1993

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den

16. april 1993 i sag

nr. 2/1993

Elev A mod B

Mellem klageren, elev A, født den 12. april 1972, og indklagede, B, blev den 12. februar 1992 indgået en uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes som jordbrugsmaskinfører med uddannelsesperiode fra den 18. juni 1990 til den 28. februar 1993.

Ved skrivelse af 20. marts 1992 meddelte indklagede, at klageren var „fyret på grund af manglende ordre."

Under anbringende af at indklagede ikke har udbetalt overarbejdsbetaling og uberettiget har ophævet uddannelsesaftalen har klageren ved sin faglige organisation Specialarbejderforbundet i Danmark ved klageskrift modtaget den 21. januar 1993 indbragt sagen for Tvistighedsnævnet med endelig påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 90.217,11 kr. med procesrente fra sagens indbringelse for nævnet.

Indklagede har ikke afgivet svarskrift og har ikke givet møde for Tvistighedsnævnet.

Det påståede beløb fremkommer således:

Manglende overarbejdsbetaling for tiden 22. maj 1990 - 22. marts 1992	57.970,76 kr.
12 1/2 % feriegodtgørelse heraf	7.246,35 kr.
	65.217,11 kr.
+ erstatning for afbrudt elevforhold	25.000,00 kr.
I alt	90.217,11 kr.

Klageren har under personligt fremmøde for nævnet bl.a. forklaret, at han den 1. juni 1992 fik en ny uddannelsesaftale. Han er nu udlært med en måneds forsinkelse.

I sagens behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget landsdommer Niels Johan Petersen (formand), konsulent Sven-Peter Nygaard og fuldmægtig Frederik Nielsen (begge Dansk Arbejdsgiverforening) samt konsulent Niels Christian Daugaard og konsulent Andy Andresen (begge Landsorganisationen i Danmark). Herudover har som særligt sagkyndige medlemmer i denne sag deltaget kontorchef Per Laurents (Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger) og forretningsfører Steen Andersen (Specialarbejderforbundet i Danmark).

Efter bevisførelsen lægger Tvistighedsnævnet klagerens opgørelse af overarbejde til grund. Da de anvendte timesatser svarer til de overenskomstmæssigt fastsatte, tager nævnet herefter i det hele klagerens påstand om betaling af overarbejde til følge.

Da klagerens uddannelsesperiode som følge af indklagedes uberettigede ophævelse af uddannelsesaftalen er blevet forlænget med en måned finder nævnet, at indklagede herudover bør betale en erstatning på 12.000 kr.

Thi bestemmes:

Indklagede, B, skal inden 14 dage betale 77.217,11 kr. med procesrente fra den 28. januar 1993 til klageren, elev A.

Hver part bærer sine omkostninger.

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den

21. oktober 1993 i sag

nr. 5/1993

Elev A mod B

Mellem klageren, elev A, født den 30. maj 1968, og indklagede, B, blev den 1. august 1992 indgået en uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes som salgsassistent med uddannelsesperiode fra den 1. august 1992 til den 31. juli 1995.

I slutningen af januar 1993 blev uddannelsesforholdet bragt til ophør.

Under anbringende af at ansvaret for uddannelsesforholdets ophør påhviler indklagede og at klageren ikke har modtaget forsvarlig oplæring, har klageren ved sin faglige organisation Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark ved klageskrift modtaget den 24. marts 1993 indbragt sagen for Tvistighedsnævnet med endelig påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 52.000 kr. med procesrente fra sagens indbringelse.

Indklagede har ved sin faglige organisation Butik og Kontor Arbejdsgiverforeningen påstået frifindelse.

Klageren har tidligere indgået uddannelsesaftale med indklagede. Denne aftale blev den 21. august 1991 ophævet af indklagede indenfor prøvetiden.

Det fremgår af sagen, at indklagede dengang ejede en blomsterforretning i x-by og en blomsterforretning i y-by, der begge var godkendte uddannelsessteder. Klageren arbejdede størstedelen af tiden 1. august 1992 til 12. december 1992 i forretningen i y-by. Den 12. december 1992 blev denne forretning lukket, og klageren arbejdede herefter i x-by.

Den 29. og 30. januar 1993 opstod nogle episoder mellem klageren og indklagede, der resulterede i, at klagerens svigermoder om eftermiddagen lørdag den 30. januar telefonisk sygemeldte klageren. Der var i den forbindelse nogle samtaler mellem klageren og indklagede, hvorom der er afgivet forklaring.

Indklagede sendte herefter et anbefalet brev til klageren, dateret den 30. januar 1993, poststemplet den 2. februar 1993 og modtaget den 4. februar 1993:

„Til A

Du får hermed bekræftelse på din opsigelse fra i lørdags.

Din løn er tilbagekaldt i banken, da jeg så fratrækker det forudbetalte beløb på 3.500,- kr. og varer for 360,- kr. i alt 3.860,- kr. som nu er modregnet i din løn for januar og ny check vedlægges på restbeløbet. Hvis du ønsker bevidnelse på den tid, du har været her, så kan du naturligvis få en sådan en.

Check vedlagt på kr. 162,11.
.........."

„..........

For så vidt angår den aktuelle sag, så blev A ansat som salgsassistentelev den 1. august 1992, ......... A har gennem sin ansættelsestid ikke modtaget forskudttidstillæg jf. § 11 stk. 3 i landsoverenskomsten, ligesom der ikke er udbetalt overtidstillæg jf. § 12. A har ligeledes gentagne gange arbejdet i Bs forretning i y-by, desuagtet at uddannelsesaftalen er indgået med x-by butikken, og de derved forbundne omkostninger i form af arbejdstid og transportomkostninger er heller ikke honoreret.

Da organisationerne tidligere har været involveret i sager af samme karakter med x-by butikken, vil forbundet denne gang rejse krav om bod for brud på overenskomsten, ligesom forbundet vil indstille, at x-by butikken fratages godkendelsen til at uddanne elever på baggrund af den række af elevsager, der har været med virksomheden.

Sluttelig skal det meddeles, at A har været sygemeldt siden den 30. januar 1993, bl.a. pga. arbejdsforholdene hos x-by butikken og at forbundet ved forhandlingen vil anføre, at uddannelsesforholdet mellem A og x-by butikken ophæves med baggrund i arbejdsgiverens misligholdelse af uddannelsesforholdet og som konsekvens heraf rejse krav om erstatning for tab af uddannelsesgode.

På baggrund af sagens omstændigheder og da vi er bekendt med, at x-by butikken, på trods af en fortsat gældende uddannelsesaftale med A, allerede har søgt ..... Handelsskole om en ny elev, skal vi anmode om, at forhandlingen etableres snarest muligt ......."

Der er under personligt fremmøde for nævnet afgivet forklaring af klageren, indklagede, K, L og M.

Klageren har bl.a. forklaret, at hun ved uddannelsesperiodens begyndelse var i forretningen i x-by, hvor indklagede lærte hende at binde buketter. Herefter arbejdede hun i forretningen i y-by, hvor hun i august og september det meste af tiden arbejdede alene. M kom dog hver dag ved 9.30 - 10.30 tiden og blev der til lukketid. Forretningen i y-by var åben 9 - 17.30. Fra omkring 1. oktober kom M ikke mere, og der blev herefter på klagerens anbefaling ansat en praktikant fra midten af oktober, indtil forretningen lukkede i december. Hendes svigermoder har også hjulpet til i forretningen. Klageren åbnede forretningen om morgenen og lukkede om aftenen, hvorunder hun afstemte kassen. Indklagede og M kom kun, når der leveres varer til forretningen eller køres varer ud, men hun kunne ringe til x-by, såfremt hun havde behov for hjælp. Vareindkøb blev foretaget af B, efter at klageren havde afleveret en seddel om, hvad der manglede. Fra begyndelsen af december var forretningen i y-by lukket onsdag og torsdag. Hun arbejdede derfor disse dage i x-by. Fra den 13. december arbejdede hun kun i x-by. Hun skulle i januar på skoleophold, men blev kaldt tilbage af B. Den 29. januar blev hun om morgenen ringet op af indklagede, der spurgte, om hun ville med hende på en tur med blomster. Ca. 20 min. senere ringede indklagede imidlertid og sagde, at klageren blot skulle møde som normalt kl. 9.30. Ved 13 - 13.30 tiden bad hun om sin løncheck, hvorefter hun fik lov til at gå i banken. Hun havde det da ikke godt psykisk. Der var ingen, der havde sagt „god morgen" til hende den pågældende dag. Hun kørte hjem til sin svigermoder, hvorfra hun ringede til HK og fortalte, at hun havde det „ad Pommern til". HK rådede hende til at sygemelde sig, men hendes svigermoder sagde, at hun skulle køre tilbage og tale med indklagede om tingene. Hun kørte derefter tilbage til forretningen. Hun vidste ikke, at M skulle have fri den pågældende eftermiddag. Da hun kom tilbage, blev der ikke sagt „hej". Ca. 15.30 kom hendes ven, V, og på dette tidspunkt brød hun sammen. Efter råd fra V blev hun dog i forretningen. Hun fik ikke talt med indklagede denne dag. Indklagede gik kl. 18, og klageren lukkede forretningen kl. 19. Lørdag morgen mødte hun kl. 9. Heller ikke denne dag fungerede kommunikationen. Hun spurgte indklagede, om hvem der skulle have tidligt fri denne dag. Indklagede svarede, at det var indklagede, der skulle gå først. Klageren blev sat til at lave tørrede produkter. Da hun havde problemer med sin menstruation, kørte hun hjem til sin svigermoder for at skifte. Hun rystede da over hele kroppen. Hun kontaktede sin læge, der rådede hende til straks at sygemelde sig. Svigermoderen ringede derefter til indklagede og sygemeldte hende. Kort tid senere ringede indklagede og bad hende komme. Klageren svarede, at hun ville vente med at komme til om mandagen. Indklagede fandt dette „tarveligt", fordi der var travlt i forretningen. Klageren spurgte, om hun ikke måtte vente med at komme til om mandagen. Hertil svarede indklagede, at hvis hun ikke kom, kunne de betragte det som en fyring.

Indklagede har bl.a. forklaret, at hendes datter M havde fri fra sit arbejde i en bagerforretning hver dag kl. 9, hvorefter hun kørte til y-by på 10 min. Forretningen i y-by var sat til salg allerede inden klageren begyndte den 1. august, og fra midten af oktober blev der holdt ophørsudsalg, dog således at der dagligt blev tilført nødvendige suppleringsvarer. Fra midten af november var forretningen i y-by lukket hver onsdag og torsdag. Den 19. januar 1993 skulle klageren begynde et 30 ugers skoleophold hver tirsdag, onsdag og torsdag. Den 20. januar blev M indlagt på hospital, og indklagede aftalte derfor med skolen, at klageren kunne få fri onsdag og torsdag. I den følgende uge var klageren på skole den 26., 27. og 28. januar. Indklagede har ikke opfattet, at klageren skule have problemer, bortset fra, at hun sagde, at hun havde problemer med sin bank. Om torsdagen havde indklagede en samtale med sin revisor, og hun var bekymret over det dårlige resultat. Hun følte, at hun havde et godt forhold til klageren. Om fredagen sagde klageren blot, at hun havde været i banken i 2 timer. Under sin telefonsamtale med klageren lørdag ved middagstid bad indklagede klageren om at komme i forretningen, således at de kunne tale om tingene. Hun tilføjede, at hvis klageren ikke kom, måtte hun betragte det som en opsigelse fra hendes side.

K har bl.a. forklaret, at hun har været i praktik i forretningerne i y-by i ugerne 44-45 og 47-50 1992. Hendes arbejdstid var 10 - 11.30 og 12 - 16.30. Hun fejede i forretningen, vandede blomster og hjalp i det hele klageren. Der var ikke andet personale til stede. Indklagede kom nogle gange og drak kaffe, og M kom 2-3 gange med varer.

L har bl.a. forklaret, at hun er svigermoder til klageren. Hun har 4 lørdage i november/december 1992 uden betaling hjulpet til i forretningen i y-by. De 3 lørdage arbejdede hun sammen med klageren, den sidste lørdag sammen med indklagede, idet klageren havde fri. Fredag den 29. januar 1993 kom klageren om eftermiddagen til hendes bopæl efter at have været i banken. Klageren havde det psykisk dårligt; hun følte, at hun ikke lærte noget. Problemerne opstod, når indklagede var i forretningen sammen med M, fordi de to ikke kunne sammen. Indtil dette tidspunkt havde der kun været „småproblemer". Klageren rystede og var kridhvid i ansigtet. Klageren ringede til HK, der rådede hende til at sygemelde sig. Vidnet sagde efter denne samtale, at klageren skulle tage tilbage og tale med indklagede. Lørdag den 20. januar kom klageren grædende til vidnets bopæl ca. kl. 1.30. Klageren sagde, at hun ikke havde haft mulighed for at tale med indklagede. Vidnet meldte derefter telefonisk klageren syg overfor indklagede, der ønskede klageren god bedring. Vidnet hørte, at klageren under den senere telefonsamtale samme dag mellem indklagede og klageren, at klageren spurgte: „Er jeg fyret?" Hun ved ikke, hvad indklagede svarede. Den 1. februar ringede vidnet til indklagede og spurgte, om der skulle sendes en sygemelding. Hertil svarede indklagede: „Nej, for A er fyret." Vidnet bad om at få det skriftligt, hvilket indklagede lovede.

M, der er indklagedes datter, har bl.a. forklaret, at hun i efteråret 1992 arbejdede i et bageri. Hendes arbejdstid sluttede kl. 9.00, og hun var indtil oktober i forretningen i y-by senest 9.15. Hun følte, at klageren og hende havde det godt i y-by, selvom der nogen gange var en smule jalousi mellem dem, idet indklagede behandlede klageren bedre end vidnet. De lavede meget blomsterarbejde i y-by. Fra begyndelsen af november var forretningen i y-by lukket to dage om ugen. Efter oktober har hun flere gange været i forretningen i y-by med varer. Hun har herunder 4-6 gange mødt praktikanten K. I x-by har der et par gange været diskussioner, når klageren ønskede ekstra frihed. Fredag den 29. januar 1993 var hun sur på klageren, fordi klageren slet ikke sagde noget som helst. Om lørdagen var der imidlertid ingen problemer. Det var vidnet, der lørdag over middag modtog den telefoniske sygemelding fra klagerens svigermoder. Der var mange kunder i forretningen, så hun fik først fortalt indklagede herom lidt senere. Vidnet var ikke på arbejde om mandagen og har ikke siden lørdag den 30. januar talt med klagerens svigermor. Hun har tidligere været privat veninde med klageren.

I sagens behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget landsdommer Niels Johan Petersen (formand), konsulent Sven-Peter Nygaard og

fuldmægtig Frederik Nielsen (begge Dansk Arbejdsgiverforening) samt konsulent Andy Andresen og konsulent Evelyn Jørgensen (begge Landsorganisationen i Danmark). Herudover har som særligt sagkyndige medlemmer i denne sag deltaget advokat Rikke Palm (Butik og Kontor Arbejdsgiverforeningen) og faglig sekretær Jørgen Ole Larsen (Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark).

Efter bevisførelsen lægger Tvistighedsnævnet til grund, at ingen af parterne har været berettiget til at bringe uddannelsesforholdet til ophør.

Efter oplysningerne om klagerens arbejde i forretningen i y-by, må det endvidere lægges til grund, at klageren kun i ca. 1 måned har været alene i forretningen i den fulde åbningstid, men at hun i denne periode stedse har kunnet tilkalde assistance fra forretningen i x-by. Indtil oktober 1992 var M tilstede i forretningen i næsten hele åbningstiden, og fra begyndelsen af november 1992 har klageren arbejdet 2 dage ugentlig i forretningen i x-by. Det kan herefter ikke med den fornødne sikkerhed lægges til grund, at klageren ikke ville modtage den fornødne uddannelse hos indklagede.

Efter indholdet af HKs skrivelse af 3. februar 1993 må det lægges til grund, at klageren dengang ikke har opfattet resultatet af telefonsamtalen med indklagede lørdag den 30. januar som en bortvisning.

Da uddannelsesforholdet ubestridt er bragt til ophør i begyndelsen af februar 1993 finder nævnet, at indklagede skal betale et skønsmæssigt fastsat beløb for afbrydelsen af uddannelsesforholdet. Dette beløb fastsættes til 6.000 kr.

Thi bestemmes:

Indklagede B skal inden 14 dage betale 6.000 kr. til elev A med tillæg af sædvanlig procesrente fra den 24. marts 1993 og afregne feriegodtgørelse af lønbeløbet.

Hver part bærer sine omkostninger.

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den

6. januar 1994 i sag

nr. 12/1993

Elev A mod B

Mellem klageren, elev A, født den 6. maj 1963, og indklagede, B, blev den 8. oktober 1991 indgået en uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes som fagfotograf med uddannelsesperiode fra den 7. oktober 1991 til den 6. januar 1995. Den 23. september 1992 ophævede indklagede uddannelsesforholdet under anbringende af, at klageren skulle have udvist økonomisk uredelighed.

Klageren har ved sin faglige organisation Medieforbundet den 27. april 1993 indbragt sagen for Tvistighedsnævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale en erstatning på 75.852 kr.

Indklagede har påstået frifindelse.

Der er under personligt fremmøde for nævnet afgivet forklaring af indklagede og klageren samt af reklamebureauindehaver R og af L.

Indklagede har bl.a. forklaret, at han ca. 1½ måned efter, at klageren blev ansat, fik mistanke om, at der forsvandt penge i virksomheden. En dag ca. 1 uge før den 23. september 1992, medens indklagede havde besøg af en kunde, bad han klageren om at køre i byen og foretage indkøb af nogle varer, der skulle anvendes ved reklamefotografering. Da klageren kom tilbage, konstaterede indklagede ved et tilfælde, da varerne skulle lægges i fryseren, at klageren udover de bestilte varer havde indkøbt hummerhaler, kinarejer og 3-4 halve hummere. Indklagede spurgte klageren, hvad det var. Hertil svarede klageren: „Hov, det er privat." Indklagede sagde hertil, at de skulle snakke om det senere. Alle de varer, som klageren havde købt, var anført på den bon, klageren havde afleveret. De talte nogle dage senere om det passerede, men indklagede husker ikke samtalen herom. I virksomhedens lokale, der ikke er ret stort, lå der penge frit fremme mange forskellige steder. Der blev foretaget kasseafstemning 1 gang om måneden. Den 22. september 1992 fjernede han alle penge, men efterlod 30 kr. ved en radio. Næste dag mødte klageren alene om morgenen. Da indklagede kom ved 11-tiden var pengene væk. Han spurgte klageren, hvor pengene var. Klageren sagde, at han havde købt cigaretter for dem. Herefter sagde indklagede til klageren, at han skulle forsvinde. Indklagede har ikke tidligere hørt, at der skulle være købt sikringer for pengene.

Klageren har bl.a. forklaret, at han ikke har tilegnet sig penge i indklagedes virksomhed. Den dag, han - som af indklagede forklaret - blev sendt i byen, skulle han indkøbe frosne 1 kg. hummere. Han købte samtidig nogle løse hummerhaler og intet andet. Hummerhalerne var ikke købt på den bon, han afleverede ved hjemkomsten. Da indklagede så hummerhalerne, blev han meget ophidset over, at han havde købt ind til privat brug. Indklagede sagde, at de skulle tale om det senere. Da kunden var gået afregnede han indkøbet af de frosne hummere med indklagede, og pengene stemte med bonen. Der lå ikke penge frit fremme mange forskellige steder i virksomheden. Fredag den 18. september 1992, hvor indklagede ikke var til stede, skulle der købes Elsikringer, og der var ingen penge. Han udlagde derfor 30 kr. af sine private penge. Om mandagen gav han indklagede bonen på de 30 kr.. Der var travlt mandag og tirsdag, så han fik ikke pengene. Da han skulle hjem tirsdag den 22. september, var indklagede gået, og han tog derfor 21 kr., der lå på radioen, til betaling af busbillet. Næste morgen blev han straks overfaldet af indklagede. Klageren vedgik, at han havde taget pengene, men han nåede ikke at forklare yderligere, idet indklagede stærkt ophidset bortviste ham. Han arbejder nu som postbud.

R har bl.a. forklaret, at han 2-3 år har været kunde hos indklagede. Han husker, at klageren en dag kom tilbage fra indkøb med varer og en bon. Indklagede spurgte, hvad det var for nogle varer. Klageren svarede, at de var til ham selv. Indklagede sagde, at det måtte de ordne sidenhen.

L, der er indklagedes lillebror, har bl.a. forklaret, at han i 1992 var ansat hos indklagede sammen med klageren. Han har et par gange bemærket, at der om aftenen stod tomme flasker under vasken, men at de var væk næste morgen. Han ved ikke, hvor pengene for flaskerne var. Han har talt med indklagede herom, men han ved ikke. om klageren er blevet spurgt. Han har set, at der har ligget penge fremme i virksomheden, som senere var væk. Det var ikke ualmindeligt, at man tog penge i kassen og lagde en seddel, men klageren afregnede ikke sin seddel.

Klageren har til støtte for sine påstande nærmere anført, at han ikke har foretaget private indkøb for indklagedes regning, og at han ikke har tilegnet sig penge fra indklagedes virksomhed. Bortvisningen har derfor været uberettiget.

Indklagede har til støtte for sin frifindelsespåstand nærmere anført, at klageren har misbrugt sin adgang til at foretage indkøb for virksomheden til privat fordel, og at klageren den 22. september 1992 har tilegnet sig pengene, der lå på radioen.

I sagens behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget landsdommer Niels Johan Petersen (formand), konsulent Sven-Peter Nygaard og fuldmægtig Frederik Nielsen (begge Dansk Arbejdsgiverforening) samt konsulent Niels Christian Daugaard og konsulent Andy Andresen (begge Landsorganisationen i Danmark). Herudover har som særligt sagkyndige medlemmer i denne sag deltaget fotograf Tom Borch Jacobsen (Dansk Industri) og forbundssekretær Thorkild Sunesen (Medieforbundet).

Da den kassebon, som klageren afleverede efter sine indkøb omkring den 15. september 1992, ikke er fremlagt under sagen, lægger Tvistighedsnævnet klagerens forklaring om det passerede til grund. Der er herefter ikke grundlag for at kritisere klagerens økonomiske dispositioner ved denne lejlighed.
Efter de afgivne forklaringer om virksomhedens arbejdsgang finder nævnet endvidere ikke at kunne tilsidesætte klagerens forklaring om, at det beløb, der var anbragt ved radioen den 22. september 1992, af klageren retmæssigt kunne anses som refusion af en af ham afholdt udgift til Elsikringer.

Da indklagede allerede herefter har været uberettiget til at bringe uddannelsesaftalen til ophør skal han betale en godtgørelse til klageren. I overensstemmelse med nævnets sædvanlige praksis fastsættes denne godtgørelse skønsmæssigt til 25.000 kr.

Thi bestemmes:

Indklagede, B, skal inden 14 dage til klageren, elev A, betale 25.000 kr. med tillæg af sædvanlig procesrente fra den 27. april 1993.

Hver part bærer sine omkostninger.

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den

8. oktober 1993 i sag

nr. 14/1993

Elev A mod B

Mellem klageren, elev A, født den 16. november 1971, og indklagede, B, blev den 23. januar 1992 indgået en uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes som chauffør med uddannelsesperiode fra den 17. februar 1992 til den 16. august 1994. Den 19. februar 1993 opsagde indklagede uddannelsesforholdet „på grund af økonomiske årsager og manglende kørsel".

Klageren har ved sin faglige organisation Kristelig Fagforening og Kristelig Funktionær-Organisation ved klageskrift af 10. juni 1993 indbragt sagen for Tvistighedsnævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale manglende udbetalt løn med 5.130 kr. og en godtgørelse for mistet praktikplads med 45.000 kr.

Indklagede har påstået frifindelse.

Det fremgår af sagen, at indklagede - efter at han var blevet bekendt med, at sagen omkring 1. april 1993 var blevet forelagt Fagligt Udvalg for Chauffører med henblik på uddannelsesforholdets genoptagelse - telefonisk meddelte klageren, at han kunne tilbyde hende anden ansættelse. Klageren underrettede sin faglige organisation herom ved skrivelse af 16. april 1993, hvori det bl.a. er anført:

„Jeg er blevet tilbudt et job som medhjælper på en møbelbil, og det mener jeg at det kun er fordi, at B ved, at jeg ikke kan klare det job. Det er et andet job, end jeg valgte at blive uddannet i, og jeg ønsker ikke at blive ødelagt p.g.a. jobbet er for tungt for mig. Der er også stadigvæk tvivl omkring, hvad jeg skal have i løn.

..........

Det job, B har fundet til mig, er hos en vognmand, der kører for B, men han har sin egen bil, og er først startet som selvstændig i 1992.

Denne vognmand er V

..........

Inden jeg skulle starte hos V, sagde B at så kunne jeg komme ud og køre en uge for ham.

.........."

Denne henvendelse fra klageren fik Kristelig Fagforening og Kristelig Funktionær-Organisation til den 20. april 1993 at skrive følgende til indklagede:

„Vedr. A
Ovennævnte har meddelt os, De ønsker at hun skal fortsætte uddannelsen hos V, ...... Arbejdet er fysisk langt tungere end det hun fik stillet i udsigt ved påbegyndelsen af sin uddannelse. Hun mener derfor ikke hun vil kunne klare dette arbejde. Denne vognmand kører som selvstændig, men han får sin kørsel gennem Dem, og efter det oplyste har han været selvstændig siden 1992.
Vi skal bemærke at han forinden en elev kan ansættes, skal godkendes og As kontrakt skal også indgås.

De har anmodet A om at „køre en uge" før start hos V hos Dem. Vi forventer derfor hun starter hos Dem - men ikke kun en uge. Vi forudsætter hun fortsætter arbejdet indtil sagen er afgjort - og man evt. har fundet en anden løsning.

.........."

Der foreligger ingen skriftlig reaktion fra indklagede på denne henvendelse, og klageren genoptog ikke sin uddannelse.

Indklagede har til dokumentation for sine økonomiske forhold for Tvistighedsnævnet fremlagt en indkomst- og formueopgørelse for 1992.

Der er under personligt fremmøde for nævnet afgivet forklaring af klageren og indklagede.

Klageren har bl.a. forklaret, at hun mellem jul og nytår 1992 med kort varsel måtte afholde beordret ferie. Under et skoleophold blev hun ved samtalen med andre elever klar over, at hun havde krav på løn under ferien. Da hun sagde dette til B, svarede han, at så skulle overenskomsten overholdes på alle punkter. Han satte derfor uden varsel hendes løn ned fra 4.500 kr. pr. 14. dag til 3.360 kr. Hendes opgjorte løntilgodehavende svarer til differencen mellem 4.500 kr. og 3.360 kr. i den resterende ansættelsesperiode. Hun fik kørekort til lastvogn den 26. februar 1993. Hun talte med V om at køre med ham. Meningen var, at hun først skulle køre en uge hos indklagede, og at hun derefter skulle køre hos V. Hun bad om at få det skriftligt, men hun hørte ikke mere, hverken fra V eller fra indklagede. Hun har, siden hun ophørte som elev, modtaget bistandshjælp.

Indklagede har bl.a. forklaret, at han oprindelig fik forbindelse med V gennem en af sine chauffører. Han havde dengang ikke tilstrækkeligt arbejde, men da han senere fik mere at køre med, rettede han henvendelse til K på Landtransportskolen, med hvem han diskuterede ansættelse af en elev. K, der fortalte ham om uddannelsesreglerne, herunder reglerne for praktikpladser, sagde, at der ikke var noget problem i at ansætte en elev. Herefter indgik han en uddannelsesaftale med A. På et senere tidspunkt forsøgte han forgæves at få uddannelsesaftalen ændret, således at A i stedet blev ansat som langtidsledig med tilskud fra det offentlige. As forklaring om baggrunden for, at hendes løn blev nedsat, er korrekt. Nedsættelsen skete uden varsel. Han var nødt til at afskedige A på grund af manglende ordretilgang. A kørte med en alm. varevogn, der herefter ikke blev benyttet erhvervsmæssigt. Han anvendte nu udelukkende lastbiler i firmaet, idet det var mere rentabelt end kørsel med varevogn. A havde på daværende tidspunkt ikke kørekort til lastvogn. Han gjorde intet for at fremskynde hendes erhvervelse af dette kørekort. Han talte med K om situationen. K var enig i, at han kunne afskedige A. Indklagede fik V til at „tage" A. Det var tanken, at hun skulle være en af 3 personer på en lastvogn, der kørte med møbler. Indklagede skulle fortsat betale As løn.

Klageren har til støtte for sine påstande nærmere anført, at indklagede har været uberettiget til at nedsætte klagerens løn fra de aftalte 4.500 til den overenskomstmæssige løn, i hvert tilfælde ikke uden et passende varsel. Indklagede vidste, at A var i færd med at tage kørekort til lastvogn, som hun erhvervede en uge efter, at hun var blevet afskediget. Hun kunne herefter have fortsat sit arbejde hos indklagede under anvendelse af lift og palleløftere. Indklagede har derfor været uberettiget til at afskedige A. Det arbejde, som indklagede tilbød hende hos V, var ikke godkendt.

Indklagede har til støtte for sin frifindelsespåstand nærmere anført, at han har været berettiget til uden varsel at nedsætte klagerens løn til den overenskomstmæssige løn. A er blevet afskediget på grund af indklagedes dårlige økonomi, idet hun fysisk ikke ville kunne bestride arbejdet med lastvogn, hvilket hun da også selv har erkendt i skrivelsen af 16. april 1993 til sin faglige organisation. Indklagede har derfor været berettiget til at afskedige A.

I sagens behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget landsdommer Niels Johan Petersen (formand), konsulent Claus Kirstein Jensen og fuldmægtig Flemming Christensen (begge Dansk Arbejdsgiverforening) samt konsulent Niels Christian Daugaard og konsulent Jørgen Hansen (begge Landsorganisationen i Danmark). Herudover har som særligt sagkyndige medlemmer i denne sag deltaget direktør Michael Brandt-Nielsen (Danske Vognmænd) og forretningsfører Poul Ågård (Specialarbejderforbundet i Danmark).

Indklagede findes at have været berettiget til med et passende varsel at nedsætte klagerens løn til overenskomstmæssig løn. Under hensyn til branchens kotymeforhold er nævnets medlemmer enige om, at dette varsel passende kan sættes til 14 dage. Indklagede skal derfor som efterbetaling af manglende løn betale 1.140 kr. samt feriegodtgørelse heraf til klageren.

Tvistighedsnævnet finder, at en praktikvirksomhed bærer den fulde risiko for, at den kan beskæftige en elev ved arbejde, der ikke overstiger elevens påregnelige fysiske formåen.

Indklagede har ikke været berettiget til under henvisning til manglende ordretilgang at afskedige klageren den 19. februar 1993. Det bemærkes i denne forbindelse, at det ikke er godtgjort, at indklagede på grund af økonomiske vanskeligheder ikke skulle kunne betale klagerens løn. De bestræbelser, som indklagede har udvist for at skaffe klageren fortsat uddannelse inden for chaufførfaget, findes ikke at kunne tillægges betydning, idet indklagede ikke har været berettiget til at lade uddannelsen ske hos en anden virksomhed uden forudgående godkendelse fra Fagligt Udvalg for Chauffører.

Indklagede skal derfor betale en godtgørelse til klageren for uberettiget ophævelse af uddannelsesaftalen. Godtgørelsen fastsættes i overensstemmelse med Tvistighedsnævnets praksis til 30.000 kr.

Thi bestemmes:

Inden 14 dage skal indklagede, B, til elev A, betale 31.140 kr. med sædvanlig procesrente fra den 11. juni 1993, samt afregne feriegodtgørelse af 1.140 kr.

Hver part bærer sine omkostninger.

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den

2. november 1993 i sag

nr. 15/1993

Elev A mod B

Mellem klageren, elev A, født den 22. januar 1973, og indklagede, B, er der opstået tvist om, hvorvidt - og i bekræftende fald fra hvornår - der mellem parterne måtte være indgået et elevforhold. Klageren fratrådte efter indklagedes opsigelse den 5. september 1991.

Klageren har ved sin faglige organisation Dansk Metalarbejderforbund indbragt sagen for Tvistighedsnævnet med principal påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 17.408,35 kr. eller et efter Tvistighedsnævnets skøn fastsat beløb. Subsidiært har klageren nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at der ikke på noget tidspunkt er etableret et elevforhold mellem klageren og indklagede. Mere subsidiært har klageren nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at der først med virkning fra den 26. august 1991 er etableret et elevforhold mellem klageren og indklagede.

Klagerens principale påstand er opgjort som forskellen mellem udbetalt elevløn og fagets mindsteløn for tiden 6. juni 1991 til 5 september 1991 med tillæg af feriegodtgørelse og søgne- helligdagsbetaling.

Indklagede har ved sin faglige organisation Dansk Industri påstået frifindelse over for alle klagerens påstande.

Der er for Tvistighedsnævnet fremlagt en uunderskrevet og udateret uddannelsesaftale mellem parterne. Herudover er der fremlagt en uddannelsesaftale af ganske samme indhold underskrevet af direktør den 5. juni 1991, men ikke af indklagede, samt yderligere en uddannelsesaftale underskrevet af klageren den 26. august 1991, men ikke af indklagede.

Der er under personligt fremmøde for nævnet afgivet forklaring af klageren og direktør hos indklagede, D.

Klageren har bl.a. forklaret, at han ved ansættelsessamtalen med D gjorde opmærksom på, at han havde problemer med sin ryg, og at han havde hududslet. De talte om, hvorvidt han kunne blive ansat som elev, men D sagde, at han ønskede at se tiden an. „Han ville se ham feje først." Klageren fik først udleveret en uddannelsesaftale i midten af august, selv om han ved flere lejligheder havde rykket for den. Den uddannelsesaftale, som han fik udleveret, var ikke underskrevet af selskabet. Han talte med D og sagde, at han ville vise aftalen til sine forældre, inden han skrev under. Dette accepterede D. Nogle dage senere afleverede han aftalen i underskrevet stand.

D har bl.a. forklaret, at han fik besøg af klageren sammen med dennes mor. De talte om at etablere et elevforhold, hvilket vidnet accepterede, men han gjorde opmærksom på, at der var 3 måneders prøvetid. Vidnet fik blanketten til uddannelsesaftalen af klagerens mor, der havde medbragt den. De talte også ved den lejlighed om klagerens sygdom. Dagen efter - ca. 1. juni - kom klageren igen og fik forevist virksomheden. Klageren fik ved denne lejlighed udleveret uddannelsesaftalen underskrevet af virksomheden tillige med en ikke underskrevet kopi. Den 6. januar 1991 begyndte klageren hos indklagede. Vidnet rykkede mange gange for den underskrevne uddannelsesaftale, men klageren afleverede den først i slutningen af august - formentlig den 26. august. Foreholdt, at det af vidnet underskrevne eksemplar af uddannelsesaftalen er dateret den 5. juni - og således ikke kan være udleveret til klageren den 1. juni - er vidnet ikke i stand til at forklare denne tilsyneladende uoverensstemmelse.

Klageren har til støtte for sine påstande nærmere anført, at klageren på intet tidspunkt har været ansat som elev, og at han derfor har krav på fagets mindsteløn for hele perioden. I hvert tilfælde er et uddannelsesforhold først etableret med virkning fra den 26. august 1993, hvor klageren underskrev uddannelsesaftalen.

Indklagede har til støtte for sine frifindelsespåstande nærmere anført, at det efter bevisførelsen må lægges til grund, at det inden klageren begyndte at arbejde hos indklagede var aftalt, at klageren var ansat som elev.

I sagens behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget landsdommer Niels Johan Petersen (formand), konsulent Sven-Peter Nygaard og fuldmægtig Frederik Nielsen (begge Dansk Arbejdsgiverforening) samt konsulent Niels Christian Daugaard og konsulent Andy Andresen (begge Landsorganisationen i Danmark). Herudover har som særligt sagkyndige medlemmer i denne sag deltaget forhandlingschef Ove E. Lundt (Dansk Industri) og kontorchef Jørgen Pedersen (Dansk Metalarbejderforbund).

Klagerens principale påstand vedrører den erstatning, som i givet fald skulle betales, såfremt der ikke er oprettet et elevforhold mellem parterne. En stillingtagen til dette punkt ligger uden for Tvistighedsnævnets kompetence, hvorfor denne påstand ikke kan tages under påkendelse af nævnet. Klagerens principale påstand afvises derfor.
Bevisbyrden for, at der er etableret et elevforhold, påhviler den part, der påberåber sig elevforholdets eksistens. Mod klagerens benægtelse findes det ikke godtgjort, at der mellem parterne inden 6. juni 1991 er aftalt oprettelse af et elevforhold. De afgivne forklaringer findes derimod at føre til, at begge parter den 26. august 1991 var enige om, at der var etableret et elevforhold. Derfor tager nævnet klagerens mere subsidiære påstand til følge.

Thi bestemmes:

B skal anerkende, at selskabet med virkning fra den 26. august 1991 har indgået et elevforhold med A.

Hver part bærer sine omkostninger.

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den

8. december 1994 i sag

nr. 16/1993

B mod elev A

Mellem klageren, B, og indklagede, elev A, født den 18. december 1973, blev den 8. august 1990 indgået en uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes som automekaniker med uddannelsesperiode fra den 1. september 1990 til den 31. august 1993. Indklagede ophævede den 19. november 1992 ensidigt denne uddannelsesaftale.

Klageren har ved klageskrift modtaget den 10. juni 1993 indbragt sagen for Tvistighedsnævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 125.902 kr., subsidiært et mindre beløb, med procesrente fra sagens forelæggelse for Metalindustriens Lærlingeudvalg den 12. marts 1993.

Indklagede har påstået frifindelse mod betaling af 3.000 kr.

Klageren har opgjort sit krav som tabt bruttofortjeneste i den resterende elevtid 121.280 kr. med tillæg af betaling for erhvervelse af kørekort 4.622 kr.

Indklagede har erkendt, at han ikke har været berettiget til at ophæve uddannelsesaftalen. Ophævelsen er begrundet med psykiske vanskeligheder i forholdet mellem ham og virksomhedens indehaver. Indklagede har den 19. november 1992 indgået en ny uddannelsesaftale som automekaniker. Indklagede har hos den nye praktikvirksomhed kun fået udbetalt overenskomstmæssig løn.

Det er oplyst, at indklagedes løn var 7.300 kr. pr. måned.

I sagens behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget landsdommer Niels Johan Petersen (formand), arbejdsretskonsulent Sven-Peter Nygaard og arbejdsretskonsulent Frederik Nielsen (begge Dansk Arbejdsgiverforening) samt konsulent Jørgen Hansen og konsulent Evelyn Jørgensen (begge Landsorganisationen i Danmark). Herudover har som særligt sagkyndige medlemmer i denne sag deltaget forhandlingskonsulent Klavs Voss (Dansk Industri) og sekretær Jørgen Pedersen (Dansk Metalarbejderforbund).

Nævnet har i sin hidtidige praksis pålagt en elev, der uberettiget hæver en uddannelsesaftale, at betale erstatning med et beløb svarende til ½ måneds løn, medmindre der foreligger særligt grove forhold fra elevens side. I sådanne tilfælde kan det komme på tale at lade eleven betale et beløb svarende til hans evt. berigelse.

I den foreliggende sag finder nævnet ikke, at der foreligger sådanne omstændigheder, at den normale udmåling af erstatning skal fraviges.

Derimod finder nævnet efter omstændighederne, at indklagede bør betale en andel af udgifterne til hans erhvervelse af kørekort.

Efter en samlet bedømmelse finder nævnet derfor, at indklagede bør betale i alt 5.000 kr. til klageren. Dette beløb skal forrentes fra sagens indbringelse for Tvistighedsnævnet.

Thi bestemmes:

Indklagede, elev A, skal inden 14 dage til klageren, B, betale 5.000 kr. med sædvanlig procesrente fra den 10. juni 1993.

Hver part bærer sine omkostninger.

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den
6. januar 1994 i sag

nr. 20/1993

Elev A mod B

Mellem klageren, elev A, født den 18. april 1954 og indklagede, B, blev den 16. marts 1990 indgået en uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes som typotekniker (senere ændret til grafiker) med uddannelsesperiode fra den 5. august 1991 til den 4. august 1994. Den 28. juni 1993 ophævede indklagede uddannelsesforholdet.

Klageren har ved sin faglige organisation Grafisk Forbund indbragt sagen for Tvistighedsnævnet med principal påstand om, at ophævelsen af uddannelsesforholdet er ugyldig, således at uddannelsesforholdet skal fortsætte, subsidiært med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale en efter nævnets skøn fastsat erstatning på ikke under 250.000 kr.

Indklagede har ved sin faglige organisation Grafisk Arbejdsgiverforening påstået frifindelse.

Det fremgår af sagen, at indklagede ved skrivelse af 17. marts 1993 afskedigede klageren:

„Du afskediges hermed med øjeblikkelig virkning.

Grunden til din opsigelse er samarbejdsproblemer.

Med de mange forskellige problemer for os, af hvilke kan nævnes: Vor direktør Ds tragiske død kun 50 gammel, konkurrencen i den grafiske branche, problemer med kvaliteten vedr. nogle opgaver m.v., er din holdning kun udpræget egoistisk. Du sætter dig selv i centrum og tror kun på, hvad du selv mener. Da jeg så blev beskyldt for at lyve over for dig, kan jeg ikke se vi kan arbejde sammen længere.

Du vil få din løn som normalt og jeg skal nok være behjælpelig med at finde et andet lærested til dig."

Der blev i den anledning den 24. marts 1993 holdt organisationsmøde på virksomheden. Af referatet fremgår bl.a.:

„Virksomhedens indehaver redegjorde for de utilfredsstillende forhold, der vanskeliggjorde samarbejdet mellem parterne. Det blev særligt fremhævet, at As adfærd ofte var generende for de øvrige medarbejderes arbejde. Virksomheden fandt, at samarbejdsforholdene er så belastet, at uddannelsesaftalen ønskes ophævet.

Forbundssiden fandt det ikke godtgjort, at elevens adfærd berettigede til en ophævelse af uddannelsesaftalen og afviste at de gældende arbejdsbetingelser ikke var overholdt.

Der opnåedes enighed om, at parterne nærmere undersøger muligheden for, at uddannelsesaftalen kan videreføres i en anden virksomhed.

Virksomheden tog til efterretning at eleven, med løn fra virksomheden, er fraværende indtil den 13. april 1993. Hvis anden uddannelsesaftale ikke er opnået forinden, fortsætter uddannelsen i virksomheden fra og med den 13. april 1993.

Der var enighed om, at parterne i påkommende tilfælde fortsætter bestræbelserne på at opnå en anden uddannelsesaftale for eleven, og virksomheden bekræftede, at uddannelsesaftalen af eleven kan ophæves med dags varsel. Virksomheden understregede, at uddannelsesforholdet fortsættes på de i virksomheden gældende arbejdsbetingelser.

Forbundssiden opfordrede til at virksomhedens samarbejdsforhold drøftes på et møde mellem indehaveren og medarbejderne."

Det lykkedes ikke at opnå anden uddannelsesaftale for klageren, der den 13. april 1993 fremsendte en sygemelding. Hun blev indkaldt til skoleophold fra den 17. maj 1993. Da hun ikke i mellemtiden havde genoptaget sit arbejde, sendte indklagede den 13. maj 1993 følgende skrivelse til hende:

„Vi har modtaget vedlagte skoleindkaldelse, hvorfor vi anmoder dig om senest i morgen middag kl. 12.00 at underrette os om, hvorvidt skoleopholdet kan gennemføres.

Dette er nok ikke muligt grundet din alvorligt sygdom, som gør du ikke kan møde på arbejde. Vi skal give skolen besked herfra i morgen kl. 12.30."

Der er tvist om, i hvilket omfang klageren besvarede denne henvendelse, men hun gav møde på skolen den 17. maj til den 8. juni 1993, hvor hun sygemeldte sig til skolen.

Indklagede sendte herefter den 23. juni 1993 følgende skrivelse til klageren:

„Ved vort brev af 13. maj d.å. anmodede vi dig om senest fredag den 14. maj d.å. kl. 12.00 at meddele virksomheden, om du, under hensyntagen til dit sygefravær fra virksomheden, kunne gennemføre det skoleophold på ..... Tekniske Skole, hvortil du var indkaldt til påbegyndelse den 17. maj d.å. og afslutning den 22. juni a.å. Efter det for os oplyste, har du selv foranlediget denne skoleindkaldelse.

Du efterkom ikke vor anmodning om svar på det stillede spørgsmål, og ved min telefoniske henvendelse til dig afviste du at besvare spørgsmålet. Ved min henvendelse til ..... Tekniske Skole den 17. maj blev det til mig oplyst, at du var mødt på skolen.

Fra ..... Tekniske Skole er jeg efterfølgende blevet underrettet om, at du fra og med den 8. juni d.å. ikke er mødt til undervisningen.

Af den modtagne skoleindkaldelse fremgår det, at eventuelt sygefravær skal meddeles til virksomheden af eleven.

Virksomheden har fra dig intet modtaget om årsagen til din udebliven. Endvidere er du ikke mødt i virksomheden efter skoleopholdets afslutning.

Vi har d.d. modtaget et brev, hvori du oplyser, at du er syg fra og med den 23. juni d.å.

Med henvisning hertil meddeles det, at virksomheden anser det passerede - herunder sagens manglende sammenhæng - som misligholdelse af uddannelsesforholdet fra din side, medmindre du senest mandag den 28. juni d.å. kl. 14.00 over for mig ved en drøftelse, fyldestgørende og tilfredsstillende redegør for forholdene, og at virksomheden forbeholder sig sin stilling i enhver henseende.

Vi opfordrer dig til at efterkomme vor anmodning om en drøftelse og afventer at modtage nærmere fra dig, hvis du ønsker uddannelsesforholdet fortsat."

Da klageren ikke reagerede på denne henvendelse, fremsendte indklagede den 28. juni 1993 følgende skrivelse til klageren:

„Ved brev af 23.06.93 meddelte jeg til dig, at virksomheden betragter det passerede som misligholdelse af uddannelsesaftalen fra din side, medmindre du senest mandag den 28. juni 1993 kl. 14.00 over for mig fyldestgørende og tilfredsstillende redegjorde for forholdene herunder din udeblivelse fra ..... Tekniske Skole.

Vi opfordrede dig afslutningsvis til at efterkomme vor anmodning om en drøftelse, hvis du ønskede uddannelsesforholdet fortsat.

Ved arbejdstids ophør mandag den 28.06.93 har vi intet hørt eller modtaget fra dig.

Med henvisning til vor skrivelse af 23.06.93 og den manglende reaktion fra din side, meddeles det herved, at uddannelsesforholdet således må anses for ophævet af dig med virkning fra og med din udebliven den 08.06.93.

Under hensyntagen til at din løn herfra er afregnet til og med den 25.06.93, vil der på det foreliggende grundlag ikke blive foretaget videre desangående.

Feriekort vil snarest blive fremsendt."

Klageren reagerede heller ikke på indholdet af denne skrivelse i forhold til indklagede. Det er oplyst, at indklagedes skrivelser af 23. og 28. juni 1993 af klagerens ægtefælle samlet blev fremsendt til Grafisk Forbund den 30. juni 1993 til videre foranstaltning.

Klageren har under personligt fremmøde for nævnet bl.a. forklaret, at hun den 7. juni 1993 på skolen bl.a. skulle anvende en scanner. Dette havde hun aldrig prøvet før. Hun fik den 8. juni at vide af studievejlederen, S, at hun ikke kunne følge med i undervisningen og derfor formentlig ville dumpe til den afsluttende prøve. Hun var meget nedbrudt over denne meddelelse og meldte sig straks syg. Hun havde fra den 8. juni til den 23. juni ingen forbindelse med indklagede. Hun reagerede ikke på indklagedes skrivelse af 23. juni, idet hun følte, at hun ikke kunne tale med indklagedes direktør, og hun opgav derfor på forhånd at forsøge.

Klageren har til støtte for sine påstande nærmere anført, at indklagede har været uberettiget til at bringe uddannelsesforholdet til ophør. Da klageren er fyldt 39 år, bør der i den anledning fastsættes en meget betydelig erstatning på grund af hendes ringe mulighed for at opnå anden uddannelsesaftale.

Indklagede har til støtte for sin frifindelsespåstand nærmere anført, at det på det foreliggende grundlag har været berettiget at bringe uddannelsesforholdet til ophør.

I sagens behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget landsdommer Niels Johan Petersen (formand), konsulent Sven-Peter Nygaard og fuldmægtig Frederik Nielsen (begge Dansk Arbejdsgiverforening) samt konsulent Niels Christian Daugaard og konsulent Andy Andresen (begge Landsorganisationen i Danmark). Herudover har som særligt sagkyndige medlemmer i denne sag deltaget kontorchef Karsten Almosetoft (Grafisk Arbejdsgiverforening) og faglig sekretær Flemming Roed Jensen (Grafisk Forbund).

Tvistighedsnævnet har ikke hjemmel til at påkende en påstand, hvorefter et uddannelsesforhold skal genetableres (fortsætte). Klagerens principale påstand afvises derfor.

Da indklagede ved skrivelsen af 23. juni 1993 gjorde det klart, at man senest den 28. juni ønskede en forklaring på, at klageren - uden meddelelse til indklagede - var udeblevet fra skolen fra den 8. juni, og da konsekvensen af en manglende reaktion fra klagerens side udtrykkeligt er anført i skrivelsen, finder nævnet, at klageren ved sin passivitet groft har misligholdt uddannelsesaftalen på en sådan måde, at indklagede har været berettiget til den 28. juni 1993 at ophæve aftalen.

Tvistighedsnævnet tager derfor indklagedes frifindelsespåstand til følge.

Thi bestemmes:

Indklagede B frifindes.

Hver part bærer sine omkostninger.

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den

6. januar 1994 i sag

nr. 21/1993

Elev A mod B

Mellem klageren, elev A, født den 15. maj 1974 og indklagede, B, blev den 9. september 1991 indgået en uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes som tømrer med uddannelsesperiode fra den 9. september 1991 til den 28. april 1995. Den 2. juli 1993 ophævede indklagede uddannelsesforholdet.

Klageren har ved sin faglige organisation Snedker- og Tømrerforbundet i Danmark indbragt sagen for Tvistighedsnævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale en erstatning på 50.000 kr., subsidiært et mindre beløb efter nævnets skøn.

Indklagede har påstået frifindelse.

Det fremgår af sagen, at indklagede den 26. maj 1993 sendte klageren følgende skrivelse:

„Hermed fremsender jeg irettesættelse som følger.

Fra dags dato møder du til undervisningen på Teknisk Skole. Hvis du af en eller anden grund ikke møde på skolen en dag, ringer du besked til undertegnede inden klokken 8.00 om morgenen.

Hvis du har fri fra skolen en dag, møder du på arbejde - som vi i øvrigt har sat på plads tidligere.

Det er slut med at lyve over for mig.

Hvis du skulle blive syg skal dette meddeles om morgenen inden arbejdstids begyndelse. Samt stille med en lægeerklæring førstkommende mødedag - arbejde/skole.

Samtidig gør vi opmærksom på, at dine arbejdssedler føres dag for dag og afleveres hver fredag."

På den fremlagte kopi er det på skrivelsen noteret:

„syg den 23/6

Arb.skade

Fod forstuvelse + ledbånd beskadiget, derfor sygemelding frem til foden er i orden."

Der er under personligt fremmøde for nævnet afgivet forklaring af klageren og indklagede.

Klageren har bl.a. forklaret, at han var på skoleophold i tiden 17. maj til 23. juni 1993. Under arbejde den 24. juni faldt han ned fra en buk og vred foden. Han var samme dag på skadestuen. Den 25. juni ringede om morgenen og meldte sug syg. Samme dag var han hos lægen og blev sygemeldt for 8-14 dage. Lægen sagde, at han ville sende en lægeerklæring direkte til indklagede. Oprindeligt meldte han sig syg ca. 1 uge, men efter en ny undersøgelse sagde lægen, at han var sygemeldt endnu 1 uge. Han har ikke telefon i hjemmet.
Indklagede har forklaret, at han var tilfreds med klagerens arbejde indtil foråret 1992, hvor svendene begyndte at klage over ham. Den 25. juni ringede klageren og sagde, at han på grund af en forstuvet fod ikke kunne komme 4-5 dage. Indklagede forventede derfor en reaktion fra klageren omkring den 30. juni. Da der intet skete, ringede indklagede til et telefonnummer, han tidligere havde fået af klagerens mor. Der blev ikke svaret. Han kontaktede ikke klagerens mor. Han troede nu, at klageren var ulovligt udeblevet og besluttede sig efter samtale med de øvrige ansatte til at opsige ham, hvilket skete den 2. juli. I august måned modtog han en lægeerklæring om, at klageren var sygemeldt i 8-14 dage.
Klageren har til støtte for sine påstande nærmere anført, at han den 25. juni 1993 foretog rettidig sygemelding. Han troede, at lægen som lovet ville fremsende lægeattest direkte til indklagede. Indklagede har derfor ikke været berettiget til at bortvise ham den 2. juli uden yderligere meddelelse.

Indklagede har til støtte for sine frifindelsespåstande nærmere anført, at den sygemelding, som klageren afgav den 25. juni 1993, var begrænset til udgangen af juni. Da klageren derefter ikke reagerede, men udeblev uden yderligere meddelelse, har det under henvisning til den tidligere irettesættelse været berettiget at bortvise ham.

I sagens behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget landsdommer Niels Johan Petersen (formand), konsulent Sven-Peter Nygaard og fuldmægtig Frederik Nielsen (begge Dansk Arbejdsgiverforening) samt konsulent Niels Christian Daugaard og konsulent Andy Andresen (begge Landsorganisationen i Danmark). Herudover har som særligt sagkyndige medlemmer i denne sag deltaget konsulent Erik Christiansen (Byggeriets Arbejdsgivere) og faglig sekretær Christian Dyhrberg (Snedker- Tømrerforbundet i Danmark).

Indklagede var bekendt med, at klageren ved en arbejdsskade havde beskadiget sin fod, og sygemelding var korrekt afgivet. Såfremt indklagede efter nogle dages forløb ønskede nærmere oplysning om sygdommens varighed, burde han have søgt kontakt med klageren ved skriftlig henvendelse, da klageren efter det oplyste ikke har telefon. Nævnet finder, at klageren ikke uden at have foretaget en sådan henvendelse med udtrykkeligt krav om orientering kan bortvise klageren.

Da indklagede herefter har været uberettiget til at bringe uddannelsesaftalen til ophør skal han betale en godtgørelse til klageren, der skønsmæssigt fastsættes til 20.000 kr.

Thi bestemmes:

Indklagede, B, skal inden 14 dage til klageren, elev A, betale 20.000 kr. med tillæg af sædvanlig procesrente fra den 4. oktober 1993.

Hver part bærer sine omkostninger.

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den

1. februar 1994 i sag

nr. 22/1993

Elev A mod B

Mellem klageren, elev A, født den 13. januar 1971 og indklagede, B, blev den 2. juni 1991 indgået en uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes indenfor blomster detail med uddannelsesperiode fra den 1. juli 1991 til den 30. juni 1993. Klageren har i forbindelse med uddannelsesaftalens ophør rejst krav om efterbetaling.

Klageren har ved sin faglige organisation Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark ved klageskrift af 25. oktober 1993 indbragt sagen for Tvistighedsnævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at efterbetale i alt 15.322,50 kr.

Indklagede har under den mundtlige forhandling for Tvistighedsnævnet nedlagt endelig påstand principalt om afvisning, subsidiært om frifindelse og mere subsidiært om frifindelse mod betaling af et mindre beløb end påstået af klageren.

Klageren har opgjort sit krav således:

1. Tillæg for arbejde på særlige tidspunkter	788,56 kr.
2.Overarbejdsbetaling 1. juli 1991 - 30. juni 1993, 331 timer á 42,57 kr.	14.111,96 kr.
3. Med fradrag af for meget betalt elevløn - 1.008,00 kr. =	13.103,96 kr.
4. Feriegodtgørelse 1990 og 1993	315,00 kr.
5. Feriegodtgørelse 1992 og 1993	600,09 kr.
6. Restferietillæg 1992 og 1993	333,96 kr.
7. Ferietillæg under ferie 1993	200,19 kr.
8-9. Restferiegodtgørelse 1. juli 1993- 1. maj 1994 m.v.	19,26 kr.
I alt	15.322,50 kr.

For så vidt Tvistighedsnævnet tager indklagedes mere subsidiære påstand til følge, har indklagede erklæret sig enig posterne 1 og 3 - 7.
Klageren har for Tvistighedsnævnet fremlagt en kalender for 1992 og 1993 udvisende, hvornår hun har haft overarbejde, og hvornår hun har afspadseret. En tilsvarende kalender for 1991 eksisterer ikke længere. På kalenderen for 1992 er det anført: »med fra 1991 36 timer«.

Der er under personligt fremmøde for nævnet afgivet forklaring af klageren og af indklagedes ægtefælle Æ.

Klageren har bl.a. forklaret, at hun i løbet af elevtiden har diskuteret honorering af overarbejde med Æ, der forlangte, at hun opgjorde sit overarbejde og afspadsering time mod time. Det er af denne grund, at hun på kalenderen for 1993 til slut kun har anført 23½ times overarbejde. Den lørdag den 3. og søndag den 4. april 1993 deltog hun i en messe. Hun anførte henholdsvis 7½ time og 5 timer som overarbejde på sin kalender. Da Æ så den, krævede han, at hun rettede tallene til henholdsvis 5 og 3 timer, idet der »ikke var noget, der hed 100% tillæg, heller ikke for A.« Hun kendte overenskomsten og vidste, hvorledes overarbejde skulle honoreres, men hun var bange for at insistere på overholdelse af overenskomsten.

Indklagedes ægtefælle har forklaret, at han, der arbejder fuld tid i indklagedes butik, aftalte med klageren forud for uddannelsesaftalens indgåelse, at evt. overarbejde skulle afspadseres eller betales time mod time. Siden har overarbejde ikke været diskuteret. Klageren har under ansættelsen afspadseret time mod time. Han har med mellemrum set den af klageren udfyldte kalender. Da klageren havde fleksibel arbejdstid, har han ikke efterfølgende haft reel mulighed for kontrol af klagerens oplysninger. Han kan ikke forklare, hvorfor klageren har rettet i kalenderen for dagene den 3. og 4. april 1993. Klageren har ikke under sin ansættelse stillet krav om yderligere betaling eller afspadsering af overarbejde. Indklagede ønskede efter en tidligere korrespondance, der ikke har noget med denne sag at gøre, ikke at modtage breve fra HK. Den 18. juni 1993 modtog indklagede sidste gang et anbefalet brev fra HK. Modtagelse blev nægtet. Han spurgte i den anledning bl.a. klageren, om hun vidste, hvad brevet vedrørte. Hun svarede, at det gjorde hun, men hun ville ikke nærmere uddybe dette. Da elevtiden var slut oplyste klageren, at hun for hele elevtiden havde akkumuleret 23½ times overarbejde. Dette er ligeledes anført på hendes kalender. Han gik derfor ud fra, at denne opgørelse kunne lægges til grund. Indklagede skrev i foråret 1993 en meget fin anbefaling til klageren, der var dygtig til sit arbejde. Havde han vidst, at klageren ville rejse denne sag, vil anbefalingen have set anderledes ud.

Klageren har til støtte for sine påstand nærmere anført, at hun som elev skal have løn efter overenskomsten, herunder også honorering af overarbejde. Hun har ført nøje regnskab med overarbejdet, og Æ har løbende set hendes kalender. Den aftale om honorering af overarbejde, som indklagede påberåber sig, er uden retsvirkning. Tvistighedsnævnet er kompetent til at påkende uoverensstemmelser mellem en elev og praktikvirksomheden. Fristen i erhvervsuddannelseslovens § 61, stk. 3, finder ikke anvendelse i denne sag.

Indklagede har til støtte for sin påstand om afvisning nærmere anført, at Tvistighedsnævnet efter erhvervsuddannelseslovens § 65, stk. 1, ikke er kompetent til at tage denne sag under behandling, idet elevforholdet er ophørt. Sagen skal derfor afvises.

Indklagede har til støtte for sin subsidiære påstand om frifindelse anført, at den frist på 1 måned for at påberåbe sig en misligholdelse, der er anført i erhvervsuddannelseslovens § 61, stk. 3, i hvert tilfælde analogt må føre til, at klageren har fortabt sit krav på nogen yderligere betaling.

Til støtte for sin mere subsidiære påstand har indklagede anført, at klagerens krav om honorering af overarbejde ikke er tilstrækkeligt dokumenteret. Der er ikke taget fornødent hensyn til, at den effektive arbejdstid på 37 timer pr. uge kan beregnes som et gennemsnit over en 8-ugers periode. Den opgørelse, som klageren har foretaget på sin kalender, er det ikke muligt nu at kontrollere, og dette må komme klageren til skade. Det er uden betydning, at indklagede har accepteret klagerens opgørelse af de 23½ time, idet denne accept selvfølgelig kun omfatter en opgørelse af overarbejde i overensstemmelse med den mellem parterne indgåede aftale. Klageren har kendt overenskomstens bestemmelser om overarbejde uden at stille krav i overensstemmelse hermed. Hun har derfor også ved passivitet fortabt sin ret.
I sagens behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget landsdommer Niels Johan Petersen (formand), konsulent Sven-Peter Nygaard og fuldmægtig Frederik Nielsen (begge Dansk Arbejdsgiverforening) samt konsulent Niels Christian Daugaard og konsulent Jørgen Hansen (begge Landsorganisationen i Danmark). Herudover har som særligt sagkyndige medlemmer i denne sag deltaget advokat Rikke Palm (Dansk Handel & Service) og faglig sekretær Jørgen Ole Larsen (Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark).

Efter erhvervsuddannelseslovens § 63 kan en tvist mellem en elev og praktikvirksomheden indbringes for Tvistighedsnævnet og ikke for domstolene eller andre myndigheder. Denne ordning er etableret for at sikre den størst mulige sagkundskab og ensartethed ved sagsbehandlingen. Tvistighedsnævnet lægger derfor til grund, at § 63 skal fortolkes således, at nævnet er enekompetent til at behandle alle sager, der har sin oprindelse i et elevforhold, uanset på hvilket tidspunkt den pågældende sag bliver forelagt til afgørelse. Indklagedes principale påstand tages derfor ikke til følge.
Erhvervsuddannelseslovens § 61 omhandler betingelserne for at ophæve en uddannelsesaftale. Ifølge stk. 3 skal ophævelse ske inden for 1 måned efter, at den hævende part har fået kendskab til den omstændighed, som begrunder ophævelsen. § 61, stk. 3, vedrører således alene hævebeføjelsen, og det kan ikke antages, at denne undtagelsesregel ved udvidende eller analogisk fortolkning kan finde anvendelse på andre misligholdelsesbeføjelser. Indklagedes subsidiære påstand om frifindelse tages derfor ikke til følge.

Nævnet anser den opgørelse af, hvornår overarbejde og afspadsering har fundet sted, som klageren har foretaget på sin kalender, der med mellemrum er forevist for Jens Pristed og accepteret ved elevtidens ophør, som bindende for indklagede. Efter bevisførelsen må det lægges til grund, at den eneste reelle forskel på opgørelsen af de 23½ time, som er anført på klagerens kalender, og de 331 timer, der er opgjort i klagerens krav under denne sag, skyldes, at de 331 timer - i modsætning til de 23½ timer - er opgjort i overensstemmelse med overenskomstens bestemmelser om overarbejde. Efter erhvervsuddannelseslovens § 55, stk. 2, skal klagerens løn mindst udgøre den løn, der er fastsat ved kollektiv overenskomst inden for uddannelsesområdet. Denne regel kan ikke fraviges ved aftale. Det forhold, at klageren ikke under elevtiden har krævet overenskomsten overholdt, kan ikke tillægges betydning, idet der påhviler indklagede en selvstændig pligt til at efterkomme overenskomstens bestemmelser.

Herefter lægger Tvistighedsnævnet i det hele den af klageren fremlagte opgørelse til grund. Indklagede skal således betale 15.322,50 kr. til klageren.

Thi bestemmes:

Indklagede, B, skal inden 14 dage til klageren, elev A, betale 15.322,50 kr. med tillæg af sædvanlig procesrente fra den 26. oktober 1993.

Hver part bærer sine omkostninger.

Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den 10. oktober 1994 i sag

nr. 23/1993

Elev A mod B

Mellem klageren, elev A, født den 9. juni 1973, og indklagede, B, blev den 17. september 1992 indgået en uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle uddannes indenfor kontor - all round med uddannelsesperiode fra den 8. juli 1992 til den 7 juli 1994. Klageren blev den 23. august 1993 opsagt på grund af samarbejdsvanskeligheder.

Klageren har ved sin faglige organisation, Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark, ved klageskrift modtaget den 23. december 1993 indbragt sagen for Tvistighedsnævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale i alt 82.392 kr.

Klageren har herudover taget forbehold om krav på feriegodtgørelse.

Indklagede har ikke afgivet svar i sagen og har ikke trods lovlig indkaldelse givet møde for Tvistighedsnævnet.

Det er i klageskriftet oplyst, at indklagede med virkning fra 1. januar 1993 har overtaget den virksomhed, der hidtil var drevet af ........ Det er ved fremlæggelse af lønsedler dokumenteret, at indklagede fra denne dato har udbetalt klagerens løn. På denne baggrund har klageren gjort gældende, at der foreligger en virksomhedsoverdragelse, således at indklagede umiddelbart er indtrådt i uddannelsesaftalen.

Der er under personligt fremmøde for nævnet afgivet forklaring af klageren, der bl.a. har forklaret, at hun med virkning fra 1. oktober 1993 indgik en ny uddannelsesaftale, der udløb den 31. august 1994.

I sagens behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget landsdommer Niels Johan Petersen (formand), arbejdsretskonsulent Sven-Peter Nygaard og arbejdsretskonsulent Frederik Nielsen (begge Dansk Arbejdsgiverforening) samt konsulent Jørgen Hansen og konsulent Evelyn Jørgensen (begge Landsorganisationen i Danmark). Herudover har som særligt sagkyndige medlemmer i denne sag deltaget kontorchef Ulrik Damm (Arbejdsgiverforeningen for Handel, Transport og Service) og faglig sekretær Jørgen Ole Larsen (Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark).

Da indklagede ikke har svaret i sagen, lægger nævnet klagerens oplysninger om indklagedes overtagelse af virksomheden til grund.

Da det ikke er godtgjort, at indklagede havde ret til at frigøre sig fra uddannelsesaftalen, finder nævnet, at indklagede er erstatningspligtig overfor klageren.

Efter et samlet skøn, hvorved det bl.a. er tillagt vægt, at klageren pr. 1. oktober 1993 opnåede en ny uddannelsesaftale, finder nævnet at indklagede skal betale en godtgørelse på 25.000 kr. til klageren med rente fra sagens indbringelse for nævnet.

Thi bestemmes:

Indklagede, B, skal inden 14 dage til klageren, elev A, betale 25.000 kr. med tillæg af sædvanlig procesrente fra den 23. december 1993.

Hver part bærer sine omkostninger.