Forord

Undervisningsministeriet kom for første gang med en uddannelsesredegørelse i 1996 under min forgænger Ole Vig Jensen. Jeg ønsker at fortsætte denne tradition og udsender hermed ministeriets tredie, og min første uddannelsesredegørelse - UR98. Hensigten med en uddannelsesredegørelse er at skabe debat. Eller rettere sagt: Give et godt fundament for en kvalificeret debat om væsentlige uddannelsespolitiske emner. Debatten skal have hold i de konkrete problemstillinger, vi står overfor i uddannelsesverdenen i dag. Men den må også meget gerne løfte sig op og blive visionær på et principielt grundlag. Derfor indeholder UR98 både status over gennemførte love og igangsatte initiativer og idéer og visioner til det fremtidige uddannelsessystem.

UR98 behandler tre temaer, som er højt prioriteret på min uddannelsespolitiske dagsorden - også i det kommende år. Det første tema er kvalitet, herunder evaluering. Kvalitet er et nøgleord i disse år. Hvad forstår vi ved kvalitet i forbindelse med uddannelse? Og hvordan måler og sikrer vi den? Det andet tema er frafald. Det er bedst, hvis alle vælger rigtigt første gang og gennemfører den uddannelse, de er begyndt på. Men hvorfor falder nogle fra undervejs, og hvordan kan dette frafald mindskes? Det tredje tema i UR98 er, om undervisning er for alle - eller for de fleste? Det sætter fokus på dem, der har særlige behov for støtte for at kunne gennemføre en uddannelse. Og det rejser spørgsmålet om, hvordan vi bedst kan leve op til intentionen om uddannelse til alle.

Jeg vil gerne understrege sammenhængen mellem ovennævnte tre temaer. Det er indlysende, at frafaldsproblematikken, diskussionen om de uddannelsesmæssigt "svageste" og forsøget på at definere, måle og sikre kvalitet i uddannelserne griber ind i hinanden. Man kan sige, at kvalitetsbegrebet udgør den overordnede ramme, som de to øvrige parametre er med til at udfylde. Et uddannelsessystem af høj kvalitet er, som jeg ser det, et system, hvor flest muligt gennemfører deres uddannelse, og hvor der er plads til alle. Kvalitet i uddannelsessystemet er imidlertid meget mere end det. Kvalitet i sig selv er et luftigt begreb, der må defineres i den sammenhæng, det skal bruges, for at få konkret betydning, så det kan anvendes i praksis. Derfor bliver det afgørende at få sat ord på, hvad vi forstår ved kvalitet.

I kapitel 1 giver Undervisningsministeriet sit bud på, hvad kvalitet i uddannelsessystemet er. Kvalitet er en kompleks størrelse, der angår både kompetencer hos den færdiguddannede, undervisningssituationen, ressourceudnyttelse og tilpasning til arbejdsmarkedets kvalifikationskrav. Kvalitet er også et dynamisk begreb. Den teknologiske udvikling og globaliseringen stiller krav til uddannelserne om at udvikle nye kvalifikationer, der kan være med til at sikre den enkelte en plads på arbejdsmarkedet. Netop samfundets hastige forandring gør det umuligt at opstille eviggyldige kvalitetsmål på uddannelsesområdet. Kvalitetsbegrebet må flytte sig i takt med, at verden ændrer sig.

Evaluering indgår i den sammenhæng som et redskab til at måle og vurdere, om den kvalitet, vi ønsker, er til stede. Lad mig i den forbindelse slå fast, at evaluering ikke er og ikke bør være lig med kontrol. Tværtimod handler evaluering

i høj grad om samarbejde og dialog mellem den, der evaluerer, den, der bliver evalueret, og den, der fastsætter de overordnede rammer og mål. For det kræver en fælles indsats at følge op på en evaluering og eventuelt lave om på tingene. Og uden opfølgning mister evaluering sin værdi. Evaluering har altså til formål at bidrage til en kvalitetssikring og -udvikling af uddannelsessystemet. Til gavn for både brugere: elever og studerende, professionelle: lærere og undervisere, og aftagere: arbejdsmarkedet. Derfor har jeg taget initiativ til, at der etableres et nationalt evalueringsinstitut i Danmark, som skal evaluere alle uddannelser fra grundskoleniveau til de videregående uddannelser.

Kapitel 2 ridser frafaldsproblematikken op. Det sætter tal på hvor mange, der i en bestemt periode har afbrudt deres uddannelse, og hvor mange af dem, der siden hen valgte, eller fravalgte, at vende tilbage til uddannelsessystemet. Udgangspunktet for at diskutere frafald er, at det er bedst for den enkelte og for samfundet, hvis alle vælger rigtigt første gang og gennemfører den uddannelse, de er startet på. Det gælder både for ungdomsuddannelse og videregående uddannelse. For den enkelte er det et tab at bruge tid og ressourcer på en uddannelse, som afbrydes. Derfor må vi indrette uddannelserne, så det bliver nemmere at træffe det rette uddannelsesvalg. Uddannelsessystemet skal være overskueligt og attraktivt. For at kunne mindske frafaldet, må det forklares. Kapitel 2 angiver årsager til frafald og eventuelle fremtidige indsatsområder.

Uddannelse skal ikke være forbeholdt dem, der i forvejen er gode til at læse, skrive og regne. Uddannelse er også - og ikke mindst - for dem, som ikke umiddelbart passer ind i det uddannelsessystem, vi har skabt. Kapitel 3 stiller spørgsmålet, om undervisning og uddannelse er for alle - eller for de fleste? Svaret er, at uddannelse bør være for alle. Det er en samfundspligt at sørge for, at virkeligheden lever op til dette ideal. Derfor må vi løbende se på, om systemet trænger til at blive justeret og gjort mere rummeligt.

Mit mål er, at der om nogle år ikke længere tales om uddannelsesmæssigt "svage" børn, unge og voksne. Det er forkert at stemple en person som "svag", fordi vedkommende for eksempel er fysisk handicappet eller ikke umiddelbart er bogligt orienteret. Det afgørende er lysten til at lære. Og lysten forsvinder hos et menneske, der får at vide, at det ikke duer. Vi er alle forskellige med individuelle kompetencer, styrker og svagheder. I princippet kunne vi alle kaldes "svage" eller "stærke", afhængig af hvilke kriterier, der ligger til grund for betragtningen. Det er vigtigt for mig at være med til at skabe et uddannelsessystem, som tilgodeser alle forskellighederne og tager udgangspunkt i den enkeltes ressourcer. På den måde kan vi forhåbentligt undgå, at nogle børn og unge sorteres fra allerede meget tidligt i deres uddannelsesforløb og mister lysten til al videre uddannelse.

Jeg håber, at jeg med UddannelsesRedegørelse 98 har lagt op til en bred uddannelsespolitisk debat om de tre temaer: Kvalitet, frafald og indsatsen for at give uddannelse til alle.

Margrethe Vestager

December 1998