[ Billede: Undervisningsministeriets logo ]

 

 

Med udgangspunkt i Individet

1. Drømme

Susanne og Carsten har svært ved at få tiden til at gå. Dvs. det er mest Susanne, det kniber for. Hun har aldrig rigtig befundet sig godt i København. Og den lille lejlighed var ikke lige det, hun havde drømt om.

Det hele tegnede ellers så godt. Brylluppet havde været præcis så vidunderligt, som hun havde forestillet sig det. Kjolen sad, som den skulle, og hun havde lånt det smukkeste slør af tante Erna. Heldigvis havde Susanne fået hende overtalt til sidst. Og ringen med den blå sten passede perfekt til servietterne på bordet. Solen skinnede den dag, så de kunne tage bryllupskagen i haven. Det kunne ikke have været bedre.

Susanne og Carsten havde haft det rigtig godt i tiden inden brylluppet. Der havde været så meget at gå op i. Susanne havde deltaget i et konditorkursus. Egentlig var det beregnet på arbejdsledige, der kunne tænke sig at blive bagere. Men Susanne lærte at forme de smukkeste roser i marcipan, og hun havde rig lejlighed til at drømme om den mest overdådige bryllupskage. Carsten havde taget tidligt fri om onsdagen, så de sammen kunne gå på dansekursus. Man skulle vel kunne trinnene til brudevalsen.

Bordplanen kunne også endevendes igen og igen, og det samme gjaldt ønskelisterne. Det hele skulle være gennemtænkt til mindste detalje. Det ville være alt for upraktisk, hvis halvdelen af gaverne skulle byttes bagefter.

Nu sidder hun så her - på tredie sal. De skulle have haft et hus, og allerhelst skulle det ligge i nærheden af Susannes barndomshjem. Hun længes ofte hjem, men Carsten befinder sig godt i byen. Han elsker turene med S-toget frem og tilbage til arbejdet, og han er ikke sikker på, at han kan finde et tilsvarende job i Jylland.

Det er heller ikke gået efter planen med hensyn til børn. Carsten har egentlig slet ikke lyst til at få børn. Han havde det svært, da hans forældre blev skilt, og i flere år boede han hos sin ældre søster. Han er ikke sikker på, at han egner sig som far.

Men Susanne har altid haft børn med i sine familiedrømme. Hendes familie skal bestå af en mor og en far og to eller tre børn. Hvis det bliver to, skal det være to piger, bliver det tre, skal de også have en lillebror. Susanne har tit i tankerne forestillet sig, hvordan det hele vil blive, hvad børnene skal hedde, hvordan badeværelset skal indretttes, og hvordan storesøster kan passe de små, når Susanne selv kommer træt hjem fra arbejde.

Det kan ikke nytte noget at vente alt for længe med at føre planerne ud i livet. Susanne er allerede blevet tredive, og hvad nu hvis hun slet ikke kan få børn? Hun har tidligere haft en del besvær med sit underliv. Det bedste vil være at få foretaget en fertilitetsundersøgelse. Men hver gang hun bringer emnet på bane, kommer de op at skændes.

[Billede: Pige der tænker]

2. Ønskebarnet

Endelig blev Solvej gravid. Det havde hun ønsket sig i årevis. Vejen dertil havde været hård. Hendes mand var 50 år. De havde et fælles barn, og Solvej havde en dreng på 16 år fra et tidligere ægteskab. Selv var hun sidst i 30'erne.

Solvej ønskede sig brændende endnu et barn. Først havde hendes mand været meget imod dette, men efterhånden som han så, hvor meget hans kone ønskede sig et tredje barn, gav han efter.

De forsøgte i et par år at få et barn, hvorefter de søgte professionel hjælp, blev undersøgt og fik hormoner. Det hjalp ikke. De var ved at opgive håbet, da Solvej begyndte at gå til zoneterapeut p.g.a. problemer med fordøjelsen. Zoneterapeuten fortalte Solvej, at grunden til, at hun ikke kunne blive gravid, var nogle blokeringer i underlivet. Efterhånden som behandlingen skred frem, begyndte blokeringerne at forsvinde, og Solvej blev lykkeligvis gravid.

Alle i familien glædede sig voldsomt til det spæde barns ankomst. På grund af Solvejs alder fik hun foretaget en fostervandsprøve, og en scanning viste, at hun ventede sig en tredje dreng. De første par uger af Solvejs graviditet var Søren - hendes mand - en smule betænkelig over igen at skulle være far, men det fortog sig hurtigt, så også han glædede sig meget.

Både faderen og børnene var med til fødslen, så det blev i høj grad et fælles barn. Alle deltog i pasningen af den lille Lucas. Den ældste dreng bar Lucas til dåben.

Straks efter fødslen sagde Søren, at han ville steriliseres, for han ville ikke have flere børn nu. Solvej bad ham vente, til Lucas var lidt ældre. Da Lucas var to måneder, bestilte Søren tid hos lægen for at lade sig sterilisere. Det var Solvej meget ked af.

En nat fik Solvej et mareridt. Hun drømte, at Søren forlod hende. Drømmen gentog sig nat efter nat med stigende intensitet. Solvej vågnede op ved siden af sin mand og sagde grædende til ham: "Nu gjorde du det igen." Hendes mand holdt om hende og trøstede hende. De havde jo aldrig haft det så godt som nu, og sammen nød de den lille Lucas.

Den første nat, Solvej havde drømmen, var der kun en sekvens: Søren forlod hende. Næste nat fortalte han hende, at han havde en anden og ville forlade hende for at flytte sammen med den anden kvinde. Tredje nat blev drømmen udvidet med, at Solvej fortalte ham, at hvis han forlod hende, ville han ikke få lov til at se børnene. Og Solvej gik til angreb på kvinden. Søren var i drømmen fuldstændig upåvirket af, hvad der skete.

3. Dronningen af Saba

En sømand fra Fyn, der sejlede på de store have, kom engang til Australien, hvor han forelskede sig i en dejlig pige. Han giftede sig med pigen og tog hende med til Fyn, hvor han installerede hende i et lille hus langt ude på landet. Hun kendte ingen og glædede sig derfor ufatteligt til hver gang, hendes sømand igen kom hjem på ferie.

Når han var hjemme - ofte et par måneder ad gangen - var der fest og farver. I den lange ventetid ind imellem levede hun højt på minderne. Hun foretog sig intet ud over at holde huset i orden. Hun gjorde ikke noget for at lære dansk eller for at møde andre mennesker.

En dag gik sømanden hen og døde i en skibsulykke. Konen blev selvfølgelig dybt ulykkelig. Hun åd sig stor og tyk. Hun vaskede sig ikke, og huset forfaldt. Hun kunne slet ikke håndtere sin sorg og gik ind i en psykose, hvori hun blev til "Dronningen af Saba" med mange imaginære undersåtter.

Hun blev af behjertede mennesker indlagt på statshospitalet i området. Der havde hun lægerne i audiens. Hun viste sig meget nådig imod dem. Sygeplejerskerne og lægerne var hendes personale, som adlød hendes mindste vink.

Blandt lægerne foregik der hurtigt en voldsom debat. Nogle holdt på, at hun skulle medicineres tilbage til virkeligheden. Andre holdt på, at hun skulle have lov til at forblive i sin skinverden. Hvorfor skulle hun tilbage til et liv uden familie, uden venner, uden penge?

[Billede: Dronning der bliver vartet op af sine hjælpere]

4. Jons historie

Jon var vokset op hos Jørgen og Betty. Selv om de havde alderen til det, var de ikke hans bedsteforældre. Ja, de var ikke engang i familie med Jon, så han kunne faktisk ikke forstå, hvorfor han netop skulle være hos dem. Måske havde de brug for de penge, som kommunen sendte en gang om måneden.

Jon vidste godt, hvem han var i familie med. Han boede faktisk ikke så langt fra sin rigtige mor og sine søskende - halvsøskende var det nok. Men de snakkede faktisk aldrig sammen - heller ikke selv om han sendte en blomst en gang imellem til jul eller til mors dag. Engang havde de holdt en havefest, og så skulle de alle sammen stilles op for at blive fotograferet. Jon fulgte med i det hele bag de store buske bagerst i haven. Da de stod der alle sammen, kunne han ikke lade være med at liste sig hen i nærheden af de andre. Han følte egentlig, at han også hørte med, men han fandt aldrig ud af, om han var kommet med på billedet.

Da Jon blev født, var moderen, Sonja, kun 19 år - og det var allerede hendes anden graviditet, så hun kunne ikke overskue endnu et spædbarn. Tina var dengang ikke mere end godt et år gammel. Jørgen og Betty havde aldrig betragtet Jon som deres barn. De var over den alder med små børn, da de fik Sonjas knægt i pleje. I første omgang var det også kun for nogle måneder. Det var på det tidspunkt, hvor Betty var blevet fyret, fordi filetfabrikken lukkede, så hun kunne jo ikke så godt sige nej. Det gav da også en slat penge hver måned. Og Jon var nem. Han passede for det meste sig selv. Da han blev større, rendte han altid ude. Hvor han holdt til, vidste Betty egentlig ikke, men han dukkede da altid op, når han blev sulten.

Sådan gik Jons barndom. Da han kom i den alder, hvor han skulle bestemme sig for, hvad han ville i livet, var der ingen, der syntes, det var mærkeligt, at han ville ud af skolen så hurtigt som muligt. "Sådan en knægt har godt af at komme ud at arbejde," mente Jørgen. Så var deres forpligtelser også ved at være afsluttede, og det passede fint. De var nu i den alder, hvor de kunne få førtidspension, og så var de netop blevet bedsteforældre.

Jon fik arbejde i fiskeindustrien, men det varede ikke længe. Han fandt det dødsens kedsommeligt at stå ved en maskine dagen lang, så en smuk morgen blev han hjemme i sin seng. Senere arbejdede han forskellige steder. Det varede dog aldrig mere end højst et halvt år, så gad han ikke mere - eller også blev hans arbejdsgiver træt af alle hans sygedage.

På trods af det manglende arbejde havde Jon penge nok. Der var altid et eller andet at handle med på havnen. Han lærte, hvordan man kunne snyde i handel med gamle biler og organisere toldfrie varer. Engang imellem solgte han lidt narko.

Jon havde et godt øje til det andet køn. Selv om han efterhånden var blevet rigtig voksen, søgte han altid sine kærester blandt piger mellem 15 og 18 år. Så vidste han bedre, hvor han havde dem. Det hele blev mindre forpligtende. Det var først, da han mødte Helle, at det gik galt. Hvem skulle have troet, at hun skulle få krammet på ham på den måde.

Det hele gik så fint i begyndelsen. Da havde de det skægt - hun var en rigtig frisk pige, der ikke stod tilbage for noget. Hvorfor pokker skulle hun også gå hen og blive gravid. Det var dumt, at hun ikke ville have den abort. Man kunne jo ikke engang være sikker på, hvem der var faderen.

For Helle betød graviditeten, at hun blev mere moden. Efter at lille Karsten var født, indså Helle, at det var nødvendigt, hun fik en uddannelse. Hun gik derfor i gang med at kvalificere sig til at blive børnehavepædagog. Karsten kunne heller ikke være tjent med, at hans far ikke kunne tage sig sammen til noget som helst, så Helle ville have Jon med på skolebænken. Jon kunne dog ikke holde interessen fanget, og en skønne dag sendte han et kort fra Amsterdam. Han havde fået kørelejlighed med en lastbil. Da dette handlingsmønster havde gentaget sig nogle gange, sagde Helle, at hun ikke ville se Jon mere.

I dag, hvor Jon er 28 år gammel, går han stadig på de diskoteker, hvor de unge holder til. Og der er næsten altid en af pigerne, der synes det er sejt, at en voksen falder for hende.

5. Fodbold er fortid for mig

Vi mødtes på en cafe i den indre by. Jeg skulle lave et interview om mennesket bag fodboldspilleren, og havde sat ham stævne et sted, hvor vi kunne snakke sammen i fred og ro. Lad os kalde ham Thomas. Det er der så mange fodboldspillere, der hedder, og Thomas ønsker ikke så meget offentlighed omkring sin person. Men han vil gerne have, at andre lærer af hans historie.

"Allerede i 6-8 års alderen var jeg god til fodbold," fortæller Thomas, "og min far fik mig flyttet fra den lille klub, hvor jeg spillede sammen med mine kammerater, til byens "store klub". Den lå i den anden ende af byen, så far måtte køre mig til træning. Han blev siddende og overværede træningen og kampene. Hvis jeg klarede mig godt, var han glad og gav mig et knus og slog mig på skulderen, men hvis jeg havde gjort det mindre godt, var der afstand imellem os - der var kulde og tavshed. Jeg fik en vane med at se op på det sted på lægterne, hvor min far sad, hver gang jeg havde lavet en detalje, og hvis han nikkede, var alt i orden.

Gennem ungdomsårene i fodboldklubben gik det udmærket for mig. Jeg var hele tiden på førsteholdet, men som 18-årig blev jeg "fodboldlærling" i en stor klub i Holland. Det var ensomt, og det var alles kamp mod alle om at komme på holdet. Nogen siger, at modgang modner én, men det gælder i hvert fald ikke for mig.

Jeg kom på eliteholdet, og nu var jeg pludselig interessant for den hjemlige presse. En overgang blev jeg af aviserne nævnt som aspirant til landsholdet i fodbold, og det gik også godt for mig på dette tidspunkt. Jeg havde den selvtillid, der skulle til for at spille godt, og når jeg spillede godt, fik jeg positiv omtale i aviserne, men inderst inde var jeg forfærdelig bange for at få fiasko og for ikke at leve op til folks forventninger.

Pludselig kunne jeg ikke mere. Forventningspresset blev for stort. Jeg havde trænet og trænet for at være i den bedst mulige form, så i første omgang var det en lettelse bare at melde sig syg. Men så måtte jeg stikke af fra det hele. Jeg tog orlov fra den hollandske klub efter at have fået en lægeerklæring af en forstående læge. I den anledning var der en masse avisskriverier, både i Holland og Danmark, men nu er der mere stille om sagen.

Jeg vil nu aldrig spille fodbold mere på topplan. Jeg har ikke den selvfølelse, der skal til for at klare de uundgåelige nedture. Selv da jeg var på toppen, følte jeg hele tiden en angst for ikke at slå til, og jeg skulle stadig finde en autoritet uden for banen at se på for at være sikker på, at jeg var god nok.

Jeg har det meget bedre nu. Men jeg tør overhovedet ikke spille fodbold, for så vil det straks være en sensation for aviserne: "Thomas gør come-back".

Jeg går i terapi to gange om ugen for at få det bedre. Jeg arbejder med at finde ud af, hvem jeg selv er, for det kan jeg se nu, at jeg aldrig tidligere har vidst.

Da jeg fik min nedtur, var jeg nødt til at bryde med min familie, fordi deres billede af mig betød så meget for mig. Jeg kunne ikke klare at se min fars misbilligelse, det var ligesom, jeg havde svigtet.

Jeg har også slået op med min kæreste, for jeg ved helt sikkert, at det var den store fodboldstjerne Thomas, hun var forelsket i, ikke personen Thomas. Mærkelig nok gjorde det ikke ondt at gøre det forbi med hende. Hun blev vred, men jeg tror mest, det var på grund af såret forfængelighed.

Det jeg skal finde ud af nu, er at lære mig selv at kende og at lære at tro på mit eget værd, men det gør ondt at mærke sig selv, og det er hårdt arbejde hele tiden at mærke efter, hvad Thomas tænker, og hvad Thomas føler og ikke bare prøve at leve op til, hvad andre mennesker forventer af Thomas.

Jeg håber, at jeg snart er så stærk, at jeg kan klare at se mine forældre og mine søskende igen. Hvad fremtiden skal bringe, har jeg ikke taget stilling til, men det er i hvert tilfælde ikke fodbold på topplan."

[Billede: Dreng der står i skyggen af en stor fodbold]

6. Indlæringsvanskeligheder

Lise var en glad og helt almindelig pige, og hun trivedes godt i børnehaven. Hun glædede sig voldsomt, til hun skulle begynde i første klasse, for hun havde jo set, hvordan hendes storesøster læste lektier og allerede kunne læse. Hun havde også bemærket, hvor stolte og glade forældrene var, når storesøsteren læste højt for dem.

Dagen før Lise skulle begynde i første klasse, faldt hun ned fra gyngen på legepladsen og fik et meget kompliceret hofte- og benbrud. Hun måtte indlægges og skulle blive på sygehuset i 2 måneder.

Lise fik et chok, som hun havde meget svært ved at komme over. Hun lukkede af for sygeplejerskerne, og hun var fuldstændig utrøstelig, hver gang forældrene forlod hende på sygehuset. Hun græd hjerteskærende. Det kom til at tage længere tid på sygehuset end først beregnet.

Da hun endelig fik gipsen af, skulle hun genoptrænes. Hun var stadig indadvendt og pjevset. Hun var meget bange for at skulle i skole alene. Hun ville have sin mor med. På sygehuset var det ikke blevet til meget med undervisningen. Dels havde Lise ikke været motiveret, og dels havde man ikke de fornødne lærere til rådighed.

Lise kom aldrig rigtig med i skolen. Hun blev mere og mere indadvendt og til tider aggressiv. Når hun blev spurgt, var det ikke altid, hun svarede. Hun fik specialundervisning i hele folkeskoleforløbet. På de små hold i specialundervisningslokalerne følte hun sig en smule mere tryg og åbnede sig lidt, men indlæringen var vanskelig for hende. Hun manglede koncentration og motivation.

Storesøsteren klarede sig særdeles godt i skolen. Hun blev student og begyndte på universitetet. Forældrene var meget stolte og talte meget om, hvor dygtig hun var. Lise fik ikke nogen 9. klasse. Lærerne rådede hende fra at gå op til prøven.

I løbet af sin folkeskoletid var Lise til psykolog et par gange, men hun var ikke samarbejdsvillig. Hun sagde, at psykologen spurgte om sådan nogle åndssvage ting. Det gad hun i hvert fald ikke svare på.

Da Lise blev omkring 18 år, kom hun til en psykolog, som formåede at komme ind på livet af hende. Hans vurdering af Lise var, at hun var ganske normalt begavet, men umådelig hæmmet.

Lise besluttede at begynde at gå i skole igen, men hver gang hun skal til undervisning, får hun ondt i maven, kvalme og angstanfald, så hun har svært ved overhovedet at følge med i, hvad der foregår i timerne. Hun sidder hele tiden og er bange for at blive spurgt om noget. "Jeg vil være dygtigere end de andre," siger hun. Når hun bliver spurgt, er hun meget længe om at svare af skræk for at sige noget forkert. Hun er ikke sikker på, at hun vil fortsætte i skolen.

7. Lille spejl på væggen der

Kære Brevkasse

Mit problem er, at jeg har store problemer med min vægt.

Jeg er en 170 cm høj kvinde, som vejer 58 kg. Det er jeg egentlig godt tilfreds med, men det er meget svært for mig at holde min idealvægt. Jeg kan kun holde den, hvis jeg konstant er på en meget hård kur, hvor jeg ikke kan tillade mig det mindste. Jeg går ofte i motionscenter, for jeg har altid haft den holdning, at man skal holde sig i form. Jeg er 35 år gammel, og jeg er alene med en dreng på 7 år.

Da jeg var gravid, tog jeg 20 kg på, og jeg havde det meget dårligt på det tidspunkt. Jeg kunne faktisk ikke holde ud at se mig selv i spejlet. Jeg ville helst ikke vise mig frem for andre mennesker, så de kunne se, hvor uformelig jeg var. Det tog ret lang tid for mig at komme ned på en ordentlig vægt igen efter fødslen.

Jeg har det fint med min søn, men jeg kunne godt tænke mig endnu et barn. Jeg ved bare ikke rigtig, om jeg tør, for tænk hvis jeg igen bliver så utrolig stor. Det er desuden et problem, at jeg ikke har fundet manden i mit liv - faderen til mine børn. Min søn ser ikke sin far, og det er jeg godt tilfreds med. Selv ville jeg have svært ved at mødes med ham igen, da han jo har set mig tyk.

Den mand, jeg kunne tænke mig at dele livet med, er gift og lever i et godt ægteskab. For tiden er jeg ledig på arbejdsmarkedet, og jeg synes ikke, jeg har energi til at finde et godt job. Så det kører ikke rigtig for mig lige nu.

Jeg håber, du kan give mig et godt råd.

Venlig hilsen

"Fisken"

[Billede: Tynd Pige der kikker sig selv i spejlet og ser en tyk pige]

8. Rigmor klarer sig selv

Rigmor er 85 år. Hun har sit eget hus, som hun altid har passet til punkt og prikke, også efter at hun for nogle år siden blev alene. Familie og venner er imponerede over, så godt hun klarer det, alderen taget i betragtning. "Jeg skal ikke have nogen til at rode i mine ting," siger Rigmor, hvis man spørger hende, om hun ikke vil have hjælp til noget af det grove.

Også haven klarer Rigmor selv. "Det er mine planter, der holder mig i gang," siger hun, og hun er meget stolt af sine fine rododendroner. Om sommeren, når hækken skal klippes, går Rigmor i gang med krum hals, og om vinteren er hun altid en af de første, der får skovlet fortovet fri for sne.

Da Ove, Rigmors mand, stadig var i live, havde de en fast arbejdsdeling. Rigmor tog sig af hus og have, og Ove passede sit arbejde. "Huset og haven er det eneste, jeg har. Du har jo dit arbejde," plejede Rigmor at sige til ham.

Det gik fint indtil den dag, Ove blev pensioneret. Han ville gerne gå Rigmor til hånde, nu hvor han ikke længere havde sit arbejde, men han kunne aldrig gøre det godt nok. Rigmor havde svært ved at acceptere hans måde at gøre tingene på. Til sidst tyede Ove til sine elskede frimærker, eller han gemte sig bag avisen. Men det havde Rigmor det også svært med. "Skal jeg virkelig gøre alting selv?" kunne hun sige.

En dag, da Rigmor var på vej op ad en stige for at rense tagrenderne for nedfaldne blade, faldt hun og brækkede lårbenet. Efter et længere hospitalsophold er Rigmor nu atter tilbage i sit eget hus. Hun forsøger at genoprette sine tidligere gøremål, men det er svært at slå græs, når man helst skal gå med stok. Og der begynder at blive nusset i krogene inde i huset.

Efter hospitalsopholdet er der også sket andre forandringer med Rigmor. Hun har mistet noget af sin tidligere glæde over hus og have. "Jeg sidder tit og tænker på min ungdom. Tænk, hvis jeg var ung i dag. Tænk, hvis jeg havde haft alle de muligheder, som de unge har nu. Tænk, hvis mine forældre havde givet mig lov til at få en uddannelse lige som min lillebror, så havde jeg haft mulighed for at tjene mine egne penge. Og så er de unge utilfredse. De skulle bare prøve at leve under de forhold, vi andre gjorde."

Rigmor er i dag endnu mere afvisende over for at modtage hjælp end tidligere. "I skal endelig ikke tro, at jeg ikke kan klare mig selv. Der er ingen andre, der skal komme og bestemme over mine sager," gentager hun igen og igen.

9. Tynd som en bønnestage

En dag, da Else gik forbi badeværelset, så hun Erik stå på vægten. Hun blev forskrækket over at se, hvor mager han var blevet. Det havde hun slet ikke lagt mærke til. Derimod havde hun lagt meget mærke til, hvor irritabel han var blevet i den seneste tid. Ja, faktisk lige siden den aften, de havde været ude at spise sammen med Pia og Peter.

Else og Erik blev forholdsvis tidligt gift. De havde begge to job i en bank. De havde kun ét barn, en søn, Peter. Deres ægteskab var som de fleste ægteskaber, der holder. De havde haft deres op- og nedture, men havde trods forskellige konflikter valgt at blive sammen. I længere perioder havde de haft det fint med hinanden på alle måder.

Peter havde altid interesseret sig for sport, og han dyrkede meget fitness. En dag gik det op for forældrene, at han var ved at blive rigtig voksen, for han kom og præsenterede den pige, han agtede at gifte sig med. En meget flot pige, som han havde truffet i fitnessklubben. Et flot par. Begge forældrene syntes vældig godt om Pia.

En aften havde Erik inviteret Else, Pia og Peter ud at spise. Han havde været i strålende humør og havde danset meget med Else og Pia - især med Pia. De havde drøftet mange emner den aften, bl.a. synspunkter på det andet køn. Pia havde bl.a. sagt, at hun ikke kunne udstå gamle, overvægtige mænd.

Efter den aften var det, at Eriks humør havde været meget dårligt. Else fik det efterhånden også dårligt på grund af Eriks humørsyge. Hun var nødt til at gå til lægen for at få noget beroligende, for hun kunne ikke gøre Erik tilpas. Han kritiserede hendes hår, hendes krop, sagde hun var for tyk, og at hun klædte sig for ufikst.

Han brød sig ikke længere om, at der kom gæster. Else blev mere og mere fortvivlet over situationen. Hvis hun omtalte Pia, blev han ubehagelig og fór op. Else stod uforstående over for hans vrede mht. Pia. Else havde endda været lidt jaloux på Pia i begyndelsen.

Det var snart Eriks 50-års fødselsdag, og Elses svigermor, Grethe, ville absolut arrangere et surprise party for Erik, så hun planlagde at invitere nogle venner, sin sønnesøn og hans forlovede. Else var ikke begejstret for tanken. Hun kunne heller ikke forhindre det, for alt var forberedt, før hun blev involveret i sagen.

Den dag var det, Else opdagede, hvor mager Erik var blevet. Hun gik ind i soveværelset og kæmpede med gråden. Hun syntes, hun var nødt til at fortælle Erik, at Peter og Pia ville komme, og at de ville overnatte. Erik fór op og sagde at han ikke ville se Pia i sit hus. Hvorfor denne ændring efter al den opmærksomhed Erik havde vist Pia den første aften, hun havde været med Peter hjemme?

Kl. 18 præcis kom gæsterne, og de var i stålende humør. Fødselaren fik knus af sin familie og af sine venner. Hans mor sagde: "Du godeste! Hvordan er det, du ser ud? Du er jo ikke andet end skind og ben." Og Søren, en ven gennem snart 30 år, sagde: "Det siger jeg også. Giver du ham ikke noget at spise, Else?"

Elses svigermor havde sørget for alt: velkomstdrink, mad etc. Ingen syntes at lægge mærke til, at Erik næsten ingenting sagde. Festen forløb dog nogenlunde, indtil Søren rejste sig op for at holde tale for Erik. En lidt drillende tale, som gamle venner kan holde. Han sagde bl.a.: "Jeg tror, vi kommer til at nyde vores otium sammen på plejehjemmet. Jeg er jo lidt stor, men du  du er så tynd, at du bliver let at flytte rundt med."

"Hold kæft!" brølede Erik, "du skal fandeme ikke komme her og gøre mig til grin. Tror du ikke, jeg ved, at jeg er tyk som en elefant? Tror du ikke, jeg ved det? Forsvind ud af mit hus, allesammen!"

Erik rejste sig, skred hen til døren, åbnede den, vendte sig og skreg: "Forsvind, allesammen, UD!"

Hans mor vendte sig og sagde: "Vi skal nok gå. Du opfører dig som et forkælet barn."

Da de var gået, strømmede tårerne ned ad Eriks kinder. Han gik ind i soveværelset og smækkede døren i efter sig.

[Billede: En vred mand skælder ud. I taleboblen ses en stor elefant]


Forsiden | Forrige kapitel | Næste kapitel