Indledning

Op igennem 90'erne er der - bl.a. i forlængelse af Uddannelse til Alle-programmet (UTA) - sket en lang række ændringer, nye initiativer osv. i tilknytning til ungdomsuddannelserne. Man må dog stadig konstatere, at ungdomsuddannelserne ikke fungerer optimalt. Der er stadig en stor gruppe af unge, som ikke finder ungdomsuddannelserne tiltrækkende, og der er dele af uddannelserne, som slås med et ret stort frafald. Således er der en stor del unge, der hverken får erhvervs- eller studiekompetence.

Samtidig er der i den øgede internationale diskussion såvel i det europæiske samarbejde som i f.eks. OECD-sammenhæng kommet mere fokus på, hvordan de forskellige nationale uddannelsessystemer og ordninger fungerer samt en mere systematisk søgen efter "best practices".

I forlængelse af dette og i forbindelse med de aktuelle diskussioner om såvel mulighederne for at bryde den sociale arv som generelt om uddannelsessystemets struktur, har Undervisningsministeriet bedt Udviklingscenteret for folkeoplysning og voksenundervisning (UFV) og Danmarks Erhvervspædagogiske Læreruddannelse (DEL) om at lave en tværgående erfaringsopsamling - kaldet en 'gennemlysning' - af de seneste års initiativer primært i relation til de ikke-gymnasiale ungdomsuddannelser. En erfaringsopsamling, som skal besvare spørgsmålet, hvad virker, hvis vi vil kunne tiltrække en større andel af ungdomsårgangene til ungdomsuddannelserne?'

Der er således i det foreliggende materiale ikke tale om ny forskning eller ny dataindsamling, men alene om en opsamling på baggrund af allerede foreliggende evalueringer eller anden dokumentation vedrørende nyere og aktuelle initiativer på ungdomsuddannelsesområdet.

Det betyder for det første, at det ikke er en opsamling af erfaringerne med ungdomsuddannelserne generelt. Vi beskriver ikke erfaringerne med udvikling inden for de eksisterende og traditionelle gymnasiale uddannelser og erhvervsuddannelserne herunder social- og sundhedsuddannelserne (sosu). Det er i denne sammenhæng nydannelser, der retter sig mod dem, som statistisk er blevet kaldt "restgruppen", der er set nærmere på.

For det andet betyder det, at vi ikke har "vægtet" erfaringerne efter f.eks. hvor mange unge, der har brugt ordningerne eller andre tilsvarende prioriteringer. Derfor fremstår alle erfaringer stort set med samme tyngde, selvom man med nogen ret vil kunne hævde, at erfaringsgrundlaget er større for nogle af de mere omfattende nydannelser eller ordninger end for de mindre.

Arbejdet er udført i et tæt samarbejde mellem UFV og DEL. En række medarbejdere fra de to institutioner - Anne Slej Kristensen, Flemming Meier, Marlene Berth Nielsen, Peter Bacher, Elsebeth Schmidt Petersen, Marianne Søgaard Sørensen, Line Lerche Mørck fra UFV og Vilmer Andersen, Pia Cort og Anders Vind fra DEL - har bidraget med skriftlige redegørelser til arbejdet. Der har endvidere for en bredere kreds af mennesker, som har arbejdet med redegørelser og evalueringer på feltet, været afholdt et arbejdsseminar i juni 1999.

Materialet fra seminaret har sammen med de nævnte redegørelser været udgangspunktet for arbejdet i en redaktionsgruppe bestående af Marlene Berth Nielsen, Flemming Meier, Peter Bacher, Anne Slej Kristensen og Anders Vind, der har haft ansvaret for den endelige sammenskrivning af den foreliggende rapport, som publiceres i dette temahæfte.

Hæftet er struktureret på følgende måde:

I kapitel 1 er et kort resume af rapportens hovedkonklusioner.

Kapitel 2 forsøger at indkredse, hvad det er for en gruppe af unge, der med det statistiske begreb betegnes "restgruppen" dvs. de 17% der ikke gennemfører en ungdomsuddannelse. Kapitlet diskuterer forskellige måder, denne gruppe er blevet beskrevet på, og ser på hvilke målgrupper, der har været for en række af de nye initiativer, som er igangsat i de seneste år med henblik på at skabe muligheder for flere unge i uddannelsessystemet.

Kapitel 3 ser på den ene meget markante hovedtendens i disse års uddannelsespolitiske initiativer - nemlig den øgede fokusering på den enkelte unge - dvs. individualiseringen af ungdomsuddannelserne. I kapitlet beskrives kort, hvordan denne tendens kan forstås i en bredere teoretisk forståelse, hvorefter der mere detaljeret beskrives hvilke elementer i uddannelserne og uddannelsessystemet, der ændrer karakter, når den enkelte unges individuelle forudsætninger, ønsker og behov er udgangspunktet.

Kapitel 4 gennemgår erfaringerne med at ændre de enkelte uddannelser og deres tilrettelæggelse. Det har vi her benævnt den øgede fokus på læringsmiljøer. Den lange række af forskellige initiativer til bevidst at forbedre læringsmiljøerne i denne type uddannelser beskrives i kapitlet - herunder f.eks. også de ændrede krav til lærerkvalifikationerne.

I kapitel 5 ser vi afslutningsvis på nogle aktuelle diskussioner af det samlede uddannelsessystem og deres implikationer for restgruppeproblematikken. Samtidig diskuteres de udfordringer, som restgruppeproblematikken - herunder særlige målgrupper - stiller det samlede uddannelsessystem overfor.

Herudover rummer hæftet to bilag:

Bilag 1: En oversigt over de uddannelser og uddannelsesforløb, som er behandlet i den litteratur og de undersøgelser, der har været råmaterialet for rapporten og dette temahæfte.
Bilag 2: En oversigt over de områder, hvor vi har kunnet konstatere et behov for ny eller mere viden om, "hvad der sker" og "hvad der virker" i det eksisterende system i alle dets facetter.

Endelig er der sædvanen tro en litteraturliste.

Bagerst i hæftet er der en engelsk oversættelse af kapitel 1.

Vi håber med det foreliggende arbejde at kunne bidrage til dels at skabe overblik over, hvad det er for erfaringer, der i disse år gøres i mange af de udviklingsaktiviteter, der foregår i ungdomsuddannelsesfeltet. Og dels at have bidraget til at skærpe opmærksomheden om nogle problemstillinger, som utvivlsomt vil være aktuelle i det videre arbejde med at opfylde målsætningen om Uddannelse til Alle.

Forsiden | Forrige kapitel | Næste kapitel