Casen i psykologiundervisningen

Hvorfor cases?

Psykologi er et videnskabsfag - også på avu. Det betyder bl.a., at psykologien beskriver mange hverdagsfænomener i et teoretisk sprog med mange fagudtryk, og det giver ofte en vis afstand til den konkrete virkelighed, som fagudtrykkene skal beskrive. I videnskaber er denne afstand en nødvendighed. For avu-kursisten kan afstanden imidlertid nemt blive for stor.

Casen kan i psykologiundervisningen mindske denne afstand. Casen kan være det bindeled mellem teori og virkelighed, som øver kursisten i at kunne tænke en tilsvarende forbindelse i sin egen hverdag. Virkeligheden kommer via casen atter i forgrunden, og teorien finder et vedkommende anvendelsesområde. Ydermere etablerer casen en fælles virkelighed i klasserummet.

Cases kan derfor med fordel tildeles en fremtrædende rolle i pyskologiundervisningen. Enhver psykologilærer har givetvis både mange psykologibøger og flere mapper fyldt med gode, teoretiske tekster. Måske vil det også være en god idé, at enhver psykologilærer, hvis ikke det allerede er tilfældet, etablerer nogle mapper fyldt med gode cases.

Cases - et forsøg på en definition

En case er en kortere tekst, der skildrer et forløb eller en situation. Casen fastholder ideelt set virkelighedens kompleksitet, spænding og løse ender, hvorved den modvirker ethvert forsøg på at blive udtømmende forklaret af én teori.

En case benytter sig ikke af fagudtryk. Den skal ikke i første omgang udtrykke et stykke psykologi, men et stykke virkelighed - liv - som kursisten kan identificere sig med. Ved nøjere undersøgelse træder psykologiske forhold frem. Disse forhold forklarer casen enten ikke selv eller kun mangelfuldt; en tilfredsstillende opklaring forudsætter en teoretisk belysning.

En case skal altså så vidt muligt rumme virkelighedens kompleksitet - og være troværdig! Casen rummer gerne flere lag og problemstillinger, herunder også det der ikke bliver fortalt direkte. Casen skal betragtes som et stykke redigeret virkelighed - til forskel fra en konstrueret virkelighed, der let kan virke kunstig og éndimensionel.

Cases i praksis

En case lægger gerne op til, at visse teoretiske indfaldsvinkler er mere relevante end andre; der råder ikke det totale teori-anarki. Og derfor er visse cases bedst til bestemte temaer, mens andre cases bedst benyttes i andre sammenhænge. Men cases kan i særlige tilfælde også pege på gråzoneområder, som ikke for alvor indfanges af nogen psykologisk teori.

Cases skal som nævnt gengive virkelighedens kompleksitet, men i starten vil det nok være en god idé at give kursisterne forholdvis enkle cases. Derefter kan valget af cases være styret af en progression med hensyn til kompleksitet.

Det er et vigtigt led i fortolkningen af en case, at man undersøger fortællersynsvinklen. Er det en jeg-fortæller, der selv er med i historien, og som derfor kan have en begrænset eller forvrænget bevidsthed, eller er det en 3.-persons-fortæller, der står hævet over casens personer? Den psykologiske analyse må tage højde for dette. Man må altså spørge: Hvem fortæller, og hvad betyder det for det, vi får at vide, og for det vi ikke får at vide?

Casen bør behandles som en åben tekst, ikke som en rebus, der definitivt kan løses. En såkaldt 'rebus-case' yder ingen modstand, når den er løst, og derved stimulerer den ikke en psykologisk tænkning hos kursisten. Den åbne case derimod medfører en øget selvvirksomhed hos kursisten. Arbejdet med cases ansporer til aktiv medtænken i forhold til den virkelighed, casen åbner for, for casen giver ingen forklaringer, men beder i stedet om at blive forklaret. Casen signalerer, at initiativet nu ligger hos kursisten - et initiativ, der skal bæres af kursistens indsigt i og sans for psykologiske begreber og teorier, dog ikke sådan at forstå at kursisten kan lægge en teori ned over casen og i ét hug forklare den.

Casens implicitte psykologiske problemstillinger er kontekst-afhængige. Casen skaber som tekst en kontekst, og den må ikke ignoreres, når casen skal åbnes. Dette medvirker til, at kursisten i forståelsesprocessen forener det almene og det specifikke.

En fordel mere ved anvendelse af cases i psykologiundervisningen er muligheden for at sekvensopdele undervisningen. Arbejdet med en case kan lægges ud i grupper eller til parvis arbejde, og således kan man bryde en måske ensidig klasseundervisning.

At finde cases

Det vil altid være en mulighed at skrive en case selv. Det er besværligt, men det kan i heldige tilfælde lykkes. Men det er ikke let, bl.a. fordi faren for at den bliver for konstrueret er stor. Skriver man selv en case, har man gerne en bestemt teori eller problemstilling i baghovedet, og så risikerer man at lave en simpel illustration til teorien, hvilket ikke udfordrer til psykologisk tænkning.

Man kan også gå til allerede foreliggende kilder. Der ligger utallige gode cases gemt i litteraturen, i fiktionen. Uddrag af romaner og noveller, digte, folkeviser og eventyr kan ofte fungere som gode cases.

Det samme er tilfældet med non-fiktion, så som læserbreve, avisartikler og portrætter (fx via interviews). Her kan perspektivet være skarpere trukket op end i fiktionen, men stadig vil der kunne være en del psykologisk stof at arbejde med.

Endelig vil filmuddrag kunne fungere godt som case. Som sådan er film også at betragte som tekst, men en hel film vil ikke være en case - lige som en hel roman ikke vil være det. En kraftig beskæring i form af et uddrag er nødvendig. Måske er det en god idé at overspille filmuddrag til et nyt videobånd - et casebånd.

Lærebøger inden for psykologi indeholder ofte cases, men her skal man som underviser (også) være kritisk, idet en case her kan være placeret alene for at illustrere en bestemt træk af en teori. Og det opfylder ikke de krav til en case, som er opstillet ovenfor.

Dårlige cases

Den gode case kan være vanskelig at definere; nemmere er det at pege på træk, som en case ikke bør rumme for at kunne fungere optimalt. Den dårlige case

• eksemplificerer blot en teori - og kun én teori,
• er formet som en rebus, hvortil der findes en facitliste,
• er utroværdig, fx fordi den 'passer' alt for godt til teorierne,
• indeholder for få oplysninger, så kursisten selv må lægge for meget ned i teksten,
• er for enkel, så den ikke stimulerer den psykologiske tænkning,
• er glemt, når den er gemt.

Det er fristende at hævde, at ved at undgå disse træk nærmer man sig den gode case.

Cases i prøvesituationen

Cases, der har været anvendt i undervisningen, skal opføres på forløbsbeskrivelsen. Bl.a. derfor kan cases uden videre indgå i prøven.

Det kan de gøre på to måder. For det første kan de fungere som perspektiveringsobjekter. Kursisten kan til prøven underbygge en psykologisk teori eller problemstilling ved at perspektivere til en case fra forløbsbeskrivelsen. For det andet kan kursisten vælge at vedlægge en case til sit korte skriftlige oplæg. Derved rykker casematerialet fra perspektiveringen ind til en mere central position i prøvesituationen. Den vedlagte case kan være taget fra forløbsbeskrivelsen, eller den kan være hentet 'udefra'.

Forsiden | Forrige kapitel | Næste kapitel