[ Billede: Undervisningsministeriets logo ]

 

 

 

Om evalueringen af Groundbreaker's Learning Mall

- eller nødvendigheden af interkulturel kompetence

Af Lise Jeremiassen, adm. direktør, Alinea

Processen med at udvikle banebrydende undervisningsmateriale til engelsk og samtidig afprøve nye organisationsformer i et brancheoverskridende samarbejde er i skrivende stund næsten ved vejs ende. Groundbreaker's Learning Mall er blevet konkretiseret.

Groundbreaker's Learning Mall er blevet afprøvet i nogle klasser hos lærere og elever i folkeskolen og er blevet evalueret på DLH af Forskningscenter for pædagogisk IT. Groundbreakerkonsortiets organisering, interne samarbejdsprocesser og samarbejdet med de forskellige eksterne aktører er blevet evalueret af Håkan Levin. For begge evalueringer gælder det, at man meget klart har uddraget essensen af de komplicerede og mangefacetterede processer, konsortiet har været igennem og har kunnet se resultaterne i en relevant sammenhæng.

I det følgende vil jeg fremdrage aspekter af de to evalueringer, som i særlig grad er relevante for Groundbreakerkonsortiets proces og produktudvikling, og i den forbindelse sammenfatte vores holdning til projektet og til undervisningsmaterialet samt beskrive den kompetencetilførsel Groundbreaker's Learning Mall har tilført de involverede virksomheder.

National evaluering

Vi er glade for konklusionen på evalueringen fra Forskningscenter for pædagogisk IT, som går ud på, at Groundbreakerkonsortiet har formået at skabe et undervisningsmiddel med inddragelse af multimedier i overensstemmelse med intentionerne, som er en pædagogisk nyskabelse, og at det viser nye veje for undervisningsmiddelbranchen, at det afspejler intentionerne i folkeskoleloven og også understøtter IT-integrationen.

Et gennemgående træk ved rapporten er, at den er lavet med en tydelig stor respekt for de involverede elever og lærere og med forståelse for deres situation. Den er baseret på en grundig viden om Groundbreaker's Learning Mall's elementer og intentioner både, hvad angår de overordnede mål, de grundlæggende læringsprincipper for produktet og de forskellige arbejdsformer, det er hensigten, at materialet lægger op til, som særlig IT-integreret undervisningsmateriale.

Evalueringen bygger på FIKS-modellen, der tager udgangspunkt i et helhedsperspektiv af læringsprincipper, deres organiseringsformer, og de anvendte IT-baserede medier og redskaber. Evalueringen er foretaget gennem observationer og interviews med lærere og elever, afprøvning af materialet og videooptagelser.

Rapporten omfatter tre områder. En del beskriver materialet, en del lærernes vurdering af materialet som undervisningsmiddel, og en del beskriver elevenes holdning til arbejdet med Groundbreaker's Learning Mall, både som engelskundervisning og som multimedieprodukt.

Rapporten betegner den samlede ramme omkring Groundbreaker's materialer som en amerikansk udgave af en "konsumkorridor", et pædagogisk supermarked, et værested og et værksted, som danner rammen for den undervisning, der skal leve op til kravene i læseplanen for eleverne i 6. og 7. klasse. Der skrives endvidere, at elevernes møde med konsumkorridoren næppe kan have bedre ramme. Her udvikles identiteten og livsstilen. Det har også været en af intentionerne med produktet. Ikke en forherligelse af den amerikanske forbrugerlivsstil, men en inddragelse af den for at gøre eleverne bevidste, og lære dem at forholde sig til den. Vi har i konsortiet ønsket at tage udgangspunkt i elevernes virkelighed. Ved nogle fremvisninger er vi blevet spurgt, om vi ikke mente, det var en forherligelse af sider af den amerikanske kultur, som man ikke bør fremme i undervisningssystemet, men vi har netop ment, at den valgte ramme skulle være en motiverende faktor og er glade for, at man i evalueringen støtter denne antagelse, og at også lærerne og eleverne har givet udtryk for det samme.

Netop for at skabe så autentiske rammer som muligt, har vi været meget bevidste om det autentiske element. Billederne er taget i New York, vi har haft engelske dramaturger til at skabe dialoger og native English teachers til at vurdere og tilrette øvelser, sammen med meget erfarne lærere fra folkeskolen og i samarbejde med fagkonsulenten i engelsk. Materialet indeholder derfor en blanding af autentiske og fiktive indslag fra både trykte og elektroniske medier.

Som det også nævnes i rapporten har elevernes virkelighed været et væsentligt omdrejningspunkt i udviklingen af dialoger, øvelser og udformningen af materialet. Derudover er vi glade for, at man også vurderer, at elevens særlige måde at bruge materialet på bliver bestemmende for indholdet. Vi har vægtet elevens selvforvaltning og mulighed for individualiseret undervisning højt og har ønsket også at stimulere deres bevidsthed om, hvordan de lærer, og hvilke mål de kan sætte for sig selv gennem brug af de forskellige typer øvelser og den elektroniske logbog, som også de interviewede lærere har en positiv holdning til.

Konsortiet har opstillet nogle succeskriterier for Groundbreaker's Learning Mall. Alle skal ikke nævnes her, men væsentlige områder er:

  • At udvikle IT-baserede undervisningsmidler, som motiverer til kreativ og fleksibel anvendelse af IT i engelsk og opfylder CFK.
  • At understøtte IT-integration, fremme elevcentreret undervisning og udvikle receptive og produktive kompetencer i engelsk gennem en variation af emner, forskellige medier og aktiviteter.

Alt dette med indragelse af forskellige arbejdsformer og den kreativt-musiske dimension.

Det er en meget ambitiøs målsætning, og det skal den også være, når man skal udvikle banebrydende undervisningsmateriale. Det vanskelige, når man udvikler, er de mange bolde, der spiller samtidig, og de tråde, der skal samles løbende. For at et multimedieprodukt kan bruges i undervisningen, skal der være overensstemmelse mellem indholdet, de forskellige pædagogiske og didaktiske læringsprincipper og de mangfoldige tekniske krav. Der er desuden den fare, at man i sine ambitioner og udviklingsorientering glemmer den virkelighed, man udvikler til, selv om man kan spørge, om det at udvikle og være banebrydende ikke netop kræver, at man kan sætte sig ud over de begrænsninger virkeligheden ofte betinger.

Hvis materialet skal fungere banebrydende, er det selvfølgelig ikke nok, at det er udformet i overensstemmelse med principperne, hvis lærerne ikke er "klædt på" didaktisk. Hvis de ingen erfaringer har med de læringsprincipper, materialet bygger på, og ikke har tilstrækkelige IT-kompetencer. Den individualisering og mulighed for fleksibel tilrettelæggelse af undervisningen, som materialet lægger op til, vanskeliggøres mange steder både i organiseringen af timerne og skolens hverdag og i utilstrækkeligt udstyr. Dette nævnes også i evalueringen som et område, man skal være bevidste om. Det har dog ikke været nogen hæmsko for de involverede lærere og testskoler. De har haft en meget positiv holdning til projektet og brugt megen tid på at arbejde med det og give tilbagemeldinger og har generelt gode IT-forudsætninger.

Materialet har i høj grad levet op til lærernes forventninger om at kunne bidrage til undervisningsdifferentiering. Stærke elever har kunnet ‘køre' af sted, svagere elever har kunnet tage øvelserne i deres tempo, og de har alle kunnet hjælpe hinanden. Det har medført en krævende lærerrolle, hvor læreren indgik som inspirator og igangsætter og dermed fremmede en mere elevcentreret og mindre lærerstyret undervisning. En funktion som vi netop ønskede at understøtte, og som det er dejligt, at lærerne har syntes var relevant i forhold til materialet.

[Billede: Skærmbillede fra Groundbreaker's Learning Mall]

Vi er naturligvis også glade for, at evalueringen viser, at det engelskfaglige niveau, i materialet tilgodeser den bredde, der er i elevernes niveau, og at alle kan få et fagligt udbytte. Endvidere er vi glade for, at både lærere og evaluator vurderer, at en vælig målsætning opfyldes, nemlig at Groundbreaker's Learning Mall kan indgå som led i et større engelskforløb, at materialet motiverer eleverne til kreativ og fleksibel anvendelse af IT i engelskundervisningen, og at eleverne i arbejdet med det oven i købet har fået yderligere færdigheder i IT. I det hele taget har samarbejdet med lærerne været meget værdifuldt.

Eleverne har også udtrykt en positiv holdning til Groundbreaker's Learning Mall, som er udarbejdet med den tekniske ambition at nå eleverne der, hvor de er. For at man kan nå dem i denne genre, er det et krav, at kvalitetsniveauet er på højde med de spil, de kender fra deres computeranvendelse i hverdagen. De roser grafikken, brugerfladen og de grafiske elementer og synes også, at de lærer engelsk på en sjov måde. I materialet har de oplevet en type engelskundervisning, som også har appelleret til de elever, som normalt ikke er så aktive. Nogle syntes, det var svært med logbogen, men som det også nævnes i rapporten, så er refleksion over egen læring ikke noget, man kan lære i den forholdsvis korte tid materialet var til gennemprøvning. Den gruppe, som materialet er henvendt til, har altså vendt tommelfingeren op for vores materiale. Det er selvfølgelig en stor glæde for os, fordi man jo i en produktudviklingsproces hele tiden skal have brugeren og den kontekst, et materiale skal bruges i, for øje, og det er lykkedes for os at fastholde i de mange drøftelser, redigeringer og justeringer, der ligger bag resultatet af Groundbreaker's Learning Mall.

Der er i evalueringen nogle påpegninger af områder inden for teknik, som ikke har fungeret optimalt. Det skyldes dels, at materialet ikke var helt færdigt, da det blev sendt til afprøvning, og dels at nogle skoler ikke har helt så gode IT-faciliteter, som man kunne ønske sig.

Et meget væsentligt aspekt i udviklingen af IT til undervisning har været samspillet med lærerne og afprøvningen på skolerne. Det må fremover være et væsentligt princip, når man udvikler så omkostningstunge og komplicerede produkter som multimedieprogammer, at man har mulighed for at inddrage lærernes erfaringer i den endelige version. Desuden må man også gøre sig klart, at produktudvikling af disse typer programmer skal ske i et samspil af forskellige brancher med forskellige kompetencer. Det kan kun store og kapitalstærke virksomheder klare alene.

Der er heller ingen tvivl om, at IT vil komme til at spille en mere dominerende rolle i undervisningen, og at den vil indgå som et væsentligt element i fremtidens undervisningsmaterialer. Derfor er en løbende dialog mellem brancher og forskellige aktører nødvendig.

Evnen og viljen til at indgå i produktivt samarbejde vil også være en væsentlig kompetence hos ansatte i fremtidens orgasationer. Det samarbejde skal kunne foregå mellem forskellige brancher og mellem offentlige og private virksomheder. I fremmedsprogsundervisningen er der meget fokus på interkulturel kompetence, som er vigtig at have, hvis man skal begå sig i en anden kultur. Det er en kompetence, som også er højst relevant i det brancheoverskridende samarbejde, der ligger til grund for Groundbreaker's Learning Mall, hvor forskellige virksomheders kulturer har skullet finde fælles kodeks og platform.

Nordisk evaluering

I sin nordiske evaluering af Banebryderprojektet vurderer Håkan Levin de temaer, som har været gældende for hele projektet. Hvad angår Groundbreakerkonsortiet drejer det sig om organisationsformen og samarbejdet inden for konsortiet, om samarbejdet med testskolerne, en vurdering af produkterne, behov for informationsspredning af produkterne og arbejdsprocessen til andre både her og i de øvrige nordiske lande og Undervisningsministeriets rolle som initiativtager og samarbejdspartner.

Ingen af de nævnte områder kan stå isoleret, de er vævet ind i hinanden. Hvis man skal se overordnet på det, som har været en væsentlig faktor for, at udformningen og resultatet blev som det er tilfældet, tror jeg, at den organisations- og samarbejdsform, som Groundbreakerkonsortiet valgte, har spillet en rolle for produktets udformning. Håkan Levin skriver i sin sammenfatning:

"Projekt måste få egen identitet. Medarbetarna måste ha en lojalitet mot projektet. Den grundas på en gemensam definition ac uppgiften, begreppen, rollerne och målet. Det tar tid at skapa en gemensam syn i alle disse frågor. Kanske Šr det så att projekt som syftar till att skapa ett paradigmskifte krŠver en helt ny organisation".

Banebryderprojektet kendetegnes ved et brancheoverskridende samarbejde, hvor et nyt konsortium blev dannet af ledere og medarbejdere fra tre deltagende virksomheder. Der var fra starten en stor bevidsthed om problemer, der kunne opstå i et samarbejde med tre meget forskellige kulturer, men ikke en tilstrækkelig aftale om, hvordan eventuelle problemer kunne løses og heller ikke en præcisering og fastholdelse af den enkeltes petence og ansvar. Det har skabt konflikter, men også en skabende energi mellem medarbejdere fra tre meget ambitiøse virksomheder.

Jeg tror ikke, som det anføres, at gruppen skulle være låst inde i fjorten dage og være tvunget til at finde fælles definitioner og begreber. Jeg ser de problemer, som opstod, dels som en naturlig effekt, når virkeligheden og tidspresset opstår, og når ledelsens kompetence ikke er klart defineret. Der blev reelt udøvet ledelse med for mange mesterkokke. Ledelseskompetencen og ansvaret blev ikke fra starten fastholdt af konsortiets leder og en projektleder fra dennes virksomhed. Alle større IT-projekter bør starte med ledelsens analyse og fastlæggelse af strategier. Det blev gjort i styregruppen, men i forløbet kom fokus til at ligge i redaktionsgruppens arbejde, og de strategiske mål blev her løbende diskuteret og ændret. Det samme gjaldt tids- og ressourceforbruget, som måtte justeres hen ad vejen. Om processen skriver Håkan Levin, hvordan personlige konflikter og følelse af særligt ejerskab og kompetence forstyrrede forløbet. Det er helt klart, at i fremtidige projekter skal ledelsens kompetence være helt præcist defineret, således at de grundlæggende strategier og kortsigtede såvel som langsigtede mål kan fastholdes. Det er styregruppens og altså ledelsens vigtigste opgave at fastholde redaktionsgruppen i målopfyldelsen både, hvad angår delmål og den enkeltes ansvar og kompetence. Det er krævende at være ledelse i et konsortium sammensat af personer, som har en modervirksonhed, og som midlertidigt arbejder for et sammensat tidsbegrænset konsortium. Den enkeltes tilhørsforhold ligger ikke i det midlertidige konsortium, men i udformningen af selve projektet. Det har været en ledelsesmæssig udfordring, og en ny ledelsesrolle at skabe et konstruktivt samspil, løse konflikter og generere den skabende energi af midlertidigt sammenbragte meget kompetente medarbejdere.

Det er et af fokusområderne ud fra et ledelsesmæssigt perspektiv, fordi der er ingen tvivl om, at den type projekt og organisering som Groundbreakerprojektet viser en fremtidig tendens. Det vil blive en naturlig og nødvendig udvikling, at virksomheder går sammen om tidsbegrænsede projekter og kræver nogle særlige kompetencer hos ledelse og medarbejdere. De skal være rummelige, fleksible, åbne og samtidig fastholdende.

Nye kompetencer

Udover at have medvirket til at skabe bevidsthed om begreber vedrørende undervisning, læring, didaktik, faglighed og lærerroller hos de involverede, har Groundbreakerprojeketet også givet nye kompetencer til de involverede virksomheder som helhed og til de enkelte medarbejdere. Det har været ud fra devisen Learning by doing. Der har været medleven fra hele virksomheden og en stor videbegærlighed og stillingtagen til delprodukter og processens forskellige faser. En tendens der har været fælles for de tre involverede virksomheder, selv om det selvfølgelig har manifesteret sig forskelligt.

Enhver virksomhed er som en celle, som nødigt lader for meget komme ind og påvirke kredsløbet og heller ikke slipper for meget ud. Den holdning gælder for mange, men har ændret sig mærkbart for de tre konsortiedeltagere i løbet af processen. Det er åbenbart, at den udviklingsproces Groundbreaker's Learning Mall er udtryk for, også har sat sine spor. Det drejer sig om synet på arbejde og erkendelsen af nødvendigheden af engagement. Accepten af at følelser er nødvendige for at skabe, og at respekten for professionalisme er en forudsætning for et frugtbart samarbejde. Man kan kun skabe nyt, hvis man er dygtig til sit fag, parat til at lære nyt og har følelserne med og er bevidst om sin egen og sin organisations rolle som en del af et stort hele. Ingen af de tre virksomheder kunne have klaret opgaven alene. Håkan Levin skriver, at projektet er udtryk for et paradigmeskifte, og det er jeg enig med ham i på mange punkter.

Initiativet fra Undervisningsministeriet og Erhvervsfremme Styrelsen er nyt, og selv om, som det nævnes af nogle, måske kan ses at være en fare for skævvridning i forhold til rent private producenter, er der ingen tvivl om, at Banebryderprojekterne har givet IT-baserede undervisningsmaterialer et ordentligt skub frem. Der er kommet en bred erkendelse af nødvendigheden af IT-kompetencer og inddragelse af dem på en kvalificeret måde i undervisningen. Vi har lært, at samarbejde mellem forskellige brancher er nødvendigt og kompliceret, ligesom vi er stødt ind i nogle formelle problemstillinger vedrørende rettigheder og distributionsaftaler, som skal løses.

Paradigmeskiftet ses også i organiseringen af arbejdet i konsortiet, det afspejler det fragmenterede samfund, vi lever i, hvor fremtidige arbejdsopgaver vil være af kortere og længere varighed. Det samme gælder samarbejde med kolleger, som af samme grund også vil være tidsbegrænset. Vi vil fremover skulle indgå i samarbejdsrelationer ikke kun herhjemme, men også med andre lande for en kortere eller længere tid. Altså udføre arbejdsopgaver, som i bogstaveligste forstand er grænseoverskridende, og som vil kræve stor interkulturel kompetence.

Projektformen vil uden tvivl blive en mere fremherskende arbejdsform. Så det, vi har prøvet, er kun en beskeden start i forhold til den udvikling, som er på vej, hvorfor de erfaringer, vi har gjort, er meget værdifulde og i høj grad fremtidsrettede.

Håkan Levin ser informationsspredning som en væsentlig opgave for parterne fremover. Det er konsortiet helt parat til at deltage i, selv om vi formelt ophører med at eksistere den 30. september, når projektet er afleveret. Vi kan fortælle om vores produkt, vores arbejdsformer og om konsortiets organisationsform og etablering af samarbejdsrelationer. Kort sagt om de mange aspekter, som undervisningsmidlet Groundbreaker's Learning Mall er udtryk for.


Forsiden | Forrige kapitel | Næste kapitel