4. Netværksdannelse – en ny strategi for voksenuddannelsespolitikken?

Af Birgitte Bagge og Ann Vejlin Jensen, Aalborg Universitet

Begrebet netværk optræder stadig oftere som et nyt mantra. Netværksbegrebet anvendes ofte til at afmystificere komplekse sammenhænge: Mikrobiologer beskriver således celler som informationsnetværk, imens økologer begriber komplekse sammenhænge i naturens kredsløb som netværkssystemer. Vender vi blikket mod voksen- og efteruddannelsesområdet, er netværksbegrebet også blevet stadig mere anvendt til at beskrive komplekse relationer og sammenhænge mellem uddannelsesinstitutioner, virksomheder og brugere indenfor voksen- og efteruddannelsesområdet. Der tales om, at nye netværksformer vokser frem, og i dag udgør centrale politiske lokale og regionale arenaer. Men hvad kendetegner disse nye netværk indenfor voksen- og efteruddannelsesområdet?

Med de mange nye udfordringer og krav der stilles til de enkelte uddannelsesinstitutioner, er det vigtigt at få rejst en diskussion af, hvad det indebærer for de enkelte institutioner og lærere at indgå i regionale netværkssamarbejder. Dette vil vi sætte fokus på i denne artikel ved at diskutere en række generelle betingelser for at etablere netværksrelationer, ligesom vi vil sige noget om, hvilke barrierer og muligheder der kan være forbundet med en stigende netværksdannelse imellem voksen- og efteruddannelsesinstitutioner.

Hverken marked eller bureaukrati udgør i sig selv selvtilstrækkelige styringsmekanismer indenfor et komplekst politikområde som voksen- og efteruddannelsespolitikken. En reformering af voksen- og efteruddannelsespolitikken baseret på et stringent New Public Management¹) (NPM) inspireret rationale vil realistisk set ikke kunne opnå den fornødne legitimitet og opbakning. Dette hænger blandt andet sammen med årtiers danske traditioner for at betragte uddannelsespolitikken som et velfærdsstatsligt anliggende, der ikke kun skal styres ud fra en økonomisk effektivitetstankegang, men som et politikområde der også skal være i stand til at rumme velfærds- og fordelingspolitiske hensyn. Det vil på den anden side heller ikke være opbakning til at vende tilbage til tidligere tiders centralistiske detailstyring af uddannelsesinstitutionernes ageren, idet det så ville være nødvendigt at fratage skolerne en lang række af de kompetencer og frihedsgrader, de har opnået i forhold til selv at varetage centrale planlægningsfunktioner i forbindelse med den konkrete undervisning. Her kan netværkstanken ses som et moderne styringsmix mellem dele af markedsrationalet og dele af den traditionelle offentlige rationale indenfor uddannelsessektoren. Med netværksrationalet er det tilsyneladende muligt at kombinere elementer fra de to andre styringsrationaler.

¹) New Public management er en betegnelse for en række forestillinger og reformideer til effektivisering af den offentlige sektor, som har været dominerende op gennem 1980'erne og 1990'erne. Kendetegnende for disse strategier er en kopiering af styringsrationaler fra den private sektor til den offentlige sektor.

Hvorvidt det er muligt via lovgivning at skabe gode betingelser for netværkssamarbejde på de lokale og regionale voksenuddannelses politiske arenaer, og hvilke indholdsmæssige konsekvenser de nuværende politiske rammebetingelser får for indholdet i disse netværk er ligeledes centrale omdrejningspunkter for denne artikel. Det er vigtigt at diskutere sammenhængen mellem politiske mål og ambitioner på den ene side, og på den anden side hvilke konkrete incitaments- og motivationstrukturer, som disse styringsrationaler skaber hos aktørerne på uddannelsesinstitutionerne. Eksempelvis skaber en øget brug af taxameterstyring øgede incitamenter for institutionerne til at konkurrere indbyrdes, hvilket ikke harmonerer med politiske ambitioner om et øget regionalt skolesamarbejde.

Vi vil i artiklen diskutere betingelser for netværk ud fra tre perspektiver:

• Betydningen af statens forandrede rolle
• Generelle betingelser for lokale- og regionale skolenetværkssamarbejder
• Muligheder og barrierer forbundet med uddannelsesinstitutionernes deltagelse i netværk

4.1 Nye netværkstyper og statens ændrede rolle.

Med VEU-reformen fra 1997 er der tale om en nyorientering indenfor voksen- og efteruddannelsesområdet i Danmark. Forstået på den led at rationalet fra politisk side med reformen er, at erhvervsskolerne (Teknisk skoler, Handelsskoler og Landbrugsskoler), AMU-centrene og VUC på én og samme tid skal ind i en øget konkurrence med hinanden omkring udbudet af kurser samtidig med, at det er blevet lovbestemt, at der skal finde et samarbejde sted imellem netop disse institutioner. M.a.o. er der blevet skabt et spændingsfelt, hvor man fra politisk side på den ene side har intensiveret konkurrenceelementet imellem institutionerne – og dermed "skruet op" for markedsperspektivet og styringsparameterne her indenfor. På den anden side har man via regelregulering også forsøgt at skabe et større samarbejde.

Dette stiller anderledes krav til det regionale og lokale niveau, idet der ikke længere eksisterer de samme veletablerede institutionelle arrangementer, som politikdannelsen tidligere fandt sted under. Istedet står man idag i en situation, hvor politikdannelsen – i og med at den er decentraliseret ned til skolesamarbejdet – først skal til at finde en platform at stå på. M.a.o. kan man sige, at politikdannelsen er blevet lagt ned i de institutionelle netværk, der eksisterer omkring uddannelsesinstitutionerne, men at disse netværk først er under opbygning. Dermed er der også usikkerhed om rolledefinering, indhold og prioriteringer. Det betyder ikke, at der eksisterer anarki på feltet, men derimod at perioden p.t. er præget af en vis ustabilitet, hvor netværkene etableres. Det legitime handlingsrum skal altså afgrænses på det regionale og lokale niveau.

Skolesamarbejdet imellem erhvervsskolerne, AMU-centrene og VUC er ikke af ny dato, men tidligere byggede det på et princip om "frivillighed". Nu har man fra central politisk side valgt at normere det via lovgivning – og dermed er der lagt et tvangselement ind i samarbejdet. Rationalet bag dette må ses i sammenhæng med, at man igennem et sådant samarbejde bedst sikrer sig udnyttelsen af de statslige ressourcer, og at man decentralt kan skræddersy samarbejdsformer til lokale forhold.

Allerede med revisionen af institutionslovene for AMU-centre og erhvervsskoler fra 1994 pålagdes disse uddannelsesinstitutioner lokalt at samarbejde igennem oprettelsen af lokale fællesudvalg. Indholdsmæssigt hvilede samarbejdet på udbudet af uddannelser, forsøgsaktiviteter, vejlednings- og informationsvirksomhed i forhold til brugerne, fælles udnyttelse af lokaler, lærere, udstyr m.v. samt gensidig meddelser om planlagte eller forventede initiativer. I 1996 blev kravet om samarbejde yderligere skærpet, idet erhvervsskolerne, AMU-centre og VUC ved en lovændring blev pålagt at etablere lokale samarbejdsfora, der skulle mødes mindst én gang i kvartalet. Som minimum skulle dette lokale samarbejde omhandle udnyttelse af ledige ressourcer – lokaler, lærere, udstyr mv. – samt information og vejledning af brugerne.

Det interessante i den forbindelse er, hvorvidt disse lovbestemte netværk har fundet egne indholdsmæssige fødder at stå på, eller om de mere er blevet "tomme skaller", hvor man mødes, fordi man skal mødes, og ikke fordi man kan se en egen interesse i netværket. Sagt anderledes rejser dette et spørgsmål om, hvorvidt man kan lovbestemme et netværk fra central politisk side og samtidig sikre sig, at det bliver et indholdsmæssigt netværk, hvor samarbejdet også viser sig at være af reel karakter og ikke udelukkende eksisterer på et formelt plan. Eller anderledes formuleret; kan man "committe" interessenter i et netværk på en opgave igennem et tvangsmæssigt påbud om samarbejde: – kan man aktivere et netværk fra central side? Og ikke mindst må man rejse spørgsmålet, hvilke konsekvenser dette kan have i forhold til initiativer fra skolernes side og mulige barrierer for samarbejdet, samt endelig en diskussion af den mulige eksklusion af bestemte interesser og aktørgrupper dette kan føre med sig.

Her er det nødvendigt at tage en diskussion af rammebetingelserne – den politiske kontekst – for netværkene. For at netværkene skal kunne give mening for de involverede interessenter, og disse dermed finder det interessant og er villige til at anvende ressourcer på arbejdet, må netværkene have et væsentligt indholdsmæssigt element. Derfor må man fra central statslig side tilføre disse netværk en vis kompetence og således afgive tilsvarende kompetence fra det centrale niveau. M.a.o. handler det om, at staten decentraliserer magt og kompetence ned til det givne netværk, hvorved dette får en egen autonomi og dermed får sit eget felt udgrænset i forhold til andre netværk/felter. Konsekvensen af dette er omvendt, at staten eller det central politiske niveau herved mister kompetence eller autonomi. Derfor er en meget central pointe også, når man taler om netværksstyring, at staten kun skal forstås som én blandt flere aktører. Staten står altså ikke længere som det autoritative centrum for beslutningstagen på feltet.

Disse betingelser er netop opfyldt indenfor voksen- og efteruddannelse, idet området har fået tillagt ikke en ubetydelig kompetence – dog med det ikke uvæsentlige forbehold, at det centralt politiske niveau har fastholdt en "nødbremse-funktion", idet ressourcefordelingen er blevet fastholdt v.h.a. taxametertilskuddene.

Ikke alene betyder det, at staten har fået en anden rolle, idet netværkene nu i højere grad end tidligere er blevet en selvstændig arena for politikdannelse, men det betyder også, at netværkene består af offentlige-, semi-private- og private aktører, hvor staten som sagt kun indgår som én blandt mange aktører. Det, at politikdannelsen således i højere grad er blevet bredt ud iblandt en flerhed af aktørkonstellationer, rejser nogle andre problematikker end tidligere. Måske ikke så meget det faktum, at semi-private og private aktører er aktive deltagere i politikdannelsen, for det er der i og for sig intet nyt i – der har eksisteret en lang korporativ tradition i Danmark for aktiv inddragelse af interesseorganisationer i politikdannelsesprocesserne. Det interessante er derimod det niveau, hvor politikdannelsen finder sted. I kraft af at politikdannelsen har flyttet arena, så det nu i højere grad er i netværkene, at interesser fremføres, og politikdannelsen dermed finder sted, bliver det også mindre gennemskueligt, hvilke interesser der fremmes, og hvilke der tilsidesættes eller ekskluderes af det givne netværk. Populært kan man også sige, at netværkene på mange måder udgør "lukkede rum" for den parlamentariske kontrol, idet forhandlingerne i netværkene ikke umiddelbart er åbne for udenforstående. Derfor er det ikke muligt at få et indblik i forhandlingernes karakter, indhold eller selv øve indflydelse på disse, medmindre man er et legitimt medlem af det pågældende netværk. Der rejses altså med den stigende fremkomst af policy-netværk et behov for en demokratisk diskussion af disse!

4.2 Ambitioner for en fremtidig netværksstrategi.

For at kunne vurdere forskellige udviklingspotentialer forbundet med netværksstyring indenfor voksen- og efteruddannelsespolitikken vil vi gennem nedenstående figur illustrere nogle forskellige ambitionsniveauer, der kan optræde for netværk. Niveauerne er medbestemmende for hvilke emner og spørgsmål af såvel politisk som administrativ karakter, der sættes på dagsordenen i det enkelte netværkssamarbejde. Modellen anvendes således til at illustrere mulige ambitionsniveauer for netværk indenfor voksen- og efteruddannelsespolitiske felt.

• STRATEGISK NIVEAU
  – fælles regional interesseafvejning
  – fælles uddannelsesindsats overfor eksempelvis branchers efter uddannelsesbehov
  – fælles "rum" for gensidig læring
• TAKTISK NIVEAU
  – fælles uddannelseskonsulent
  – fælles indkøb af udstyr og gensidig udveksling af lærerkræfter i forhold til konkrete opgaver
  – fælles dialog omkring lærerudvikling
• OPERATIONELT NIVEAU
  – fælles informationsarbejde
  – fælles markedsføring

Figur 1: Ambitionsniveauer for netværk.

Hvis et lokalt- eller regionalt netværkssamarbejde skal udvikle sig til en central politikarena, der er i stand til at give et kvalificeret modspil på såvel lokale/regionale som centrale politiske udspil, forudsætter det, at der sker en koordination af forståelser, adfærd og interesser indenfor det enkelte samarbejde. Et sådan netværk forudsætter derfor, at der blandt aktørerne sker en afvejning af, dels hvilket ambitionsniveau netværksaktørerne befinder sig på (eller hvilket ambitionsniveau de kan blive enige om som mindst mulige fællesnævner) og dermed også hvilke spørgsmål og emner af såvel politisk som administrativ karakter, der sættes på dagsordenen. Disse spørgsmål og emner vil i varierende grad kunne virke konfliktskabende aktørerne imellem.

Netværket udgør den struktur, der indrammer det enkelte samarbejde – eller sagt med andre ord udgør netværket et institutionelt arrangement. Men netværket udgør også det indholdsmæssige fundament, hvor indenfor den interne koordination og interesseafvejning finder sted imellem aktørerne. Netværk er såvel en forudsætning for – samt et resultat af – det samarbejde der finder sted regionalt og lokalt imellem aktørerne.

Ambitionsniveauet for de enkelte netværk er ikke en statisk størrelse, men kan ændre sig over tid, og må som sådan betragtes i en processuel sammenhæng. Således vil man kunne se eksempler på netværkssamarbejder, der går fra et forholdsvist højt ambitionsniveau til et lavere og omvendt. Udviklingen såvel internt i det enkelte samarbejde som påvirkning fra omgivelserne kan betinge og påvirke forandringer i ambitionsniveauet for det pågældende netværk.

Går vi over til at se nærmere på de enkelte niveauer, finder vi på det nederste ambitionsniveau et samarbejde omkring emner og spørgsmål af rent teknisk-administrativ karakter. Dette kan eksempelvis være et samarbejde, hvor de deltagende institutioner enes om at producere et fælles informationsmateriale over skolernes samlede kursusudbud. Her er der ingen af skolerne, der "sætter nogle værdier på spil" eller skal gå imod egne særinteresser. Alle kan se en fordel i at have et "fælles vindue" overfor virksomhederne, hvor de enkelte institutioner præsenterer eget udbud. Alle har så at sige noget at vinde – eller hvad man kan kalde for en "vind-vind" situation.

På det næste ambitionsniveau må der nødvendigvis finde en større interesseafvejning og koordinering sted imellem de enkelte særinteresser. Eksempelvis vil der i netværk, hvor man fælles finansierer en uddannelseskonsulent alt andet lige komme flere værdier og interesser i spil. M.a.o. kan der være tilfælde, hvor nogle af institutionerne – på kort sigt – vinder mere ved denne investering end andre af aktørerne i samarbejdet. Alle aktørerne skal derfor dele troen på, at det på sigt vil være en investering, der kommer alle i samarbejdet til gode. På dette niveau vil man også kunne forestille sig situationer, hvor skoler kan gå i dialog omkring fælles lærerudvikling eller former for didaktiske og pædagogiske udviklingsprojekter.

På det øverste ambitionsniveau finder vi emner og spørgsmål af mere strategisk karakter, der virkelig vil kunne udfordre institutionernes interesser i et fælles samarbejde. Her vil det være en forudsætning, at aktørerne er i stand til at kunne tilsidesætte egne institutionelle særinteresser til fordel for en samlet koordineret indsats indenfor området. De enkelte institutioner er så at sige nødt til at turde risikere egne institutionelle særinteresser på kort sigt for at kunne drage nytte af et fælles ressource- og interessegrundlag som fundament for samarbejdet på lang sigt.

4.3. Netværksbetingelser og barrierer.

Igennem det ovenstående har vi diskuteret ambitionsniveauets betydning for forståelsen af netværk, og en central pointe har været, at netværkene nødvendigvis må foretage en fælles definering af, hvilket ambitionsniveau, der så at sige udgør netværkets fælles platform. Efter således at have diskuteret ambitionsniveauet som en ramme for netværkssamarbejdet vil vi vende os imod en mere indholdsmæssig diskussion af netværkene – ved at se på hvilke karakteristika der kendetegner netværk.

Begreber har man til at begribe med, og hvis man skal forsøge at begribe netværk, må man finde en måde at definere disse på og dermed få operationaliseret begrebet. Netværk vil vi definere som mere eller mindre stabile mønstre af interaktion imellem uafhængige aktører omkring et problem eller et politisk program. Aktørernes måde at opføre sig på i netværket er så primært afhængig af, hvad man tror andre aktører vil gøre i denne politik-sammenhæng. Praktiske sammenhænge mere end ideologi er, hvad vi forventer, netværk etableres og udvikles på.

Vi vil fokusere på tre vigtige karakteristika, der kendetegner policy-netværkene, eller hvad man kunne formulere som de "byggesten", netværkene hviler på:

4.3.1 Den gensidige afhængighed.

Den gensidige afhængighed bygger på en forståelse af, at alle involverede interessenter skal kunne se, at de kan få noget ud af at indgå i netværket. Ikke sådan forstået at alle nødvendigvis skal have det samme ud af at deltage i netværket, men det må nødvendigvis være en "plus-sums" kalkulation, eller hvad man kunne kalde for en "vind-vind" situation, der ligger bagved, for ellers vil netværk ikke have mulighed for at overleve længe. En vigtig pointe i denne sammenhæng er altså, at netværk bygger på en gensidig afhængighed, hvor alle de involverede aktører kan se, at de kan få noget ud af at indgå i samarbejdet, og at dette er bundet op omkring "frivillighed" som et bæ-rende element. Der må være kooperative handlingsorienteringer. Begrundelsen for at indgå i netværket handler således om, at man ikke kan opnå det givne mål alene uden hjælp fra de andre aktører i netværket, hvorfor netværket også tjener det formål, at de enkelte aktører hver især kan opnå deres mål eller dele heraf. Man kan også formulere det på den vis, at de enkelte aktører i netværket er gensidig afhængige, fordi de ikke kan nå deres mål alene, men har brug for ressourcer fra andre aktører til at nå det opstillede mål. Når vi i den forbindelse anvender begrebet ressourcer, så forstås dette i bred forstand: autoritet, informationer, forbindelser, ekspertise og finansielle ressourcer.

Den gensidige afhængighed knytter sig altså til ressourcespørgsmålet i bred forstand, denne skal dog ikke opfattes som en tvangsfri afhængighed, men handler i høj grad også om de givne magtforhold internt i netværket, hvor ikke alle aktører besidder de samme ressourcer (igen forstået i bred forstand). Den gensidige afhængighed kan opfattes som et kompliceret spil, hvor de forskellige interesser mere eller mindre succesfuldt sætter sig igennem. På den vis handler den gensidige afhængighed også om at være i stand til succesfuldt at sætte en diskursiv dagsorden for egne (sær)interesser og dermed sætte dagsordenen for den givne problemopfattelse i samspillet imellem aktørerne i netværket. Den gensidige afhængighed kan også komme til udtryk på den måde, at aktørerne i netværket kan opleve en fælles interesse i at afskærme sig i forhold til andre netværk eller enkelt aktører. Det kan således handle om, at man kan have en fælles interesse i at holde andre aktører udenfor samarbejdet eller den kompetence og indflydelse, man selv har opnået i kraft af netværket. Man kan også formulere det på den måde, at ikke alle institutioner og interesser har samme mulighed for at få deres interesser tilgodeset på den regionale og lokale policy-arena. Den gensidige afhængighed er naturligvis ikke statisk, men ændrer sig over tid, hvorfor man også må have en processuel tilgang, når man skal forsøge at begribe de samarbejder, der finder sted i skole regi.

Skolerne har ingen garanti for gevinster over tid af netværk. Samarbejdet imellem skoler kan opstå og siden "dø hen" igen. Dette vil kunne ske i sammenhæng med, at en enkelt eller eventuelt flere af de deltagende aktører ikke længere føler, at de kan få noget ud af det givne samarbejde eller ikke længere anser samarbejdet som en "vind-vind" situation. Ligesom magtforholdet også internt imellem skolerne kan ændre karakter over tid – f.eks. er nogle kurser/uddannelser i tidsperioder mere i vælten end andre, hvilket har betydning i relation til det interne magtforhold i samarbejdet imellem institutionerne i netværket. Derfor kan man heller ikke betragte samarbejdet i skole netværkene som et givent ligeværdigt samarbejde, men der kan således internt i disse skolenetværk eksistere en temporær magtbalance. En sådan vil bestemme, hvilke interesser der har nemmere ved at sætte en dagsorden for samarbejdet end andre. Eksempler på dette kunne være størrelsesforholdet imellem de samarbejdende institutioner, men det kan også afhænge af, om nogle bestemte typer af uddannelser er specielt efterspurgte, hvorfor den eller de givne institutioner, der udbyder disse, måske nemmere vil kunne sætte dagsorden internt i netværket, da de andre aktører i netværket i større eller mindre udstrækning vil være afhængige af denne kompetence. Som et eksempel på dette kan man se den tendens, der eksisterer i forhold til, at næsten alle skoler udbyder PC-kørekort. Her kan man have en formodning om, at de skoler, der traditionelt har beskæftiget sig med data-relateret undervisning, har haft et forspring, da udviklingen gik henimod en stadig større efterspørgsel efter EDB-kurser. Derfor kan man også have en formodning om, at de andre institutioner i en opstartsfase indenfor denne kursusform har været afhængige af eksempelvis Handelsskolens kompetencer og erfaringer indenfor området.

Endelig er det en konkret iagttagelse, at netværk også kan anvendes som "filter" overfor andre institutionstyper, forstået på den led at netværket anvendes til at afskærme bestemte institutionelle interesser i forhold til andre. Noget af det der binder skole netværkene sammen handler netop om at afskærme sig fra interesser qua den øgede konkurrence på området. I den forbindelse er det påfaldende, at det er de erhvervsrettede dele af voksenuddannelsessystemet, der er forpligtiget til at etablere et samarbejde. Herved sendes der fra det politiske system et signal om, hvilke uddannelsesinstitutioner man prioriterer et samarbejde imellem. Der skabes hermed et "filter" for interessevaretagelse, idet uddannelsesinstitutioner som eksempelvis AOF, daghøjskolerne og private kursusudbydere ikke har krav på at "sidde med ved bordet" i de lokale skolesamarbejder. Disse skoler kan derfor – som en konsekvens af den nuværende lovgivning på området – have fået forringet deres muligheder for at sætte egne interesser igennem lokalt og regionalt.

4.3.2 Aktører med forskellige mål og strategier.

Netværk består i princippet af mange forskellige aktører med hver deres mål og strategier, hvorfor en given policy også må forstås som et resultat af en interaktion imellem mange aktører. Aktørerne behøver som tidligere nævnt hinanden på grund af den gensidige afhængighed, men samtidig forsøger de at styre imod egne mål og præferencer. Netværk er derfor komplekse, og netværkene fremstår til en vis grad også som uforudsigelige. Ikke alene er der mange aktører involveret, men deres præferencer skifter også ofte karakter igennem interaktionen. Idet netværkene udgøres af flere aktører med forskellige strategier og mål, har aktørerne også svært ved på forhånd at gennemskue, hvilke interesseartikulationer de vil støde på undervejs i processen, og hvilket resultat det vil føre til. Dette er alene nogle erfaringer, de kun kan lære igennem selve processen. Processen kan altså påvirke præferencer og interessetolkninger.

Et konkret eksempel på en væsentlig forskel imellem de forskellige uddannelsesinstitutioner er deres forskellige traditioner for at involvere partsinteresser i beslutningsstrukturen. Ligesom der er stor forskel på den historiske kontekst omkring partsinddragelsen. For Teknisk Skoles vedkommende stammer kravet om paritetisk sammensatte bestyrelser fra 1937-loven, og det er indenfor Teknisk Skole de faglærtes forbund blandt andet Metal, der er stærkt repræsenteret. For Handelsskolernes vedkommende blev kravet omkring partsrepræsentation indført med 1956-loven, hvor det også blev fastsat, at der skulle nedsættes lokalfaglige udvalg indenfor de enkelte fagområder. HK er her det dominerende forbund. AMU-systemet har haft tradition for partsstyre siden starten i 1960, og det er her SID, der er dominerende. Her overfor står VUC, hvor indenfor der ingen traditioner eller krav er omkring partsrepræsentation. Der er dermed meget forskellige traditioner for at integrere interesser fra arbejdsmarkedets parter i skolernes beslutningsstrukturer. Ligesom der er stor forskel på, hvilke interesser der er indenfor eksempelvis SID, HK og Metal i forhold til de emner, der tages op i de lokale netværk. Disse interesseforskelle vil ligeledes kunne udgøre en væsentlig barriere i forhold til samarbejdet.

Herudover har uddannelsesinstitutionerne også rodfæste i forskellige sektorinteresser. Således henhører de Tekniske Skoler, Handelsskoler og VUC under Undervisningsministeriet, mens AMU-centrene hører under Arbejdsministeriet. Udover at dette betyder differentieret styring i form af regler, traditioner, uddannelseskulturer etc., er der yderligere den forskel, at Arbejdsministeriet signalerer en anden tilgang til opbygningen af netværk, end den tilgang som Undervisningsministeriet står for. Dette medfører, at der indenfor de enkelte skolesystemer er meget forskellige grader af opbakning og engagement forbundet med skolernes deltagelse i lokale netværk. Disse kulturforskelle påvirker naturligvis også institutionernes forventninger og interesser i forhold til at deltage som aktive medspillere i udviklingen af de nye lokale og regionale skolenetværk.

4.3.3 Relationer imellem aktørerne

Den gensidige afhængighed imellem aktørerne, og de relationer der opstår under processen, skaber tilsammen mønstre af mere eller mindre stabile relationer aktørerne imellem. Mønstrene af relationer imellem aktørerne kan også forstås som en institutionalisering, eller hvad vi tidligere har benævnt som traditioner for samarbejde. Således forstået at hvis aktører indgår i relationer med hinanden over en vis tid, så skabes regler og en vis regularitet, der angiver handlingsanvisninger og ressourcefordelinger. Det øver indflydelse på de strategiske muligheder aktørerne har for at ændre på relationerne. Ikke forstået sådan at det således ikke er muligt at oprette nye netværk, men forstået på den måde at det er vanskeligt at oprette nye netværk, hvis disse ligeledes skal besidde et stærkt indholdsmæssigt element. Dette hænger sammen med, at netværk har tillid som det væsentligste omdrejningspunkt, og for at opnå dette må netværket bygge på et betydeligt engagement og "commitment" fra alle de involverede aktører – og et sådant kommer ikke henover natten, men kræver netop tid og tradition for håndtering af problemstillinger. Dette betyder også, at de nye netværk, der måske for en umiddelbar betragtning kan anses for at være "tomme skaller" uden de store strategiske eller indholdsmæssige diskussioner, godt over tid kan udvikle sig henimod at have mere substantiel karakter.

Den gensidige afhængighed indenfor det lovbestemte skolesamarbejde er mere kompliceret end som så, idet der samtidig i netværket er indbygget en ikke uvæsentlig konkurrence. Primært kan man sige, at det konkrete samarbejde drejer sig om at udveksle informationer om de enkelte institutioners forhold, fælles profilering, annoncering og rådgivning – altså en udveksling af ressourcer på et meget alment og operationelt plan. Hvorimod mere konkrete initiativer på netværksniveau omkring at orientere og vejlede de lokale brugere af efteruddannelsestilbud synes at mangle meget!

Derfor kunne man også formulere det på den vis, at der tegner sig et billede af et samarbejde der samler sig omkring mindst mulige fællesnævner i mange regioner!

Målt på hovedstrømmen kan man konstatere, at det, der umiddelbart ser ud til at binde netværkene sammen, handler om at udveksle informationer i et hensigtsmæssigt omfang, og ikke mindst på et overordnet plan lave en fælles profilering af de uddannelser som disse 4 institutionstyper kan tilbyde. Dette skal ses i forlængelse af det andet væsentlige kriterium for indre opbyggelighed i netværker, nemlig at udelukke eller ekskludere andre interesser/institutioner (f.eks. AOF) og dette kan udgøre en ikke uvæsentlig sammenholdningskraft i netværket Man kan nemlig have en fælles interesse i at profilere de erhvervsuddannelser sammen, de 4 institutioner kan tilbyde, idet dette måske udadtil kan virke legitimerende, hvis det overfor brugerne sker på et fælles stykke papir og dermed afspejler seriøsitet fremfor benhård konkurrence om "kunderne". Der er noget at hente på signalværdien ved at gå ud på det samme stykke papir. Samtidig får man også sendt et signal om, at her er 4 institutioner, der arbejder sammen, hvorved det samtidig overfor omverdenen synliggøres, at der også er nogle, der ikke er med. Ligesom det endelig rent ressourcemæssigt kan være fordelagtigt at gå sammen flere institutioner omkring en generel profilering af uddannelsesmulighederne.

Et yderligere element, der kan siges at binde netværkene sammen, er, at man ved at stå sammen og udnytte den kompetence, der ligger i netværket, står med ikke en ikke uvæsentlig indflydelseskanal til det central politiske niveau. Denne mere strategiske overvejelse optræder i nogle af de lidt større regionale netværk med en vis institutionalisering. Det handler altså om netværk, hvor man måske allerede har en vis tradition for at samarbejde, hvorfor man har et overskud til at tænke udover det konkrete netværk. Dermed kalkulers også nogle mere langsigtede og strategiske overvejelser omkring, at man ved at være flere institutioner og institutionstyper, der "taler med samme stemme", har mulighed for at øve indflydelse på det central politiske niveau.

At det kan knibe med den fælles informationsudveksling, når man kommer ned på det konkrete niveau, skal ses i lyset af den konkurrence, der samtidig er indbygget i systemet. Det er her væsentligt at inddrage de mere overordnede rammebetingelser, som disse netværk er underlagt. Der skal stilles spørgsmål til, hvordan de politiske rammebetingelser påvirker udformningen af de lokale netværk. Aktuelt udgør taxameterstyring og økonomisk adfærdsregulering de dominerende reguleringsprincipper indenfor voksen- og efteruddannelsesområdet. En økonomisk adfærdsregulering i forhold til skolerne medfører uundgåeligt, at skolerne indirekte motiveres til at tænke i ‘CPR numre’, når de samarbejder. Eller sagt med andre ord, der er kamp om kursisterne, idet disse udløser taxametertilskud til skolerne.

Hvis man fra statens side ønsker at skabe et samarbejde imellem skolerne, hvor det er kvalificerings- og uddannelsespolitiske spørgsmål, der sættes på dagsordenen i disse netværk, vil det være nødvendigt at formulere en ny og mere ambitiøs policy bag disse netværk. Det handler med andre ord om, at få nogle andre motivationsfaktorer for netværksdannelse sat i spil. De nuværende ambitioner om at ville sikre en effektiv fordeling af ressourcer, lokaler, lærerkræfter og udstyr skolerne imellem ser vi som et forsøg på at skabe "en mindst mulig fællesnævner" for samarbejdet imellem uddannelsesinstitutioner. Ressourcefordeling og lærerkompetencer udgør ofte væsentlige konkurrenceparametre skolerne imellem. En konsekvens heraf er, at skolerne tenderer til at prioritere institutionelle særinteresser højere end fællesinteresser. Teoretisk set kan man argumentere for, at netværkene kan have institutionelle fællesinteresser i at samarbejde omkring faktorer som indkøb af udstyr, fælles brug af lokaler, lærerkræfter etc., imens det i praksis har vist sig, at konkurrence elementet skolerne imellem oftest er for stort.

Det er derfor, aktørerne ligeledes må opfattes som aktører med forskellig strategier og mål. Undersøgelser viser, at der siden reformen er kommet en ikke ubetydelig konkurrence institutionerne imellem. Således udbydes identiske uddannelser af forskellige tætliggende institutioner. Dette kan være en ikke ubetydelig barriere for samarbejdet i netværket, da man måske nok hver især i netværket vil "holde kortene tæt til kroppen", og således umuliggøres en læring af hinandens fejl og succeser også. Ligesom skolerne hver især investerer i det samme dyre udstyr uden at udnytte de muligheder for samarbejde omkring kurser, der potentielt kunne ligge heri. Som et eksempel herpå kan igen nævnes de populære kurser i "PC kørekort", hvor konkurrenceelementet bag taxameterprincippet er med til at motivere skolerne til at "tænke i" at udbyde kurser, der er "oppe i tiden". Eller sat på spidsen vil denne form for økonomiske styringsprincipper ind imellem kunne medføre, at skolerne først orienterer sig imod hvilke kurser, der kan tiltrække kursister for først efterfølgende at vurdere egne muligheder og kompetencer i forhold til at udbyde disse fag!

Set i forhold til de tidligere diskussioner kan man sige, at institutionerne ikke her kan se fordelene ved at samarbejde og derfor mener, at de kunne tabe noget på at åbne for samarbejde. Her vil skolerne så betragte den i systemet indbyggede ulighed qua konkurrencen som værende stærkere end fordelene/potentialerne ved at samarbejde.

Når det er sagt, er det samtidig vigtigt at fremhæve, at der eksisterer en gensidig afhængighed, også når man kommer til det konkrete samarbejde. Men dette finder ofte sted på tværs af netværket – eller hvad man kunne vælge at benævne som i "subnetværk". Således ser man på det regionale niveau en tendens til skriftlige aftaler om uddannelsestilbud imellem eksempelvis AMU-centre og Teknisk Skole omkring erhvervsuddannelserne og imellem AMU-centre og VUC omkring almenfaglig uddannelser. Til trods for konkurrencen eksisterer der altså indikationer på, at fordelene ved at samarbejde omkring dele af udbudet kan være så stort, at det kan overskygge nogle af konkurrenceelementerne.

Konkurrencen internt i skolesystemerne kan f.eks. give AMU-centrene interne besværligheder med at samarbejde, ligesom det samme kan gøre sig gældende for erhvervsskolerne og internt for VUC-centrene. Derfor finder samarbejdet ofte sted på tværs af systemerne, idet man måske her kan supplere hinanden og begge få noget ud af samarbejdet. Eller sagt anderledes der optræder et gensidigt afhængigheds forhold indgået udfra en "vind-vind" situation. Fornuften i dette ligger i, at den anden institutionstype kan bidrage med kvalifikationer til institutionen, som institutionen ikke selv besidder, hvorved begge institutioner kan se ressourcemæssige fordele ved at indgå i samarbejdet.

Netop på grund af den øgede konkurrence kan det være en barriere for skoler i et lokalområde at skulle indgå i samarbejder, da det jo ville være omkring de samme "kunder" konkurrencen står. Det lovbestemte samarbejde retter sig netop imod lokalområdet, hvorfor man må være opmærksom på, at dette kan udgør en barriere for samarbejdet. At dette er et reelt problem, ser man flere eksempler på, hvor skoler eksempelvis vælger at samarbejde med skoler udenfor lokalområdet, til trods for at de samme institutionstyper findes indenfor lokalområdet.

Endvidere peger undersøgelser² på, at de personlige relationer er afgørende for skolesamarbejdet. Dette hænger godt sammen med de diskussioner, vi har ført omkring stabile relationer imellem aktørerne i netværket. Som vi flere gange har påpeget, bygger netværk på tillid, hvorfor institutionalisering af samarbejdet og dermed traditioner for håndtering af problemstillinger er afgørende. Dette vil som oftest blive bundet op på personelle relationer, da tillid generelt nemmes skabes på et personelt plan end på et institutions niveau. Ser vi nærmere på, hvilke aktører der sidder i de lokale skolenetværk, viser det sig ofte, at det er de såkaldte "ildsjæle", der går ind i netværkssamarbejdet. Personer der så at sige "brænder for", at skolerne skal kunne levere den bedst mulige uddannelsesindsats til virksomheder og medarbejdere ud fra nogle faglige og professionelle kriterier. En tankegang der kræver, at disse personer er i stand til at tænke uddannelsesspørgsmål ud over snævre institutionsinteresser. En væsentlig del af disse netværksrepræsentanters legitimitet er dog afhængig af, at de deltager i netværket som repræsentanter for de institutioner, de kommer fra og dermed også som bærere af de interesser, der er i deres bagland.

²) Se eksempelvis Rigsrevisionens "Beretning om statslig erhvervsrettet efteruddannelse" fra 1997

At forestille sig, at uddannelsesinstitutioner kan samarbejde i netværk på tværs af faglige, organisatoriske og økonomiske særinteresser, er i sig selv en sympatisk tanke! Som vi allerede har været inde på, er det altafgørende for institutionernes interesser i at deltage i netværk, at alle får noget ud af at involvere sig i samarbejdet. Politikdannelse på nye arenaer samt komplekse implementeringsprocesser har været med til at skabe et behov for moderne samarbejdsformer. Her udgør netværksformen et funktionelt alternativ til både markedsstyring og ren statslig styring. I og med at der med netværksdannelse er tale om et mix af rationaler, går netværkene ind og "forstyrrer" en ren markedsorientering indenfor voksen- og efteruddannelses-politikken.

I de tilfælde hvor det lykkes at få skabt gode netværksrelationer skolerne imellem, åbnes der for lokalt at tage andre hensyn end de rent økonomiske. En mulighed i et opprioriteret skolesamarbejde kan derfor være, at skolerne kan tage eksempelvis nogle velfærds- og fordelingspolitiske hensyn ind i den lokale uddannelsespolitiske indsats.

Et andet potentiale i lokale skolenetværk er, at de deltagende aktører kan skabe "lærende netværk". Netværk hvor der på tværs af institutionelle grænser skabes mulighed for at lære af hinandens erfaringer angående faglige, pædagogiske, didaktiske og organisatoriske problematikker. Netværk kan herved være et "læringsrum". En forudsætning herfor er imidlertid, at skolerne er villige til at sætte egne værdier og erfaringer på spil som aktive medspillere, og ikke blot forventer passivt at kunne drage nytte af de andres erfaringer! Det stiller store krav til samarbejdet mellem aktørerne, og det vil – som tidligere nævnt – være en forudsætning, at der sker en fælles afklaring af hvilke ambitioner og mål, der kendetegner det enkelte samarbejde. Der er dog store forskelle på, hvor langt de enkelte skoler er villige til at gå for at prioritere et fælles samarbejde og dermed skabe et organisatorisk rum for fælles lærerudvikling, fælles samarbejde omkring konsulentfunktioner etc.

Muligheden for at skabe en mere overskuelig og samlet udbudsstruktur overfor brugerne af voksen- og efteruddannelse er også en positiv motivation for skolerne til at indgå i netværk, idet derved skabes "et fælles vindue" overfor virksomhederne, hvor skolerne præsenterer et fælles og samlet udbudsgrundlag. Det virker mere overskueligt og dermed også mere tilgængeligt. En sådan fælles markedsføringsstrategi fra skolernes side ville potentielt kunne skabe en forøget voksenuddannelsesindsats med flere kursister til følge til alle skolerne i netværket. Især når det gælder en forstærket dialog mellem uddannelsesinstitutionerne og de små og mellemstore virksomheder, der har ingen eller ringe erfaringer med hensyn til brug af den offentlige voksen- og efteruddannelsessystem.

Denne frivillighed kan man som sagt diskutere i forhold til skolesamarbejdet, når skolerne ikke kan undslå sig at deltage formelt. Det er ikke nødvendigvis sikkert, at lovgivningen har den store praktiske betydning for "commitmentet" i netværket, hvis det i virkeligheden udelukkende drejer sig om en formalisering af et allerede eksisterende samarbejde. Lovgivningen kan i nogle regioner blot være en stadfæstning af et allerede velfungerende samarbejde, hvorfor lovgivningen måske heller ingen praktisk betydning har, men mere er en italesætning og formalisering fra central politisk niveau. Andre regioner derimod vil måske opleve lovgivningen som vidtrækkende, idet der her måske ikke eksisterer et veludbygget institutionaliseret samarbejde – i hvert fald ikke i blandt alle de aktører som lovgivningen omfatter. Her vil man måske opleve lovgivningen som en indgriben i institutionernes egen autonomi. I disse regioner kunne man også have en formodning om, at samarbejdets vilkår vil være langt mere kompliceret end i regioner, hvor man allerede har et vist institutionaliseret samarbejde. Så her oplever man måske også i højere grad problemer med engagement og "commitment" fra interessenternes side. Ligesom man måske også oplever en bevidst eksklusion af visse interesser og aktører, der heller ikke er omfattet af lovgivningen.

Ifølge loven om etableringen af lokale samarbejder er kun AMU-centrene, erhvervsskolerne og VUC forpligtiget til at etablere et samarbejde. Andre lokale uddannelsesinstitutioner kan som nævnt også formelt deltage i samarbejdet – afhængig af de regionale traditioner og kulturer for samarbejde skolerne imellem. I de fleste regioner tegner der sig dog et billede af, at det er "de fire store" skoler, der vælger lokalt at danne et formaliseret skolesamarbejde. Som regel træffes dette valg udfra en erkendelse af, at det kan være besværligt nok at få de fire skoler til at "tale samme sprog", da der her er fire forskellige organisationskulturer, som støder sammen. Derfor vælger skolerne ofte at prioritere opbygningen af et samarbejde imellem de fire nævnte institutioner for så evt. at kunne lukke andre institutioner ind i samarbejdet senere.

Det handler også om, at der kan finde en bevidst eksklusion sted af bestemte institutionelle interesser. Så derfor kan man også se eksempler på, at der er mere og andet på dagsordenen, end at det udelukkende handler om, at det er besværligt at optage flere i samarbejdet, end dem man allerede er "tvunget" til ifølge lovgivningen. Populært sagt kan det dreje sig om at "dele kagen" imellem sig indenfor netværket. Derfor ser man også eksempler på idag, at man fra netværket side vælger at samarbejde enkeltvis eller flere institutioner sammen med insti-tutionstyper, der ikke formelt er optaget i netværket. Der kan netop være fordele ved sådanne samarbejdskonstruktioner med såvel andre offentlige som private uddannelsesinstitutioner, men potentialerne eller nødvendigheden ved et sådant samarbejde antager ikke en sådan karakter, at det ligefrem fordre, at man bør indgå i netværk sammen!

Statens forsøg på at fremme netværkstanken ved at skabe nogle institutionelle og administrative rammer for et formaliseret skolesamarbejde kan ses som et spændende og ambitiøst forvaltningspolitisk ønske om at ville bygge bro imellem på den ene side nogle konkurrerende institutionelle særinteresser og på den anden side fællesinteresser i at samarbejde lokalt. Indholdsbestemmelse og formulering af et fælles interessegrundlag bag de enkelte lokale skolenetværk er et central succeskriterie, men også en potentielt konfliktskabende opgave.

Som det aktuelt er formuleret i loven, er der først og fremmest tale om nogle processuelle krav til samarbejdet som eksempelvis, at de skal mødes mindst én gang i kvartalet, imens der ikke er formuleret særligt præcise krav til de indholdsmæssige elementer i disse netværk. Man ser gerne fra politisk side, at skolerne lokalt som minimum kan samarbejde omkring indkøb af udstyr, information og vejledningsopgaver overfor virksomhederne, fælles udnyttelse af lærere og lokaler og lignende.

Der er imidlertid ingen faste regler eller krav til disse mere indholdsmæssige elementer i samarbejdet, mens de processuelle krav til samarbejdet er formuleret mere præcist i lovgrundlaget.

At det forholder sig sådan, at man ikke eksplicit har valgt (eller vovet!) at stille mere præcise indholdsmæssige krav, skal ses i forbindelse med, at en sådan strategi fra statens side ville være stærkt konfliktskabende, idet man jo netop formelt set har decentraliseret kompetencen nedpå det lokale niveau. Ligesom man fra statens side ligeledes er bevidst om, at der er tale om forskellige og tildels divergerende interesser, der støder sammen på den lokale arena, hvorfor staten risikerer at miste legitimitet ved at stille substantielle krav til netværkssamarbejdet.

Endelig må man være opmærksom på, at det formelle samarbejde er i en opstartsfase, hvorfor det også kan være en bevidst strategi fra det centrale niveaus side, at man i første omgang udelukkende er interesseret i at få de forskellige interessenter i tale ved at påtvinge dem, at de rent fysisk skal "sidde rundt om samme bord". Derfor kan man heller ikke udelukke, at det næste trin eller niveau i en strategi fra statens side kan være, at der på et senere tidspunkt kan komme en lovgivning med mere substantielle krav til samarbejdet på den lokale arena – og dermed et ønske om at nærme sig det strategiske niveau, som det er illustreret i figuren først i artiklen. Men set i forhold til de ovenstående diskussioner er det nok lidet sandsynligt, da det ville være for konfliktskabende for det centrale niveau at gå ind i, hvorfor der også står for meget på spil for staten!

Vi mener imidlertid ikke, at man fra statens side kan komme udenom grundige overvejelser omkring, hvilket overordnet princip eller retning man vælger for den fortsatte brug af netværk som forvaltningsprincip. Her ser vi to hovedtendenser, som gør sig gældende indenfor det voksen- og efteruddannelsespolitiske felt.

For det første kan man vælge at se netværksdannelse som et organiseringsprincip eller en organiserende struktur for de samspilsrelationer, der – formelt eller uformelt – vil finde sted imellem skolerne. Ved at gå ind og lovgive omkring hvilke formelle krav der stilles til institutionernes mødefrekvens, antallet af deltagende institutioner etc., vælger man overvejende fra central politisk side at påvirke de strukturelle og institutionelle betingelser for det lokale skolesamarbejde.

En anden mulighed er, at staten i højere grad betragter lokale samarbejdsformer ud fra et processuelt og indholdsmæssigt element. Eller sagt med andre ord at det centrale politiske niveau først og fremmest betragter netværkskonstellationer ud fra, hvilke forhandlings- og koordineringsmuligheder der er tilstede imellem skolerne. Det vil sige, at der er fokus på den interaktion, der finder sted imellem aktørerne; den lokale fordeling af interesser og indflydelse, men også mere konkret i forhold til fordelingen af ressourcer imellem de lokale aktører.

En sådan tilgang til netværksformen vil åbne for muligheden for at satse på netværk som interessemediering; eller sagt på anden vis: netværksstyring som en moderne "governancestruk-tur", der går ind og forpligter de deltagende institutioner ikke kun i forhold til institutionelle betingelser, men også i forhold til de indholdsmæssige og processuelle dele af politikdannelsen indenfor den fremtidige voksen- og efteruddannelsespolitik.

Vores konklusion er, at de lokale skolenetværk endnu ikke har opnået en status, der gør, at de kan eller vil placere samarbejdet på det øverste ambitionsniveau; jævnfør figuren side 5. Om vi nogensinde får samarbejder af denne karakter afhænger bl.a. af institutionernes vilje til og interesse i at prioritere fællesinteresser, der ind imellem går på tværs af institutionelle særinteresser. Men det afhænger i mindst lige så høj grad af, at skolerne får de rette rammebetingelser til at udvikle, udfolde og forankre disse former for netværksarrangementer – en ny og forpligtigende forvaltningskultur. Der hersker ingen tvivl om, at der indenfor voksen- og efteruddannelsesområdet er spændende netværkskonstruktioner under opbygning, men hvor disse bevæger sig hen, og hvilke indholdsmæssige konsekvenser disse samarbejdsformer får, må være et åbent spørgsmål.

I netværk ligger både et "net": forbindelser og et "værk": aktiviteter. Og det er i høj grad aktiviteternes karakter og betydning, der er med til at udpege potentielle deltagere. Der må dog hele tiden tilføres energi og udøves sammenholdskraft i et netværk, og det sætter spot på tillid, kundskab og indflydelse. Det er at se som omdrejningsakser eller kuglelejer for udvikling af en netværksbaseret politik.

Netværk kommer i stand, fordi hver aktør har noget som andre mangler eller attrår. Ressourceafhængigheden institutionaliseres, men det sker kun, hvis de stærkt egoistiske eller konkurrerende orienteringer neddæmpes og viger for mere kooperative. Konsensus må være mere sandsynlig end konflikt. Kompromisset skal ville vælges frem for markedets konfrontation.

Litteratur:

Beretning om statslig erhvervsrettet efteruddannelse; København 1997.

Kickert, Walter J. M., Erik-Hans Klijn og Joop F. M. Koppenjan (red), "Managing Complex Networks – Strategies for the Public Sector", SAGE Publications, 1997.

Larsen, Flemming et.al., "Forsøg med ny aktiv arbejds-markedspolitik – evaluering af forsøg i Ribe-regionen med behovsorienteret aktiveringsindsats, CARMA, 1994.

Jørgensen, Henning, "Netværkssamarbejde og arbejdsmar-kedspolitik" i Jørgensen og Gulddahl Rasmussen (red.), Aalborg Universitetsforlag, 1995.

Jørgensen, Henning og Flemming Larsen, "The Blessings of Network Steering? Theoretical and empirical arguments for coordination concepts as alternatives to policy design", Institut for økonomi, Politik og Forvaltning, 1997:9.

Klausen, Kurt Klaudi og Krister Ståhlberg (red.), "New Public Management i Norden", Odense Universitetsforlag, 1998. Larsen et.al., "Impleementering af Regional Arbejdsmarkeds-politik". CARMA, 1996.

Lassen, Morten, "Mere marked i voksenuddannelser – mere aktivitet og kvalitet?", i Litha Christiansen og Søren Dupont (red).

Parsons, Wayne, "Public Policy – An Introduction to the Theory and Practice of Policy Analysis", Edward Elgar, 1995.

Sabatier, Paul A. Og Hank C. Jenkins-smith, "Policy Change and Learning – An Advocacy Coalition Approach", Westview Press, 1993..9 1

Forsiden | Forrige kapitel