[ Billede: Undervisningsministeriets logo ]

 

 

 

Forord

Igennem 1990'erne er der, i relation til eller i direkte forlængelse af "Uddannelse Til Alle"-programmet, taget mange initiativer i forhold til den gruppe af unge, der ikke kommer i gang med eller falder fra de eksisterende ungdomsuddannelser. Flere uddannelser er ændret gennemgribende og nye er kommet til.

Det er da også 83% af alle unge, der i dag gennemfører en ungdomsuddannelse.

Regeringens mål er at komme op på 95% af en ungdomsårgang.

På denne baggrund igangsatte ministeriet i 1999 en opsamling af de indhentede erfaringer fra de ovenfor nævnte initiativer, forsøg og uddannelsestilbud. Diverse rapporter og evalueringer fra disse er blevet "gennemlyst" og de positive erfaringer fra det, der virker, er samlet i dette temahæfte.

Undervisningsminister Margrethe Vestager havde i år valgt "Rummelighed i uddannelsessystemet" som tema for det årlige Sorømøde. Ministeren henviste i sin tale på mødet til denne erfaringsopsamling og nærværende temahæfte. De gode erfaringer skal spredes, danne afsæt for og give inspiration til det videre arbejde med at gøre plads og give rum til flere unge i vores uddannelsessystem.

Udover at samle de positive erfaringer rejses der i temahæftet en række spørgsmål, der stadig mangler at blive besvaret. Disse spørgsmål kan danne afsæt for det stadige arbejde, der skal gøres, for at vores uddannelsessystem udvikler sig, så det lever op til de krav, som et samfund under stadig forandring stiller.

Gennemlysningen er foretaget af medarbejdere fra Danmarks Erhvervspædagogiske Læreruddannelse og Udviklingscenteret for folkeoplysning og voksenundervisning.

Undervisningsministeriet har finansieret undersøgelsen og udarbejdelsen og udgivelsen af dette temahæfte.

Afslutningsvis skal bemærkes, at meninger og synspunkter i hæftet naturligvis står for forfatternes egen regning.

 

Niels Glahn
Undervisningsministeriet
Uddannelsesstyrelsen
Området for erhvervsfaglige uddannelser
September 1999


Forsiden | Forrige kapitel | Næste kapitel