![[ Billede: Undervisningsministeriets logo ]](http://www.uvm.dk/images/uvmlogo.gif)
1991
Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den7. januar 1992 i sag nr. 33/1991
Elev A mod B under konkursMellem klageren, efg-elev A, født den 7. februar 1972,
og indklagede B, blev den 15. august 1990 oprettet
en uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle
uddannes inden for murerfaget - bygge & anlæg med
uddannelsesperiode fra den 6. august 1990 til den 5. februar
1993. Den 20. marts 1991 blev selskabet erklæret
konkurs, hvorefter klageren fratrådte.
Indklagede har ikke afgivet svarskrift og har ikke givet møde for nævnet. Det er oplyst, at klageren har indgået en ny uddannelsesaftale fra den 22. april 1991 inden for samme branche. Tvistighedsnævnet skal udtale: I overensstemmelse med nævnets ved tidligere kendelser fastlagte praksis findes indklagede at være erstatningsansvarlig som følge af uddannelsesforholdets afbrydelse på grund af virksomhedens økonomiske forhold. Denne erstatning fastsættes i overensstemmelse med praksis til et beløb svarende til maksimalt ca. 3 måneders løn. Da klagerens krav på tilgodehavende løn ikke overstiger 3 måneder, tager nævnet klagerens påstand om betaling af 11.945,08, hvortil kommer feriegodtgørelse af beløbet, til følge. Hertil kommer, at klageren har tilgodehavende feriegodtgørelse m.v. for 1990 og 1991 med i alt 6.049,45 kr., der vedrører tiden før konkursens indtræden. Nævnet tager derfor i det hele klagerens påstand til følge. Thi bestemmes:Indklagede, B under konkurs, betaler inden 14 dage 19.487,67 kr. til klageren, efg-elev A. Hvert part bærer sine omkostninger.
Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den7. januar 1992 i sag nr. 34/1991 Elev A mod B under konkursMellem klageren, efg-elev A, født den 20.
november 1970, og indklagede, B, blev den 26. juni 1989
oprettet en uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle
uddannes inden for murerfaget - bygge & anlæg med
uddannelsesperiode fra den 8. august 1989 til den 7. februar
1992. Den 20. marts 1991 blev selskabet erklæret
konkurs, hvorefter klageren fratrådte.
Indklagede har ikke afgivet svarskrift og har ikke givet møde for nævnet. Det er oplyst, at klageren har indgået en ny uddannelsesaftale fra den 13. maj 1991 inden for samme branche. Tvistighedsnævnet skal udtale: I overensstemmelse med nævnets ved tidligere kendelser fastlagte praksis findes indklagede at være erstatningsansvarlig som følge af uddannelsesforholdets afbrydelse på grund af virksomhedens økonomiske forhold. Denne erstatning fastsættes i overensstemmelse med praksis til et beløb svarende til maksimalt ca. 3 måneders løn. Da klagerens krav på tilgodehavende løn ikke overstiger 3 måneder, tager nævnet klagerens påstand om betaling af 20.440,28, hvortil kommer feriegodtgørelse af beløbet, til følge. Hertil kommer, at klageren har tilgodehavende feriegodtgørelse m.v. for 1990 og 1991 med i alt 17.280,59 kr., der vedrører tiden før konkursens indtræden. Nævnet tager derfor i det hele klagerens påstand til følge. Thi bestemmes:Indklagede, B under konkurs, betaler inden 14 dage 37.720,87 kr. til klageren, efg-elev A. Hvert part bærer sine omkostninger.
Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den27. februar 1992 i sag nr. 36/1991 Elev A mod BMellem klageren, efg-elev A, født den 3. september
1972, og indklagede, B, blev den 24. februar 1990 indgået
en uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle
uddannes inden for handel og kontor - kolonial, supermarked -
med uddannelsesperiode fra den 1. marts 1990 til den
28. februar 1992. Den 25. januar 1991 underskrev
klageren en erklæring, hvorefter hun samme dag fratrådte
sin stilling på grund af økonomisk uredelighed.
Indklagede har påstået frifindelse og nedlagt selvstændig påstand om erstatning efter Tvistighedsnævnets skøn for klagerens uberettigede afbrydelse af uddannelsesforholdet. Klageren har nedlagt påstand om frifindelse
overfor indklagedes selvstændige påstand. Sagens nærmere omstændigheder er følgende: Torsdag den 24. januar 1991 sad klageren ved kassen i supermarkedet, hvor der uden direkte tilknytning til kasserne er opstillet en Dankortautomat. Kunderne kan ved hjælp af Dankort hæve penge, således at automaten udskriver en bon på beløbet. Denne bon kan derefter anvendes som betalingsmiddel ved kasserne. I løbet af dagen havde en kunde ved klagerens kasse betalt med en bon lydende på 500 kr. Kunden gjorde opmærksom på, at der var en fejl ved Dankortautomaten, idet kunden først havde fået en ulæselig bon og først ved andet forsøg en almindelig bon på 500 kr. Kunden gav såvel den korrekte bon som den ulæselige bon til klageren, uanset at kunden kun fik penge tilbagebetalt i forhold til en bon på 500 kr., idet det var kundens opfattelse, at beløbet kun var hævet 1 gang på kontoen. Efter lukketid gjorde klageren kassen op. I denne forbindelse fortalte hun forretningens førstemand, F, om det passerede, og hun gav ham den ulæselige bon. Lidt senere kom F tilbage og fortalte hende, at der var hævet 2 gange 500 kr. på kundens konto, således at kunden ville komme til at betale 500 kr. for meget for varerne. F sagde, at han ville overveje, hvorledes sagen kunne løses. Senere kom F tilbage og tog 500 kr. fra klagerens kasse. Han hæftede pengene på den krøllede bon og gik med begge dele. Der blev ikke udfærdiget noget bilag for det beløb, F havde fjernet fra kassen. Den 25. januar 1991 om morgenen blev klageren kaldt ind på forretningens kontor, hvor butikschefen C og førstemanden F var tilstede. Hun fik at vide, at banken havde konstateret en manko på 500 kr. i hendes kasse. Hun fortalte om den ulæselige bon, men C og F afviste, at dette kunne have noget med mankoen at gøre. Klageren bestred, at have tilegnet sig pengene. Forretningens ejer, B, blev tilkaldt, og diskussionen om kassemankoen fortsatte. Til sidst blev der underskrevet følgende erklæring:
Der blev endvidere udarbejdet en erklæring om ophævelse af uddannelsesaftalen, hvori det er angivet, at aftalen ophæves ensidigt fra virksomhedens side på grund af tyveri. Klageren henvendte sig herefter til sin faglige organisation, Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark, der straks protesterede mod uddannelsesaftalens ophør og gjorde gældende, at erklæringen var underskrevet under pres. Samtidig blev indklagede opfordret til at indgive politianmeldelse, hvilket herefter skete. Sagen blev herefter efterforsket af politiet, men politimesteren i ....... meddelte ved skrivelse af 8. april 1991, at han den 15. marts 1991 havde truffet beslutning om at indstille efterforskningen, da der ikke var fundet noget grundlag for at rejse sigtelse mod klageren. Politisagens akter har været fremlagt for nævnet. Der er fremlagt en oversigt over samtlige kassedifferencer for forretningen for den sidste del af 1990 og januar 1991. Det fremgår heraf, at der i klagerens kasse har været kassedifferencer, der i en del tilfælde har været større end kassedifferencerne hos de andre ansatte, selvom der generelt er konstateret ret store udsving. De samlede differencer, der i erklæringen af 25. januar 1991 er opgjort til ca. 10.000 kr., er senere opgjort til 4.279,97 kr. Klageren har under personligt fremmøde for nævnet bl.a. forklaret, at hun den 25. januar 1991 ca. kl. 9,30 blev hentet ind på kontoret til C af F. Hun fik at vide af C, at banken havde meddelt, at der dagen før havde manglet 500 kr. i hendes kasse. Hun svarede, at det ikke kunne passe, idet hun havde optalt et overskud på 29,97 kr. Hun blev flere gange spurgt: „Hvor er de 500 kr.? Hun fortalte om den ulæselige Dankortbon, som havde ført til, at F havde taget 500 kr. i hendes kasse, men det ville C ikke høre på, og han sagde, at nu skal vi have fundet ud af det her. Hun kunne ikke sige andet, end at hun ikke havde taget nogen penge, men C og F sagde, at det måtte være hende, der havde taget pengene. 15 - 30 minutter senere forlod C og F kontoret. Hun blev bedt om at vente på kontoret. Ca. 5 minutter senere kom F tilbage og sagde, at hun skulle blive siddende, fordi der kom en, der ville tale med hende. Ca. 20 minutter senere kom C ind sammen med B. B sagde: „Vi har et problem med 500 kr." Hun gentog, hvad hun tidligere havde sagt om Dankortbonen. Men de var ikke interesseret i at tale herom. Efter nogen tids diskussion skrev C noget ned på et stykke papir. B og C diskuterede herefter indbyrdes hvor mange penge, hun i alt kunne have taget, uden at der havde været nogen diskussion om tidligere kassedifferencer. Hun fik erklæringen udleveret til underskrift og fik at vide, at hun havde 10 minutter til at skrive under. Sagen kunne blive mellem de tilstedeværende uden indblanding af politiet, hvis hun skrev under. Hun skrev under kl. ca. 11 - 11,30 efter at have skimmet erklæringen. Hun følte sig chokeret, men hun græd ikke. Hun bad ikke om, at få tilkaldt bistand, f.eks. fra sine forældre. Hun har pr. 1. november 1991 fået en ny uddannelsesaftale indenfor samme branche. Den tid, hun har arbejdet hos indklagede, er blevet godskrevet hende. Købmand B har under personligt fremmøde for nævnet bl.a. forklaret, at han den 25. januar 1991 ca. kl. 10 blev ringet op af C der sagde, at der var problemer med A. Hun havde i den senere tid haft mange kassedifferencer, og dagen før havde der manglet 500 kr. Han kørte til forretningen. På kontoret havde han en samtale med A og C om de manglende 500 kr. Efter nogen tid erkendte A, at hun havde taget pengene. Herefter diskuterede man tidligere kassedifferencer. A sagde, at hun ved en række lejligheder havde taget 100 kr., sommetider 200 kr. Hun havde brugt pengene til at gå i byen for om lørdagen. Da det ikke var muligt præcist at opgøre det samlede beløb, prøvede han og C at regne et tilnærmet beløb ud. A fik lov til at gennemlæse erklæringen inden hun skrev under. Han sagde til A, at han ikke ville ødelægge hendes fremtid ved at anmelde hende til politiet. Han forlod forretningen ca. 10,45. Butikschef C har under personligt fremmøde for nævnet bl.a. forklaret, at han af F blev gjort opmærksom på forholdet omkring den ulæselige Dankortbon, og at der var en difference på 500 kr. i As kasse. Han og F diskuterede sagen, og de var enige om, at der måtte være en direkte manko på 500 kr. i hendes kasse. Under samtalen på kontoret med A og F gik de i fællesskab kasseopgørelse m.v. igennem. A sagde, at hun ikke havde taget pengene, men han kunne personligt ikke se, at der var anden forklaring, selvom A omtalte den ulæselige Dankortbon. Han bad A blive siddende på kontoret og gik udenfor sammen med F for at diskutere sagen. Da der tidligere havde været uacceptable kassedifferencer i As kasse, blev de enige om at ringe efter B, der ankom ca. 20 minutter senere. På kontoret lagde han sagen frem for B, mens A var tilstede. A fastholdt, at hun ikke havde taget pengene. Ordet tyveri blev ikke nævnt. Man talte også om Dankortbonen. På et tidspunkt sagde A uopfordret, at hun havde taget pengene, men det var efter hans mening også den eneste mulighed. Han spurgte A, om hun ved andre lejligheder havde taget penge. A svarede, at hun flere gange havde taget 100 kr., 200 kr. eller 500 kr. Herefter sagde B, at hun blev bortvist på grund af tyveri. Han skrev efter forhandling med B erklæringen. De var alle tre sammen om at udregne beløbet ca. 10.000 kr. Ordet politi blev ikke nævnt. Han var sikker på, at der var en uforklarlig manco på 500 kr. den 24. januar 1991, ellers havde han ikke tilkaldt B, og A var ikke blevet bortvist. Førstemand F har under personligt fremmøde for nævnet bl.a. forklaret, at han den 25. januar 1991 talte med C om kassedifferencen på 500 kr., som de hæftede sig særligt ved på grund af tidligere kassedifferencer i As kasse. Under samtalen på kontoret med C og vidnet sagde A, at vidnet jo havde taget 500 kr. i hendes kasse den foregående aften i forbindelse med Dankortsagen. Denne forklaring førte ikke til noget. De talte frem og tilbage, men A fastholdt, at hun ikke havde taget pengene. De tidligere kassedifferencer blev også bragt på bane, men A nægtede også at have taget disse penge. Vidnet og C gik ud for at diskutere sagen og blev enige om at ringe efter B. P, der er As far, har under personligt møde for nævnet bl.a. forklaret, at han den 25. januar 1991 talte med A midt på dagen. Hun græd og var ude af sig selv. Hun fortalte, at hun var blevet beskyldt for at tage af kassen, og at hun var blevet fyret. Hun sagde, at det ikke passede, at hun havde taget af kassen, men at hun var blevet tvunget til at skrive erklæringen under. Han kørte til forretningen, hvor han talte med C. Han spurgte C, om der var beviser for de 10.000 kr., men han fik ikke rigtig noget svar udover at C sagde, at A frivilligt havde skrevet under. Klageren har til støtte for sine påstande nærmere gjort gældende, at der ikke er ført noget bevis for, at hun har gjort sig skyldig i tyveri, tværtimod er det godtgjort, at der den 24. januar 1991 ikke har været tale om tyveri. Den erklæring, som klageren har underskrevet, er under disse omstændigheder ikke noget afgørende bevis. i øvrigt må det lægges til grund, at klageren er blevet tvunget til at underskrive erklæringen, hvilket bestyrkes af, at beløbet i erklæringen er opgjort mere end dobbelt så højt, som det teoretisk kunne være. Indklagede har til støtte for sine påstande nærmere gjort gældende, at erklæringen af 25. januar 1991 er en bindende gensidig aftale om klagerens frivillige fratræden. Hertil kommer, at hun i erklæringen har erkendt tyveri, og derfor skal indklagede ikke føre bevis for rigtigheden heraf. Det er i denne forbindelse uden betydning, at beløbet i erklæringen foreløbigt er opgjort for højt. Indklagede har videre gjort gældende, at klageren har gjort sig skyldig i tyveri den 24. januar 1991, men erkendt, at dette ikke kan dokumenteres. I sagens behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget landsdommer Niels Johan Petersen (formand), kontorchef Per Saugmann og fuldmægtig Jannicke Eva Poulsen (begge Dansk Arbejdsgiverforening) samt konsulent Jørgen Hansen og konsulent Evelyn Jørgensen (begge Landsorganisationen i Danmark). Herudover har som særligt sagkyndige medlemmer i denne sag deltaget advokatfuldmægtig Erik Christiansen (Butiks og Kontor Arbejdsgiverforening) og faglig sekretær Jørgen Ole Larsen (Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark). Handlingsforløbet den 24. januar 1991 udelukker efter nævnets opfattelse i sig selv, at den konstaterede kassedifference kan lastes klageren på nogen måde. Dette burde have stået såvel indklagede som hans betroede personale klart. Når indklagede desuagtet - ud fra en fast overbevisning om, at klageren havde stjålet 500 kr. den 24. januar 1991 - har formået klageren til at underskrive erklæringen af 25. januar 1991, kan årsagen hertil efter nævnets opfattelse alene være, at der er udøvet et betydeligt - og på den givne baggrund ganske utilbørligt - pres på klageren. Nævnet bemærker i denne forbindelse, at der ikke er fundet noget som helst bevis for, at tidligere kassedifferencer skyldes et uredeligt forhold fra klagerens side. Herefter finder nævnet, at der i det hele må ses væk fra den underskrevne erklæring. Klagerens fratrædelse hos indklagede findes under disse omstændigheder ganske at måtte ligestilles med en uberettiget bortvisning, således at klageren har krav på engodtgørelse. Denne godtgørelse, der ikke kan sidestilles med løn i en opsigelsesperiode, findes skønsmæssigt at burde fastsættes til 30.000 kr. med renter som påstået, og således at det ved fastsættelsen af dette beløb tillige er taget i betragtning, at klageren ubestridt skyldte indklagede 818,97 kr., der derfor ikke skal fragå ved betaling af godtgørelsen. Efter omstændighederne finder nævnet endvidere, at der i denne sag foreligger så specielle omstændigheder, at nævnets normale praksis om at ophæve sagsomkostningerne bør fraviges, således at det pålægges indklagede at betale sædvanlige omkostninger til klageren, der gennem sit forbund har været repræsenteret ved advokat.
Thi bestemmes:Indklagede, B, betaler til klageren, efg-elev A, 30.000 kr. med sædvanlig procesrente fra den 14. maj 1991. Sagens omkostninger for Tvistighedsnævnet betaler indklagede til klageren med 6.000 kr. De pålagte beløb betales inden 14 dage.
Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den26. juni 1991 i sag nr. 37/1991
Lærling A mod B under konkursVed uddannelsesaftale af 24. maj 1988 blev
klageren blikkenslagersvend A, antaget som lærling af
indklagede B indenfor blikkenslager/VVS-montør med
uddannelsesperiode 1. maj 1988 - 30. april 1990. Under denne sag har klageren ved sin faglige organisation Rør- & Blikkenslagernes Fagforening af 1873 nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at betale kr. 15.276,- med tillæg af feriepenge, i alt kr. 17.185,-. Det indklagede konkursbo har trods lovlig varsling ikke givet mødet for nævnet. Det påståede beløb udgør løn under det afsluttende skoleophold efter konkursdekretets afsigelse. Da klageren har haft et læreforhold forud for læreforholdet hos indklagede, har det faglige udvalg tiltrådt, at der ved afslutningen af skoleopholdet er udstedt uddannelsesbevis, uanset at læretiden ikke var fuldt gennemført. Tvistighedsnævnet skal udtale: Da det må lægges tilgrund, at konkursboet ikke har foretaget bestræbelser for, at skaffe klageren et andet uddannelsessted, finder nævnet, at klagerens påstand, i overensstemmelse med nævnets praksis, bør tages til følge. Thi bestemmes:Indklagede, B, under konkurs betaler inden 14 dage kr. 17.185,- til klageren blikkenslager A. Hver part bærer sine omkostninger.
Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den30. august 1991 i sag nr. 38/1991
Elev A mod BIfølge uddannelsesaftale af 31. december 1989 indgik
efg-elev A, født 1969, aftale med B, om uddannelse
indenfor kontor, all-round for perioden 31. december 1989 til
31. december 1991.
Endvidere har klageren nedlagt påstand om, at nævnet ophæver uddannelsesaftalen pr. 31. juli 1991, samt at indklagede udsteder bevis for delvist gennemført uddannelse frem til 1. maj 1991. Klageren har under personligt fremmøde for nævnet forklaret, at han har indgået ny uddannelsesaftale pr. 1. august 1991. Nævnet skal udtale: Ved at undlade at udbetale løn til klageren, har indklagede gjort sig skyldig i en grov misligholdelse, der berettiger klageren til at kræve uddannelsesforholdet ophævet. Under hensyn til de forelagte oplysninger om klagerens fortsatte uddannelse andetsteds pr. 1. august 1991, finder nævnet ikke at kunne kritisere klagerens opgørelse af sit krav. Herefter tages klagerens krav i alt hele tilfølge. Thi bestemmes:Inden 14 dage betaler indklagede, B, til klageren, efg-elev A, kr. 34.130,00, og inden samme frist indbetaler indklagede til Feriegiro kr. 5783,00. Det mellem klageren og indklagede indgåede uddannelsesforhold ophæves pr. 31. juli 1991. Det pålægges indklagede inden 14 dage, at udstede bevis til klageren for delvist gennemført uddannelse for tiden 31. december 1989 til 1. maj 1991. Hver part bærer sine omkostninger.
Kendelse afsagt af Tvistighedsnævnet den22. maj 1992 i sag nr. 46/1991
Elev A mod B under konkursMellem klageren, elev A, født den 22. juli 1970,
og indklagede, B, blev den 4. oktober 1990 indgået
en uddannelsesaftale, hvorefter klageren skulle
uddannes som butikselev med uddannelsesperiode fra den 1.
oktober 1990 til den 30. september 1992. Den 5.
september 1991 ophævede klageren sin uddannelsesaftale på
grund af manglende betaling af løn.
Det er oplyst, at der den 11. december 1991 er afsagt konkursdekret vedrørende B. Konkursboets kurator har fremsendt en opgørelse over
de acontobeløb, der er udbetalt til klageren fra 1.
februar 1990 indtil han fratrådte. Det bemærkes herved, at
klageren i tiden 1. februar 1990 til 30. september 1990 var
ansat hos indklagede som „ung i arbejde". Det fremgår
af denne oversigt, at der fra 16. oktober 1990 til 26.
juni 1991 er udbetalt i alt 20.700 kr., men heraf
udgør betalingen pr. 16. oktober 1990 - der ikke kan
vedrøre oktober måned - 1.000 kr. Der er således
overensstemmelse mellem parternes opgørelse af de a conto
udbetalte beløb. Herudover har indklagede fremsendt en håndskrevet opgørelse over klagerens køb hos indklagede på i alt 10.146,50 kr. Der er ikke anført købsdato udfor de enkelte poster, men af den eneste vedlagte nota fremgår, at købsdatoen er 11. september 1989. Indklageren har påstået saldoen for varekøb fradraget i klagerens tilgodehavende. Klageren har vedstået at have købt de opgjorte effekter hos indklagede, men dels er købene foretaget inden elevtidens begyndelse, dels har klageren et krav fra tiden som „ung i arbejde", hvilket krav Tvistighedsnævnet ikke kan påkende, som langt overstiger saldoen på varekøbet. Klageren har under personligt fremmøde for nævnet bl.a. forklaret, at han fra september 1991 til januar 1992 var arbejdsløs. Den 21. januar 1992 begyndte han undervisning på VUC. Indklagede har - skønt lovlig indkaldt - ikke været repræsenteret på nævnets møde. I sagens behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget landsdommer Niels Johan Petersen (formand), konsulent Sven-Peter Nygaard og fuldmægtig Frederik Nielsen (begge Dansk Arbejdsgiverforening) samt konsulent Niels Chr. Daugaard og konsulent Andy Andresen (begge Landsorganisationen i Danmark). Herudover har som særligt sagkyndige medlem mer i denne sag deltaget fuldmægtig Erik Christiansen (Butik og Kontor Arbejdsgiverforeningen) og faglig sekretær Jørgen Ole Larsen (Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark). Da indklagede ikke har bestridt klagerens samlede løntilgodehavende på 59.982,52 kr. har nævnet kun anledning til at tage stilling til den godtgørelse, klageren har krav på som følge af indklagedes misligholdelse af uddannelsesaftalen ved ikke at udbetale lønnen rettidigt. Den godtgørelse der som følge heraf tilkommer klageren findes passende at kunne fastsættes til 20.000 kr. Som sagen foreligger til påkendelse må nævnet tage klagerens indsigelser mod, at der skal ske fradrag som følge af varekøbet, til følge. Thi bestemmes:Indklagede, B under konkurs, betaler inden 14 dage 79.982,52 kr. til klageren, efg-elev A. Hver part bærer sine omkostninger.
Forsiden | Forrige Kapitel | Næste kapitel |