[ Billede: Undervisningsministeriets logo ]

 

 

 

Samspil mellem det private og det offentlige

Af Lise Jeremiassen, adm. direktør, Alinea

Baggrund

Banebryderprojektet er i sin afslutningsfase, og de implicerede parter er nået til status efter to års intenst samarbejde.

Alinea udarbejdede sammen med Orfeus og DR TV-Åben et fælles projekt med en ambitiøs og synes vi, fremsynet målsætning.

Udover at udvikle nyt banebrydende undervisningsmateriale til engelsk i 6.-7. klasse baseret på et samspil mellem IKT - multimediematerialer og tekster, havde vi et væsentligt mål, nemlig at projektet skulle være en afprøvning og udvikling af samarbejdsrelationer mellem forskellige aktører og virksomheder. Det ville give os en viden om, hvordan man slår bro mellem forskellige kulturer og virksomheder og derigennem udvikler nye kompetencer.

I forbindelse med produktionen af undervisningsmidlet blev der dannet et konsortium bestående af Alinea, Orfeus og DR TV-Åben. Der blev udarbejdet en detaljeret organisationsstruktur, et katalog over hvordan man håndterer uforudsete problemer, detaljerede arbejds- og tidsplaner, budgetter samt planer for koordinering, afrapportering og evaluering. Der lå altså en grundig planlægning til grund for projektet, mange gode visioner og en stor forventning til processen.

Forventningerne er langt hen ad vejen blevet indfriet. Synspunkter, holdninger og kompetencer er blevet drøftet, vurderet og tilpasset den virkelighed, der lå i at skulle producere et færdigt produkt skabt helt fra grunden.

Forskellige kulturer

Når man udvikler og producerer et undervisningsmiddel, har man på et forlag som Alinea en mere eller mindre udtalt konsensus om definitionen på, hvad undervisningsmidler er, og i hvilken kontekst de skal bruges, ligesom mål, fagbeskrivelser og pædagogiske og didaktiske problemstillinger udgør en væsentlig del af det arbejde, der ligger til grund for produktionen. Hele ressourceproblematikken (rentabilitet og forbrug af arbejdstimer) indgår i den forbindelse også som en del af forlagets arbejde.

Groundbreakerkonsortiet består som sagt af tre producenter, en privat virksomhed Alinea, en halvoffentlig, Orfeus, som er en selvejende institution med bestyrelsesrepræsentanter fra offentlige instanser og en offentlig organisation, DR TV-Åben, som er en selvstændig afdeling under Danmarks Radio med indtægtsdækket virksomhed.

De forskellige kulturer de tre producenter repræsenterer, har derfor nødvendiggjort et udredningsarbejde med hensyn til at finde fælles definitioner, fælles opfattelser og beskrivelser af pædagogik, didaktik, undervisningsmidler og så videre. Hele processen med at afgrænse og idéudvikle og finde en fælles platform afspejlede forskellige kulturer og var både ressourcekrævende, inspirerende og skiftevis domineret af logik og irrationelle slutninger. Det var en nødvendig energifyldt proces, hvor forskellige former for problemløsninger udløste den dynamiske kreativitet.

Det har været i diskussionerne og i forskellighederne, at synergieffekten opstod.

Der var løbende møder i konsortiets styregruppen og redaktionsgruppen samt med Undervisningsministeriets styringsgruppe, til hvem vi også lavede kvartalsvise afrapporteringer.

Denne struktur, hvor konsortiet kunne inddrage Undervisningsministeriets konsulenter og åbent kunne drøfte muligheder og ønsker om justeringer bidrog til, at diskussioner og drøftelser blev udmøntet i konkrete produkter og fremadrettede beslutninger. Det samarbejde gjorde også, at der blev nedbrudt fordomme og skabt forståelse for de forskellige beslutningsgrundlag, der gælder for forskellige typer producenter.

[Billede: web-magazine]

Hvis en privat virksomhed som Alinea alene skulle have stået for udviklingen af Banebryderprojektet, ville det have været utroligt bekosteligt, og man kan let forestille sig, at den kreative synergieffekt, de ofte lange arbejds- og afklaringsprocesser var blevet afkortet af ressourcemæssige hensyn. Men netop det faktum, at det både var produktet og processen, der var i centrum, var helt sikkert en væsentlig dynamo i udviklingen af kvalifikationer og viden både fagligt og i arbejdsprocesserne.

At kunne udvikle nyt materiale og parallelt hermed nye arbejds- og organisationsformer giver et utroligt kompetenceløft.

Samarbejde

I samarbejde med forskellige producenter, det være sig private, offentlige eller halvoffentlige er en væsentlig forudsætning for succes, at de indbyrdes kompetencer og ansvarsområder i samarbejdsrelationer er klare, og at der foregår en åben dialog om mål og midler.

Hvis man ønsker at skabe et stort projekt, er det nødvendigt med et samspil, som forudsætter en ægte accept af forskelligheder, hvor støvede opfattelser af, hvordan man tænker, arbejder og træffer beslutninger ikke kan bruges, men hvor viljen til at løse problemer må være altdominerende.

Det private-offentlige samarbejde har været en realitet både inden for konsortiet og i det tætte samarbejde mellem Undervisningsministeriet og konsortiet. Desuden har vi haft kontakt med eksterne offentlige institutioner som DLH og flere skoler. Så man må sige, at projektet har forgrenet sig vidt, hvad angår involvering af samarbejdsrelationer.

Konklusion

På baggrund af de erfaringer vi har gjort, er der ingen tvivl om, at nyudvikling af komplekse mutimedieprodukter, som det foreliggende undervisningsmateriale, forudsætter deltagelse af flere interessenter, og at det i vores projekt har været væsentligt, at vi havde støtte fra Undervisningsministeriet og sparring fra fagligt kompetente konsulenter.

Desuden har den økonomiske sikkerhed, som lå i den tildelte bevilling også gjort, at vi har turdet være mere grænseoverskridende både hvad angår produktudvikling og rummelighed for forskellige arbejdsprocesser.

Ingen af de involverede har udregnet deres timeløn, men man kan heller ikke måle den mængde, vi tre som producenter har lært, og alt det den enkelte er blevet bedre til. Alle de kontakter vi har fået og de mange kompetencer, vi har udviklet, er værdifulde for vores fremtidige virksomhedsudvikling og måde at se på undervisningsmidler. Jeg tror, at alle i konsortiet er enige i konklusionen, at det har været utroligt lærerigt at deltage i Banebryderprojektet, og at Erhvervsfremme Styrelsen og Undervisningsministeriet har været fremsynede og modige med deres initiativ.


Forsiden | Forrige kapitel | Næste kapitel