Med udgangspunkt i Familielivet

1. Den lille tyran

Helle og Annie er dagplejemødre, og de mødes ofte over en kop kaffe, mens børnene leger med hinanden.

"Se, hvor stille og roligt Rasmus leger med de små," siger Helle. "Jeg havde ellers en længere snak med hans mor i dag. Jeg er snart godt og grundigt træt af hende. Det er næsten hver morgen, der er ballade. Han har faktisk aldrig fået morgenmad, når han kommer, og tit har han ikke tøj nok på. Når hun så skal gå, er han helt tosset. Han hyler og skriger, og hun er ikke til at få af sted, for som hun siger, så kan hun ikke bære at forlade Rasmus sådan. Somme tider kan det tage mere end en halv time. Det nytter ikke noget, at jeg siger til hende, at det er meget lettere at trøste Rasmus, når jeg er alene med ham.

Forleden dag var han i rigtig godt humør, da han kom. Men hun blev ved med at spørge ham, om han havde det godt, så til sidst begyndte han at hyle."

"Ja, det hele er meget lettere, hvis forældrene ikke blander sig for meget." Annie er enig med Helle. "Hvordan gik det egentlig, da du var hjemme hos Rasmus med hele gruppen?" "Uh ha, det var en rigtig dårlig idé. Det var jo Rasmus' fødselsdag. Han havde fået en masse gaver, som de andre børn ikke måtte lege med. Kun Rasmus måtte røre dem. Bl.a. havde han fået en forfærdelig larmende pistol, som han ikke kunne holde fingrene fra. Selv da lille Sofie blev bange og græd, kunne moderen ikke få ham til at stoppe. Hun gik bare rundt og arrangerede flag og guirlander og sagde til Rasmus, at nu skulle han være sød mod de små. Men det var han ligeglad med. Jeg kunne ikke gøre meget andet end at trøste Sofie. Det er jo svært, når man er i andres hjem.

Og sikke et cirkus, da de skulle have kagemand. Rasmus ville have det meste af slikket, og de andre ville selvfølgelig også smage. Så det endte med hyl og vræl. De små var helt udmattede, da vi endelig var hjemme igen.

Jeg har faktisk også problemer, når Rasmus skal hentes, for han vil som regel aldrig med hjem. Hans mor er nok ret skuffet over, at han ikke falder hende om halsen, når han bliver hentet. Jeg tror, at hun styrter herhen for at hente Rasmus, fordi hun tror, at han har tudet hele dagen af længsel efter hende - og så leger han i stedet for og vil ikke med hjem.

Da vi prøvede at snakke om det, beskyldte hun oven i købet mig for, at det var min skyld, at Rasmus ikke han beskæftige sig selv derhjemme. Men så sagde jeg, at her er han altid god til at finde på lege - både selv og sammen med de andre."

Hun så helt forkert ud i ansigtet.

2. De kære børn

Kit er i 30'erne, er ugift og har ingen børn. Hun har nogle venner, der bor et stykke fra hendes bopæl. Hun ser dem ofte. De venter barn. Da barnet kommer, får Kit et tæt forhold til ham. Hun leger meget med ham, læser for ham og går tur med ham.

Senere får vennerne et barn mere, men nu ser hun ikke familien så ofte. De er stressede pga. arbejde og små børn. Det er hun lidt ked af, men på den anden side kan hun godt forstå deres situation og presser ikke på. Moderen bruger megen tid på at gøre rent.

Den lille er meget opsat på at ligne sin storebror, vil gøre alt, hvad denne gør, og sige alt, hvad denne siger. Kit har ikke nær så god kontakt med ham, som hun havde med den store.

Af og til bliver hun bedt om at passe børnene nogle timer, hvis forældrene skal noget. Det gør hun gerne, men efterhånden bliver det vanskeligere for hende at holde styr på dem. De er ret energiske. De vil ikke lege det samme ret længe ad gangen. Der skal hele tiden ske noget nyt. Allerhelst vil de sidde ved computeren eller foran fjernsynet. Det synes moderen ikke om.

Sidste gang, Kit skulle passe børnene, gik det ikke særlig godt. Lige så snart moderen var ude af døren, f¢r de rundt i stuen oppe i møblerne. Det fik Kit stoppet. Så skulle de have boller med chokolade på. Den lille satte sig ved bordet, rev dugen af og sagde, at den ville han ikke have der. Kit tog dugen op igen. Hun var efterhånden ved at fortvivle. Da de havde spist bollerne, og den lille havde masser af chokolade omkring munden, tørrede han sig om munden med dugen og så provokerende på Kit. Da den store så det, gjorde han det samme.

Kit blev så vred, at hun tjattede til den store og begyndte at råbe. Hun sagde, hun ikke ville passe dem mere, og at hun ville tale med forældrene om det.

Den store blev meget stille og sad med bøjet hoved. Kit prøvede at tale med ham, men han svarede kun i enstavelsesord. Hun spurgte, om han gjorde det samme, når hans forældre var hjemme. Nej. Om han gjorde det hos sin mormor. Nej. Om han gjorde det hos sin farmor. Nej. Til sidst lovede Kit, at hun ikke ville sige noget til forældrene, hvis han til gengæld lovede at lade være med at opføre sig sådan igen.

Samtalen med den lille var knap så let, for han ville slet ikke svare, vendte blot hovedet væk. Kit fik ikke noget ud af det.

Resten af tiden, indtil moderen kom hjem, legede de sammen alle tre, og alt gik forholdsvist fredeligt. Kit måtte dog et  par gange minde den store om deres aftale.

3. Familieidyl

Lone og Lars er på ferie hos Lones forældre sammen med deres søn, en livlig dreng på 4 år. Han hedder Andreas.

De lader sig varte op af Lones mor og nyder ferien. Lones far har lidt svært ved, at de "fylder" så meget, og at de er der så længe, 3 uger. Han er meget temperamentsfuld.

De har nu været der i 14 dage. Lone og Lars sidder i dagligstuen og læser i hvert sit ugeblad. Andreas løber rundt om spisebordet, men er forholdsvis stille.

Lidt efter lidt savner han selskab og opmærksomhed, og han begynder derfor at sætte lyd på sine ture rundt om bordet. Lone siger: "Kan du være stille, Andreas?" Det hjælper ikke. Andreas sætter derimod støjniveauet i vejret. Lone gentager henstillingen, denne gang lidt højere. Det hjælper ikke. Lone appellerer til Lars: "Du kunne også godt tage dig lidt af ham." "Kan du så være stille," siger Lars i en bestemt tone. Andreas fortsætter turen rundt om bordet med ekstra meget lyd på. Lars farer op, griber drengen i armen og råber op. Andreas ser betuttet på sin far og indstiller øjeblikkelig lyden.

Lone henvender sig nu meget forarget til Lars. "Ku' du ikke hidse dig ned. Det ligner da ikke noget at fare sådan op. Andreas har jo ikke gjort noget." Situationen udvikler sig til at veritabelt skænderi. Så vender Lone sig pludselig om mod Andreas og siger: "Se nu, nu er det din skyld, at far og mor skændes."

Andreas ser forvirret fra den ene til den anden og giver sig til at græde. Nu kommer Lones mor ind fra køkkenet, hvor hun er ved at tilberede frokosten, og spørger: "Hvad er der dog i vejen? Kan I ikke holde op med alt det råberi?" Hun tager drengen med sig ud i køkkenet og giver ham en småkage. Lones far kommer ind i det samme og råber: "Kan du ikke holde op med det hyleri, knægt. Det er fandeme ikke til at holde ud med al den ballade."

4. Dine børn og mine børn

Per og Helle er meget forelskede. De har begge været gift før. Han har en datter på 9 år, og hun har to drenge på 5 og 9 år.

De beslutter, at de vil have et barn sammen. Det får de - en pige. De bor nu sammen med Helles to drenge og den lille ny. Peters datter kommer ofte på besøg. Alt tegner godt, selvom det er lidt svært at få økonomien til at hænge sammen. Helle er nemlig uarbejdsdygtig på grund af en kronisk ledbetændelse.

Efterhånden begynder det at knibe med tålmodigheden i den lidt trange lejlighed. Per begynder at komme senere og senere hjem. Så skal han til møde, så skal han arbejde over, så går han til sport.

Helle føler sig låst fast med børnene - også Pers datter, Kirsten, tager hun sig meget af. Kirsten irriterer Helle en del, fordi hun er så selvudslettende og kontaktsøgende. Helle gør dog sit bedste for at skjule sin irritation.

Det kommer også ofte til konflikt mellem Per og den største af drengene, Søren, der efterhånden er kommet i puberteten og ikke altid er lige villig til at hjælpe til med de forskellige huslige gøremål. Per er selv strengt opdraget, og han bliver meget hidsig, når Søren ikke med det samme gør, hvad han bliver bedt om.

Konflikterne bliver så store, at Per beslutter sig til at flytte. Både han og Helle er dybt ulykkelige over, at det er kommet så vidt. Selvom Per er flyttet, har de stadig mange konflikter om børnene. Per kommer - i de weekender han skal have børnene - hjem til Helle og er sammen med dem hos hende.

Det eneste Helle ønsker sig er, at Per og hun kan finde ud af at leve sammen igen. Hun gør alt for, at det skal lykkes, men Per er stadig meget optaget i sin fritid. Han engagerer sig i foreningsarbejde, og han har stadig meget overarbejde, så selv i de weekender, hvor de skulle være sammen, er hun ofte - en del af tiden - alene med børnene. Per svigter ofte en aftale, og hver gang bliver Helle lige ulykkelig.

Efter et år beslutter de sig til at flytte sammen igen, men først efter, at Helle har fortalt Per, hvordan hun mener deres samliv skal forme sig. Han har indvilliget i at være mere hjemme og opgive nogle af sine fritidsinteresser, så de kan foretage sig noget sammen med børnene.

I begyndelsen går det godt, men det viser sig, at Per ikke kan overholde de indgåede aftaler. Han er stadig meget ude. Helles konflikter med Kirsten, som nu er kommet i puberteten, bliver større. Den før så selvudslettende pige begynder nu at gøre åbent oprør mod de normer, som Helle opstiller fx for gode manerer ved bordet. Kirsten siger hele tiden: "Sådan gør vi ikke hos min mor." Helle bliver vred og beder Per om støtte. Så bliver Per meget hidsig, og de kommer op at skændes.

Helle beklager sig over, at Per ikke er til at tale med. Han bliver bare vred og utilnærmelig. De kan aldrig få tingene talt ordentligt igennem og få løst op for konflikterne.

Engang imellem lykkes det dog Helle at få Per i tale, og han indrømmer, at Helle har urimelige vilkår. Han lover bod og bedring, men...

5. Ali

Det hele begyndte den dag, Trine kom hjem og fortalte, at hun var blevet vildt forelsket i Ali. Trine er vores datter på 17 år. Hun er lige startet på handelsskolen efter et rigtigt godt år på efterskole i 10. klasse. Søren og jeg havde sådan glædet os til at få hende hjem igen efter skoleopholdet. Hun er trods alt den sidste, så det gjaldt om at nyde hende hjemme lidt endnu.

Men så er der det med Ali. Det er ikke fordi, vi er racister, men de er jo så forskellige fra os. Hvad nu, hvis det bliver de to - og hvis de får børn, hvad så? I begyndelsen turde jeg slet ikke fortælle det til Søren, for Trine har altid været hans yndlingsbarn. Men det gik hverken værre eller bedre, end at Søren en dag kom tidligere hjem, end han plejer, og så sad Trine og Ali inde foran fjernsynet og så video. Søren spurgte, hvem det var, der var på besøg, og Trine sagde nok så provokerende, at det var den fyr, hun kom sammen med for tiden.

Først tog Søren det pænt. Han regnede nok med, at det hurtigt ville gå over. Men da det tværtimod lod til at blive mere hedt mellem de to, begyndte Søren at se sig gal på Ali. Som her forleden, hvor vi skulle hjem til Bedste, fordi hun fyldte år. Ikke tale om, at Trine ville med - kun hvis Ali også måtte komme. Hun kunne slet ikke forstå, at det er svært for den gamle at møde sådan en, der ikke kan snakke rigtig dansk.

Søren blev rigtig arrig og sagde, at vi også altid havde haft bøvl med Trine, og at hun var en rigtig forkælet møgunge, der aldrig kunne tage hensyn til andre end sig selv. Så skal jeg ellers love for, at Trine f¢r op og fik sagt noget til ham. "Hvem er det her i familien, der tænker på sig selv?" råbte hun. "Og hvem er det, der bliver eddikesur, hvis maden ikke er klar på klokkeslet?" Alt sådan noget fik hun fyret af. "Er det ikke også rigtigt, mor?" skreg hun.

Men jeg syntes jo ikke, at jeg skulle blandes ind i det. Og selvfølgelig fik Trine ikke det sidste ord. Søren var nu ved at være rigtig godt rasende og råbte op om, at hvis hun troede, hun skulle gå i hans hus og spille Kong Gulerod, så kunne hun godt begynde at tro om igen. Hvis det var sådan, så måtte hun hellere finde sig et andet sted at lade sig opvarte.

"Jamen, jeg gider heller ikke bo hos sådan et par gamle racistiske røvhuller." Og til mig råbte hun, at jeg ikke var et hak bedre end ham.

Så tog hun sin jakke og sagde, at vi ikke skulle regne med at se hende foreløbig, og hun smækkede med døren, så hele huset rystede.

6. Den mellemste søster

Henrik og Ingrid blev gift i 1975, og de fik tre piger i rap. Ingrid valgte at være hjemme, mens børnene var små. Henrik passede sit arbejde på maskinfabrikken.

Christina blev født i 1976, Stine i 1978 og Sabine i 1980, så der var ikke meget tid til andet end at passe børnene, men Ingrid var selv storesøster i en børneflok på fem, så hun havde et godt tag på børn.

Pigerne voksede til, og da den yngste, Sabine, begyndte i første klasse i 1986, begyndte Ingrid at arbejde igen som sygeplejerske. Henrik rejste meget for sit firma, nogle gange flere uger ad gangen, så Ingrid var meget alene med pigerne. For at klare økonomien tog Ingrid tit ekstravagter, så Christina fik tidligt at mærke, hvordan det var at have ansvaret for to små søskende. Hjemmet var dog altid i orden, man kunne ikke sætte en finger på noget.

I 1996 begyndte Christina på universitetet, og samtidig fik hun en lejlighed i byen. Egentlig var hun gerne blevet boende hjemme, men alle hendes kammerater blev efterhånden udeboende, og da Henriks moster kom på plejehjem, fik Christina chancen for at få en lille to-værelses lejlighed.

Lige så regelret blev tilværelsen ikke for Stine. Forældrene foretrak helt klart den dygtige og modne Christina, og alt, hvad Stine fandt på, var på en eller anden måde forkert. Bedre blev det ikke af, at faderen, når han endelig var hjemme, enten snakkede fornuftigt med Christina eller pjattede og hujede med den lille Sabine. Faderen havde håbet på at få en dreng, så Sabine fik tildelt noget af den rolle, en dreng skulle have haft.

Stine klarede sig ikke så godt i skolen. Hjemme var hun tit i opposition til moderen, der altid fremhævede Christina frem for hende. Hun havde svært ved at få veninder, og når hun havde en skoleveninde med hjem, blev denne altid kritiseret af moderen. I 9. klasse gik det helt galt. Stine kunne finde på at blive ude hele natten, og engang overraskede faderen hende i at ryge hash sammen med nogle kammerater. Derfor blev hun sendt på efterskole i 10. klasse.

Her havde hun det rigtig godt. Skolen lagde meget vægt på kreative fag og på drama og poesi. Samtidig med at hun stortrivedes med disse anderledes værdinormer, frygtede hun den dag, da hun skulle hjem fra efterskolen og igen komme til kort over for sine to søskende, der klart bedre passede ind i hjemmets mønster.

Det var også svært for hende at finde ud af, hvad hun skulle uddanne sig til. Hun svingede mellem at prøve at tilpasse sig forældrenes normer og at være i opposition til dem. Hun fik et værelse i den anden ende af byen og begyndte at gå på hf-enkeltfag. Hun valgte at gå til psykologi og billedkunst, selv om faderen rådede hende til at vælge matematik og fysik, fordi det var det, der ville blive brug for.

Stine kunne blive rasende på storesøsteren, selv om hun godt vidste, det var en form for misundelse. Christina havde allerede fast fyr og gjorde tilsyneladende altid det rigtige. Hun kunne også blive jaloux på Sabine, der kunne sno specielt faderen om sin lillefinger, selv om hun mere eller mindre forsyndede sig mod alle familiens normer. Lillesøsteren var politisk aktiv på den yderste venstrefløj, klædte sig som en lazeron i hullede cowboybukser og røg som en skorsten.

Stine derimod kunne aldrig gøre sin far eller mor tilpas, selv om hun virkelig prøvede på det.

7. Familiens sorte får

Den dag Kenneth fik sin studentereksamen, havde hans far udgang fra fængslet, og han havde lånt onkel Jans mørke jakkesæt, men heldigvis var det skyet og halvkoldt, så han ikke faldt helt ved siden af påklædningsmæssigt. Moderen var checket som sædvanlig. Hun sagde altid, at hun som ejer af restauranten måtte bruge penge på sit udseende og tøj, det forlangte kunderne i restauranten. Kenneths bror, Niller på 22 år, var ikke kommet, men lillebror Claus på 18 år dukkede op direkte fra bodybuilding. Hans enorme bøffer var kun slet skjult af den lille bryderundertrøje.

Kenneth skulle være glad for, at de i det hele taget viste sig. Han havde tit fået tudet ørerne fulde med, at studentereksamen var da den værste form for tidsspilde, man kunne tænke sig.

De var i god tid - der var stadig et kvarter, til højtideligheden skulle begynde - og det var for tidligt for familien at sætte sig på de nummererede pladser.

Kenneth smilede i forbifarten til Helle fra hans klasse og overvejede, om han skulle præsentere hende for familien, men det ville nok ikke være en god idé. Faderen kunne finde på at komme med en af sine sjoferter, og Claus ville sikkert skrue charmen på og blive påtrængende med sin massive flirt. Det var ikke sikkert, mødet ville falde heldigt ud.

Han måtte hellere se at komme op på sin plads på podiet, hvor alle studenterne sad klassevis med deres flotte nye studenterhuer.

Han havde været oppe ved tante Rosa, den dag han havde fået huen. Han vidste, hun var stolt af ham. Hun boede på 3. sal i en lille to-værelses, og hun havde altid været fast inventar i familien. Det var accepteret, at hun tog afstand fra alt det kriminelle, og man talte ikke for højt om disse ting, når hun var til stede.

I hendes lille stue havde han tit siddet med sine opgaver. Så slukkede hun for fjernsynet og serverede en kop kaffe. Hjemme var der aldrig ro nok. Tjenerne brugte dagligstuen som rygerum og hvilerum, og selv på hans værelse på 1. sal kunne han høre musikken fra restauranten.

Han havde egentlig aldrig blandet sig med kammeraterne fra klassen. Han vidste, at han umuligt kunne invitere dem hjem, men en enkelt gang havde han inviteret et par stykker med op til tante Rosa, når de repeterede matematik.

Han kunne se, at Niller var dukket op i sidste øjeblik. Han var lidt usikker på benene, og en overgang så det ud til håndgemæng, da en anden havde taget hans plads.

Niller havde altid haft en særlig klemme på Kenneth. Som dreng blev han udnyttet til at hente Nillers madpakke, og han måtte tage skylden for knuste ruder eller tallerkener. Senere kunne han bruges til at bringe breve til Nillers mange kærester. Til trods for at han stort set aldrig sagde nej til at gøre Niller en tjeneste, var han tit både gul og blå af alle de tæv, han fik, når han alligevel ikke gjorde tingene godt nok.

Mærkeligt nok troede forældrene altid på Niller, skønt han den ene gang efter den anden brød aftaler. Måske betød det meget for dem, at han var så stærk og kompromisløs og var blevet accepteret i de kriminelle kredse.

Så gik rektor på talerstolen for at begynde sin tale, og Kenneth prøvede at koncentrere sig om det.

8. Mors dreng

Min kæreste er en mand på 38. Han er jordens dejligste menneske. Vittig, følsom og begavet. Han kan gøre mig jublende glad, og jeg kan grine sammen med ham som med ingen anden. Selvfølgelig elsker jeg ham over alt på jorden.

Men - for der er et men - jeg har aldrig været præsenteret for hans forældre. Vil han ikke være mig bekendt? Desuden indretter han sig i enhver henseende specielt efter sin mor. Når hun melder sin ankomst, bryder han alle aftaler (med mig), for at hun kan gøre rent og vaske hans tøj. "For hun vil jo så gerne".

Han er ude af stand til at sige sine forældre (sin mor) imod. Han har aldrig omtalt sit forhold til mig for dem, idet jeg åbenbart ikke passer ind i deres forestillinger om en passende partner for deres eneste søn.

Jeg er bange for fremtiden. Vil han nogensinde blive et selvstændigt væsen, eller vil han altid være en "dresseret abe", så snart forældrene gør deres entre? Ind imellem hader jeg hans forældre. For hvis de ikke var der, kunne vi have det så dejligt.

Hans splittelse er på vej til at forplante sig til mig. Nok elsker jeg dette prægtige menneske, men jeg føler også, at jeg altid vil have svært ved at tale med ham om det, der piner mig så meget. Lige nu blokerer han fuldstændig, så snart jeg nævner forholdet til hans forældre.

Jeg kan selvfølgelig "skride", hvis jeg ikke kan klare disse forhold, men inderst inde har jeg valgt ikke at slippe min kæreste på trods af hans forældre.

Er der nogen, der kan hjælpe mig? Findes der en kvinde i en tilsvarende situation, der kan give mig et råd?

M.P.

Svar:
Du må gøre dig helt klart, at du ikke skal tænke på at ændre ham. Jeg kan godt forstå, at du er ked af, at han ikke vil præsentere dig for sine forældre - og det synes jeg, du skal sige til ham. Han ved det helt sikkert allerede. Hans problematiske forhold til forældrene og hans følelser derved er det kun ham selv, der kan ændre.

Du har valgt en mand med nogle fantastisk dejlige egenskaber. Vær glad for det, og dyrk disse gode sider. Hadet kommer fra dig, og det er noget ved dig, der gør, at du må opleve hans forhold til forældrene så negativt.

Hvis du opfører dig kærligt og modent, vil hans forhold til forældrene måske ændre sig, men hvis du forholder dig barnligt og omklamrende til ham, er der stor sandsynlighed for, at han fortsat blokerer.

Prøv at se tingene, som de er, og ikke som du gætter på, de er - så kan du og din kæreste mødes i et ligeværdigt forhold og ikke i et forhold, hvor barndommens fortrængninger og traumer ødelægger og fordrejer tingene.

JG.

9. Min livshistorie

Da jeg blev født, havde jeg tre ældre søskende, og så vidt jeg ved, var ingen af os ønskebørn. Min mor var 17 år, da hun blev gravid første gang. Så hun måtte skynde sig at blive gift.

Min mors og fars ægteskab gik ikke så godt, så de blev skilt, da jeg var 4 år. Vi kom alle fire med vores mor. De første år var ikke så gode. Min mor havde forskellige kærester, hvoraf den ene var meget voldelig. Han bankede tit vores mor, og hvis vi stod i vejen, kunne vi da også lige få et par på hovedet. Han prøvede også tit på at begå selvmord, men det lykkedes selvfølgelig aldrig.

Men da jeg var 8 år, fandt min mor min nuværende stedfar. Det var dejligt. Han er bare det bedste, der er sket.

Jeg var 12 år, da mine problemer for alvor begyndte. Jeg ved egentlig ikke, hvordan det startede, men min yngste bror og jeg begyndte at slås. Det vil sige, han bankede mig med knytnæver i hovedet, så jeg fik store buler. På et tidspunkt begyndte han også at sexmisbruge mig. Han gjorde det, når vi var alene hjemme, eller også kom han ind til mig om natten. Det skete flere gange om ugen.

Da jeg var 15 år, blev jeg voldtaget af en af min mors og stedfars venner. Det skete en tirsdag. Det var den 23. december. Jeg husker så tydeligt, at det var en tirsdag, fordi han sagde, han ville komme næste tirsdag og gøre det igen, hvis jeg sagde det til nogen. Så det gjorde jeg ikke, først mange år efter.

Da jeg blev 18 år, flyttede jeg hjemmefra. Jeg kunne ikke klare min bror længere. Jeg var glad for at slippe væk. Fri for at ligge hver nat og være bange for, at han skulle komme ind til mig. Det at komme væk fra dette helvede er helt ubeskriveligt.

Da jeg var 20 år, flyttede jeg sammen med min mand, som jeg havde kendt i flere år. Indtil da var jeg overbevist om, at jeg aldrig ville have børn. Men da jeg var 21, fødte jeg mit første barn. Han døde desværre kort før, han blev født. Vi kaldte ham Nikolaj. Det var frygteligt at begrave sit barn, så jeg blev hurtigt gravid igen. Nok for hurtigt. Men jeg fik min datter Maria næsten et år efter. Jeg kunne ikke rigtig glæde mig, før hun var cirka 6 måneder. Men jeg elsker hende nu, selvfølgelig.

Efter megen overtalelse fra min mand blev vi enige om at få endnu et barn, Rene, som blev født, da Maria var 4 år. Jeg kunne glæde mig lige fra starten. Det var nok derfor, jeg allerede et åørn lige meget. Men mit ægteskab begyndte at ligne min barndom. Min mand begyndte at tage på drukture, tit 3-4 dage i træk, uden jeg vidste, hvor han var.

Så begyndte han at voldtage m, hvis jeg ikke havde lyst, når han kom hjem efter en druktur. Det var ikke bare en gang imellem, nej, det var mindst en gang om ugen. Så jeg besluttede mig for, at jeg ville væk.

Pludselig skulle han fremstå som den gode far, selv om han lige havde skejet ud i seks måneder. Så ville han i hvert fald have Rene. Jeg gik modvilligt med til, at han fik ham hver anden uge på den betingelse, at hvis det ikke gik, skulle Rene hjem til mig, og det gik han med til. Men da problemerne begyndte, ville han selvfølgelig ikke aflevere Rene. Han syntes ikke, der var nogen problemer.

Det værste ved denne ordning er, at Rene har sin adresse hos sin far. Jeg er da ligeglad med de penge, jeg går glip af - det er drengen, jeg tænker på.

Hvad har jeg gjort, siden mænd er sådan mod mig? Hvad skal jeg gøre?

10. Han er grov og urimelig

Jeg er 34 år og har boet sammen med en jævnaldrende mand i otte år. Lejligheden, vi bor i, er min. Vi har ingen børn, hvilket aldrig har været noget problem. Hvis jeg skulle blive gravid, er det heller ikke den store ulykke. Vi har ingen prævention brugt i to år.

Min mand og jeg er meget forskellige. Jeg er meget selskabelig, og min mand er det stik modsatte. Det kan godt give problemer, fordi jeg vil i byen eller have gæster flere gange om ugen, og min mand mener, det er nok med én gang om ugen. Så vi bruger aftenen til at se fjernsyn, og min mand går i seng ved 21-tiden.

Seksuelt er der ingen problemer, skønt hans behov er større end mit, men for husfredens skyld elsker vi hver dag.

Rent følelsesmæssigt er han meget lukket. Han har aldrig sagt, at han elsker mig, og han giver mig aldrig gaver, hverken til jul eller fødselsdag, men i hverdagen viser han dog på mange måder, at han godt kan lide mig.

Min mand siger, at jeg er gift med min familie, og jeg har da også et utrolig godt forhold til dem. Selv har han kun en syg mor og en lidt ældre søster, som han ikke ser. Hans forældre blev skilt, da han var 4 år, og hele hans barndom har været et helvede, som han kun nødigt taler om.

Når jeg fx vil se min familie, kan det føre til skænderier, der kan gøre ham tavs i dagevis. Vi spiser ikke sammen, vi taler ikke sammen, og så er jeg glad for, at vi ingen børn har. Jeg bliver så gal og ked af det, at jeg kan finde på at forlade min egen lejlighed og flytte på hotel eller leje et værelse. Efter nogle dage giver jeg mig som regel og flytter hjem igen. Vi får ikke talt ud, men alligevel bliver forholdet tåleligt igen.

Når vi har vore skænderier, er vi meget onde mod hinanden, og det går mig meget på, så i vore "gode perioder" passer jeg på at være sød mod ham for at undgå uvenskab. Min mand vil ikke høre tale om at gå i parterapi, han mener ikke, han har noget problem.

Af og til ønsker jeg at blive alene, men så går det godt et stykke tid, og så tænker jeg ikke mere på det.

Jeg arbejder som sagsbehandler på et socialkontor, og jeg tænker tit på, hvordan jeg kan udføre et sådant arbejde, når jeg ikke engang kan klare mit eget liv. Der er ingen på mit arbejde eller i min familie, der ved noget om, at jeg engang imellem forlader min mand. Hvad skal jeg gøre for at få løst problemerne?

Sidste gang, jeg flyttede hjemmefra, talte jeg med en advokat, og han sagde, at jeg bare skulle skifte låsen ud. Men min mand truer med alle mulige ulykker, hvis jeg gør det. Min mand må gerne få alt inventaret, bare jeg kan få fred.

Tvillingen.

11. Selv en psykolog kan have problemer

Grethe er en yderst velbegavet pige, derfor klarer hun sig godt i skolen. Hun er også socialt velfungerende.

Hendes far er en meget dygtig og effektiv læge. Grethe beundrer sin far meget, men hun er også en lille smule bange for ham. Moderen er lidt forsagt. Hun gør sig ikke så meget gældende, men hun har alligevel ambitioner på Grethes vegne.

Både faderen og moderen udtrykker glæde og tilfredshed, da skolen henvender sig til dem med et forslag om, at Grethe skal springe en klasse over, så hun går direkte fra 6. til 8. klasse, fordi hun keder sig lidt i skolen.

Faderen spørger altid til skolen, hvad hun arbejder med, hvordan lærerne er, om hun læser sine lektier osv. Grethe kan ikke forstå, hvorfor hun er en lille smule bange for sin far, for han er jo så rar og interesseret i hende.

Grethe har ikke ret mange fritidsinteresser. Hun kan bedst lide at sidde og læse. Hun er altid velforberedt til timerne. Hun elsker at gå i skole og lære nye ting. Hun har det fint med sine kammerater. Det er dog lidt svært for hende at springe en klasse over. Pigerne i 8. klasse er meget voksne i forhold til hende. Grethe klarer sig ved at være den, der kan hjælpe med lektierne.

Grethe uddanner sig efter studentereksamen til sygeplejerske og er glad for sit arbejde. Efter nogle år som sygeplejerske får hun lyst til at læse psykologi. Efter afsluttet eksamen bliver hun snart en efterspurgt kursusleder på kurser for læger, lærere eller erhvervsledere. Hun er dygtig og afholdt, fordi hun ud over sin store viden har indføling. Hun formidler sin viden på en elegant og letforståelig måde.

Grethe har et problem med nogle af sine kursister. Det er langt fra sikkert, at de pågældende opdager det, men når en kursist, fx en læge, stiller et kritisk spørgsmål, går Grethe i sort. Hun er imidlertid så professionel, at hun lærer sig selv at tackle situationen, men det tærer på hendes energi.

Hun er klar over, at her er noget, hun skal arbejde med, for hun får mindreværdskomplekser af disse situationer. Hun spørger sig selv, om hun overhovedet skal være kursusleder eller psykolog for den sags skyld, når hun har svært ved at klare kritiske spørgsmål.

12. Noget at leve for

Familien Bergsøe havde i mange år været slemt ramt af sygdom, men de tog skæbnen med oprejst pande.

Katrine på 10 år nægtede nu fuldstændig at gå i skole. Hun led så meget af hovedpine, at hun tit måtte gå hjem i løbet af skoledagen. I det sidste halve år havde hendes hovedpine ofte været af flere dages varighed. Lægen kunne ikke påvise nogen grund til den tiltagende lidelse, og nu mente faderen, Otto, at det måtte være skolens loftsbeklædning, der var skyld i hovedpinen.

Skolen antydede derimod, at det var Katrines overvægt, der var skyld i misŠren. Selv om hun ikke blev drillet direkte, kunne det ikke undgås, at Katrine blev lagt mærke til, da hun var meget overvægtig.

Otto havde nu bestemt, at Katrine skulle flytte til en anden skole, og han havde forhørt sig på naboskolerne, idet det var vigtigt at vælge den rigtige skole. I øvrigt havde Otto en formodning om, at Katrines fedme hang sammen med hendes stofskifte, som var genetisk bestemt. Moderen, Helle, var også meget overvægtig. Hun havde arbejdet som hjemmehjælper, men havde måttet sygemelde sig med ryg- og hoftesmerter på grund af det hårde arbejde.

Otto havde tidligere været hos en børnepsykiater på grund af Katrines storebror, Nikolaj, der var meget aggressiv og svær at klare derhjemme. Efter en enkelt konsultation havde familien meldt afbud på grund af sygdom, og der var ikke blevet lavet en ny aftale før nu, hvor de var der på grund af Katrines skolevægring.

Om sin egen situation fortalte Otto, at han fik invalidepension, idet han havde været udsat for en arbejdsulykke for 10 år siden, hvor han havde fået ødelagt sit ene ben. Benet havde det bedre nu, og han følte også, at han havde så meget overskud, at han kunne tage sig af familien, nu hvor den var så meget ramt af sygdom.

Familien havde en overgang prøvet at skifte læge, men det er svært at finde en god læge i dag, så man var vendt tilbage til den gamle familielæge.

Otto var interesseret i familieterapi, så man kunne få problemerne med Nikolaj på plads. Drengen ville på efterskole, men det var faderen ikke videre tryg ved - man hørte så meget, og som det var nu, var Nikolaj under familiens omsorg, og det var klart det bedste, da han havde det her vanskelige sind. Det værste var, at moderen ikke kunne styre ham. De tog nogle ordentlige ture.

Det var svært at finde en tid til et nyt møde med børnepsykiateren, da faderen havde aftale om at snakke med skoleinspektører på tre forskellige skoler, og "det var jo vigtigt at finde den rette".

Til næste møde var Katrine syg, og moderen sad og holdt om hende. Nikolaj var til gengæld oppe på dupperne og benyttede enhver lejlighed til at komme med sin mening. Han ville stadig gerne på efterskole, helst på idrætsefterskole - og det blev denne diskussion, der fyldte mødet.

Til det næstfølgende møde meldte familien afbud. Katrine havde høfeber og hovedpine, og Nikolaj havde halsbetændelse.

Otto kunne ikke lige overskue sin kalender, nu hvor der var så meget. Men måske lettede det, når Katrine startede på den nye skole. Og Helle var også godt i gang med en række behandlinger hos en kiropraktor. Så skulle det nok blive godt alt sammen. Otto var glad for, at han kunne gøre så meget for sin familie, selv om han nok syntes, den var urimelig hårdt ramt.

Forsiden | Forrige kapitel | Næste kapitel