deres eksamen, har et nærmere bestemt minimum af forudsætninger, dels kan prøverne bruges af lærerne til at vurdere resultatet af deres egen indsats og dermed være et vigtigt led i en tilbagekoblingsprocedurer, der skal sikre videreudviklingen af kvaliteten i deres arbejde. Eksamensresultaterne kan imidlertid ikke i sig selv anvendes som et mål for kvaliteten af den enkelte lærers indsats.

På alle uddannelsesområder, bortset fra de videregående uddannelser, er kompetencen til at udarbejde skriftlige eksamensopgaver placeret centralt. Hertil kommer, at vurderingskriterier også er centralt fastlagt. Mundtlige prøver gennemføres - i sagens natur - på en mere decentraliseret måde, dog med en vis central kontrol gennem censorvirksomhed, karakterindberetninger mv.


FOLKESKOLEN

Der er ikke eksamen, men afsluttende prøver i folkeskolen efter 9. og 10. klassetrin i fagene dansk, matematik, engelsk, tysk, fransk, fysik/kemi, latin, håndarbejde, sløjd og hjemkundskab. De skriftlige dele af prøverne stilles af ministeriet; ved både skriftlige og mundtlige prøver medvirker ekstern censor. Selv om disse prøver ikke giver formel erhvervs- eller studiekompetence, har de en funktion som adgangskrav til de gymnasiale uddannelser.

På folkeskoleområdet kan prøvesystemets effekt som sikringsmekanisme af det faglige niveau på de yngre klassetrin derfor forventes at være af begrænset betydning. Imidlertid er brugen af forskellige diagnostiske test udbredt, hvilket tyder på, at der eksisterer et relativt stort behov på dette område.


GYMNASIET/HF

Ved studentereksamen er det et krav, at den enkelte elev skal aflægge 10 prøver. Desuden udarbejder den enkelte elev i 3.g en større skriftlig opgave i et af elevens højniveaufag. Der gives en selvstændig eksamenskarakter herfor. Der er en skriftlig prøve i dansk og i de 2-3 fag, som eleven har valgt på højt niveau. Prøverne udarbejdes af opgavekommissioner og er ens for alle. Besvarelserne bedømmes af to eksterne censorer, udpeget af ministeriet. De resterende 6-7 prøver er mundtlige prøver, hvor fagene for den enkelte elev fastlægges af ministeriet ved lodtrækning, ligesom Undervisningsministeriet beskikker ekstern censor til samtlige prøver.

For hf aflægges der prøver i samtlige fag. Også på hf skal den enkelte elev udarbejde en større skriftlig opgave. Undervisningsministeriet beskikker ekstern censur til samtlige prøver.

På gymnasieområdet kan eksamenssystemet i højere grad antages at have en normstyrende effekt for det faglige niveau af uddannelsen.


ERHVERVSGYMNASIALE UDDANNELSER

Eksamen foregår i store træk på samme måde som i det almene gymnasium.


ERHVERVSUDDANNELSERNE

I erhvervsuddannelserne er en væsentlig del af kompe-tencen til at bedømme den enkelte elevs faglige niveau henlagt til arbejdsmarkedets parter i de faglige udvalg, som forvalter svendeprøveinstituttet. Typisk afprøves eleven i forbindelse med sidste skoleophold i en projektopgave, som bedømmes af skuemestre fra erhvervslivet. Resultaterne her følges af de faglige udvalg. I de nye merkantile uddannelser forventes en afsluttende faglig prøve i en tillempning af denne form indført.

Ovenstående er en idealiseret beskrivelse. I praksis forekommer også i vidt omfang en kombination af skoleafholdt eksamen og en art svendeprøve.

Svendeprøveinstituttet er en helt central del af kvalitetsovervågningen vedrørende de individuelle faglige resultater i vekseluddannelserne, dels som instrument for formidling af kvalitetsnormer, dels som indikatorer for resultaterne i form af elevernes præstationer.

I de mere almene fag, typisk "grundfag", er der centralt organiseret eksamen.

På erhvervsuddannelsesområdet anvendes karakterstatistikken som kvalitetsparameter i forbindelse med prøverne i de almene fag.


VIDEREGÅENDE UDDANNELSER

Generelle regler om eksamen er indeholdt i en eksamensbekendtgørelse. Reglerne gælder, medmindre de enkelte uddannelsesbekendtgørelser fastsætter andet. Eksamensbekendtgørelsen fastsætter, hvilke bestemmelser om eksamen der skal udarbejdes i studieordningerne for de enkelte uddannelser. Det drejer sig i praksis om eksamensfordringer og placering i uddannelsesforløbet, prøveformer, antal og vægtningen af de karakterer, der gives i de enkelte prøver, ved hvilke prøver, der anvendes ekstern censur og ved hvilke prøver, der gives bedømmelsen bestået/ikke bestået.

Der er ekstern censur ved alle videregående uddannelser, etableret efter bekendtgørelsen om censorinstitutionen.

Princippet i censorinstitutionen er, at der oprettes et fælles censorkorps for hver uddannelse, på tværs af uddannelsesinstitutionerne, og uafhængigt af disse. Censorerne beskikkes af Undervisningsministeriet således, at alle fagområder i uddannelsen er dækket og således, at mindst 1/3 af censorkorpset - som hovedregel - består af repræsentanter for potentielle ansættelsesområder (aftagercensorer).

En sådan ekstern censur skal på MVU- og LVU-områderne forekomme i mindst 1/3 af uddannelsen, omfattende uddannelsens væsentlige områder. Den resterende del af uddannelsen bedømmes internt, dvs. af lærer(e) og censor(er), der er udpeget af rektor ved uddannelsesinstitutionen. "Bestået" kan anvendes i op til 1/3 af prøverne. I øvrigt anvendes 13-skalaen.

I praksis bruger institutionerne ekstern censur i langt større omfang end foreskrevet. En stikprøveundersøgelse, foretaget af Undervisningsministeriet i 1996 viste, at 13-skalaen og ekstern censur langt overvejende bruges, og at de benyttes kombineret. Desuden viste undersøgelsen en tendens til, at 13-skalaen og ekstern censur benyttes oftere på kandidatniveau end på bachelorniveau. Ved "Bestået"/Ikke bestået anvendes primært intern censur. 13-skalaen benyttes i 80 % og Bestået/Ikke bestået i 20% af prøveandelene ifølge undersøgelsen.

Den nye opgave for de landsdækkende censorkorps er, at de udover at varetage censuropgaver har til opgave at rådgive om uddannelsernes kvalitet og hensigtsmæssighed i forhold til arbejdsmarkedet og i forhold til videre uddannelsesforløb. Det sker ved løbende tilbagemeldinger til institutionerne. Censorkorpset indgår hermed som et element i udviklingen af kvaliteten af uddannelserne. Reorganiseringen af censorordningen er så ny, at det ikke er afklaret, i hvilket omfang censorkorpset har mulighed for at varetage denne nye opgave. P.t. gennemfører Evalueringscenteret på ministeriets foranledning en evaluering af censorinstitutionen. På grundlag af evalueringen vil ministeriet i efteråret 1998 vurdere hvilke ændringer der bør foretages af censorinstitutionen for at sikre optimal funktion, herunder at censorkorpsene også reelt fungerer som landsdækkende korps og ikke blot som regionale korps (eksempelvis ved, at censorer i praksis kun virker inden for en bestemt region).

De videregående uddannelser adskiller sig ved selv inden for rammerne af uddannelsesbekendtgørelserne at fastlægge de nærmere forhold vedrørende eksamen herunder selve opgaveudarbejdelsen.


AD 3. LÆRERNES KVALIFIKATIONER

I skolesystemet er lærernes kvalifikationer en central forudsætning for en høj faglig kvalitet. Læreren skal være veluddannet og kunne bruge faglige færdigheder ved anvendelse af pædagogisk begrundede metoder og midler.


FOLKESKOLEN

I Folkeskoleloven er det fastsat krav om, at undervisere i folkeskolen skal man være læreruddannede. Uddannelsen er en sikring af professionalisme hos lærerne. Skoler kan dog også vælge at ansætte personer med særlige kvalifikationer til at undervise i enkelte fag (fx musik, hjemkundskab etc.).

Netop i år er der optaget en række studerende som "lærerbachelorer" i naturfagene - deres uddannelse varetages af universiteter og seminarier (i et samarbejde).

Omfang af lærernes efter- og videreuddannelse besluttes lokalt. Udbyderne af efter- og videreuddannelse (DLH, lærerseminarierne og de amtslige centre for undervisningsmidler) planlægger i samarbejde med kommunerne indholdet af efter- og videreuddannelseskurserne, således at disse kan være i overensstemmelse med skolernes behov for kvalificering af lærerne.


GYMNASIET/HF

Det er et lovfastsat krav, at lærere i gymnasiet og hf skal have undervisningskompetence, hvilket forudsætter såvel faglig som pædagogisk kompetence. Den faglige kompetence er betinget af bestået kandidateksamen inden for gymnasiets fagrække og med opfyldelse af faglige minimumskrav i de enkelte fag. Den pædagogiske kompetence opnås ved at gennemføre pædagogikum. Ministeriet skal i hvert enkelt tilfælde godkende uddannelsen.

Undervisningsministeriet har for hvert fag et fagligt udvalg på 4-5 personer, som har ansvaret for, at der i samtlige fag udbydes relevante kurser. I disse udvalg sidder fagets fagkonsulent og repræsentanter fra pågældende faglige forening. De faglige foreninger arrangerer de fleste af kurserne.


ERHVERVSGYMNASIALE UDDANNELSER

Lærerne skal have uddannelse på hovedfagsniveau og i de konkrete undervisningsfag have et fagligt niveau mindst svarende til sidefag. Lærerne skal desuden gennemføre erhvervsskolernes pædagogikum. Skolerne har inden for disse rammer ansvaret for godkendelsen af lærernes kvalifikationer.

Forholdene vedrørende lærernes efter- og videreuddannelse er i store træk som beskrevet nedenfor under erhvervsuddannelserne.


ERHVERVSUDDANNELSER

Mål- og rammestyringen betyder på dette område, at det er skolernes ansvar, at lærerne opfylder de minimumskrav, som er fastsat centralt. Kravene er, at lærerne skal en faglig uddannelse, mindst som faglært, og så vidt muligt en videregående uddannelse. Lærere i grundfag o.l. skal som minimum have et niveau svarende til seminarie linjefag. Alle lærere skal helst have erhvervserfaring - som minimum fem år, når de skal undervise i område- og specialefag. Alle lærere skal have et alment niveau i centrale almene fag mindst svarende til hhx/htx. Endelig skal lærerne inden for prøvetiden (2 år) gennemføre den erhvervspædagogiske læreruddannelse (pædagogisk teori og praksis som vekseluddannelse, samt en prøve) ved DEL og på egen skole.

Midler til lærernes pædagogiske og faglige efteruddannelse er indeholdt i det bloktilskud, som skolerne får. Omfanget registreres ikke. Det ville også være vanskeligt, idet der indgår andre bidrag, herunder ikke mindst lærerens eget bidrag og det meget værdifulde bidrag, der fremkommer som et af resultaterne af deltagelse i de omfattende forsøgs- og udviklingsarbejder, som gennemføres enten ved skolens egen foranstaltning eller efter ansøgning om og bevilling af tilskud fra Undervisningsministeriet.

Lærernes pædagogiske uddannelse foregår for den teoretiske dels vedkommende på kurser afholdt af DEL. For den praktiske dels vedkommende foregår den normalt på egen skole. DEL finansieres via finansloven. En del af efteruddannelsen foregår også ved deltagelse - mod betaling - på kurser afholdt af DEL; men skolerne er frit stillet her.


VIDEREGÅENDE UDDANNELSER

På de videregående uddannelser er der stor forskel på, hvilke krav der stilles til undervisernes kvalifikationer. I det efterfølgende deles der derfor op i korte, mellemlange og lange videregående uddannelser.


l) Korte videregående uddannelser

Undervisningsministeren har i KVU-loven hjemmel til at fastsætte krav i uddannelsesbekendtgørelserne til lærernes kvalifikationer såvel fagligt som pædagogisk. Skolerne har inden for disse rammer ansvaret for at godkende lærernes kvalifikationer. Ministeriet kan stikprøvevis kontrollere
lærerkvalifikationerne på konkrete uddannelser eller institutioner.


ll) Mellemlange videregående uddannelser

Der er som hovedregel ikke stillet eksplicitte krav om kvalifikationer i uddannelsesbekendtgørelserne. For undervisere på lærerseminarier, ernærings- og husholdningsseminarier og teknika er der dog stillet krav om lektorbedømmelse som betingelse for varig ansættelse. På de øvrige uddannelsesområder varierer det fra område til område, hvilke kvalifikationer lærerne typisk har. På visse områder, fx sundhedsuddannelserne har evalueringsrapporter peget på behov for opgradering af lærerkræfterne. Indførelse af en mastergrad i Public Health og tværfaglige sundhedskandidatuddannelser som videreuddannelsesmulighed for personer med en mellemlang sundhedsuddannelse som grunduddannelse skal ses som led i en sådan mulighed for opgradering.

Efteruddannelse: Kun få centralt stillede krav for MVU.


lll) Universitetslovsinstitutioner

Den ordinære stillingsstruktur (normalt fuldtidsstillinger, der besættes med forskere, hvis arbejde omfatter både undervisning og forskning) omfatter adjunkter, lektorer og professorer.

Adjunktstillingen er en tidsbegrænset videreuddannelsesstilling (normalt 3 år) med forsknings-og undervisningsforpligtelse. Ansættelse forudsætter videnskabelige kvalifikationer som Ph.d. eller tilsvarende. Institutionen skal
sikre, at adjunkten får systematisk supervision og vejledning, der afsluttes med en skriftlig vurdering af adjunktens undervisningsmæssige kvalifikationer ("Pædagogikum").

Lektorstillingen er en varig stilling med forsknings- og undervisningsforpligtelse. Kvalifikationsniveau skal svare til det, der opnås på grundlag af ansættelse som adjunkt eller tilsvarende. Krav om videnskabelig produktion på internationalt niveau. Hovedvægt ved ansættelse lægges på vurdering af forskningsmæssige kvalifikationer, men samtidig vurdering af, om ansøgerne har tilfredsstillende undervisningsmæssige kvalifikationer.

Professorstillingen er en varig stilling med forsknings- og undervisningsforpligtelse. Fordelingen for den enkelte kan variere efter institutionens bestemmelse. Ved besættelse af stillingen lægges vægt på høj grad af original videnskabelig produktion på internationalt niveau. Herudover vægt på forskningsledelse og evt. andre ledelsesfunktioner og undervisningsmæssige kvalifikationer.

Efteruddannelse: Kun få centralt stillede krav for LVU.


AD 4. ELEVER OG STUDERENDES KVALIFIKATIONER VED OPTAGELSEN

Som en forudsætning for stabilitet i uddannelsessystemet, er der på alle niveauer krav til elever og studerendes forudsætninger ved optagelsen. Den præcise formulering af dette krav varierer fra et alderskrav i folkeskolen til fagsammensætning og karakterniveau på visse videregående uddannelser.


FOLKESKOLEN

Undervisningspligten indtræder den 1. august i det kalenderår, hvor barnet fylder syv år.


GYMNASIET/HF

For at sikre, at de der optages i de gymnasiale uddannelser har forudsætningerne for at gennemføre et tilfredsstillende forløb, er det regelfastsatte optagelsesgrundlag i form af krav om bestemte fag og prøver på grundskolens 9./10. klassetrin, egnethedsvurdering foretaget af den afleverende grundskole og evt. optagelsesprøve på det gymnasium, der søges optagelse på.


ERHVERVSGYMNASIALE UDDANNELSER

Eleverne skal opfylde krav om bestemte fag og prøver på grundskolens 9./10. klassetrin, og den afleverende grund-skole skal vurdere elevernes egnethed. Erhvervsskolen kan derudover efter konkret vurdering optage elever, der ikke kommer direkte fra grundskolen. Endelig kan andre optages under bestemte betingelser, evt. efter en optagelsesprøve.


ERHVERVSUDDANNELSER

I princippet er der fri adgang. En række uddannelser har dog direkte adgangsbegrænsning før skoleuddannelsen. Hertil kommer, at praktikpladsmulighederne sætter en adgangsbarriere efter 20 ugers undervisning i de tekniske forløb, og efter et eller to år i de merkantile uddannelser. Kriterierne for at opnå en praktikaftale er i sagens natur subjektive og uformelle. I forbindelse med skolepraktikalternativet foretager skolerne en egnethedsvurdering ud fra de såkaldte EMMA-kriterier, 2).


VIDEREGÅENDE UDDANNELSER

Optagelsesvilkårene til de videregående uddannelser består af to dele, dels de obligatoriske adgangskrav, dels et sæt udvælgelseskriterier, som anvendes, hvis der er flere kvalificerede ansøgere til en uddannelse, end der er mulighed for at optage.

Adgangskravene fastsættes af ministeriet, mens udvælgelseskriterierne fastlægges af institutionerne selv. Adgangskravene afspejler de egentlige studiestartkrav, idet der stilles specifikke krav med hensyn til niveauerne i de enkelte fag, og der stilles i visse tilfælde krav om minimumskarakterer/eksamensgennemsnit.

Den decentrale beslutningsproces for udvælgelse hviler dels på lovgivning (fx universitetsloven), dels på en politisk beslutning, nedfældet i Flerårsaftalen om de videregående uddannelser. Når institutionen skal foretage udvælgelse blandt kvalificerede ansøgere, tildeles en del af pladserne udelukkende efter eksamensgennemsnit (kvote 1). Den resterende del af pladserne tildeles efter individuel vurdering på grundlag af vejledende kriterier, der på forhånd er meldt ud (kvote 2). Der lægges vægt på relevant erhvervserfaring, højskoleophold, udlandsophold, supplerende gymnasiale fag, begrundelsen for at søge uddannelsen osv. Nogle uddannelser bruger interviews, og enkelte bruger optagelsesprøve.

Optagelsessystemet er tænkt opbygget således, at der tages hensyn til de bedst kvalificerede, at det er uddannelsesinstitutionerne, der finder de bedst kvalificerede, og at ansøgerne kan øge deres kvalifikationer (og optagelses-chancer) individuelt.

Det overvejes for tiden hvorvidt optagelsessystemet bør ændres.

2) Emma-kriterier. Fagligt egnet, geografisk mobil, motiveret og aktivt praktikpladssøgende.


AD 5. ØVRIGE OMRÅDER AF BETYDNING FOR DEN FAGLIGE KVALITET, HERUNDER SKOLE-/INSTITUTIONSLEDELSENS ROLLE OG ANSVAR

Til de øvrige kvalitetssikrende mekanismer, der i større eller mindre grad er underlagt central kontrol, hører de rådgivende og tilsynsførende organer, der findes på de forskellige uddannelsesområder, naturligvis også hjemme. Det drejer sig om den tilsyns- og vejledningsfunktion, som udøves af Undervisningsministeriet, herunder ved hjælp af fagkonsulenter på folkeskoleområdet, på det gymnasiale område og på erhvervsskoleområdet.

Tilsyns- og rådgivningsfunktionen er herudover et supplement og en støtte til den lokale ledelse, som spiller en vigtig rolle for udviklingen af den faglige kvalitet. Ledelsens råderum er dog på nogle uddannelsesområder begrænset, når den ikke har det egentlige personaleansvar. Det gælder i
folkeskolen og på gymnasiet/hf, hvor kommunalbestyrelsen hhv. amtsrådet er arbejdsgiver.

Blandt de rådgivende organer med opgaver vedrørende kvaliteten i uddannelserne og med kompetence til at udføre kontrol og tage initiativer må nævnes de faglige udvalg og svendeprøveinstituttet på erhvervsuddannelsesområdet samt uddannelsesrådene for de videregående uddannelser.

Alle disse organer varetager en bred vifte af vejledende, udviklings- og tilsynsopgaver, der spiller en vigtig rolle i forhold til den samlede indsats for at sikre det faglige niveau i uddannelsessystemet.

Endelig har Undervisningsministeriet inden for de sidste par år udviklet forskellige kvalitets-projekter, som er under implementering på institutionsområdet. Formålet med de
institutionsrettede kvalitets-projekter er resultatvurdering og kvalitetsudvikling gennem selvevaluering lokalt på den enkelte skole.

Disse initiativer er sat i værk gennem "Q-strategi for erhvervsskolesektoren" på erhvervsskolerne, inden for folkeskolen i form af "Kvalitetsudviklingsprojektet", i de almene gymnasier i form af "Standarder og profiler", samt for de videregående uddannelser med systemet af turnusevalueringer, der forestås af Evalueringscentret.


Folkeskolen

På folkeskoleområdet varetages tilsynet med undervisningen af skolens leder, som er ansvarlig for skolens virksomhed over for skolebestyrelsen og kommunalbestyrelsen. Kommunalbestyrelsen fastlægger mål for og rammer for skolens virksomhed og fører tilsyn med skolerne.


GYMNASIALE UDDANNELSER

Til varetagelse af det pædagogiske tilsyn har Undervisningsministeriet ansat 1-2 fagkonsulenter i hvert fag. Fagkonsulenternes arbejde omfatter udarbejdelse af forslag til bestemmelser for undervisning og eksamen i det pågældende fag, tilsyn med undervisningen, rådgivning af lærere og skoleledere, behandling af klagesager, informationsformidling samt en række opgaver, der er afgørende for fornyelse og udvikling af fagene, fx i forbindelse med forsøg og efteruddannelse.

Fagkonsulenterne har afgørende betydning for de processer og aktiviteter i de enkelte fag, der skal sikre kvalitet i undervisningen.


ERHVERVSUDDANNELSERNE

Gennem det ovenfor beskrevne svendeprøveinstitut står parterne i regi af de faglige udvalg som garanter for kvaliteten af uddannelserne og accepten af de færdiguddannedes kompetence på arbejdsmarkedet. Garantien omfatter relevansen af undervisningsplanerne og kvaliteten af virksomhedernes bidrag til uddannelsen. Gennem uddannelsesaftalen omfatter garantien også resultaterne (målopfyldelsen) i form det enkelte elevforløb, og forpligter den enkelte virksomhed med et økonomisk erstatningsansvar, hvis resultatet er under kriteriet for det fastsatte kvalitetsminimum. På denne måde fører de faglige udvalg "tilsyn" med uddannelsen og dens resultater.

Tilsynet for så vidt angår de mere almene "grundfag" er en opgave, som ministeriet varetager, bl.a. ved med bistand af fagkonsulenter. Tilsynet med skoleundervisningen i det hele taget og kontakten med de faglige udvalg varetages også med bistand af fagkonsulenter. Den specifikt faglige ekspertise er imidlertid forudsat at ligge i de faglige udvalgs regi.


VIDEREGÅENDE UDDANNELSER

På centralt plan: Systemet med turnusevalueringer.

Evalueringscentret rådgiver også institutionerne om kvalitetsudvikling mm.


INDSATSOMRÅDER

Med afsæt i ovenstående gennemgang kan der peges på nogle ændringer, som kan skabe et grundlag for etableringen af kvalitetsindikatorer på de faglige områder, og som samtidig i sig selv vil være kvalitetsfremmende.

I de dele af uddannelsessystemet, hvor der er centralt fastsatte målformuleringer for fagene (det kan være i form
af bekendtgørelser, som på de gymnasiale uddannelser, eller i vejledende bestemmelser, som på folkeskoleområdet), er disse formuleret i meget generelle vendinger, som kun i de færreste tilfælde er direkte evaluerbare.

Hertil kommer, at sammenhængen mellem målformuleringer op gennem systemet er vanskelig at få øje på. Det foreslås derfor at:


De faglige målbeskrivelser formuleres i evaluerbare termer

Ved evaluerbare termer forstås beskrivelser, som tydeligt angiver, at elever/studerende skal kunne nogle bestemte ting på bestemte tidspunkter i et skole-/uddannelsesforløb.

Det er afgørende, at der er faglig sammenhæng i de en-kelte fag ved overgangene i uddannelsessystemet. Fx skal der være en kontinuert overgang i de konkrete krav i faget matematik fra folkeskolens ældste alderstrin til ungdomsuddannelserne. Det betyder selvfølgelig ikke, at der skal være samme krav i alle ungdomsuddannelserne - stigningstakten kan godt variere. Udover kontinuitet i beskrivelserne, bør man også forlange løbende kontakt mellem de afgivende og de modtagende systemer/institutioner.


folkeskoleområdet kan man

  • præcisere og opstramme de gældende centrale kundskabs- og færdighedsområder,
  • opfordre skolerne til selv at udbygge rammebestemmel serne i konkrete termer, som skal være opfyldt på bestemte tidspunkter i skoleforløbet,
  • forpligte dem til at følge op på resultaterne og
  • "måle" kommunerne/skolerne på det, således at det er en kvalitetsindikator, at man faktisk har gjort dette.


I ungdomsuddannelserne kan man

  • præcisere og opstramme de gældende bekendtgørelsers formålsbestemmelser.
  • Ved at have et kontinuert spektrum af sammenhængende konkrete faglige mål dækkende grundskolen og ung- domsuddannelserne, vil man samtidig kunne angive præ- cise definitioner på de faglige niveauer A til G i grund - fagene (jf. meritreglerne på ungdomsuddannelsesområdet).


På de videregående uddannelser kan man

  • præcisere de gældende bekendtgørelsers krav om, hvad studieordningerne skal indeholde af målbeskrivelser (kerneområder, studieforløb, der sikrer sammenhæng og fag- lig progression, fastsættelse af delmål for fag, og kontrol af, om delmålene opfyldes).


Der indføres evaluerbare delmål for nogle trin undervejs i uddannelsen

Det er ikke tilstrækkeligt, at den enkelte uddannelses afsluttende mål formuleres konkret og evaluerbart; der må også præciseres evaluerbare mål undervejs i forløbet.

For folkeskolen arbejdes der med dette inden for rammerne af projektet F2000, fx efter nogle bestemte klasse- eller alderstrin, for de gymnasiale uddannelser hvert år og for de videregående uddannelser på udvalgte trin.


Der foretages - evt. stikprøvevis - "målinger" af graden af opfyldelse af målene/delmålene

De evaluerbare mål og delmål skal naturligvis også måles. Set fra et systemsynspunkt er det tilstrækkeligt med stikprøvevise målinger for at måle den faglige udvikling, men for den enkelte skole/den enkelte elev er totalmålinger naturligvis relevante.


Justering af eksamenssystemet, så det evaluerer det faglige

De afsluttende prøver/eksaminer lægges således tilrette, at de evaluerer elevens faglige niveau konkret i forhold til de opstillede mål - således at prøverne kan anvendes til at vurdere danske elevers evne til fx at læse og regne uden behov for særlig tilrettelagte undersøgelser. (Dette er mest relevant på grundskoleområdet, hvor fagenes overordnede formål suppleres med evaluerbare målformuleringer af elementer i fagene).


Evt. ændring af karakterskalaen bort fra 13-skalaen

Hvis den faglige udvikling, jf. ovenstående, skal bedømmes ved karakterer, kan det overvejes at ændre karakterskalaen, dels af psykologiske grunde, dels fordi 13-skalaen er født som en relativ skala byggende på en normalfordeling. Ganske vist har man siden principielt indført absolut karaktergivning på alle trin, men stadig med anvendelse af 13-skalaen.

Dette sidste forslag er formentlig kun gennemførligt på noget længere sigt.


KONKLUSION OM FAGLIG MÅLFORMULERING I UDDANNELSESSYSTEMET

Ovenfor er der beskrevet en række områder, der kan anvendes til at vurdere og udvikle den faglige kvalitet i uddannelserne. Kapitlet beskriver nogle muligheder for at udvikle den faglige kvalitet fra centralt hold. Det foreslås at der bør strammes op i formuleringen af faglige mål og delmål, uden at det fratager underviserne deres frihed til at tilrettelægge undervisningen så hensigtsmæssigt som muligt - men sådan, at eksamen og prøver kan anvendes til at evaluere målene.

Elevforudsætningerne er også vigtige at belyse; uddannelse er en interaktiv proces, hvor eleverne selv har en vigtig funktion. Det et således vigtigt, at de afleverende institutioner sikrer, at eleverne har tilstrækkelige forudsætninger for at fortsætte deres uddannelse. Ledelsens og lærernes ansvar, uddannelse (herunder efter- og videreuddannelse) og kvalifikationer er også centrale for udviklingen af den faglige kvalitet.

 



Forsiden | Kapitel 3 | Kapitel 5