[ Billede: Undervisningsministeriets logo ]

 

 

Med udgangspunkt i Samfundslivet

1. Livskvalitet

Min mor siger altid, at jeg skal være lidt mere positiv, men jeg synes nu, det er svært at være positiv, når jeg aldrig kan nogen ting. Jeg kan selvfølgelig godt se, at jeg har det meget bedre nu, end jeg havde det tidligere. Men der er bare så meget at være bange for. Jeg er bange for at blive forkølet, bange for at blive for tyk, bange for at være anderledes end de andre, bange for at mit hjerte pludselig skal holde op med at slå. Somme tider spørger folk mig, om jeg har fortrudt, og jeg ved aldrig helt, hvad jeg skal svare. For på en måde har jeg fortrudt det, men på den anden side ville jeg nok gøre det samme igen. Og så skal jeg heller ikke være så utaknemmelig, som min mor ville sige.

Jeg havde det ret svært, da jeg gik i skole, fordi jeg kørte i kørestol det meste af tiden. Jeg er nemlig født med en hjertefejl, og det betød, at jeg ikke kunne holde til selv det mindste, fx kunne jeg ikke gå op ad trapperne uden at skulle have hjælp. Og det er smaddertræls altid at skulle bede andre om hjælp. De andre i klassen havde svært ved at forstå det. Tit blev jeg drillet med at være en prinsesse, der ingenting gad selv, og som skulle have en opvarter på hver finger. Det ville have været meget bedre, hvis jeg havde dårlige ben, så alle kunne se, hvorfor jeg ikke kunne gå.

For nogle år siden sagde min læge til mig og mine forældre, at det måske var en god idé for mig at få en hjertetransplantation. Vores første tanke var, at det ville være alle tiders, for så ville jeg snart få et liv, der var lige som alle de andres. Men det viste sig hurtigt at blive anderledes.

For det første skulle vi at vide, at der var en risiko for, at det ikke ville lykkes. Det var næsten som at spille terning med sit eget liv. Min mor sagde altid, at det skulle jeg ikke tænke på, og at jeg skulle være optimistisk. Men når jeg ikke kunne falde i søvn om aftenen, var jeg altid bange for, at det ikke ville lykkes.

For det andet var der ventetiden, inden de fandt en donor, der passede. Jeg skulle hele tiden være parat, og der skete alligevel ikke noget. Men pludselig ringede de fra Rigshospitalet midt om natten. De havde et egnet organ. Så var det bare om at komme af sted. Jeg tænkte faktisk slet ikke på at sige nej tak lige den nat. Hvor organet kommer fra, tør jeg ikke tænke på. Jeg får stadig et sug i maven, hvis telefonen ringer om natten.

Jeg har det godt nu. Der er så mange ting, jeg kan gøre, som jeg aldrig tidligere har gjort. Jeg nyder især, at jeg kan gå rundt blandt andre mennesker, uden at folk lægger specielt mærke til mig. Nu skal jeg bare have min mor til at forstå, at jeg ikke kan blive boende hjemme resten af livet, så hun kan passe mig. Jeg kunne godt tænke mig et arbejde, så jeg kunne tjene mine egne penge. Men jeg ved ikke, hvad det skal være. Allerhelst vil jeg være sygeplejerske, men min læge siger, at det nok er for hårdt for mig. Så er der også det, at man helst skal have studentereksamen, og jeg var ikke så glad for at gå i skole. Jeg var jo tit syg som barn. Jeg vil også gerne have et barn selv, men en graviditet er for stor en belastning. Hvordan får man fat i en kæreste, der allerede har et barn?

Noget andet er, at jeg er træt af at skulle spise piller resten af mit liv. Jeg får oven i købet piller mod de bivirkninger, medicinen har. En daglig dosis på 10-20 piller om dagen er ikke ualmindeligt for mig.

Endelig er jeg træt af, at jeg skal til kontrol i tide og utide. Det er som om, jeg ikke selv bestemmer over mit eget liv.

En gang imellem har jeg mest lyst til at pakke min kuffert og stikke af fra det hele, men jeg har ikke gjort det endnu.

2. Spilledjævelen

Spillelidenskab har altid haft sine ofre, men med de mange nye spillemuligheder og den større omsætning inden for "spilleindustrien", er der langt flere mennesker med ludomani - spillelidenskab - end tidligere.

Da Peter blev 18 år, tog han første gang til det nye Casino med nogle venner, og han blev straks grebet af atmosfæren. Casino er en helt egen verden. Folk går klædt i pænt tøj, og der er en speciel "soft" atmosfære med dæmpet belysning, tykke tæpper og behagelig musik. Det er, som om der ingen problemer eller ulykker kan komme herind.

Hele opholdet på Casino er en kildrende oplevelse, men "suset" er den korte ventetid, fra man har gjort sin indsats, til afgørelsen falder. Det virker, som om hele verdens opmærksomhed centreres om den lille kugles dans, fordi det er den, der kan udløse formuer.

Peter var på Casino nogle gange med sine kammerater, men de havde ikke helt den samme fascination af spillet som Peter, så han begyndte at komme der alene. Som regel forlod han Casino med tomme lommer, men en enkelt gang havde han mange penge med hjem, og det var nok til, at han bevarede manien.

Han flyttede hjem igen til sine forældre for at spare pengene til kost og logi, og alle de sparede penge gik til stadig hyppigere casinobesøg.

Siden hen begyndte han at låne penge af sin mor og mormor, og han fortalte, at pengene blev investeret, men alt blev spillet væk. Samtidig havde han alvorlige samvittighedskvaler over at have løjet for sin familie. Men intet kunne dog stoppe ham, og han begyndte at tage banklån for at finansiere spilleriet.

Når han stod ved rouletten, var det spillet, der overtog kontrollen. Det var umuligt for ham at holde op, og fra han forlod Casino, til han stod der igen, samlede hans tanker sig om, hvordan han skulle få skaffet penge nok til at spille igen.

Han "lånte" 10.000 kroner på sit arbejde med den faste intention at lægge dem tilbage efter weekenden, men heller ikke denne gang var heldet med ham.

Pludselig stod det ham ganske klart, at han ville være afsløret som bedrager over for arbejdsgiver, venner og forældre. Så var det lettere at tage et glas piller. Heldigvis blev han reddet, og forældrene gik ind på at betale pengene tilbage til virksomheden, der lovede at give Peter en chance til.

Forældrene tog kontakt til Ringgården i Middelfart, hvor man havde planer om at oprette en afdeling til afvænning af spilleafhængige.

Der ville gå en tid, før de nødvendige penge blev bevilget. Men Peter kom på venteliste til en plads på den nye afdeling, når den blev oprettet. I mellemtiden måtte han arbejde på at undgå de fristende casinoture.

Efter en tid, hvor det gik godt, faldt Peter i igen. Han havde helt undgået Casino et stykke tid, og han mente nu, at han var så stærk, at han selv kunne administrere sin spillelidenskab. Han tog igen et beløb fra kassen på arbejdet, og denne gang blev han fyret omgående. Hans kærestes mor tilbød at betale de 15.000 kroner, det drejede sig om, så han kunne undgå at komme i kontakt med politiet, hvis han lovede aldrig at spille mere, og at han indvilligede i at gå på det nyoprettede 14 dages kursus på Ringgården.

Ringgården har gode resultater med afvænning af alkoholikere, og disse resultater ville man nu overføre på ludomaner. Peter gennemførte kurset, og han synes selv, han nu efter omstændighederne har en tålelig tilværelse. Alle hans penge går fortsat til spil, og hans kæreste har forladt ham, men han har lært at sætte grænsen ved det kriminelle, så han stjæler ikke. Nogle gange lever han af havregrød en hel måned, fordi han har brugt alle pengene til spil.

[Billede: En person der er spæret inde i et casino med tremmer for vinduet]

3. Det er æren, der betyder noget

Under rockerkrigen i efteråret 1996 var der mange teorier om, hvad der drev Hells Angels og Banditos ud i stadig voldsommere hævnaktioner. En meget spændende teori blev lanceret af forskningsstipendiat Joi Bay på Københavns Universitet. Han mente, at rockerne hverken kæmper om territorier eller narkomarkeder. De slås om omdømme.

"Da Hells Angels-borgen i Titangade i København blev ramt af en panserværnsraket, hvorved to mennesker, der var på besøg på "borgen", blev dræbt, var det en situation, Hells Angels måtte hævne. De havde garanteret gæsternes sikkerhed, og da det gik galt, måtte de udslette skamfølelsen med en blodig hævn," siger Joi Bai. "Problemet med omdømme i en sådan subkultur er, at den kun findes i en begrænset og fast mængde. Den eneste måde, hvorpå man kan forøge sit eget omdømme, er ved at frarøve andre deres omdømme," udtaler han. "De, der får røvet deres omdømme, oplever det som en nedværdigelse og ydmygelse."

Hidtil havde Hells Angels holdt sig i ro under Banditos-rockernes mange angreb, og i folks bevidsthed var Hells Angels usårlige. Efter episoden i Titangade var de det ikke længere. Derfor måtte det ifølge ovenstående logik hævnes.

De bange anelser, vi som danskere får i den anledning, har rod i krigen mellem Hells Angels og Bullshit i 1980'erne, der kulminerede i Hells Angels-lederen Jønkes likvidation af Bullshit-præsidenten, Makrellen. Et mord, Jønke senere kynisk har kommenteret med, at en måtte jo gøre det, og det var mest logisk, det blev ham, da han stadig ville være ung, når han kom ud af fængslet.

Nu gik det ikke helt, som Joi Bai havde profeteret. Der blev vedtaget en rockerlov, og rockerne måtte forlade deres "borge". De måtte heller ikke vise sig offentligt med deres rygskjolde, der jo var symbolet på deres styrke. De kriminelle rockere blev samlet i specielle afdelinger på visse fængsler og en voldsom politipatruljering blev sat i værk omkring disse fængsler.

Så var der ro et stykke tid - hvor vi alle holdt vejret - hvorefter vi overraskende så, at præsidenterne for de to rivaliserende rockergrupper sluttede fred for åben skærm. De havde nok håbet at få rockerloven ophævet med det samme, men der gik dog lang tid, før dette skete.

Nu kan Banditos og Hells Angels ligge side om side på Midtfynsfestivalen i 1998 i hver deres teltlejr, og Fyns Stiftstidende kan bruge overskriften "Bedste venner" om dette forhold. Rygskjoldene bruger de igen.

Kønsforsker Hans Bonde siger, at de fleste mænd er både bange for og fascinerede af rockerne. Rockerne skider på civilisationen. De er beskidte, stærke, rå, æder sig fede, slås, voldtager, bander og blæser alle konformiteter et stykke. Måske gemmer der sig i den danske mand en minirocker, der længes efter friheden, galskaben og blæsten gennem håret.

[Billede: Børn der slås om en slikkepind]

4. Flygtninge- og indvandrerdebat

Tove har besøg af sin veninde, Karen, og hendes mand, Kaj. Tove holder meget af dem begge 2 ikke mindst fordi de er så hjælpsomme. Tove bor alene i et ret stort hus, og der er altid noget, der skal repareres eller vedligeholdes. Hun skal bare lige nævne, at hun har brug for hjælp til dette eller hint, så kommer Karen og Kaj. De taler altid for sjov om, at Kaj er Toves pedel.

Kaj taler meget og gentager gerne sine udsagn indtil flere gange. Han lytter ikke, og det er næsten umuligt at få indført et ord, men alligevel er han et rart menneske, bl.a. fordi han også kan være meget humoristisk. Og så er han som sagt utrolig hjælpsom.

Tove har lavet en dejlig middag med rødvin til, og de sidder nu alle tre og hygger sig over maden. De har egentlig aldrig talt andet end "small-talk" med hinanden. Tove og veninden havde et nært forhold til hinanden i deres unge dage, før Kaj kom ind i billedet. De arbejdede sammen på et advokatkontor og gik meget ud sammen. Men siden Karen giftede sig med Kaj, har de to veninder ikke været sammen alene. Og det er snart 10 år siden nu.

Talen falder på indvandrere og flygtninge. I samtalens løb siger Kaj: "Alle muslimer skal døbes. De er jo hedninger. Men hvis de bare bliver døbt, så er de ikke hedninger mere. Alle dem, der læser Koranen, de er hedninger." Tove bliver meget overrasket og mister i et øjeblik mælet. Så forsøger hun at sige noget, men kan ikke komme til orde. Engang imellem forsøger hun at sige, at der også er begået mange forbrydelser i kristendommens navn, men Kaj hører slet ikke efter og fortsætter bare i sin egen skure. Karen prøver - forgæves - at støtte Tove. Der er ikke tale om en samtale. Det er umuligt at nå ind til Kaj.

Da Kaj og Karen skal hjem, siger Karen med eftertyk på det første ord: "Tak for i aften!"

Tove har det underligt, da de er gået. Hun fortryder, at hun overhovedet forsøgte at gå ind i samtalen, at hun ikke bare overhørte Kajs bemærkninger for den gode stemnings skyld. Hun er også ked af det på Karens vegne. Det må være svært at leve sammen med så forskellige meninger om et så væsentligt emne.

I den efterfølgende tid oplever Tove, at hun har nogle meget ambivalente følelser, når der er tale om indvandrere og flygtninge. Det forvirrer hende. Hun mente sig tidligere sikker på sin holdning. De fremmede burde måske alligevel ikke være her. "Er der ikke også alt for mange?" spørger hun sig selv.

5. Krig og fred

Mariannes søn er professionel soldat. Han har indvilliget i at blive sendt til Bosnien. Per, som han hedder, har altid været en stille dreng. Han elsker at være soldat og blomstrer op, når han fortæller om sit soldaterliv. Ellers siger han ikke meget.

Per er gift med Else. Hun er meget imod, at han skal af sted, men giver sig til sidst. Det har noget med deres økonomi at gøre.

Per tager af sted. Else begynder at lide af angst. Hun må have beroligende medicin, så hun i det mindste kan sove om natten. Hun får efterhånden svært ved at passe sit arbejde. Hver gang hun taler med Per i telefonen, bebrejder hun ham, at han er taget af sted og ladet hende i stikken.

Marianne har det heller ikke for let. Hun ringer hver morgen til telefonavisen, der er stillet til rådighed for pårørende til udsendte soldater. Hun får igen vrøvl med sit blodtryk og må have blodtryksnedsættende medicin. Hun havde endelig fået det nogenlunde på plads, efter at hun havde mistet et barnebarn, der kun nåede at blive halvandet år.

Per stortrives i Bosnien. Han kan lide den spænding, der er forbundet med at være udstationeret i et krigsramt område. Han forstår ikke sin kones og sin mors angst og slår det derfor hen. Og da han får tilbudt at komme hjem, tager han ikke imod tilbudet.

Da han efter 9 måneders tjeneste kommer hjem, går han helt i stå. Han sidder hele tiden for sig selv og vil ikke ud blandt andre mennesker. Han kan ikke tage sig sammen til at lave noget.

[Billede: En sur mand, der lader som om han smiler]

6. Birgitte på besøg

Anna gik en stille tur gennem stuerne. Det gjorde hun altid efter kirketid om søndagen. Hun gik og nippede visne blade af potteplanterne og tørrede støv af møblerne.

Selvfølgelig glædede hun sig til, at Birgitte, hendes yngste datter, kom på besøg, men der var også så mange problemer forbundet med datterens besøg. Hvordan fik hun fortalt Birgitte, at Lars, der var Birgittes samlever, ikke måtte komme med, og hvordan fik hun Helge, hendes mand, til at undgå at komme ind på alle de spørgsmål, der kunne give problemer? Hvorfor ville Birgitte og Lars ikke giftes, og hvordan kunne de leve sammen i synd, når man tænker på den opdragelse, Birgitte havde fået? Hvordan kunne hun overhovedet vælge Lars, der kom fra et kirkefremmed miljø?

Lars havde slet ikke forstået, hvordan forholdet var, første gang han var med Birgitte hjemme. Han havde indladt sig i en diskussion med Helge om religiøse spørgsmål. Som om disse spørgsmål kunne diskuteres. Helge var blevet tavs, og Birgitte og Lars havde taget første tog tilbage til København.

Det forlød en tid, at Birgitte og Lars ikke var kærester mere, men så begyndte de at komme sammen igen, og nu flyttede de også sammen.

Anna havde prøvet at snakke med den kvindelige præst om forholdet, og præsten havde også lyttet til hende, men hun kunne slet ikke forstå, at det var så umuligt med Birgitte og Lars. I stedet talte hun om at tilgive, og at Gud havde sine egne veje.

Men Anna vidste bedre. Guds veje kunne man læse om i Bibelen, og Anna kunne blive dybt ulykkelig, når hun tænkte på, hvad der skete med dem, der ikke fik Guds tilgivelse.

Helge var gået ud i stalden, selv om det var søndag, og han ville nok ikke komme ind, før de skulle spise. Hun fik altså god tid til at snakke med Birgitte før middagen. Birgitte havde altid været så sjov at snakke med. Hun havde altid læst meget, og så spurgte hun Anna, hvordan hun skulle forstå det ene og det andet. Anna havde nok at gøre med at finde svar. Men hun syntes, det var spændende at få indblik i alle disse emner. Hun havde også læst meget, da hun som ung var på højskole, og hun havde læst mange bøger senere, men med pigerne og gården blev der så lidt tid. Helge havde altid syntes, at den megen læsning var noget pjat. Alt det vigtige her i livet stod alligevel i Bibelen.

Birgittes to ældre søstre var gift med kristne gårdmænd på egnen. De kom tit på besøg, og det voldte ingen problemer. De kunne dog ikke forstå, at Helge tog Birgitte og Lars' forhold så alvorligt. Herregud, tiderne har jo ændret sig, og man vidste jo godt, hvordan det var i København. Lars var vist god nok, selv om han ikke gik i kirke om søndagen. Kom de ind på disse ting, rejste Helge sig fra sin stol og gik en tur. Så nu holdt man sig fra det emne.

Egentlig kunne Anna godt forstå, hvordan Lars tænkte. Det ville Birgitte gerne tale om, når de var sammen. Lars mente, at alle led under selvhad og skyldfølelse, men hvis man kunne give slip på bitterheden og kritikken, så ville alle få det bedre. Og så talte han om, at selv alvorlige sygdomme kunne man helbrede, hvis bare man tænkte og følte positivt. Han mente også, at vi alle skulle lære at leve på en måde, så vi ikke ødelagde jorden med krig og forurening.

Anna sukkede. Hun syntes, der var meget kritik og bitterhed i verden, også i hendes egen lille verden. Men så tog hun sig i det. Hun måtte ud i køkkenet og forberede middagen. Hun følte pludselig, at hun glædede sig til at se Birgitte.

7. Modsætninger mødes ikke altid

Et hold kursister fra et intensivt sprogundervisningsforløb i tysk er på studietur i Berlin. Klientellet er meget blandet  lige fra sekretærer og håndværkere til gymnasieelever og mellemledere fra erhvervslivet. Blandt kursisterne er der et par nydelige herrer, meget velklædte, høflige, tiltalende og veluddannede i mellemlederstillinger i en stor virksomhed. De hedder Jens og Jørgen.

Jens og Jørgen er fascineret af deres kvindelige lærer og er meget belevne over for hende. Under middagen - den første aften - får Jens og Jørgen lidt at drikke, hvilket gør dem meget snakkesalige. Som aftenen skrider frem, fortæller de den ene vovede historie efter den anden, og slipset bliver løsnet lidt. De konkurrerer i al godmodighed om deres lærers opmærksomhed.

Senere på aftenen går hele holdet rundt og kigger på Berlins natteliv. De kommer forbi et kvarter, hvor der er mange prostituerede. Jens og Jørgen synes, at det er spændende og tiltaler nogle af dem samtidig med, at de har en meget beskyttende holdning over for deres lærer.

På et tidspunkt kommer de ind et sted, hvor der er to transvestitter, der danser dels med hinanden, dels med deres veninder. Transvestitterne nyder tydeligvis at danse og vide, at de bliver betragtet.

De fleste af kursisterne synes, det er spændende at betragte sceneriet. Nogle finder det ubehageligt, deriblandt læreren. Jens, der efterhånden er godt pyntet, træder hen til den ene af transvestitterne og siger til ham: "Skrub hjem og få noget ordentligt tøj på. Hvad Fanden bilder du dig ind og rende rundt i den der fjollede mundering! Du er direkte ulækker."

Jørgen, der kan se, at læreren er ved at græde, skynder sig at få hende bugseret udenfor.

Transvestitten reagerer med at give Jens et smækkys og omfavne ham. Og da transvestitten er en velvoksen mand med mange kræfter, har Jens svært ved at komme fri af det voldsomme favntag. Da han endelig slipper løs, styrter han ud og spytter og bander: "Jeg skal fandemig hjem og vaskes. Fy for Satan. Sådan en bøssekarl."

[Billede: En mand der skælder en transvestit ud]

8. På kollisionskurs

Kirsten og Michael bor sammen. Det har de gjort i nogle år efterhånden, men i den sidste tid har der været problemer.

Kirsten er sygeplejerske, og det har længe været hendes ønske at arbejde i udlandet. Hendes store drøm er at arbejde på et ulandsprojekt i Afrika. Michael er ansat i en større virksomhed. Han har oprindelig en tømreruddannelse. Nu har han fået et job, hvor der både er mulighed for videreuddannelse og avancement. På lidt længere sigt kan han arbejde i kortere perioder forskellige steder i udlandet. Sammen har de Emma på to.

Michael:

Jeg kan altså ikke forstå Kirsten. Nu har vi muligheden for at få vores drømmehus, og Kirsten kan gå ned på halv tid, så hun kan blive fri for de mange vagter om aftenen og i weekenderne. Det ville være en stor fordel for Emma at have sin mor lidt mere hos sig.

Da vi var yngre, havde vi en drøm om at arbejde i Afrika, men i dag ser verden helt anderledes ud. Jeg synes faktisk, det er direkte uforsvarligt at slæbe et lille barn med til så usikre forhold. Og vi kan da ikke bare lade Emma blive i Danmark, mens vi selv tager af sted. Det vil desuden være svært for mig at få et arbejde, der er lige så interessant som det, jeg har - for slet ikke at tale om, at jeg mister min mulighed for at arbejde mig op, hvis jeg rejser nu.

Om nogle år kan jeg sikkert komme ud med firmaet. Så kunne Kirsten få orlov og komme med sammen med Emma - og måske en lille ny. Vi ville se noget af verden, men under trygge forhold. Jeg har altid ønsket mig en redefuld unger, som jeg kan skabe en god og tryg tilværelse for.

Kirsten:

Jeg orker snart ikke mere. Det er, som om Michael har forandret sig, siden vi fik Emma. Han har givet afkald på alle sine idealer. Jeg tror, at han helt har glemt alle de planer, vi har lagt sammen. Vi ville gøre noget, der virkelig havde betydning - ikke kun for os selv. Nu taler han kun om sin karriere.

Jeg tror faktisk, at han helst vil have en lille nikkedukke med forklæde, der altid har maden klar til farmand, når han kommer træt hjem fra arbejde. Han er begyndt at tale om, at jeg skal gå ned i tid, så vi kan have familiehygge om søndagen. Han kan selv gå ned i tid, hvis han savner familiehygge.

På mit arbejde er vi et par piger, der har alvorlige planer om at arbejde i Bukina Faso. Jeg er sikker på, at vi godt kan finde ud af at være sammen om at passe Emma.

Jeg synes, at Michael og jeg har haft nogle gode år sammen, og vi vil altid være knyttet til hinanden gennem Emma. Men der er grænser for, hvor meget jeg vil gå på kompromis for at redde forholdet. Michael synes også, at vi skal giftes, og at vi skal have flere børn. Men måske ville det bedste være, at vi flyttede hver for sig og så bare var rigtig gode venner.


Forsiden | Forrige kapitel