[ Billede: Undervisningsministeriets logo ]

 

 

 

Forord

Formålet med denne publikation er at give et indtryk af hvilke resultater, der er kommet ud af Banebryderprojektets 1. fase. Publikationen indeholder artikler om det ændrede undervisningsmiddelbegreb og opsummeringer af de evalueringer, der er blevet foretaget som led i projektet.

Evalueringerne i deres fulde omfang kan findes på Undervisningsministeriets hjemmeside på www.uvm.dk/grundskole/uvmidler

Banebryderprojektet

Banebryderprojektet blev startet i 1997, hvor der blev afholdt en EU-licitation, og hvor to konsortier blev udvalgt til at komme med forslag til nye banebrydende undervisningsmidler.

Det ene konsortium består af Alinea, DR TV-Åben og Orfeus, som under projektforløbet har kaldt sig Groundbreaker. Det andet konsortium består af Mikro Værkstedet, Geografforlaget og Dansklærerforeningens Forlag - dette konsortie dannede i forbindelse med projektet virksomheden SkoleMedi@.

Projektet er blevet støttet med 10 mio. kr. af Erhvervsfremme Styrelsen, og Undervisningsministeriet afsatte 3 mio. kr. til projektet.

Målene med Banebryderprojektet har været:

  • at udvikle, afprøve og producere undervisningsmidler, der lever op til kravene i folkeskoleloven udmøntet i faghæfter for fagene, og som fremmer udnyttelsen af informationsteknologien (IT) og andre elektroniske billed- og informationsmedier,
  • at opbygge knowhow om integration af IT og andre elektroniske billed- og informationsmedier i udviklingen og produktionen af nye undervisningsmidler til brug i folkeskolen,
  • at afdække de økonomiske og juridiske forhold, der knytter sig til sådanne produktioner og til distributionen af dem, til gavn for producenter og brugere,
  • at skabe baggrund for ændrede organisationsformer i undervisningsmiddelbranchen om nødvendigt gennem opbygning af en ny type branche og et nyt marked.

I projektperioden har begge konsortier produceret undervisningsmidler, som må betegnes som nye og banebrydende med integration af IT.

Projektet har vist, at det er både nødvendigt, ønskeligt og givende med samarbejde på tværs i branchen, og projektet har afdækket de ændrede økonomiske, juridiske og organisatoriske forhold, der er forbundet med produktionen af undervisningsmidler, der udnytter forskellige formidlingskanaler og -metoder.

Hele projektet og resultaterne deraf er en fin illustration af det nye udvidede undervisningsmiddelbegreb. Og der er god overensstemmelse mellem de faglige krav til undervisningen, forventninger til elevernes IT-kompetencer og indholdet og mulighederne i produkterne.

Der er med disse to meget forskellige undervisningsmidler lagt op til banebrydende undervisning med udgangspunkt i det fagligt/pædagogiske indhold i materialet og arbejdet med det. Der er også lagt op til, at man kan planlægge undervisningen - med udgangspunkt i de producerede undervisningsmidler - i samarbejde med eleverne.

Det banebrydende ligger altså både i samarbejdet om produktionen, i selve indholdet og i integrationen af IT og den inspiration og de muligheder indholdet og mediet giver.

Gert B. Nielsen
Direktør
Undervisningsministeriet


Forsiden | Forrige kapitel | Næste kapitel