5. Ordliste

Vi fremlægger her definitioner af nogle af de centrale begreber inden for dette område som en støtte til læsning af undersøgelsens kapitler, velvidende at begreberne er under udvikling og forandring³⁾.

Adgang:
At blive fuldgyldigt medlem af et praksisfællesskab forudsætter adgang til et bredt spektrum af fællesskabets løbende aktiviteter, dets medlemmer, redskaber og dets viden og ressourcer.

Deltagelse:
Refererer her til det grundlæggende træk, at mennesket lever som et af mange i den samfundsmæssige praksis og dens forskellige handlekontekster. Denne delagtighed præger den enkeltes praksis og psykiske processer.

Guidet deltagelse:
Dette bygger på Vygotskys begreb om zonen for nærmeste udvikling. Begrebet er hentet fra børneopdragelse og illustrerer interaktionen mellem voksen og barn, hvor den voksne i begyndelsen af instruktionsprocessen aktivt støtter barnet i læreprocessen, men langsomt lader barnet selv overtage og styre læreprocessen (Rogoff, 1990). Guidet deltagelse refererer således til, at den nytilkomne ikke blot lærer bestemte færdigheder eller en bestemt viden, men også selv styrer dele af læreprocessen.

Identifikation:
Den lærende former sig efter et rolleforbillede, der dermed får en betydelig identitetsformende og socialiserende effekt. Identifikation indebærer ikke blot imitation af åbenlys adfærd, men indbefatter også en overtagelse af forbilledets holdninger og værdier.

Imitation:
Sædvanligvis omfatter begrebet en overvejende mekanisk og uselvstændig gentagelse af andres adfærd. Den amerikanske psykolog Bandura har imidlertidigt påvist, at imitation også kan indbefatte en selvstændig genskabelse af adfærd, hvor graden af fornyelse vil afhænge af mangfoldigheden af modeladfærd i en given aktivitetsammenhæng.

Kontekst:
Alment forstået som sammenhæng, særligt i relation til sproget, hvor der henvises til den sammenhæng, et ord eller et udtryk forekommer i, hvorved sproget bliver meningsfuldt.

Handlekontekster:
En særlig afgrænset og lokaliseret samfundsmæssig sammenhæng, som personer tager del i, og som reproduceres og forandres i kraft af deltagernes handlinger.

Krop:
For den franske filosof Merleau-Ponty er kroppen ikke kun et objekt, som vi kan have kundskab om, men også et subjekt, som erfarer og handler i verden. På et oprindeligt erfaringsniveau forstås kroppen som et førpersonligt, "anonymt" subjekt (le corps propre), der åbenbarer og selv organiserer verden.

Legitim perifer deltagelse:
Begrebet blev introduceret af Lave og Wenger (1991) og er i de senere år blevet et nøglebegreb inden for læringsforskning. Begrebet legitim perifer deltagelse bruges til at analysere relationerne mellem de nyankomne og de erfarne. Det omfatter aktiviteter, identiteter, artefakter og fællesskaber af viden og praksis. Legitim perifer deltagelse omhandler processen, gennem hvilken nyankomne bliver del af praksisfællesskabet.

Læring:
Alment refereres der til at tilegne sig viden eller færdigheder igennem studier, oplevelser eller undervisning.

Ikke-skolastisk:
Læring, der foregår uden for eller som supplement til det etablerede uddannelsessystem, det vil sige gennem praksis, aktiv deltagelse i etablerede fællesskaber af kompetent praksis, såvel som almen læring i hverdagslivet. (1) Læring knyttet til aktiv deltagelse i praksis med henblik på tilegnelse af personlige og faglige erfaringer. (2) Læring, hvor det lærte er tavs viden.

Situeret:
Læring knyttet til deltagelse i forskellige sociale relationer i hverdagslivet, snarere end kun til lærer-elev-relationen. Læring er forbundet med udviklingen af personlige forudsætninger for at deltage i forskellige særlige handlekontekster i den samfundsmæssige praksis.

Skolastisk:
Formel, verbal og tekstuel instruktion i klasseværelser og skoler, løsrevet fra praksis.

Mesterlære:
Læring gennem deltagelse i et praksisfællesskab, med gensidige forpligtigelser for mester og lærling i en specifik social struktur over en længere tidsperiode.

Modellæring:
Læring ved observation af andres adfærd og adfærdens konsekvenser for dem. Modellæring (modeling) er et nøglebegreb i den amerikanske psykolog Banduras socialkognitive lærings-teori og omfatter både imitative og identifikatoriske læreprocesser.

Praksis:
Alment forstås praksis som handlinger ofte defineret i modsætning til teori. Der findes forskellige opfattelser af praksisbegrebet. Praksis refererer hos Aristoteles til handlinger og forstås mere specifikt som aktiviteter knyttet til den frie handling i etisk, moralsk og politisk forstand. I andre sammenhænge refererer praksis til det håndværksmæssige ofte sat i modsætning til det teoretiske.

Praksisfællesskab:
Begrebet anvendes af Lave og Wenger (1991) til at beskrive subjekters deltagelse i et handlingssystem, hvor deltagerne deler en fælles forståelse af, hvad de gør, og hvad det betyder for deres liv og for fællesskabet.

Situeret:
Ordet refererer til en persons aktuelle lokalisering i et bestemt sted i den samfundsmæssige praksis. Al menneskelig praksis finder sted som situeret deltagelse i og fra særlige ståsteder i særlige handlekontekster.

Vekseluddannelse:
Inden for håndværkeruddannelsen i Danmark er den klassiske mesterlære langsomt blevet erstattet af et system, hvor lærlingen/eleven skifter mellem praktikophold på arbejdspladsen og skoleophold på tekniske skoler eller handelsskoler.

³⁾ Begreberne i ordlisten er hentet fra ordlisten i Nielsen og Kvale (red.) "Mesterlære -læring som social praksis" Hans Reitzels forlag, 1999.

Forsiden | Forrige kapitel | Næste kapitel