Kommentarer til og refleksioner over evalueringerne af SkoleMedi@'s del af Banebryderprojektet

Af Ole Østergaard, leder, Amtscentret for Undervisning, Vejle Amt

I forbindelse med Banebryderprojektet har man anmodet Forskningscenter for Pædagogisk IT ved Danmarks Lærerhøjskole om at vurdere undervisningsmaterialerne, herunder pædagogik, metodik og faglighed. Endvidere er Strategisk Netværk ved Søren Carøe i sin evaluering blevet bedt om at fokusere på organisation og proces, herunder projektorganisation, arbejdsformer, fremdrift, arbejdskulturer samt overførsel af viden. Endelig har Håkan Levin, Utvecklingskonsulenter AB, Sverige interviewet en række personer fra forlæggerne, Brancheforeningen for Undervisningsmidler, folk fra Undervisningsministeriet samt lærere for på denne måde at evaluere projektet. Det er der kommet et meget fyldigt og spændende materiale ud af.

Jeg er blevet bedt om at kommentere evalueringerne samt komme med personlige kommentarer til materialet. Først vil jeg kommentere hver enkelt i ovennævnte rækkefølge og derefter komme med nogle samlende kommentarer.

I forbindelse med udgivelse af SkoleMedi@'s materialer i Banebryderprojektet har man præsenteret den såkaldte "ståluldspædagogik". Ideen med denne pædagogik er primært, at den forlader det traditionelle lineære undervisningsprincip til fordel for et mere holistisk syn, hvor man grundlæggende tror på, at eleven selv, men i samarbejde med læreren opbygger sin egen individuelle struktur af det indlærte og ikke ukritisk overtager lærerens måde at organisere viden på. Selvfølgelig stiller det større krav til eleverne at arbejde efter en sådan pædagogik - især hvis man i mange år kun har været undervist efter et linert princip. Det påpeges også i evalueringen fra DLH, men det virker mærkeligt, at man forholder sig så forsigtig og analyserende til denne pædagogik, og eksempelvis ikke påpeger, at det kunne være en af vejene væk fra den traditionelle undervisningsform, der stadig i høj grad præger grundskolen. Selvfølgelig kræver det en lang indlæring for eleverne at vænne sig til en anden og for eleven mere aktiv form, og man kan selvfølgelig ikke pludselig skifte fra en pædagogik til en anden uden risiko for, at det vil mislykkes, hvad alle erfarne lærere ved. Derfor kan man alligevel godt give nye metoder og former for pædagogik bedre muligheder, før man blot igen vender tilbage til de gamle velafprøvede former. Endelig stiller "ståluldspædagogikken" også større krav til den enkelte lærer, da der kræves et betydeligt større fagligt overblik for at kunne rådgive eleverne undervejs i processen. Kommentaren i rapporten: "Fra det øjeblik læreren giver slip på den kontrol, der ligger i at have fuldt opsyn med klassen, øges risikoen for at undervisningen mislykkes" virker antikveret, og kommentaren virker mere bevarende for det lineære undervisningsprincip fremfor forståelse for nye pædagogiske tanker og ideer. Som kontrast til denne kommentar udtaler adskillige af DLH's forskere sig gang på gang til medierne om, at en af vejene frem til en mere spændende grundskole kunne være at praktisere en form for "ståluldspædagogik". Derfor kunne man også forvente, at rapporten havde udvist en mere positiv holdning til initiativet.

Den personlige computer kan efter min mening være en fremragende katalysator for at indføre en anden pædagogik end den lineære. På den anden side kan man sagtens forestille sig, at informationsteknologien aldrig vil få en afgørende betydning i skolen, hvis man ikke samtidig ændrer undervisningsformen, og dermed vil en væsentlig del af de store investeringer på dette område være spildt.

Det er givet også et problem, at adskillige lærere stadigvæk ikke har den fornødne tekniske kunnen til at beherske computeren på en sådan måde, at man kan få det fulde udbytte af teknologien. Flere af de interviewede lærere udtaler også, at de først undervejs i projektet fik en mulighed for at bruge computeren hensigtsmæssigt og derfor først senere fik øjnene op for de mange muligheder materialet giver. Desuden virker det også underligt, at evaluatorerne ikke har været i stand til at finde flere klasser og lærere, der har brugt de forskellige materialer fuldt ud - inklusive LogBog®'en - når så mange klasser i forsøgsperioden har brugt enten det ene eller det andet materiale. For mig svarer det til, at man konkluderer på noget samtidig med, at man kun har prøvet dele af materialet og måske endda ikke på den mest hensigtsmæssige måde.

Formålet med LogBog®'en er, at læreren og eleven får mulighed for at kommunikere sammen, så læreren har en klar fornemmelse af, hvor langt eleven er i projektet. Samtidig kan det efter min mening også være et fremragende redskab i forhold til forældresamarbejdet, da de jo har samme mulighed for at følge deres barns arbejde i skolen. Derfor virker det som et særdeles brugbart værktøj for såvel elev som lærer, og mange giver da også udtryk for stor tilfredshed med denne ide, som jo ikke er ny, men i elektronisk udgave er den ikke set før. Samtidig vil principperne i LogBog®'en kunne overføres til alle fag og derfor også generelt være et godt kommunikationsredskab mellem forældre og skole.

Igen er det forstemmende at læse, at mange ikke har kunnet bruge den elektroniske LogBog® - enten pga. af tekniske vanskeligheder, eller også fordi man ikke teknisk magtede at bruge muligheden. Derfor virker det også lidt mærkeligt, at de undervisere, der er med til at evaluere projektet ikke har mere erfaring med at bruge IT. For mig svarer det til, at man beder et menneske, der ikke har kørekort, vurdere om en bestemt bil er god at køre i.

Det er tankevækkende at læse evalueringsdelen, der omfatter forfatter- og producentperspektivet. Her udtrykkes det meget klart, at den proces repræsentanter fra de tre konsortiedeltagere samt forfattere og redaktører har været igennem, vil have betydning, når de samme personer i fremtiden skal fremstille nye undervisningsmaterialer. Det har ikke været en let proces for alle at være tvunget til at forlade det lineære undervisningsprincip og derefter fremstille materialer, der skulle fremstå som ikke færdige, da lærere og elever via egne oplevelser, andre materialer og Internettet skulle supplere materialet. Samtidig skulle såkaldte traditionelle lærebogsforfattere og redaktører samarbejde med journalister fra Morgenavisen Jyllands-Posten. Deres arbejdsproces og den tid journalister har til at færdiggøre et materiale er selvfølgelig meget anderledes end en lærebogsforfatters arbejdsmetode. Jeg synes ideen er spændende, og den kan være med til at udvide måden at betragte undervisningsmaterialer på. Derfor kunne jeg godt have ønsket mig, at man i evalueringen havde fokuseret mere på dette mix, da man i den form for materiale tager udgangspunkt i fortællingen eller historien og derefter arbejder sig fagligt dybere og dybere ned i stoffet omkring historien alt efter nysgerrighed, temperament og energi. Derved opstår en differentiering, der er spændende for såvel elever som lærere.

Projektleder Christian Wang er et sted inde på, at en af erfaringerne ved dette projekt har været, at man måske skulle lave forsøg med en slags uddannelse for lærebogsforfattere, da den traditionelle produktion af undervisningsmaterialer indirekte kan være med til at fastholde skolen i en undervisningstradition, som vi reelt ønsker at forlade. Det kan meget vel være rigtigt, men for mig er der heller ingen tvivl om, at det også kræver en massiv efteruddannelse af mange lærere.

Det er også kendetegnede, at rapporten flere steder giver udtryk for, at der er foregået heftige diskussioner omkring tilblivelsen af materialet blandt producenter, redaktører og forfattere. Men det samme har ifølge rapporten også været tilfældet mellem de lærere, der har brugt materialet. For undertegnede, der har beskæftiget sig med materialer i adskillige år, er det et kendt fænomen, at de materialer, der påvirker undervisningen mest, er som regel de materialer, der har været igennem en heftig diskussion mellem de personer, der skal bruge dem senere.

Strategisk Netværk ved Søren Carøe er som tidligere omtalt blevet anmodet om at vurdere projektet ud fra organisation og proces, herunder projektorganisation, arbejdsformer, fremdrift, arbejdskulturer samt overførsel af viden.

Sammenfattende konkluderes det, at SkoleMedi@ har været i stand til at udvikle en metode, der kan udvikle banebrydende eksempler på undervisningsmaterialer og skabe baggrund for ændrede organisationsformer i undervisningsmiddelbranchen. Konklusionen er altså meget klar, men når det er sagt, må man også konstatere, at der naturligvis har været adskillige vanskeligheder undervejs, hvilket selvfølgelig vil være uundgåeligt, når en gruppe mennesker i overført betydning sammen bevæger sig ud i fremmed land.

I beskrivelsen af Banebryderprojektets stærke sider fremhæves det store engagement og den dynamik, der har præget arbejdet. Det virker ikke overraskende, at disse elementer skal være til stede, hvis noget nyt og anderledes skal produceres, men samtidig er det også lykkedes at skabe opmærksom om projektet - både i og uden for undervisningsmiddelbranchen, og derfor kan det måske og forhåbentlig medføre, at andre vil give sig i kast med at producere anderledes materialer.

Det er interessant i rapporten at læse om de forskellige virksomhedskulturer, der bringes ind i det nye firma SkoleMedi@. Der er ingen tvivl om, at det har givet anledning til voldsomme diskussioner, men som det også udtrykkes, har det samtidigt givet en slags synergieffekt, der har været med til at fremme det endelige resultat. Der er tydeligt, at det har været et stort arbejde på den ene side at bøje Mikro Værkstedets forretnings- og handlingsorienterede holdninger mod Dansklærerforeningens Forlags mere diskussionsorienterede og stærke faglige indgang til projektet. Derfor afspejler rapporten også, at det primært har været repræsentanter fra Geografforlaget, der sammen med projektlederen har trukket det største læs i denne proces, men en årsag til dette er selvfølgelig også, at indholdet i de producerede materialer ligger tættere på den produktion, man normalt ser fra dette forlag. Samtidig fremgår det også af rapporten, at samarbejdet mellem konsortiepartnerne har medført, at de er blevet tvunget ind i en ny udvikling, som ingen hver for sig havde kunnet starte.

Det har også vist sig, at flere af deltagerne har følt et større behov for en strammere styring af projektet. På den anden side er denne mangel i nogen grad blevet opvejet af et stærkt engagement fra nøglepersonerne i projektet. På mange områder får man fornemmelsen af, at selve projektet også har været præget af en vis form for "ståluldspædagogik". Derfor var det måske en idé for SkoleMedi@'s fremtidige projekter, at de indførte en form for logbogsstyring på det administrative niveau. Det må dog efter min mening ikke ske på bekostning af entusiasmen.

Noget tyder desuden på, at det ikke er lykkedes Banebryderprojektet at afklare de økonomiske og juridiske aspekter ved udvikling af undervisningsmidler, der integrerer informationsteknologien og andre elektroniske billed- og informationsmedier, hvilket var et af Undervisningsministeriets ønsker med projektet. Hvis det ikke skulle have været tilfældet, tyder det på, at man fra projektdeltagernes side har haft et informationsproblem på dette område.

Håkan Levin, Utvecklingskonsulenter AB, har ikke haft et så specifikt mål med evalueringen, som de to førnævnte. Hans indgang til en analyse har været via en række interviews, hvoraf de fleste har medvirket i tilblivelsen af projektet mere end af afprøvningen af projektet. Desuden har Håkan Levin også haft til opgave at beskrive begge projekter, hvorimod de andre har koncentreret sig om Banebryderprojektet.

Den generelle opfattelse er også her, at materialet "På Opdagelse..." vurderes højt. Materialet "VerdenRundt" vurderes som et spændende initiativ, men den flotte idé med at kombinere journalister og lærebogsforfattere i et fælles projekt har været vanskeligere, end man havde forventet bl.a. på grund af de forskellige arbejdskulturer. Den hurtige og lidt mere flygtige journalistiske indgang til emnet kombineret med de meget korte tidsfrister over for det mere grundige og gennembearbejdede med tradition for længere tidsfrister, har til tider været besværlig. Personligt mener jeg dog, at ideen er fremragende, og man må håbe, at det ikke er sidste gang en sådan arbejdsproces bliver afprøvet.

Hvad angår LogBog®'en er der meget tilfredshed med dette initiativ, og det konstateres også, at dette materiale kan bruges i alle fag, og derfor vil denne idé givetvis have den længste levetid af samtlige materialer. Levin konstaterer også, at lærernes kendskab til IT er mindre end producenternes. Her berøres et væsentligt problem, og begejstringen for LogBog®'en blandt lærere og dermed også elever havde sikkert været endnu større, hvis det generelle kendskab til IT var bedre.

Endelig påpeger Levin nødvendigheden af at udbrede de indhøstede erfaringer over for de øvrige producenter inden for branchen, og denne informationsspredning kan også have betydning internationalt.

Det har været spændende at følge projektet især det sidste år, da det i denne periode har været et kursusemne på mange amtscentre. Derved har jeg talt med mange lærere om projektet og ideerne bag, og langt de fleste har været positive. Derfor har det selvfølgelig også været interessant at læse evalueringerne og få en mere professionel vurdering end blot det at snakke med tilfældige lærere. Men generelt må det konstateres, at det er utroligt svært at ændre undervisningstraditioner, der har adskillige årtier måske århundreder på bagen. Derfor skulle det måske også kun være banebrydende lærere, der skulle vurdere banebrydende projekter, da det måske er den bedste måde til at sikre, at inertien på området ikke bliver for stor. Alt for mange gange oplever man, at lærerne fortsætter med at bruge gamle og velprøvede materialetyper, hvilket medfører, at forlagene fortsætter med at fremstille traditionelle materialer, og begge parter bruger det derefter som undskyldning for ikke at prøve noget nyt.

Derfor er det både vigtigt og flot, at Undervisningsministeriet har finansieret et sådan projekt. Desværre er projekter kun helt vellykkede, hvis alle deltagere synes det er godt, og det har absolut noget med timing at gøre, hvis dette skal lykkes. Derfor tror jeg ikke, at et enkelt projekt af denne karakter er nok, og derfor ville det være fint, hvis man både havde mod og økonomi til at iværksætte lignende projekter, så erfaringerne på dette område kunne blive endnu større.

Forsiden | Forrige kapitel | Næste kapitel