4. Metoder

Hanne Haahr Jensen

Etnografisk metode

Metoden, som inden for fremmed- og sprogundervisning er beskrevet af Karen Risager, defineres på følgende måde i artiklen „Eleven som etnograf":

„Omdrejningspunktet i denne metode er det der foregår i felten, men nok så vigtige er forberedelsesfasen og forkla-ringsfasen. Metoden er inspireret af etnografens arbejde i felten: Etno-grafen bestemmer sig for et bestemt emne han/hun vil studere; hun forbereder sig så godt hun kan via læsning af sag- og skønlitteratur m.v.; hun opholder sig et stykke tid i felten, iagttager og deltager, skaffer sig informanter, tager notater, analyserer sit stof, og formidler det på en eller anden måde når hun kommer tilbage. Dette kulturmøde har i almindelighed en meget væsentlig betydning for etnografens personlige udvikling, bl.a. hendes tværkulturelle forståelse og evne til at forholde sig til den komplicerede psykologiske og sociale situation, kulturmødet er". (Risager, 1996, Sprogforum nr. 4)

Karen Risager beskriver metoden som velegnet til at „bringe det virkelige liv ind i klasselokalet". Ideen er, at kursisten går ud og betragter en dagligdags situation, hændelse eller begivenhed og herefter, når han kommer tilbage i klassen, formidler sine oplevelser og refleksioner. Læreren og de andre kursister deler på den måde oplevelsen med den pågældende kursist og kan undres sammen med/stille spørgsmål til ham eller hende.

Metoden er særdeles velegnet til at bruge i en arbejdsmarkedsklasse, da kursisterne gennem deres praktik har adgang til et felt², som er meget repræsentativt i forhold til mange sider af dansk kultur- og samfundsliv, f.eks. det danske arbejdsmarked, dansk arbejdspladskultur, danskeres kulturformer og omgangsformer m.m. Det helt afgørende for metodens succes er netop: at have adgang til et felt. I „Om kunsten at bedrive feltstudier"³ skriver forfatterne:

„Feltets „portner" vil i reglen kræve en forklaring på, hvad undersøgelsen går ud på, hvorfor den er interessant (perspektiver, problemer, teorier, tendenser osv.), så de, der kontrollerer adgangen til feltet, kan se visse fordele ved at åbne døren". (Andersen et al 1992. s.158)

I praktikken på en virksomhed har kursisterne netop fået tilladelse til at komme ind i „et felt" - har fået feltets portner til at åbne porten - således at det er legitimt at foretage observationer, fordi begge parter får noget ud af det.

I herværende udviklingsarbejde anvendte vi i vores undervisning den etnografiske metode. Metoden blev anvendt således, at kursisterne fra gang til gang fik forskellige observationsopgaver på deres praktikpladser. Opgaverne var af kulturel eller samfundsmæssig karakter, i starten meget konkrete og factsorienterede. Første opgave var f.eks. på alle tre skoler at give en beskrivelse af praktikpladsen med hensyn til navn, beliggen-hed, antal ansatte, hvad slags virksomhed det var osv. Derefter var der lidt forskel på arten og mængden af de opgaver, der blev stillet. De efterfølgende opgaver var fortrinsvis af mere reflekterende kulturel/ arbejdspladskulturel art. En lærer anvendte ikke metoden systematisk i forhold til praktikpladserne, men tog på mange virksomhedsbesøg i byen, og anvendte til beskrivelse af disse metoden flittigt.

På alle forløbene havde kursisterne ved starten af forløbet fået udleveret en notesbog (Kinabog), hvori de kunne nedskrive deres observationer og refleksioner herover.

Eksempler på, hvordan den etnografiske metode introduceres og gribes an i en arbejdsmarkedsklasse
I starten af forløbet forklarer læreren i generelle vendinger, hvad den etnografiske metode går ud på, og hvad nytte kursisterne kan drage af den. De skal herefter, i starten af forløbet, inden de starter i praktik, vælge et område eller en situation et sted i byen, de ønsker at observere. De går så alle sammen ud i byen, enten enkeltvis eller i små grupper (efter deres ønske) Når de kommer tilbage, skal de forelægge for hinanden, hvad de har observeret, og hvilke tanker de har gjort sig i forbindelse med deres observationer. De andre kursister og læreren kan stille uddybende spørgsmål til fremlæggeren/fremlæggerne. I den sammenhæng kan en række spørgsmål, som Karen Risager har opstillet i ovennævnte artikel benyttes (lidt omskrevet og med et par tilføjelser):

• Hvad foregik der? Foregik der noget andet end du/I havde forventet? Hvad foregik der ikke (f.eks. tabuer)?
• Hvad er den dybere mening med, hvad der foregik? Hvilken mening lægger du/I i det, og hvilken mening lægger deltagerne selv i det?
• I hvilken grad er det, der foregik specifikt for denne region, denne befolkningsgruppe osv. eller: i hvilken grad kan det, du/I har set og hørt, generaliseres og f.eks. bruges af jer?
• Hvordan ville en tilsvarende situation se ud i dit/jeres eget land/eget miljø (hvis den overhovedet findes)?
• Hvad kunne du godt/ikke lide?
• Hvad kunne du godt/ikke forstå?

Denne fremgangsmåde blev anvendt på forløbet i Viborg. Kursisterne blev, inden de startede i praktik, bedt om at vælge „et felt", de ønskede at observere. Kursisterne valgte at gå ud i by-en i små grupper. Observationsfelterne var en tøjforretning, en dansk pensionist og en bilforhandler. Alle kursister kunne ef-terfølgende fortælle meget om deres observationer. Også gruppen, der havde valgt at ville observere en dansk pensionist, -havde haft held med at finde en imødekommende pensionist på en bænk i byen. Alle grupper havde gjort gode observationer, men de havde ikke reflekteret så meget over dem. Kursisterne havde, inden de gik ud i byen for at observere, ikke forberedt deres observationer (ud over at vælge, hvad de ønskede at observere). En forberedelse af observationerne i form af en afgrænsning, f.eks. „hvad er det, vi ønsker at vide noget om/betragte hos den danske pensionist?" eller i form af en række overordnede spørgsmål som f.eks. „Hvad kan jeg godt lide ved det jeg ser og hvad kan jeg ikke lide?", „Hvordan ser en lignende situation/et lignende sted ud i min kultur?", ville have givet mere reflekterede observationer. Det må derfor understreges, at forberedelsesfasen er en meget vigtig del af det at foretage etnografiske observationer.

Det er oplagt at anvende kamera/videokamera i forbindelse med etnografisk metode. Den lærer, der brugte metoden i forbindelse med virksomhedsbesøg, medbragte ved alle besøgene et kamera, og billederne fra besøgene blev brugt, når besøgene blev bearbejdet i klassen. Kursisterne skulle gøre rede for, hvad der var på billederne, og denne redegørelse dannede så udgangspunkt for, at klassen reflekterede over/diskuterede deres observationer.

Efter at kursisterne er startet i praktik, kan deres første obser-vationsopgave som omtalt være at beskrive praktikpladsen ved navn (i den forbindelse er det en god idé, at kursisterne arbejder med at udtale firmaets navn korrekt: det gør et godt indtryk), beliggenhed, antal ansatte, hvad slags virksomhed det er osv. Læreren og kursisterne kan herefter sammen udarbejde et idekatalog med mulige områder/situationer at observere (det vil højne motivationen, at kursisterne selv er kommet med mange af ideerne til, hvad de kan observere). Det kan f.eks. være:

• Hvad laver folk i pauserne på dit praktiksted?
• Hvad snakker folk om i pauserne?
• Hvad spiser folk på praktikstedet?
• Hvordan er forholdet mellem de ansatte på din praktikplads?
• Hvordan er chefen?

Ideerne kan samles i temaer, f.eks. „arbejdspladsen", „pauserne", „fysisk arbejdsmiljø", osv. sådan at kursisterne fra gang til gang snarere forholder sig til et tema end til et enkelt spørgsmål.

Temaerne bruges altså som observationsopgaver i praktiktiden. Som udgangspunkt får de en ny opgave hver uge. Kursisterne kan enten have den samme opgave alle sammen, eller de kan have individuelle opgaver efter eget ønske. Det er ikke noget problem, at kursisterne har den samme opgave. Deres praktikpladser er jo forskellige, og de forskellige observationer, der nødvendigvis vil fremkomme, kan give anledning til interes-sante diskussioner i klassen. Det er et forum for ægte kommunikation.

Vi vil lige minde om, at vi arbejder med en ugeplan, hvor der er 2(3) dage med klasseundervisning og 3(2) dage i praktik. Første undervisningsgang, efter at kursisterne har været i den ugentlige praktik, kommer Kinabogen frem, og kursisterne fremlægger deres etnografiske observationer for resten af klassen. Emnet for deres observationer varierer, som tidligere nævnt, fra gang til gang. Resten af klassen lytter, kommer med kommentarer og stiller uddybende spørgsmål, eventuelt i stil med de ovenfor beskrevne. Kursisterne kan også fremlægge deres etnografiske observationer i mindre grupper. Her er det så gruppedeltagerne, der lytter og spørger.

Når den forgangne uges observationer er gennemarbejdet, gennemgås emnet for den kommende uges observationer, så alle kursister forstår, hvad opgaven går ud på.

Erfaringerne med den etnografiske metode

Arbejdet med den etnografiske metode blev aldrig rigtig systematiseret på de tre hold i efteråret 1998. Det var svært at få noget særligt input fra kursisterne mht. at udarbejde et idéka-talog med observationsområder/situationer. Kursistgruppen var generelt lidt svag rent sprogligt og i forhold til skolebaggrund, og deres manglende initiativ kan muligvis tilskrives denne kendsgerning. Derudover udviste de ikke så stort et engagement mht. at foretage observationer. De benyttede ikke deres Kinabog (eller andet) til de etnografiske observationer. Observationsopgaverne blev blot mundtligt besvaret „på stedet" i undervisningen. Kursisterne var svære at få gjort bevidste om den læring, der lå som en mulighed for dem på praktikstedet. Observationerne blev mere foretaget for lærerens skyld end for deres egen. Flere kursister udtrykte ved en lejlighed ubehag ved at anvende etnografisk metode på deres praktikplads. Vi kunne sandsynligvis have gjort mere for at automatisere metoden, men det var svært at vende denne mangel på engagement til det modsatte.

Der er ingen tvivl om, at denne metode vender op og ned på, hvem der har initiativet læreren eller kursisten. Derfor kan det være vældig godt at introducere opgaver, der lægger op til etnografiske observationer langt tidligere i kursistens undervis-ningskarriere, jfr. også den nye bekendtgørelses målsætning om, at kursisten skal kunne forstå og styre egen læreproces.

Vi er i gruppen blevet opmærksomme på, at det er meget vigtigt, at praktikstedet er informeret om, at kursisten har en Kinabog til sprogobservationer/etnografiske observationer. Nogle kursister har tilsyneladende været tilbageholdende med selv at informere om den og flove over at tage den frem, og det må derfor anbefales, at læreren/koordinatoren informerer om Ki-nabogen, evt. i forbindelse med et besøg på praktikstedet. Begrebet „adgang til feltet" gælder helt ud i den fjerneste krog.

Derudover er det vigtigt, at læreren insisterer på, at de etnografiske observationer faktisk bliver foretaget (og når det drejer sig om etnografisk metode, behøver observationerne ikke nødvendigvis at være nedskrevet, blot kursisten har observeret og

tænkt over, hvad han/hun har set eller hørt). Læreren skal også være god til at stille uddybende spørgsmål for på den måde at hjælpe kursisterne til at reflektere lidt mere.

Fordele og ulemper ved etnografisk metode

Etnografisk metode er en meget interessant metode at anvende i en arbejdsmarkedsklasse. Metoden sætter fokus på den kulturelle og samfundsmæssige læring, der er at opnå på praktikstedet. Hos nogle mennesker er det at foretage observationer og reflektere herover noget helt naturligt. En af lærerne i gruppen udtrykker det således, at „nogle mennesker har den etnografi-ske metode i sig". Den type kursister er ikke svære at få til at foretage observationer. Men der er også dem, som nok observerer, men som ikke reflekterer så meget over observationerne endsige opfatter det som nogen form for læring. Den type kursister kan måske, ved at blive præsenteret for etnografisk metode, komme i gang med at „lære" mere i deres liv; lære af de oplevelser de får, når de går en tur, eller når de er i praktik.

En ulempe ved etnografisk metode er, at den sætter den observerende lidt uden for fællesskabet i det „felt" han observerer. Flere kursister gav en dag udtryk for, at de følte sig lidt som spioner på deres praktikplads. En kursist havde en dag stået og observeret praktikstedets udluftningssystem i forbindelse med en observationsopgave, der drejede sig om praktikstedets fysi-ske arbejdsmiljø. En kollega var kommet forbi og havde

spurgt: „Hvad kigger du på?". Kursisten havde oplevet den si-tuation som ubehagelig. Det er i den sammenhæng meget vigtigt, at praktikpladsen er informeret fra start om, at praktikken også fungerer som en „lære"-plads for praktikanten, at praktikanten kommer for at lære dansk og lære noget om, hvad det vil sige at være på en dansk arbejdsplads. Dette løser imidlertid ikke alle problemer. Nogle kursister ønsker ikke at skille sig ud fra de andre ansatte, og det at foretage observationer oplever de som hæmmende for deres integration på arbejdspladsen.

Indvendingen om, at kursisten føler sig som en spion, kan si-ges at være et minus ved den etnografiske metode. Chefen og hans kontaktperson på praktikpladsen er sandsynligvis opmærksomme på, at kursisten også er „sprog"praktikant, men det er ikke sikkert, at informationer om den udenlandske praktikant er nået ud til alle ansatte. Det betyder, at der er nogle felter på arbejdspladsen, hvortil kursisterne ikke har opnået adgang af „portnerne" (deres kolleger), og mistænkeliggørelse/mangel på forståelse opstår derfor nemt. Det kan være vanskeligt at opnå fuld adgang, og det må alle være opmærksomme på.

Man kan konkludere, at nogle slags observationer er nemmere at foretage end andre, og at folk har forskellige normer for deres opførsel. Nogle ønsker at falde i med mængden, mens an-dre elsker at skille sig ud, og dette skal der naturligvis tages hensyn til ved anvendelse af etnografisk metode i undervisningen. Derudover er det vigtigt, at læreren drøfter med kursisterne, hvilke forhindringer de oplever, hvilken modstand de føler

i forbindelse med at foretage etnografiske observationer på deres praktikplads. Hvis kursisterne oplever, at de fremstår som afvigende på praktikpladsen ved at stå og betragte en maskine eller nogle installationer, eller ved at de i ny og næ hiver deres Kinabog frem og skriver i den, kan læreren og kursisterne prø-ve at diskutere, hvad de kan gøre ved den problematik. Måske handler det om, at de mangler at få adgang til feltet, eller måske ligger forbeholdet inde i dem selv. Måske skal der arbejdes med deres syn på sig selv som lærende, og hvad og hvordan man kan lære ved at være i praktik.

Sprogobservationer

Hvorfor benytter vi os af sprogobservationer?

Kursisterne i vores arbejdsmarkedsklasser er sammensat af personer med meget varierende skolebaggrund, fra post-analfabeter til folk med 8-10 års skolegang fra deres hjemland. Deres dansksproglige niveauer er også meget forskellige, fra spor 1 trin b/c (post-alfa) niveau til spor 2 trin 1 slut, men fælles for dem er, at de efter et stykke tid (se oversigt over antal timer på sprogskole i Beskrivelse af arbejdsmarkedsklasserne) har haft en ringe progression i den almindelige sprogundervisning, og at de har haft svært ved at slå igennem med hensyn til at få et ordinært job, men har været meget motiverede for at starte på arbejdsmarkedet.

For manges vedkommende er der stor forskel på kompetencen af deres talesprog og forståelse af det talte sprog over for skriftsprogskompetencen. De fleste af kursisterne er klart bedre til at forstå sprog de lytter til end at forstå læste tekster. For mange kursisters vedkommende er de på praktikpladser, hvor kollegerne taler dialekt, hvilket giver en del vanskeligheder.

Størsteparten af kursisterne klarer sig altså rimeligt i den mundtlige kommunikation, men kan i realiteten ikke udfylde en almindelig arbejdsseddel, fordi de næsten ikke kan skrive eller læse en arbejdsinstruktion, fordi de læser dårligt og med ringe indholdsforståelse. Derfor er det meget vigtigt, at kursisterne oparbejder sproglig bevidsthed, viden og færdigheder, så at de får et grundlag for at klare sig i hverdagens situationer på praktikpladserne, hjemme, i socialforvaltningen, i butikkerne, sammen med naboen, på børnenes skole, i deres egen skole, osv. Kursisterne skal efter behov og ønsker opbygge deres sproglige kompetencer på forskellige områder: lytte, tale, læse og skrive. Undervisningen består mest af tale, lytte og læse, men for nogle af kursisterne er det også vigtigt, at de lærer at kunne skrive mindre tekster: udfylde arbejdssedler, udfylde et girokort, skrive et fødselsdagskort til en kollega osv

For at få kursisterne til at forholde sig mere bevidst og aktivt til sprog og sprogbrug på dansk og efterhånden blive bevidste om, hvad sproget består af, hvordan det er opbygget, i hvilke sammenhænge vi bruger hvilke sprogbrugsformer/udtryk/kropssprog m.v., benytter vi i vores undervisning sprogobservatio-ner, hvor kursisterne i deres konkrete virkelighed skal observere:

• hvad folk siger.
• hvordan de siger det.
• hvilken sammenhæng de siger det i.
• hvordan kropssproget var, da de sagde det.
• hvordan man skriver en kort besked.
• hvordan man skriver en arbejdsseddel.

Med udgangspunkt i egne observationer af sproget i hverda-gen, kan undervisningen bibringe kursisterne værktøj til at forklare, bearbejde, forstå og beherske det sprog, de selv observerer.

Hvordan bruger vi sprogobservationer?

Kursisterne gør sig selvfølgelig automatisk nogle iagttagelser af det sprog, de møder i deres hverdag. Ofte giver de på holdet udtryk for deres undren over et nyt udtryk, et nyt ord, en ny måde at sige noget på, som de har hørt på praktikpladsen eller andre steder.

Eksempel 1: Vi arbejder med kendeordene en og et. En kursist bemærker, at sådan siger hendes nabo ikke, han siger „jen" hus. Det afføder selvfølgelig en snak om de dialekter, som kursister i det vestjyske bliver udsat for hver dag.

Kursisternes observationer afhænger selvfølgelig af den egn, de bor i, og om der bliver talt meget dialekt, hvilket vi tager med ind i undervisningen, hvis det er relevant - og hvis læreren kan.

Eksempel 2: En deltager bliver på en daginstitution efter et personalemøde spurgt: Forstod du, hvad der blev sagt? Og hun svarer ja, men dagen efter i klassen spørger hun: Hvad betyder „at følge op"?

Ud over kursisternes egne her-og-nu-iagttagelser, bruger vi og-så mere målrettede observationer, hvor læreren giver kursister-ne opgaver med „ud i virkeligheden". Derved får man i undervisningen mulighed for at arbejde systematisk med sproget i forskellige situationer og med bestemte formuleringer. Det kan f.eks. være, at kursisterne får som opgave i den næste uge at lytte godt efter, hvad folk siger, når de møder om morgenen på deres forskellige praktikpladser, og skrive det i deres Kinabog. Ugen efter arbejder vi med de forskellige måder at udtrykke sig på i en specifik situation. På den måde får kursisterne en for-ståelse af, at der er mange måder at sige „God morgen!" på, og at snakken om morgenen på praktikpladsen er afsæt for snakken videre op ad dagen og måske næste dags snak og derfor vigtig, hvor meget „small-talk" man end kan mene det er.

Undervisningen kan omhandle både sprogbrugen, grammatikken i udtrykkene m.v. Observationerne bruger vi i undervis-ningen til på den ene side at registrere, hvad folk siger (skrive de forskellige observationer op på tavlen), og på den anden si-de f.eks. også til at udvide kursisternes forståelse af, at forskellige udtryk kan betyde det samme og endelig at give dem forskellige muligheder i egne udtryksformer. I den forbindelse er det godt at arbejde med rollespil eller pararbejde, så kursisterne får mulighed for at afprøve de forskellige alternativer, vi har talt om. En anden brug af sprogobservationer er, at kursisterne i den følgende uge skal skrive ned, når de møder et nyt ord el-ler udtryk, ikke nødvendigvis i bestemte sammenhænge. I den efterfølgende undervisning snakker vi om kursisternes notater, og læreren vælger nogle eksempler, som vi kan arbejde videre med individuelt, i pararbejde eller i grupper. Herved prøver vi at skabe en bevidsthed om vigtigheden af selv at være opmærksom, når man møder noget nyt, og om, hvordan kursisterne selv kan lære at huske det nye. Mange af kursisterne giver nemlig udtryk for, at de hører mange nye ord, men at de alligevel ikke kan huske dem efter kort tid, således at de har svært ved at se nytten af notater/undervisning. Det er vigtigt, at læ-reren husker at vende tilbage til tidligere undervisningstemaer på mange forskellige måder, så kursisterne får stoffet repeteret mange gange.

Formålet er at give kursisterne nogle redskaber, bl.a. Kinabogen til at fastholde det, de lærer hen ad vejen og være med til at skabe forståelse af, at sprogindlæring ikke kun foregår i skolen og på lærerens ansvar, men at kursisterne også selv kan og skal tage ansvaret for at lære og huske nye ting og blive en god sproglærende.

² Et felt er det udtryk, der anvendes inden for etnografien til at beskrive det område, den kultur eller den verden, etnografen opholder sig i med henblik på at beskrive det/den.

³ „Kunsten at bedrive feltstudier" af Ib Andersen, F. Borum, P. Huul Kristensen og Peter Karnøe, Samfundslitteratur, 1992

Forsiden | Forrige kapitel | Næste kapitel