Hvad virker - for hvem?

Forudsætningerne for "Hvad virker"

Denne gennemlysning af dokumentation og evalueringer vedrørende udviklingsaktiviteter inden for ungdomsuddannelserne bygger på den forudsætning, at det stadig er Uddannelse til Alle-programmets målsætninger, der er gældende. Dvs. at målet er, at minimum 95% af en årgang gennemfører en ungdomsuddannelse.

Ifølge de seneste tal gennemfører ca. 83% en ungdomsuddannelse, og dermed opnår ca. 17% af en ungdomsårgang ikke en erhvervs- eller studiekompetencegivende uddannelse¹. Spørgsmålet "hvad virker?" drejer sig altså om, hvad der kan gøres, hvis disse sidste 17% skal kunne gennemføre en ungdomsuddannelse.

Vi skal i dette kapitel dvæle lidt ved denne forudsætning.

For det første:
Hvad betyder det, at man politisk har stillet sig det mål, at minimum 95% af en ungdomsårgang gennemfører en ungdomsuddannelse?

Det betyder, at der skal skabes et system, der kan rumme næsten alle unge - med alle de forskellige forudsætninger, interesser og perspektiver, der i dag findes i ungdomsgruppen. Det betyder altså skabelsen af et uddannelsestilbud, der på en gang kan omfatte en meget større andel unge end i dag, og samtidig omfatte stadigt mere uhomogene grupper af unge. Det sker samtidig i en uddannelsesstruktur, der i sin grundform er uforandret gennem de sidste 100 år med en hoveddeling i en studieforberedende og en erhvervsforberedende del.

Det må siges at være et meget ambitiøst projekt, ikke mindst set i forhold til den store sideløbende indsats for at give voksne muligheder for at vende tilbage til uddannelsessystemet senere i tilværelsen. Vi diskuterer ikke denne politiske prioritering i dette hæfte - og skal her blot erindre om det ambitiøse i målsætningen.

For det andet:
Det er en af forudsætningerne i nærværende hæfte, at det skal diskuteres, hvad der ligger bag det statistiske tal 17% - hvad er det for unge, hvilke forudsætninger har de, og i hvilket omfang kan dele af gruppen betragtes som en ensartet og homogen størrelse. Derfor diskuterer vi indledningsvis i dette kapitel, hvad "restgruppen" er for en størrelse.

Restgruppebegrebet og dets uheldige implikationer har tidligere været diskuteret blandt andet i UTA-rapporten "Unge uden uddannelse"². Vi skal som udgangspunkt fastslå, at i dette hæfte anvendes begrebet i den rent statistiske betydning - nemlig de 17%, som ikke får en ungdomsuddannelse.

Når man derefter skal diskutere, hvordan man indretter ungdomsuddannelserne, så de kan rumme en større gruppe af de unge, og sådan at en større gruppe af unge måske også vælger at bruge ungdomsuddannelserne, er det nødvendigt at forlade det statistiske begreb og mere kvalitativt gå ind i en diskussion af, hvad der karakteriserer de unge, der i dag vælger en ungdomsuddannelse fra.

Vi har derfor forsøgt i kort form at opstille de hovedsynspunkter, der er i den aktuelle diskussion af søgningen til ungdomsuddannelserne i relation til, hvilke "segmenter" den oven for omtalte restgruppe kan deles op i.

For det tredje:
Vi må afgrænse "hvad virker"-spørgsmålet til de uddannelsesmæssige indsatser, der gøres i og omkring ungdomsuddannelserne, herunder aktiveringsindsatsen for unge ledige. Hermed sker der en afgrænsning, idet der kan være tre forhold at fokusere på i forbindelse med spørgsmålet om, hvordan man sikrer, at en større andel unge gennemfører en ungdomsuddannelse:

• "Hvad virker" på ændringer i forudsætningerne - og dermed spørgsmålet om hvilke elementer i de unges baggrund, der kan være af særlig betydning for deres valg efter folkeskolen?
• "Hvad virker" på ændringer i valgsituationen - og dermed især spørgsmålet om hvilke oplysninger, de unge har, hvilke prioriteringer de vælger ud fra? Her kommer vejledningsdimensionen stærkt ind i billedet.
• "Hvad virker" på ændringer i det tilbud om ungdomsuddannelser, de unge har?

Vi fokuserer i dette hæfte på de to sidste forhold med udgangspunkt i evalueringer af en række af de forsøgs- og udviklingsarbejder, der i de seneste år har været igangsat primært med henblik på at indfri UTA-programmets mål.

Restgruppen - hvem består den af?

Som nævnt er det en central diskussion, hvem de 17%, som ikke får en ungdomsuddannelse, er. Hvad karakteriserer dem, og hvem taler vi egentlig om, når vi taler om, hvad der virker?

Nedenfor gennemgås summarisk forskellige modeller for differentiering og definition af de enkelte dele af restgruppen. Det er af stor betydning for forståelsen af de programmer, der er igangsat i 90"erne, at de direkte eller indirekte bygger på nogle formodninger om, hvad det er for unge, man henvender sig til, og hvad der karakteriserer deres grunde til at vælge en ungdomsuddannelse fra.

Den traditionelle social-statistiske indfaldsvinkel
Igennem en årrække har der været lavet undersøgelser, som beskæftiger sig med sammenhængen mellem bl.a. uddannelses(fra)valg og social baggrund³, og man har kunnet konstatere en næsten uforandret sammenhæng mellem social baggrund og sandsynligheden for ikke at vælge en ungdomsuddannelse. I denne tradition udgør forældrenes indkomst, beskæftigelses- og uddannelsesbaggrund en væsentlig forklarende variabel angående de unges valg.

Den udbyggede social-statistiske indfaldsvinkel
I forbindelse med UTA-forskningsprojektet⁴ blev den ovennævnte traditionelle indfaldsvinkel udbygget med nogle flere faktorer, primært baseret på de unges egne oplevelser og erfaringer fra grundskolen og ungdomsuddannelserne, samt deres vurderinger og holdninger til en række spørgsmål knyttet til uddannelsesforhold og deres liv i øvrigt.

De kulturdefinerede indfaldsvinkler
I de seneste år er der stadig flere, der har beskæftiget sig med problemstillinger vedrørende de unges valg og kommet med bud på, hvad man kunne kalde kulturdefinerede kategoriseringer af de unge, f.eks. "de målbevidste", "de forkælede", "de tålmodige".⁵

Senest florerer betegnelser om bestemte grupper af unge i restgruppen som "tøserne" og "araberdrengene"⁶ samt "de sent ankomne unge"⁷.

De individuelt orienterede indfaldsvinkler
En række arbejder har placeret de individuelle forhold - uden at man dermed ser bort fra betydningen af de sociale relationer - i centrum. Det drejer sig f.eks. om arbejdet med begrebet "mønsterbryder", samt dele af UTA-forskningen.⁸

Når man "gennemlyser" evalueringer mv. af de initiativer, som er igangsat op gennem 90'erne, er det væsentligt, at man først og fremmest erkender, at det kun er som statistisk størrelse, at gruppen eksisterer som gruppe.

I det virkelige liv består de 17% af mange forskellige typer af unge, som måske kun har det ene tilfælles, at de ikke har valgt at tage en ungdomsuddannelse. I samme øjeblik, man vil diskutere, hvorledes vi enten skal oplyse disse unge om de muligheder, der er i ungdomsuddannelserne, motivere dem til uddannelse, eller vi skal ændre og tilpasse struktur og indhold i uddannelserne, skal man differentiere.

Tre statistiske karakteristika ved restgruppen

I rapporten "Unge uden uddannelse" forsøger man at lave en mere præcis beskrivelse af den gruppe, der ikke får en ungdomsuddannelse.⁹

I forhold til det differentierede restgruppebegreb er der i en beskrivelse altså mange forhold, som kan have betydning for den unges valg eller ikke valg af uddannelse, den unges afbrydelse af en uddannelse, og hvorvidt den unge kommer i gang igen. I rapporten har man forsøgt at kigge på den unges hele livssituation for at komme til en dybere forståelse af den unges uddannelsesvalg og -veje.¹⁰

Rent statistisk er det dog muligt i tilknytning til den enkelte at pege på tre forhold, som ser ud til at være betydende for de unges situation som værende uden for det formelle uddannelsessystem. Det er den sociale baggrund, aflagte prøver i folkeskolen samt boglige færdigheder.

Den sociale baggrund

Den sociale baggrund (målt ved forældrenes uddannelsesniveau og indkomstniveau) har betydning for, om de unge kommer i gang med en ungdomsuddannelse, og endvidere en vis indflydelse på, hvilken uddannelse de unge vælger (det er en generel konstatering gennem alle UTA-rapporterne og i mange andre undersøgelser). Jo højere indkomst og uddannelse hos forældrene, desto større sandsynlighed er der, for at den unge kommer i gang med en ungdomsuddannelse.

Når de unge først er i gang, mindskes betydningen af den sociale baggrund i forhold til, om den unge afbryder eller ej. Forældrenes indkomstniveau har nu ikke den samme betydning, som den havde, for om den unge påbegyndte en uddannelse eller ej, og uddannelsesniveauet ser ikke ud til at have nogen betydning. Endvidere kan det konstateres, at den sociale baggrund næsten ingen betydning har, for om den unge, som afbryder en uddannelse, kommer i gang med en ny. Dog er der en svag tendens, til at unge, som har forældre med høje indkomster, har større sandsynlighed for at komme i gang igen¹¹.

Gennem kvalitative interview har det endvidere vist sig, at stabilitet og kvalitet i de familiemæssige relationer kan have betydning i forhold til de unges holdninger til og gennemførelse af en ungdomsuddannelse. En skilsmisse vil altid være en stor omvæltning i den unges liv, men kan opleves både som en stor belastning med brud i flere relationer end de familiemæssige, og den kan opleves som en lettelse fra en spændt situation. Kvaliteten i relationerne har bl.a. at gøre med de unges oplevelse af forældrestøtte og tilstedeværelse og påvirker de unge, uanset om familien i øvrigt er socialt og økonomisk velstillet eller ej.¹²

Nogle unge opnår en uddannelse og en indkomst, som afviger væsentligt fra deres forældre. Disse unge er i de senere år ofte blevet betegnet "mønsterbrydere"¹³.

Der er to grupper at tage i betragtning her. Den ene gruppe "bryder" ved at komme fra en baggrund med ufaglærte forældre og opnå en videregående uddannelse.

Forældrenes indkomst har en betydning i forhold til, at disse unge "mønsterbrydere" har forældre, som har indkomster over gennemsnittet blandt ufaglærte.

De kan endvidere først og fremmest karakteriseres ved at have gode boglige færdigheder og en afsluttet grundskole ved 9. kl. Endvidere har de en tro på, at uddannelse kan betale sig.

Den anden gruppe af "mønsterbrydere" er kendetegnet ved, at de ikke opnår samme uddannelsesniveau som forældrene, f.eks. i familier, hvor forældrene har en videregående uddannelse (moderen evt. en erhvervsfaglig uddannelse), og hvor den unge ender som ufaglært. Karakteristisk for disse unge er, at de har forholdsvis ringere boglige færdigheder, at de ofte går i 10. klasse, (dog med udvidede afgangsprøver), og at de ikke i så høj grad tror på, at uddannelse kan betale sig.¹⁴

Antal aflagte afgangsprøver og 10. klasse

Det har vist sig, at det specielt er de unge, der fortsætter i en gymnasial uddannelse samt de unge, der ikke har lyst til mere skolegang overhovedet, som forlader grundskolen efter 9. klasse¹⁵. Men 46% vælger at fortsætte i 10. klasse.¹⁶

10. klasse. i sig selv øger ikke sandsynligheden for at påbegynde en ungdomsuddannelse, med mindre eleverne aflægger eksamener udover dem, de aflagde i 9. klasse. Jo flere udvidede afgangsprøver eleven tager, jo større er sandsynligheden således for at komme i gang med en ungdomsuddannelse. Andelen af unge, der aflægger prøver i grundskolen, er mindst i restgruppen. Dette billede er mest udtalt i forhold til de udvidede afgangsprøver i 10. klasse. 20% af alle elever i 10. klasse tager ikke udvidede afgangsprøver og har dermed ikke større sandsynlighed for at komme i gang med en ungdomsuddannelse end dem, som forlod grundskolen efter 9. klasse¹⁷.

Dette rejser nogle vigtige spørgsmål og diskussioner i forhold til betydningen af 10. klasse, om hvor længe og under hvilke forudsætninger, de unge befinder sig i uddannelsessystemet. (Dette vil vi komme nærmere ind på i kapitel 5.)

Boglige færdigheder

Udover aflagte prøver har de boglige færdigheder og succes med disse en selvstændig betydning i forhold til de unges fortsættelse i ungdomsuddannelsessystemet.¹⁸

Når unge i alderen 17-25 år bedes om at vurdere deres egne boglige færdigheder, er der en markant forskel mellem unge i uddannelse og unge i restgruppen. 1/3 af de unge i restgruppen vurderer deres boglige færdigheder som gode eller særdeles gode, mens 2/3 af de unge i uddannelse giver denne vurdering af deres boglige færdigheder.

Ses der på de ikke-boglige færdigheder, kan der ikke konstateres de store forskelle mellem de forskellige grupper af unge¹⁹.

De unge, som i grundskolen ikke var så gode til det boglige, og som aflagde få afgangsprøver, har større sandsynlighed for ikke at komme i gang med en ungdomsuddannelse end unge, som var gode til det boglige og aflagde mange prøver²⁰.

Gennem interview med unge i restgruppen fremkommer en kritik netop af de boglige krav i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet. De unge oplever, at der i for høj grad fokuseres på boglig viden, mens de praktiske og kreative sider ved mennesket negligeres.²¹

Hele 40% af de unge i 9./10. klasse er ikke så glade for at gå i skole, og mange synes at være præget af skoletræthed. Skoletræthed er ikke et problem i sig selv, men dækker derimod over mange andre forhold. En del af disse elever er ikke motiverede for fortsat uddannelse efter grundskolen, eller de prøver kræfter med en ungdomsuddannelse, men afbryder den. En del unge giver udtryk for, at de hellere vil lave praktisk arbejde end at gå i skole. Dette rejser en del spørgsmål til diskussion. Ses der på betydningen af de boglige færdigheder, kan spørgsmålet rejses, om hvordan man i grundskolen sikrer flere unge oplevelsen af "boglige sejre"?²²

I lyset af skoletrætheden og den praktiske orientering hos en del unge i "restgruppen" er det nødvendigt at diskutere muligheden for en større sammenhæng mellem en teoretisk og en praktisk undervisning i de enkelte fag, samt udviklingen af nye eller andre måder at lære bogligt stof på end blot ved at læse, f.eks. temadage, projektarbejde, praktiske øvelser. (Dette vender vi tilbage til i kapitel 4).

Desuden kan der rejses en vigtig diskussion, om hvorvidt grundskolen (og uddannelsessystemet) er for stærkt fokuseret på boglig lærdom som eneste legitime vidensform, og forestillingen om en mindre bogligt orienteret grundskole som stimulerende grundlag for "restgruppens" mulighed for og motivation til at tage en ungdomsuddannelse.

Et andet væsentligt spørgsmål er, om det udelukkende er grundskolen, som spiller en rolle i udviklingen af de boglige færdigheder? Eller mere præcist: Hvilken rolle spiller forskellige sammenhænge, som børn og unge færdes i, for udviklingen af deres boglige færdigheder - herunder familien/hjemmet, medier/computere, fritidshjem/-klub, fritidsinteresser. I forlængelse heraf: Kan disse forskellige sammenhænge påvirkes i retning af at give alle børn og unge bedre mulighed for at udvikle deres boglige færdigheder? Og i givet fald hvordan?

Endelig kan rejses en diskussion, af hvorvidt grundskolen i sin pædagogiske tilrettelæggelse er god nok til at formidle den form for viden, der er konsensus om som værende den "rigtige" eller "det der er brug for", at eleverne tilegner sig?

Det fremstår åbenlyst, at det ikke er de samme initiativer, der skal tages for at udvikle uddannelserne, så de kan rumme flere unge fra de forskellige grupper. Derfor er bevidste valg vedrørende målgruppen for forskellige initiativer nødvendige. Det er en stående diskussion, at der er grænser for, hvad uddannelsessystemet i sig selv kan gøre, og hvor og i hvilket omfang f.eks. mere langsigtede socialpolitiske indsatser er nødvendige.

Hvilke målgrupper har der været i 90"ernes udviklingsaktiviteter?

Vi har i de gennemgåede rapporter forsøgt at finde ud af, hvilke målgrupper eller dele af målgrupper, der har været satset på i de enkelte projekter, uddannelser og uddannelsesforløb.

Unge i egu
En af de større satsninger, der har rettet sig mod bl.a at tilgodese dele af restgruppen, har været oprettelsen af erhvervsgrunduddannelsen - egu. I bekendtgørelsen er målgruppen for egu defineret som unge, der er i en utilfredsstillende uddannelses- eller beskæftigelsesmæssig situation23. Spørgsmålet i den udarbejdede evalueringsrapport om egu er, hvad denne definition i virkeligheden dækker over, da definitionen er meget "rummelig".²⁴

I evalueringsrapporten tegnes der først et overordnet billede af elevgruppen på baggrund af Poul Skovs forløbsundersøgelse²⁵:

"...egu-eleverne er den elevgruppe, der af alle grupper har oplevet de største faglige problemer i folkeskolen, og at mange egu-elever må betegnes som meget svage med hensyn til grundlæggende skolefærdigheder".²⁶ Eleverne har således haft store problemer på et eller flere af områderne: læsning, stavning og skriftlig fremstilling, regning og matematik samt engelsk. Et fællestræk er således, at eleverne er "bogligt svage".

Rapporten konkluderer endvidere, at når man ser nærmere på den gruppe af unge, som er påbegyndt egu, så kan der tegnes et mere nuanceret billede af, hvordan gruppen er sammensat.

I rapporten refereres en opdeling af de unge i egu i seks grupper²⁷:

kurator-unge - unge, der af kuratorer i folkeskolen er vejledt ind i egu
de tilfredse - unge, der er vant til at befinde sig på overførselsindkomst og ikke har et perspektiv, der rækker ud over dette, og derfor ikke stiller særlige krav til uddannelsen eller undervisningen
drønnerterne - unge, der lever på kanten til de kriminelle miljøer
de unge - unge, der af forskellige grunde i deres opvækst er meget umodne
de gode - unge, der f.eks. er faldet fra andre uddannelser (eksempelvis hg fordi de ikke har fået praktikplads), men som ellers er orienteret mod skole og uddannelse
forsørgerne - unge, enlige forsørgere.

Herudover nævnes der en syvende gruppe af unge, som kan karakteriseres som "socialt meget dårligt fungerende".

Denne segmentering er vilkårlig og vil ikke nødvendigvis være dækkende for hele "restgruppen" som sådan.

I forhold til den diskussion af målgruppen, vi lagde op til i indledningen af dette kapitel, kan det konkluderes, at målgruppen for egu ikke er umiddelbar homogen. Der er tale om mange forskellige grupper af unge, som af vidt forskellige grunde har svært ved at gennemføre en traditionel ungdomsuddannelse.

Det skal dog understreges, at der er fællestræk for denne gruppe af unge:

• For det første og som allerede nævnt er de "bogligt svage", dvs. de har haft problemer med en lang række af de boglige fag i folkeskolen. Det er dog problematisk at bruge begrebet "bogligt svage" som et samlende begreb for denne gruppe af unge, da det er en ensidigt negativ definition. Det er vigtigt ligeledes at afdække, hvilke ressourcer der eksisterer blandt disse unge.
• For det andet kommer mange af disse unge fra hjem, hvor der har været problemer af forskellig art igennem deres opvækst²⁸.

Evalueringsrapporten konkluderer, at egu overordnet har ramt sin målgruppe.

Målsætningen for egu er, at den unge skal opnå kvalifikationer, som dels giver adgang til at fortsætte i anden erhvervskompetencegivende uddannelse og dels giver grundlag for beskæftigelse på arbejdsmarkedet. Den overordnede konklusion i evalueringen af egu er, at egu har været en succes, for så vidt at 2/3 af dem, der gennemfører egu, går videre i uddannelsessystemet eller har fundet beskæftigelse. Egu må altså forudsættes at indeholde elementer, der virker i forhold til sin målgruppe.

Unge i de tekniske erhvervsuddannelser

Som en pendant til den type af rubricering af de unge, som evalueringsrapporten vedrørende egu lægger op til, kan nævnes en aktuel rapport om en anden gruppe af unge. Der er nemlig også andre problemstillinger end den "rene restgruppeproblematik", der kalder på en diskussion af, hvem de unge egentlig er - og hvad der definerer de forskellige grupper. I en rapport fra Håndværksrådet29 er der sat fokus på elevers og virksomheders krav og forventninger til hinanden og til praktikken.

Undersøgelsen her omhandler kun elever, der er i gang med en teknisk erhvervsuddannelse, og der er således ikke tale om en undersøgelse af, hvorfor eleverne falder fra i praktikken.

Rapporten giver endnu et eksempel på, hvordan unge i erhvervsuddannelse kan segmenteres. Rapporten beskriver de unge i praktikken vha. to typologier:

• de målbevidste, som er målrettede, krævende, selvstændige og bevidste
• de tøvende, som er usikre, uselvstændige og umodne.

Blandt disse to typer af elever, finder man undertyperne de forkælede og de tålmodige. Rapporten konkluderer, at sandsynligheden for frafald er størst blandt gruppen af tøvende, forkælede unge. Både virksomheder og erhvervsskoler har svært ved at håndtere denne gruppe af unge, som kun vanskeligt lever op til de krav, som virksomhed (og skole) stiller, som har problemer med at blive socialiseret ind på arbejdspladsen, og som ikke har lyst til at tage del i alle opgaver i en virksomhed. Problemet for både skole og virksomhed er, hvordan denne gruppe af unge motiveres.

Den fri ungdomsuddannelse

En anden af de store satsninger har været den fri ungdomsuddannelse - fuu. Hvem retter den fri ungdomsuddannelse sig så imod?

Den grundlæggende tanke bag fuu er (i lighed med egu) at give et tilbud til unge, som ellers ikke får en ungdomsuddannelse. Uddannelsen skal stykkes sammen af en række overvejende "folkeoplysende" undervisningstilbud efter den unges eget valg. I 1. delrapport i evalueringen af fuu hedder det:

"Den folkeoplysende tradition kan spores særligt i bemærkningerne til loven, hvor nøgleord som "frivillighed", "ansvarlighed", "udvikle den unges personlighed og forudsætninger for en rig voksentilværelse" går igen flere steder. Det understreges ligeledes i bemærkningerne, at uddannelsen "skal ikke være en specialiseret uddannelse, selv om den er tilrettelagt specielt for hver enkelt, og skolen (=den uddannelsesansvarlige) skal blandt andet sikre, at den unges personlige kompetence og kvalifikationer udvikles bredt, både inden for det sociale, praktiske, kreative og intellektuelle område".³⁰

Fuu skal lede videre til efterfølgende uddannelse eller arbejde, og det antages, at de valgte uddannelsesdele vil kunne give merit og/eller "livserfaring" (= personlige kompetencer).

Opfyldes målsætningen, om at fuu skal rette sig til unge, der ellers ikke ville få en ungdomsuddannelse? Til dette kan der svares både ja og nej, fremgår det af evalueringsrapporten:

• Fuu-deltagerne ligner på nogle baggrundsvariabler og karaktergennemsnit i grundskolen mere de unge i ordinær uddannelse end de unge i "restgruppen".
• 30% af fuu-deltagerne oplyser, at de ville have taget en ordinær uddannelse, hvis fuu ikke fandtes.

Sådanne konstateringer får hurtigt en negativ klang, som overskygger det positive billede - at hele 70% af fuu-eleverne ikke ville have taget en ordinær uddannelse, hvis fuu ikke fandtes.

PLS konkluderer, at fuu har potentialer til at nå "restgruppen" i højere grad, end tilfældet er i dag. At det ikke sker kan bl.a. skyldes, at "restgruppens" unge har relativt mindre kendskab til mulighederne for at tage fuu.³¹

Fuu lever op til sine intentioner om 1) motivering af unge til yderligere uddannelse og 2) styrkelse af deltagernes personlige og faglige kompetencer - i hvert tilfælde hvis man spørger fuu-eleverne.³²

Unge i job- og uddannelsesforløb

En anden type indsats i 90"erne har været aktiveringen af de unge arbejdsløse. I den forbindelse er "ungeindsatsen" - eller "uddannelses- og jobkvalificerende forløb" (ujf-forløb) blevet evalueret.³³

Evalueringen sætter primært fokus på den indsats, som ydes af undervisere, vejledere og andre, som er involveret i de særlige ujf-forløb på erhvervsskolerne. Generelt tegner der sig et billede af en meget målrettet indsats, hvor man på kort tid har været i stand til at etablere et effektivt beredskab over for gruppen af unge ledige mellem 18 og 25 år.

Undersøgelsen viste, at en væsentlig andel af de unge ledige kom i gang med et uddannelsesforløb, som senere vil give dem en erhvervskompetence. Den målrettethed, hvormed uddannelsesforløb bliver sammensat, og den interesse, som de unge udviser, indikerer, at en del af de unge, som deltager i ujf-forløb, vil fortsætte i ordinære uddannelsesforløb.

Gennem interview med tidligere og nuværende elever er det også dokumenteret, at der kommer unge arbejdsløse ind i ordningen, som overhovedet ikke er motiverede for at fuldføre en uddannelse. De oplever, at de befinder sig i ungeindsatsen af tvang, og de fleste af dem vil enten have et arbejde som ufaglært, eller også er de meget usikre på, hvad de overhovedet vil foretage sig. Undersøgelsen giver ikke nogen mulighed for at sætte tal på, hvor stor denne gruppe egentlig er, men det vurderes ud fra interviewundersøgelsen, at antallet af decideret umotiverede elever ligger på omkring 15-20%.

Resten er enten meget uddannelsesmotiverede og er kommet i denne ordning, fordi de f.eks. venter på at komme ind på en uddannelse, de primært ønsker sig, eller har afbrudt et uddannelsesforløb, f.eks. fordi de fandt ud af, at den påbegyndte uddannelse ikke passede til dem. Men trods det er de alligevel indstillet på at fuldføre en ordinær uddannelse.

Den meget motiverede gruppe ser ud til at være omkring 15-20%.

Midtergruppen, som altså er den absolut største, er den, hvor usikkerheden omkring det at tage en uddannelse på de vilkår, som ungeindsatsen giver dem, i starten er meget udpræget. Undersøgelsen viser dog også, at holdning og motivation ændres ret tidligt i ujf-forløbet, specielt når den faktor, som ser ud til at være den mest demotiverende af alle, nemlig de økonomiske vilkår, er bearbejdet, og de unge indser, at de egentlig ikke kan ændre på dette forhold.

Set i relation til definitionen af restgruppen kan det igen konstateres, at der er tale om grupper af unge, som har meget forskelligt udgangspunkt, og som agerer meget forskelligt.

Unge i ti og hi

Ud over disse større satsninger har der været forskellige andre aktiviteter, som kan bidrage til at belyse restgruppens sammensætning. Her kan man f.eks. se på de introduktionsforløb, man har forsøgt sig med på tekniske skoler og handelsskoler - teknisk introduktionsforløb (ti) og handelsskolernes introduktionsforløb (hi). Målgruppen for ti og hi er ikke primært "restgruppen" men unge, som er i tvivl om deres uddannelsesvalg, og som har behov for afklaring samt unge, som har behov for at forbedre deres faglige standpunkt for at kunne gennemføre f.eks. en erhvervsuddannelse. Det er således i forløbenes individuelle udformning, at der kan tages særlige hensyn til unge med manglende forudsætninger for at fortsætte i uddannelse eller beskæftigelse.

I praksis tilrettelægger de enkelte erhvervsskoler ti og hi i forhold til forskellige målgrupper, f.eks. flygtninge eller 2. generations indvandrere³⁴.

Unge i brobygningsforløb

I lighed med ti og hi rækker målgruppen for brobygning ud over "restgruppen". Målgruppen defineres i loven bredt som unge, der har afsluttet grundskolens 9. klasse eller på anden måde har opfyldt undervisningspligten inden udgangen af den måned, hvori de fylder 19 år. Denne definition af målgruppen må siges at være meget rummelig. I praksis er brobygning da også åben for enhver, som har behov for afklaring og/eller at forbedre deres faglige standpunkt. På de enkelte uddannelsesinstitutioner (gymnasier, hf, erhvervsskoler, sosu- og landbrugsskoler) vil der sikkert kunne tegnes nogle profiler af forskellige grupper af unge.

På sosu-brobygningskurserne beskrives eleverne som de stille, generte, skoletrætte piger, som prioriterer personlig udvikling³⁵.

En stor del af de unge, som aldrig kommer i gang med en ud-dannelse eller dropper ud af en ungdomsuddannelse, har en anden etnisk baggrund end dansk. Denne gruppe har i særlig grad svært ved at tackle valgsituationen i overgangen fra folke-

skole og ungdomsuddannelse. Tilgangen til disse unge er ofte præget af mangelsyn, dvs. at der udelukkende fokuseres på deres mangler. For disse unge kan brobygningsforløbene være en god måde at stifte bekendtskab med ungdomsuddannelserne, krav og skolekulturer. Der konkluderes endvidere, at brobygningsforløb, som udelukkende er målrettet unge med anden etnisk baggrund end dansk, vil være uhensigtsmæssigt. I stedet bør forløbene indeholde kulturforståelse som en særlig faglig synsvinkel i både fag og skolekultur³⁶.

Rapporten peger desuden på, at der mangler brobygningstilbud til elever, der har forladt folkeskolen. Der peges på, at brobygningforløb er meget relevante for f.eks. elever på produktionsskoler, da denne gruppe er blandt de frafaldstruede eller blandt de elever, som aldrig får en uddannelse³⁷. Rapporten peger ikke på hvilke særlige initiativer, der eksisterer eller burde eksistere i forhold til denne gruppe af unge.

De to-sprogede unge

De tosprogede er en særligt udsat gruppe. I december 1998 udkom en rapport, der beskriver hvilke særlige tilbud amter og kommuner giver gruppen af unge tosprogede, som falder uden for det etablerede uddannelsessystem³⁸. Ud over at diskutere erfaringerne fra disse særlige tilbud giver rapporten et overblik over denne gruppe af unge ved at forsøge at besvare spørgsmålene: Hvor mange er de?, hvor er de? og hvem er de?

Opgørelser over unge flygtninge og indvandrere, der falder uden for det etablerede undervisningssystem, findes sjældent på centralt hold. Problemet er, at de 16-25 årige befinder sig i forskelligt regi.

Optællingsmetoderne er meget usikre, endda beror visse besvarelser i rapporten på kommunernes formodninger. De undersøgte kommuner rummer lidt over halvdelen af landets flygtninge og indvandrere, og der er her ca. 1500 unge flygtninge og indvandrere, som falder uden for det etablerede undervisningsystem. Om den samlede målgruppe fremkommer ved at fordoble antallet er usikkert, da der kan eksistere forskelle mellem land og by, og da de større byer i Danmark er inkluderet i undersøgelsen. Andre beregningsmetoder estimerer antallet til knap 2800 unge.

På baggrund af en række beskrivelser af målgruppen opdeles de unge i fire grupper (med en glidende overgang mellem grupperne). De unge i de forskellige grupper har forskellige forudsætninger og behov:³⁹

• Behandlingskrævende unge for hvem problemfeltet omfatter eksempelvis psyko-sociale problemer, krigstraumer, manglende forældrestøtte, ringe eller ingen skolebaggrund, muligvis indlæringsvanskeligheder. Disse unge har typisk behov for vidtgående støtte og tilbud, der kombinerer faglige aspekter med social støtte.
• Unge tosprogede med svag skolebaggrund og mindre sociale, sproglige, faglige og kulturelle vanskeligheder. Disse unge skal ud over det undervisningsrelaterede have tilbud om personlig vejledning, bostøtte og udvidet voksenkontakt.
• Unge med nogen skolegang med forudsætninger for at kunne profitere af et undervisningsforløb. Disse unges primære behov er af sproglig, faglig og kulturel karakter. Disse unge vil i deres uddannelsesforløb have brug for ekstra støtte i dansk som andetsprog og eventuelt faglig støtte.
• Unge udelukkende med danskfaglige vanskeligheder. Disse unge vil i vid udstrækning have mulighed for at indgå i ordinære uddannelser efter at have tilegnet sig det danske sprog.

Unge i tamu

Som en modsætning til disse initiativer, hvor målgrupperne tegner sig meget differentieret, kan man nævne tamu, som arbejder med en meget afgrænset målgruppe. Det er stærkt belastede unge i alderen 18-30 år, som ikke er i besiddelse af de fornødne uddannelses- eller arbejdsmæssige kvalifikationer for at kunne opnå et job eller komme i gang med anden uddannelse. De unges fremtræden er præget af utilstrækkelig personlig ansvarsfølelse, af manglende social modenhed/handledygtighed og af begyndende misbrugsproblemer, dog sjældendt behandlingskrævende.

Gruppen er statistisk meget velbeskrevet:

• gennemsnitsalder på 22 år
• 8 ud af 10 har ikke bevis fra folkeskolens afgangsprøver
• 90% har modtaget specialundervisning
• godt 45% har påbegyndt erhvervsuddannelse, men er faldet fra
• 7 ud af 10 har modtaget fra 1-3 domme for straffelovsovertrædelser
• 25-30% har anden etnisk baggrund end dansk
• deres hidtige arbejdserfaringer stammer udelukkende fra institutioner eller særlige beskæftigelsesaktiviteter.⁴⁰

Unge på produktionsskolerne

Målgruppen er ifølge Lov om daghøjskoler og produktionsskoler m.v. fra 26.1.1998: "unge under 25 år, som ikke har gennemført en ungdomsuddannelse".

Hermed er målgruppen indsnævret, idet der før lovens ikrafttræden var mulighed for, at også unge med en afsluttet ungdomsuddannelse kunne deltage. En stor del af de unge, som produktionsskolerne "samler op", er unge, som frafalder (eller fravælger) en erhvervsuddannelse. Der ser desuden ud til at være en tendens til, at skolerne får yngre deltagere enten direkte fra folkeskolen eller endog unge, som ikke har færdiggjort deres folkeskole og er forpligtet til at få almen undervisning sammen med arbejdet i værkstedet.⁴¹

En betegnelse, der ofte går igen på skolerne, er "uafklarede unge", som beskrives som:

"uafklarede unge, som det traditionelle skole- og uddannelsessystem ikke har evnet at få i tale eller at fastholde, og som søger andre veje til voksen- og arbejdslivet".⁴²

Opsummering

Gennemgangen af de forskellige indfaldsvinkler til at beskrive restgruppen mere præcist i form af målgruppe for de forskellige uddannelsesforløb og projekter har vist en række interessante pointer:

• Restgruppen er en statistisk fiktion - der eksisterer ikke én gruppe af unge med entydig baggrund eller karakteristika, som af mere veldefinerede grunde vælger ungdomsuddannelserne fra.
• Flere undersøgelser begynder at inddrage (ungdoms)kulturelle forhold og/eller individualpsykologiske faktorer for at beskrive, hvorfor disse unge ikke anvender ungdomsuddannelserne.
• Det synes, som om de iværksatte initiativer - især egu, fuu og ujf - hver især har været en succes - og at der altså har "været et marked" for netop den type af aktiviteter. Til gengæld gælder succesen både dele af målgruppen og dele af de unge, som også uden disse ordninger ville have taget en ungdomsuddannelse.
• Formuleringer og beskrivelser såvel i ordningernes officielle mål som i evaluerings- og dokumentationsbeskrivelserne viser stor usikkerhed med hensyn til, hvordan de unge skal beskrives. Dette peger i retning af, at der stadig er stor uvidenhed om, hvem restgruppen er, og hvad der er de væsentligste faktorer i bestemmelsen af denne gruppe.

1) Johannesen, 1999, s. 38
2) Andreasen m.fl. (b), 1997, s. 29 ff
3) F.eks. Hansen, 1995
4) Andersen, 1997, Jensen m.fl., 1997
5) F.eks. Andersen, J., 1999, og "På godt og ondt...", 1999
6) Bouchet, 1999
7) Uddannelse - Information for indvandrere og flygtninge, 1999
8) Elsborg m.fl., 1999, Andreasen m.fl. (b) , 1997
9) Andreasen m.fl.(b), 1997
10) I Andreasen m.fl. (b), 1997, søges billedet yderligere nuanceretvia en række kvalitative interviews, som afslører, at der er en række betydelige forhold på spil i den enkelte unges historie, som falder inden for overordnede områder som læringsmiljø, herunder problemstillingen - boglighed, praktiske færdigheder og kreativitet, opfattelsen af uddannelsessystemet og holdninger til uddannelse og arbejde, fremtidsforestillinger og -forventninger, vejledning, praktikpladser og den måde, hvorpå de unge mødes af systemet. En række af disse forhold trækkes løbende frem i nærværende rapport, hvor det er aktuelt.
11) Andreasen m.fl. (b), 1997, s. 75-76
12) Andreasen m.fl. (b), 1997, s. 113-116
13) Jensen m.fl., 1997, Elsborg m.fl.,1999
14) Jensen m.fl., 1997, s. 19
15) Andersen, 1997, s. 120
16) Statistiske efterretninger, uddannelse og kultur, 1999:7
17) Andreasen m.fl., 1998, s. 27
18) Til boglige færdigheder er her beregnet af læse, at regne, skriftlig fremstilling og at passe skolearejdet. Til ikke-bolige færdigheder henregnes idræt, sløjd/håndarbejde, at være kritisk, at være kreativ, at få venner, at udtrykke sig mundtligt (Andreasen, 1998, s. 41)
19) Andreasen m.fl. (b), 1997, s. 42
20) Ibid, s. 85
21) Ibid, s. 109
22) Andreasen m.fl., 1998, s. 7
23) Bekendtgørelse for Erhvervsgrunduddannelserne m.v. kapitel 1, stk. 2.
24) Evaluering af egu, 1998
25) Skov, 1996.
26) Evaluering af egu, 1998, s. 42.
27) De seks profiler er skrevet på baggrund af en artikel af Jensen og Schiønning, 1997.
28) Evaluering af egu, 1998, s. 45.
29) "På godt og ondt...", 1999
30) Evaluering 1998-2000, Den Fri Ungdomsuddannelse 1999, s. 27.
31) Ibid, s. 18
32) Aftagerinstitutioner og virksomheder spørges først i en senere del af PLS-evalueringen (1999-2000)
33) Nedenstående afsnit bygger på Andersen og Brock, 1998
34) Jensen, Johannes, 1997, s. 22
35) Mortensen m.fl. (red.), 1997, s. 52
36) Ibid, s. 48
37) Ibid, s. 63
38) La Cour m.fl., 1999
39) Ibid, s. 40-41
40) Tamu, s. 10-12
41) Folkeskoleloven, § 9, stk. 5.
42) Minimumsprogram, FPP 1999

Forsiden | Forrige kapitel | Næste kapitel