Med udgangspunkt i Arbejdslivet

1. Signes bolsjer

Signe var ikke vellidt på sin arbejdsplads. Det gik nogenlunde, så længe hun fik lov til at passe sig selv, men da der skete omstruktureringer på fabrikken, og produktionen blev omlagt til selvstyrende grupper, gik det galt. Omlægningen betød, at det blev nødvendigt for alle i gruppen at blive enige om, hvordan samarbejdet skulle foregå. Et ugentligt planlægningsmøde blev en fast del af arbejdet.

Ingen af medlemmerne i Signes gruppe ønskede at arbejde tæt sammen med hende. "Det er lige meget, hvad vi foreslår, så er hun modstander af det," fortæller Kirsten. Hans, der er i samme gruppe, fortsætter: "Og når vi spørger hende, hvordan hun synes, det skal være, så svarer hun lige så tvært, at det ved hun sgu ikke."

Signe selv kan ikke forstå, hvorfor der altid skal være så meget bøvl med alting. Hun har det bedst, når alt får lov til at gå, som det plejer. En god dag for Signe er den dag, hvor hun ubemærket kan liste sig hen til sin maskine og stå uforstyrret ved den, kun afbrudt af de nødvendige smøgpauser. Hun kan slet ikke se, hvad hendes pauser kommer Kirsten og Hans ved. Hvis hun så kan komme hjem i så god tid, at hun kan nå at slappe af foran fjernsynet, og hun har købt rigeligt med slik og smøger, ja, så er det godt.

Et led i produktionsomlægningen var, at alle skulle sendes på kursus for at lære at samarbejde. Der var delte meninger om dette blandt medarbejderne. Nogle mente, at det var et velfortjent pusterum i den daglige trummerum, andre at man vel altid kunne lære noget nyt, og atter andre at det var spild af tid. Signe hørte til den sidste gruppe.

Allerede den første dag på kurset viste det sig, at Signe kom til at indtage en særstilling. Hun trak sig ud af alt gruppearbejde, og hun modarbejdede de andres forsøg på at få hende integreret i de fælles opgaver. Når der var klasseundervisning, kunne hun sidde udeltagende time efter time. Selv i pauserne var hun aldrig sammen med de andre.

"Gad vide, hvad der er i vejen med Signe," udtaler kursuslederen. "Hun har en stor almenviden, men hun udstråler i den grad negativitet over for sine medmennesker, når hun sidder med ryggen halvt til de andre og med armene krampagtigt over kors. Jeg kan godt forstå, at ingen vil i gruppe med hende. Forleden dag havde vi en øvelse, hvor alle skulle fremlægge en sag for hinanden. Jeg måtte nærmest bære Signe op, og da det var overstået, og Signe igen sad sikkert på sin plads, blev hun ved med at sige, at det duede hun ikke til. Men hendes oplæg adskilte sig ikke synderligt fra de andres. Jeg roste hende meget, men hun ville simpelthen ikke høre på mig. Den eneste sociale handling, jeg har set hende foretage sig, er, når hun deler bolsjer ud, og det gør hun tit."

2. Samarbejdets kunst

I boligfællesskabet, Firkløveren, er der fællesmøde. Formanden foreslår, at beboerne for at spare penge selv skal male de skure, der hører til foreningen. Han glemmer imidlertid at fortælle, at Birthe, der ikke er med til mødet, allerede har meldt sig til at være med i dette arbejde, men det kommer med i referatet.

Kathrine og tre andre kvinder melder sig til opgaven under mødet.

Nogle uger senere tager Birthe initiativ til at få gang i arbejdet. Hun går rundt og spørger alle, undtagen Kathrine, om de kan male onsdag i næste uge. Det kan de.

Referatet af mødet er delt ud, så alle i boligfællesskabet er klar over, hvem der har meldt sig til opgaven.

Det bliver onsdag aften, og arbejdsgruppen går i gang med arbejdet. Kathrine, der på en forespørgsel hos formanden har fået at vide, at der vist nok allerede er en aftale i stand vedrørende maling af skurene, går ud for at kigge på arbejdet. Birthe siger meget aggressivt til hende: "Du skal ikke komme her og sige noget som helst om, hvordan vi maler." "Jeg har vel lov til at kigge på", siger Kathrine. Situationen udvikler sig til et voldsomt skænderi mellem Kathrine og Birthe, alt imens de andre koncentrerede maler videre uden at blande sig i diskussionen.

Kathrine slutter af med at sige: "Det er lige skrapt nok, at du har lavet det her nummer, selv om du ikke engang var med til mødet." Birthe: "Jeg er fuldstændig ligeglad med, hvad du mener om mig."

Dagen efter går Birthe over til Lene, som er en af de tre andre i malegruppen, og bebrejder hende, at hun ikke har sagt til Kathrine, hvornår de havde besluttet at male. Lene bliver meget forbavset og står fuldstændig uforstående over for Birthe og siger: "Ja, men hvorfor siger du det? Det har vi da ikke aftalt. Det var jo dig, der gik rundt og organiserede arbejdet."

Det næste halve år lader Birthe, som om hun ikke ser Kathrine, når de møder hinanden på fællesarealerne.

3. Slyngveninderne

Tina, Johanne og Lene havde været slyngveninder hele sommeren, selv om de på mange måder var forskellige. Især havde de forskellige opfattelser af skolen og lektierne. Tina og Johanne gad ikke skolen, de ville hellere alt muligt andet end at passe deres lektier. Lene derimod havde altid været glad for at gå i skole, og hun klarede sig godt i de fleste fag. Det havde altid ligget i luften, at hun skulle fortsætte i gymnasiet efter 9. klasse. Johanne og Tina glædede sig til det var slut med at gå i skole, så de kunne komme i gang med alt det, der er sjovt i livet: at tjene penge, at gå til fester, at få rigtige kærester.

Efter deres konfirmation i foråret havde de tre piger fundet ud af, at de havde mange fælles interesser, især tøj, fester og drenge. Egentlig syntes de, at de andre piger i klassen var lidt barnlige.

Da skolen atter begyndte efter sommerferien, blev det sværere og sværere at opretholde det gode forhold. Tina og Johanne ville gerne være længe ude efter møderne i ungdomsklubben, og de ville gerne til fest hver weekend - og helst både fredag og lørdag. Lene ville også gerne have tid til lektierne. Efterhånden blev situationen sådan, at Lene følte, at hun gled længere og længere væk fra veninderne. Men hun savnede de sjove timer, de havde haft sammen.

8. C, som pigerne gik i, havde altid været en problemklasse med uro og mobning af såvel elever som lærere. Senest gik det ud over tysklæreren, der havde store vanskeligheder med at sætte sig i respekt. Man kunne høre larmen langt ned ad gangen, når 8. C havde tysk.

Klasselæreren havde en fornemmelse af, at der var konflikter mellem pigerne. Hun besluttede derfor, at det skulle tages i opløbet denne gang. Klassen blev derfor sat til at spille et konfliktløsningsspil, der gik ud på, at alle skulle skrive deres ærlige mening om hinanden på dertil indrettede kort. Disse kort blev så trukket, læst op og kommenteret.

På et af de første kort, der blev valgt, stod der om Lene: "Jeg tror, du bliver holdt udenfor." Læreren bad den pågældende begrunde påstanden. Dette blev gjort ved henvisning til, at Lene var en stor snob. Andre i klassen var hurtige til at følge dette op, og flere sagde, at Lene altid skulle fedte for lærerne, at hun var overflittig og en snob.

Pludselig oplevede Lene, at hele klassen vendte sig mod hende. I næste time stod der "SNOB" med farvet kridt på hendes bord, og da hun kom ned i rygegården, hvor de store elever holdt til i frikvartererne, stod hun for sig selv. Ingen havde lyst til at snakke med Lene.

Tysklæreren kunne ikke forstå, hvad der var sket med 8. C. I den sidste tid var det gået meget bedre med at holde ro i klassen. Selv Tina og Johanne, der tidligere altid kom med et frækt svar, når de blev bedt om at læse, lavede deres ting. Lene derimod syntes at sakke lidt bagud. Hun virkede så ukoncentreret, og i sidste time var hun komplet uforberedt.

4. Amoriner på jobbet

Denne historie handler om Agnete og Martin, der er ansat i en stor københavnsk virksomhed. Martin er midt i trediverne og nyansat i økonomiafdelingen, mens Agnete på 45 er chef i eksportafdelingen. Hun er med i direktionen, så derfor ønsker parret ikke at stå frem.

"Vi mødtes tilfældigt i byen en aften," fortæller Agnete. "Jeg havde været ude at spise med en ældre veninde, og på vejen hjem gik jeg ved en pludselig indskydelse ind på et værtshus, jeg kendte fra tidligere, for at få en enkelt drink. Min mand var til kongres i Kina, så jeg var helt alene hjemme. På værtshuset sad Martin. Vi snakkede et par timer, og det var virkelig enormt hyggeligt. Mit forhold til min mand havde haltet på det sidste, så for mig var det meget forfriskende at møde en mand, der gav mig sin fulde opmærksomhed."

De mødtes nogle gange "tilfældigt" på det samme værtshus, og Martin gjorde det til en vane at møde et kvarter tidligere om morgenen og lige slå et smut forbi eksportafdelingen, hvor Agnete lige så "tilfældigt" sad og skulle forberede et møde.

"Jeg glædede mig til at komme på arbejde. Jeg havde denne her kildrende fornemmelse i maven," sagde Martin.

Agnete og Martin var ude at spise sammen et par gange, men på jobbet holdt de lav profil, og ingen vidste noget før til firmaets julefrokost i december. "Til den slags fester er det jo legalt, at man er i godt humør og glade for hinanden," sagde Agnete. "Man flirter og danser tæt. Den aften fandt vi ud af, at det skulle være os to. Flere af vore kolleger lagde også mærke til det, og da vi derefter begyndte at komme fast sammen, holdt vi det ikke hemmeligt længere."

Alligevel var Agnete stadig lidt forbeholden. Hun forudså alle de problemer, der måtte komme, og hun var ikke sikker på, hvad firmaets reaktion ville blive. Og desuden var det måske lidt usmart at være chef for sin egen mand.

Agnete blev separeret fra sin mand lige efter jul, og Martin var allerede skilt, så der var ingen hindring for, at Agnete og Martin fik samme adresse.

Det første der skete var, at Martins nærmeste overordnede ikke kunne klare at have ham i sin afdeling. Martin sagde, at den overordnede ikke syntes, han kunne tale frit, når Martin var til stede, fordi Martin boede sammen med en af topcheferne. "Jeg syntes bare, det var noget pjat. Jeg fortalte da ikke Agnete alt om min afdeling, men det var indrømmet en svær balancegang," sagde Martin.

Martin var nær blevet fyret, men til sidst besluttede ledelsen at finde en stilling til ham i en anden afdeling. Indtil det lykkedes, var tiden ikke ligefrem rar. "Jeg var rasende, og meget ked af det. Jeg syntes, det var uretfærdigt, at jeg skulle fyres. Jeg var glad for mit job og kunne ikke se problemet. Nogle af mine kolleger støttede mig i, at der ikke var noget problem, mens andre mente, det aldrig kunne gå.

Noget andet, der også berørte min mandlige stolthed, var, at ingen talte om, at Agnete skulle flytte sig." "Det ville være ret umuligt," sagde Agnete. "Jeg ville aldrig kunne få et tilsvarende job, og vores økonomi ville blive ødelagt."

5. Marie og Morten

Marie er 38 år. Hun er gift med Morten, og sammen har de Line på 9 og Sara på 12 år. Morten er langturschauffør, derfor er han væk fra hjemmet i flere uger ad gangen.

Marie har en uddannelse som frisør, men hun har ikke brugt uddannelsen i mange år. Det viste sig nemlig, at hun havde svært ved at tåle de mange forskellige kemikalier, hun arbejdede med i frisørsalonen.

I flere år har Marie arbejdet på byens sygehus i linneddepotet. Hun skulle koordinere afdelingernes forbrug af linned med vaskeriet. Det var også hende, der skulle lægge tøjet på plads. Hun var glad for sit arbejde. Hun kunne gå og passe sig selv og tilrettelægge sin dag efter sit eget tempo.

Men i det lange løb viste det sig, at Marie heller ikke kunne tåle de kemikalier, der var i vasketøjet. Problemerne begyndte med, at hun udviklede astma. Til sidst havde hun stort besvær med at trække vejret, når hun var på arbejde. I begyndelsen hjalp astmamedicinen godt, men efter en tid var der perioder, hvor det ikke var nok. Så måtte Marie sygemeldes. I den sidste tid, hun var på sygehuset, fik hun udslæt på armene af at røre ved tøjet.

Nu er Marie langtidssygemeldt, og hun har meget svært ved at finde ud af, hvad hun skal gøre i fremtiden. Hun kan dårligt nok omgås andre mennesker, for der er dage, hvor hun ikke kan tåle lugten af deres tøj. Hun kan heller ikke tåle deres deodoranter og parfume. Stearinlys og blomster har hun det også svært med - for slet ikke at tale om røg.

Marie synes, hun er for ung til at være færdig på arbejdsmarkedet. Hun vil gerne omskoles, men har svært ved at overskue det, også økonomisk. Hun kan nok ikke få en arbejdsskadeerstatning, da generne sikkert stammer helt tilbage fra hendes frisørtid.

Det er svært for Marie at klare tingene, når Morten er ude at køre. Men Morten vil helst ikke opgive sit job for at være mere sammen med familien. Når han endelig er hjemme, går det heller ikke særlig godt. Morten, der altid har været storryger, har svært ved at acceptere, at han ikke må ryge i huset mere. Han har været vant til at have mange mennesker på besøg, og nu kan Marie ikke engang tåle at være sammen med naboen uden at blive syg.

Marie drømmer om, at de skal sælge hus og bil, så hun kan få en ny uddannelse, men Morten synes, hun er godt tosset, når hun lufter sådanne idéer. Marie mener dog, at der snart skal ske noget, hvis hun ikke skal ende med at blive menneskesky. Hun føler, at mange i den lille by, hvor de bor, ser skævt til hende. De tror nok, at hun går og danderer den på skatteydernes bekostning. Det føles også helt forkert at gå til købmanden midt om formiddagen, når det kun er de gamle og pensionisterne, der er hjemme.

6. Lugten i bageriet

Ole Sørensen arbejder i værktøjsafdelingen på en større maskinfabrik. I hans afdeling arbejder otte andre samt værkføreren Per Lund. Afdelingen er delvist selvstyrende. Det vil sige, at medarbejderne inden for visse rammer selv kan tilrettelægge og fordele arbejdet. Værkføreren er ansvarlig over for ledelsen, og det er hans forpligtelse at gribe ind, hvis der opstår problemer.

Ole har kun arbejdet på fabrikken i kortere tid. Fra sin tidligere arbejdsplads er han vant til en noget højere grad af medbestemmelse. Her fungerede arbejdet fint, og Ole var respekteret for sin faglige dygtighed. Her havde man bl.a. morgenmøder, hvor tingene blev diskuteret igennem. Ole var ofte den, der kunne komme med konstruktive løsninger, hvis der var problemer.

På den nye arbejdsplads er der meget for Ole at lære. Arbejdet kræver præcision på brøkdele af millimeter, og Ole må ofte spørge sine kolleger til råds. Efterhånden føler han, at de andre er godt trætte af ham. Det har ikke gjort det bedre, at han ved et par lejligheder har foreslået, at man skulle udnytte mulighederne for medbestemmelse noget bedre, fx ved at holde møder. Efter hans mening er arbejdsgangen ikke særlig hensigtsmæssig; det hele kører efter gamle rutiner. Men Ole har fået det indtryk, at de andre ikke er interesserede i medbestemmelse. "Det hele går bedst, hvis vi blander os udenom. Det er aldrig godt med for mange haner i kurven," siger en af de andre.

Keld er ansat i samme afdeling. På det tidspunkt, hvor ferieplanen skulle lægges, blev hverken Ole eller flere af de andre inddraget i planlægningen, hvilket resulterede i, at Ole ikke fik ferie sammen med sin kone. På forespørgsel fik Ole at vide, at ferien altid blev lagt i samarbejde mellem Keld og Per. Efter Oles mening er Keld den uformelle gruppeleder. Keld bryder sig ikke om Oles kritiske holdning. "Han skal ikke komme her og tro, han er noget. Hvis han ikke kan lide lugten i bageriet, kan han bare forsvinde. Vi har ikke bedt om hans hjælp," siger Keld.

En dag kort før fyraften kommer Per hen til Ole med et stykke værktøj og siger: "Det skal laves om. Afdelingen, der skal bruge det, klager over, at det ikke holder målene." Da Ole påpeger, at det ikke kun er hans problem, men hele afdelingens, svarer Per, at der aldrig har været problemer, før Ole blev ansat. Ole bider tænderne sammen og går i gang med at arbejde. Ingen af kollegerne tager ham i forsvar, alle har travlt med at komme hjem.

Da han efter flere timers forsinkelse endelig er hjemme og sidder ved aftensmaden sammen med sin kone og sin søn på 5 år, kan konen mærke, at han er i dårligere humør, end han plejer. Pludselig vælter sønnen sin mælk, og Ole farer op og rusker drengen, så han græder. Konen spørger, hvad der er i vejen og Ole råber: "Jeg er snart led og ked af det hele. På arbejdet slider og slæber man, og når man kommer hjem, er der ikke andet end skrig og skrål. Og nu skal du også til at brokke dig!"

7. Pigen i kiosken

I en time på psykologiholdet fortæller Pernille en historie fra sin dagligdag. Hun har fået arbejde i døgnkiosken i centret. Ejeren opholder sig meget i udlandet, så Pernille tager sig af den daglige ledelse. Hun står for regnskab og indkøb, og hun fordeler vagterne, så der altid er et passende antal ansatte i butikken. Hun er handels- og kontoruddannet, og det er svært at få arbejde inden for hendes fag, så derfor er hun glad for dette job.

Kiosken er åben til klokken 23, og Pernille er nødt til at tage nogle af aftenvagterne fra 21.30 til 23, hvor man er helt alene i forretningen, og det er hun meget nervøs for. Der lusker så mange tvivlsomme personer rundt. Specielt hen ad 23-tiden kan der være meget ensomt.

De andre ansatte har tilsyneladende ikke den samme angst som Pernille, men det er unge mennesker, og "de har måske ikke så mange lig i lasten," som Pernille udtrykker det - uden at ville uddybe. Hun kunne selvfølgelig sætte de unge til at tage de sene vagter, men "det kan man jo heller ikke".

Centret har et vagtværn, hun kan tilkalde, hvis hun føler sig truet, men hendes tiltro til vagtværnet er ikke stort, idet hun en gang, hun slog alarm, måtte vente en halv time, før vagten dukkede op.

Til butikken hører der et baglokale, som kun personalet har adgang til. I dette baglokale er der en nødudgang, og hun var i begyndelsen tryg ved, at hun kunne flygte den vej ud, hvis hun følte sig truet. Nu har hun imidlertid en gang oplevet, at der var en person i baglokalet. Personen tog hurtigt flugten, men oplevelsen gav yderligere næring til Pernilles angstfølelse.

Hun er rystende nervøs for aftenarbejdet. Man hører jo om så mange, der bliver slået ned eller det, der er værre. Samtidig er hun også bange for at lave vrøvl, for hvis hun sagde op eller blev fyret, ville det blive vanskeligt for hende at finde et tilsvarende ansvarsfuldt job.

Det er ikke fulderikkerne, hun er bange for. De er grove i munden, men dem kender hun, og dem kan hun let sætte på plads. Nej, det er psykopaterne. De kan finde på hvad som helst. Pernille synes, hun kan se på øjnene af dem, om de er psykopater.

I kiosken har de altid mange penge liggende om aftenen, fordi de ikke kan aflevere dem i banken på det tidspunkt, og det meste af deres omsætning ligger fra kl. 19-22, hvor de andre dagligvareforretninger er lukkede.

Pernille vil gerne vide, hvad hun skal gøre, for hun er hundeangst for de lange ensomme aftenvagter.

8. Suma

Suma er en mellemstor virksomhed, der producerer udendørslegetøj. Fabrikken har altid været præget af sæsonarbejde, således at der er mest at lave i forårsmånederne og om sommeren. Derimod er der ofte døde perioder om foråret og op til jul. Indtil nu har det været klaret med, at en bestemt gruppe af medarbejdere blev fyret nogle måneder og senere genansat, når der var gang i produktionen. "Det er helt fint med lidt fritid op til jul," siger Anna, der har været ansat på Suma i snart 25 år.

I den sidste tid har der dog i længere perioder været mangel på ordrer og sammen med, at ledelsen har bestemt sig for en omlægning af produktionen, således at der produceres mindre til lageret, vil det blive nødvendigt med flere fyringer end tidligere.

Det har givet usikkerhed og uro i de forskellige afdelinger. Mange er bange for, at ledelsen nu vil benytte lejligheden til at se sig om efter nye medarbejdere. Dette gælder især de gamle i gårde. Bl.a. er Anna bange for, at hun skal ofres i en nedskæringsrunde. I den sidste tid har hun haft en del sygefravær pga. rygsmerter, men da hun kun er 50, føler hun sig slet ikke færdig på arbejdsmarkedet. "Bare vi dog vidste, hvor vi står, " siger Anna. "Det ville være rart at vide, om man er købt eller solgt."

Da Anna spurgte, om der ikke ville blive holdt et personalemøde, så alle kunne blive informeret om, hvorledes sagerne stod, fik hun at vide, at det ikke var noget, hun skulle bekymre sig om. Fabrikschefen udtaler: "I den sidste ende er det mig, der bestemmer. Det overordnede ansvar kan jeg aldrig uddelegere. Medarbejderne hverken kan eller skal have indflydelse på, hvem eller hvor mange der skal fyres. Vi er jo en forretning, der skal kunne forrente sig, ikke en social institution."

Anna kan mærke, at stemningen blandt arbejdskammeraterne har ændret sig. Det er, som om alle lurer på hinanden. Anna har især bemærket, at Laila, der er alene med to mindre børn, har set dårlig ud i den sidste tid. På forespørgsel sagde hun, at hun ikke kunne klare at blive fyret igen. "Jeg har det elendigt. Holm er konstant på nakken af mig. Han holder øje med mig hele tiden. Jeg tror faktisk, at han ønsker, jeg skal begå fejl, så han kan fedte for chefen ved at fortælle, at de kan undvære mig. Jeg bliver så nervøs, når han sniger sig rundt. Ja, jeg har faktisk dårlig samvittighed, hver gang jeg skal have en smøg, selv om jeg har ret til pauserne."

Holm er værkfører. Også Holms gruppe føler sig klemt i forbindelse med omlægningen. "Det er set før, at nogle af værkførerne mister deres arbejde i forbindelse med nedskæringer," siger Holm til sin arbejdskammerat Søren. "Nu skal du ikke male fanden på væggen," siger Søren. "Det skal nok gå. Jeg tror ikke, de kan undvære sådan nogle gamle ræve som os." "Ja, du kan tænke, hvad du vil. Jeg har i alle tilfælde tænkt at gøre mig uundværlig," er Holms svar.

9. Fyret som 55-årig

Efter 35 års ansættelse i en grafisk virksomhed var det pludselig sket. Inden for fire dage oplevede jeg først en betalingsstandsning og siden en konkurs, og jeg kunne stoppe mine ting i den sorte sæk og sige farvel til kollegerne

Som 20-årig skulle jeg starte som typograf i et godt firma med en god og sund økonomi. Firmaet var meget fremsynet og gav de ansatte mulighed for at vise initiativ og ansvarlighed. Jeg ville gerne lære nyt og være med i hele udviklingen, som rigtig tog fart i den periode. Jeg blev udnævnt til afdelingsleder med ansvar for en afdeling på 45 medarbejdere, indførelse af den nyeste teknologi, produktionsansvar, kundekontakt samt personaleudvidelser - og så fyringer ikke at forglemme, hvilket var den mest ubehagelige del af jobbet.

Virksomheden flyttede i 1980'erne til nye lokaler, og det var dyrt. Nye direktører kom og gik, og der blev en voksende uro for firmaets fremtid. Sådan gik det frem til den frygtelige uge i 1995, hvor vi tirsdag morgen ved ankomsten fik besked på at gå i kantinen, hvor bestyrelsesformanden gav meddelelse om, at direktøren var trådt tilbage, og at han selv ville forsøge at rekonstruere virksomheden.

Allerede torsdag morgen var der nyt møde i kantinen, denne gang med formanden og en advokat, der kunne meddele, at virksomheden var nødt til at gå i betalingsstandsning. To nye advokater fra København dukkede op i dagens løb. De kunne så blot i løbet af natten til fredag konstatere, at der ikke var mulighed for at redde virksomheden, og at de nu indgav konkursbegæring med opsigelse af samtlige medarbejdere med øjeblikkelig virkning.

Tusind ting om fremtiden løber gennem hovedet på én, når den endelige afslutning er nået, ting som man sådan set tit havde tænkt på, men alligevel havde skubbet lidt fra sig. Det var et par svære, sidste timer på arbejdspladsen, hvor man skulle tage afsked med de mennesker og den hverdag, som havde været så stor del af ens liv i så lang tid.

Allerede den første ledighedsdag fik jeg den første nye oplevelse, nemlig at skulle stille på arbejdsformidlingen for heldigvis første gang, men med en underlig fornemmelse. Jeg følte mig lidt trykket ved situationen og var usikker over for love og regler, som jeg kun har haft et perifert forhold til. Heldigvis var der god hjælp at hente hos min egen fagforening, hvor der var kvalificeret mandskab til at hjælpe mig med mine rettigheder i forbindelse med en konkurs.

I den første tid var jeg i kontakt med mange folk, der lovede at huske på mig, hvis de manglede folk, og jeg var sikker på, at jeg nok skulle komme i gang igen. Men virkeligheden var en anden.

Chokket over konkursen var ikke så voldsomt for mig selv, som jeg havde frygtet. Værre var det for min kone. Hun havde haft det hele lidt mere på afstand, så derfor var det en frygtelig omvæltning for hende, at hendes liv og drømme lå i ruiner.

Ud over det rent økonomiske var der også det mere psykiske. Jeg måtte mange gange overbevise mig selv om, at afskedigelsen ikke skyldtes mangler i mine faglige kvalifikationer. Alle de andre var jo også blevet fyret, men alligevel dukkede følelsen af at være kasseret op igen og igen.

Dertil kom så, at familie, venner og bekendte igen og igen spurgte (sandsynligvis af ærlig interesse), om det var lykkedes mig at skaffe nyt arbejde, og jeg opdagede, at det irriterede mig. Jeg følte mig måske alligevel skamfuld over, at det ikke var lykkedes.

Jeg kunne godt se, at mange af mine følelser med hensyn til fyringen var irrationelle. Jeg havde det jo rigtig godt privat, kunne sagtens beskæftige mig selv, havde mange interesser og masser af kontakt med andre mennesker.

Som 58-årig har jeg nu opgivet håbet om at komme på arbejdsmarkedet igen. Men jeg tror, det er vigtigt, at både jeg selv og andre har forventninger til mig, og at jeg har sat mig nogle mål for fremtiden.

Forsiden | Forrige kapitel | Næste kapitel