Kapitel 6: Taxameterstyring på andre områder i den offentlige sektor

6.1. Indledning

Taxameterstyring har hidtil udelukkende vundet indpas i forhold til styringen af Undervisningsministeriets og Arbejdsministeteriets undervisningsinstitutioner. Spørgsmålet er, om der er andre områder i den offentlige sektor, hvor taxameterstyringen vil være hensigtsmæssig.

Mulighederne for indførelse af taxameterstyring fordrer som udgangspunkt, at en række forudsætninger er opfyldt, jf. i øvrigt kapitel 2.

For det første er det en klar forudsætning for indførelsen af taxameterstyring, at der foreligger objektive og kontrollerbare mål for aktiviteten. I relation hertil forudsættes det, at aktivitetsmålene ligeledes er relevante og dækkende for det pågældende aktivitetsområde.

For det andet må det forudsættes, at indførelsen af taxameterstyring fortsat muliggør en samlet udgiftsstyring af de pågældende områder. En ubegrænset efterspørgsel eller producenternes mulighed for at påvirke efterspørgslen betyder, at bevillingsmyndighederne skal have forskellige reguleringsmuligheder.

For det tredje må det gælde, at der er forholdsvis mange institutioner. I modsat fald er den administrative gevinst ved taxameterstyring tvivlsom sammenholdt med brugen af en traditionel rammestyringsmodel.

Det er valgt at se nærmere på nedenstående områder i den offentlige sektor, som alle i større eller mindre udstrækning er karakteriseret ved, at der er mange geografisk adskilte institutioner, som producerer samme ydelser:

• dagpasningsområdet
• sygehusvæsenet
• aktiveringsområdet
• domstolene
• politiet
• Kriminalforsorgen
• folkeskolen
• gymnasieområdet
• voksenuddannelsesområdet

For de tre sidstnævntes vedkommende findes der allerede i dag taxameterstyring i visse kommuner og amter. Når de er medtaget i dette kapitel skyldes det, at der er variation i de styringsmodeller kommunerne og amterne anvender, hvorfor det er relevant at få belyst taxametermodellens generelle anvendelighed på de tre områder.

6.2. Dagpasningsområdet

6.2.1. Organiseringen og styringen på dagpasningsområdet

Kommunerne har i henhold til serviceloven pligt til at stille et nødvendigt antal dagtilbud til rådighed. Kommunerne har i vid udstrækning frihed til at definere, hvad der betragtes som nødvendigt, og forpligtelsen er ikke ensbetydende med, at kommunerne skal tilbyde en pasningsgaranti. Trods en betydelig udbygning i de senere år, er der fortsat ventelister i mange kommuner.

Daginstitutionerne kan oprettes som kommunale eller selvejende institutioner, som indgår en driftsoverenskomst med kommunen. Efter overenskomsten råder kommunen over institutionens pladser, og kommunen afholder institutionens driftsudgifter. Institutionsformen har således ingen betydning for finansiering eller visitationsret. I begge institutionsformer skal der være en forældrevalgt bestyrelse. Dertil kommer tilbud i form af kommunal dagpleje, "frit valg"-ordninger for forældre, der har fået (tilbudt) et kommunalt dagtilbud, og puljeordninger.

Daginstitutionsområdet finansieres dels af kommunerne, dels gennem forældrebetaling. Forældrebetalingen udgør maksimalt 30 pct. af driftsudgifterne, og der skal ydes søskenderabat, så en familie betaler fuld forældrebetaling for den dyreste plads, men kun 50 pct. for efterfølgende pladser. Herudover skal der ydes hel eller delvis friplads til forældre, hvis indkomst ligger under et vist niveau. Der ydes hel friplads til forældre, hvis indkomst ligger under ca. 100.000 kr.

Der er ikke fastsat regler for, hvordan kommunerne konkret skal finansiere de enkelte daginstitutioner. Forældrebetalingen går til kommunens samlede "daginstitutionskasse", hvorfra kommunen afholder udgifterne til alle daginstitutionerne. Kommunen kan altså vælge at afholde relativt flere udgifter i en institution, der f.eks. har mange belastede børn. I praksis afhænger udgiftsfordelingen mellem institutionerne typisk af antallet af børn i de enkelte institutioner.

6.2.2. Muligheder for taxameterstyring af dagpasningsområdet

Daginstitutionsområdet opfylder som udgangspunkt de forudsætninger, der skal være til stede ved indførelsen af taxameterstyring. Der foreligger en veldefineret aktivitetsenhed i form af det antal timer et barn passes i den enkelte daginstitution. Aktivitetsenheden er samtidigt fuldstændigt dækkende for aktiviteten på daginstitutionsområdet, og omkostningerne pr. enhed kan uden større vanskeligheder fastsættes.

De fleste kommuner anvender sandsynligvis også elementer af aktivitetsstyring i forbindelse med bevillingsfordelingen. Som hovedregel sker der imidlertid en central fordeling af antallet af institutionspladser, hvorfor der ikke er tale om en egentlig taxameterstyring.

Når kommunerne på daginstitutionsområdet ikke benytter sig af taxameterstyring skyldes det først og fremmest, at efterspørgselsstyring vil kunne medføre en betydelig udgiftsstigning inden for en kort tidsperiode. Udviklingen de senere år har vist, at efterspørgslen er meget betydelig og tilsyneladende stigende med udbuddet.

Dertil kommer, at der er grænser for, hvor mange børn, der kan placeres i den enkelte daginstitution, og der findes formentlig kun meget få daginstitutioner i dag, som ikke allerede er fuldt udnyttet. Produktionen kan kun øges, hvis kommunerne opretter nye institutioner eller udvider tilbuddene, for eksempel ved øget brug af dagpleje.

6.3. Sygehusvæsenet

6.3.1. Organiseringen af sygehusvæsenet

Sygehusvæsenet er organiseret i amtskommunalt regi, dog således at sygehusvæsenet i hovedstadsområdet drives af et selskab, H:S, med deltagelse af Københavns og Frederiksberg kommuner samt staten.

Der findes kun ganske få privathospitaler, hvoraf de fleste er specialhospitaler, der drives af forskellige sygdomsforeninger på non-profit basis. Det offentlige sygehusvæsen har hyppigt samarbejdsaftaler med disse sygehuse, og de er også - indenfor en ramme på ca. 150 mill.kr. - omfattet af det frie sygehusvalg.

Kun i mindre grad findes egentlige private "konkurrenter" til de offentlige sygehuse. Disse tilbyder typisk kirurgiske indgreb på områder med længere ventetid.

Fra centralt hold er området reguleret ved Lov om offentligt sygehusvæsen hhv. Lov om Hovedstadens Sygehusfællesskab, der fastlægger, at amterne hhv. H:S tilbyder vederlagsfri sygehusbehandling til indbyggerne i amtet/H:S.

Patienter kan modtage behandling udenfor amtet/H:S i tilfælde af akut indlæggelse, ved henvisning til en højtspecialiseret afdeling (lands- og landsdelsfunktioner) eller ved frit valg.

I de to sidstnævnte tilfælde betaler patientens bopælsamt for sygehusbehandlingen, jf. senere.

6.3.2. Udgiftsstyringen af sygehusvæsenet

Det offentlige sygehusvæsen er i det væsentlige rammestyret. Enkelte amter har i deres budgetlægning indarbejdet et vist aktivitetsafhængigt element. Således har Ringkjøbing Amt og Nordjyllands Amt i 1998 afsat henholdsvis 26 og 40 mill.kr. som reserver, der udmøntes som aktivitetsafhængige bevillinger til belønning af ekstra aktivitet ud over et på forhånd fastsat niveau.

Disse reserver svarer dog kun til hhv. 1,8 og 1,3 pct. af de samlede sygehusudgifter i amtet, hvilket illustrerer, at amterne og H:S overordnet fastholder rammestyringen af sygehusvæsenet.

Sundhedsministeriet har i en bekendtgørelse fastsat, at afregningen for udenamtslige patienter sker - med mindre amterne/H:S indgår aftale om andet - ved en fast sengedagstakst hhv. en fast takst pr. deldøgnspatient eller ambulant behandlet patient på basisniveau.

For så vidt angår den specialiserede behandling, dvs. på lands- og landsdelsniveau, sker betalingen som udgangspunkt på basis af afdelingsregnskabet for den enkelte afdeling og indeholder dækningsbidrag til faste omkostninger.

8 amter samt H:S lader i et vist omfang allerede i dag en del af betalingen tilfalde det enkelte sygehus, ligesom 3 amter samt H:S lader en del af betalingen tilfalde den enkelte afdeling. Dette må antages at kunne give et incitament til merproduktion i de tilfælde, hvor den faktiske betaling dækker marginalomkostningerne.

Under forhandlingerne om finansloven for 1998 blev det besluttet, at der senest i år 2000 fastsættes landsdækkende DRG-takster for frit valgs patienter på basisniveau. DRG-taksterne svarer til et landsgennemsnit af omkostningerne (uden kapitalomkostninger) for den pågældende behand-ling.

Endvidere fremgår det af finanslovsforståelsen med V og K for 1998, at det enkelte sygehus skal godskrives takstbetalingen for de patienter, der har valgt det pågældende sygehus. I forbindelse med forhandlingerne om amternes økonomi i 1999 har amterne taget denne henstilling til efterretning.

Der bliver således indført et aktivitetsafhængigt element for frit valgs patienterne.

6.3.3. De norske erfaringer med taxameterstyring af sygehusvæsenet

Taxameterstyring af sygehusområdet findes i Norge som et forsøg, hvor ramme- og præstationsafhængige bevillinger kombineres. I 1997 udgjorde den aktivitetsbestemte finansiering således 20-30 pct. af sygehusenes samlede bevillinger. I 1998 er denne andel sat op til 45-55 pct. - lavest på afdelinger, der behandler på basisniveau og højest på lands- og landsdelsafdelinger.

Den aktivitetsbestemte del af bevillingen udbetales til driftsherrerne - fylkeskommunerne. Begrundelsen for ikke at udbetale tilskuddet direkte fra staten til sygehuse er bl.a. ønsket om at bevare kommunernes mulighed for at planlægge/bevare en rationel sygehusstruktur, samt ønsket om at bevare kommunernes ansvar for økonomi og aktivitet i sygehusvæsenet.

Det forudsættes, at kommunerne indgår aktivitetsbaserede (ved brug af DRG-tal) aftaler eller kontrakter med deres sygehus, således at intentionen om kobling mellem indsats og ressourcer videreføres ned til sygehusniveau. Der er dog ikke krav om, at den statslige refusionstakst videreføres uændret i alle kontrakter. En samlet opgørelse af, hvorledes kommunerne udformer de enkelte kontrakter er endnu ikke tilgængelig.

De foreløbige erfaringer viser, at det præstationsafhængige element betyder, at aktiviteten stiger, men også at udgifterne stiger. Det norske sundhedsministerium vurderer, at den aktivitetsbestemte bevilling indebærer en klarere prissætning og ansporer til en bedre omkostningsberegning på de enkelte sygehuse. Det er dog endnu for tidligt at drage håndfaste konklusioner - særligt med hensyn til hvorvidt der samtidig er tale om et indikationsskred, dvs. at grænsen for, hvornår en person har "behov" for behandling, flyttes.

6.3.4. Fordele og ulemper ved rammestyring hhv. taxameterstyring

Fordelen ved rammebudgetteringen indenfor sygehusvæsenet er, at det sikrer en samlet politisk prioritering af midlerne samt en udstrakt grad af budgetsikkerhed.

Ulempen ved rammestyringen er, at den ikke i sig selv rummer incitamenter til at forøge produktionen, hvilket kan være et problem særligt på de områder, hvor der er et ønske om kortere ventetider.

Taxameterstyring af sygehusområdet vil i modsætning hertil give incitamenter til en øget produktion på bekostning af budgetsikkerheden.

Et problem ved taxameterstyring på sundhedsområdet er, at der for mange ydelser ikke er et "mætningspunkt" for efterspørgslen - i modsætning til f.eks. folkeskoler og børnepasning. Efterspørgslen efter disse sundhedsydelser kan være meget stor.

Dette skyldes ikke blot, at patienterne ikke selv betaler for ydelserne og derfor ikke afvejer nytten af ydelsen overfor prisen, men også at patienten ikke selv kan vurdere behandlingsbehovet - patienten er derfor afhængig af lægens vurdering. I et system, hvor sygehuset eller afdelingen modtager betaling for hver behandling, er der - afhængigt af den konkrete takst - et incitament til at behandle så meget som muligt. Dette kan - jf. den manglende afvejning af nytte overfor pris - være uheldigt i de tilfælde, hvor der sker et indikationsskred. Som eksempel på indikationsskred kan nævnes, at ventelisterne til operationerne for grå stær igennem de sidste 5-10 år er steget, selvom operationsaktiviteten er forøget væsentligt i den samme periode.

Der kan argumenteres for, at det manglende mætningspunkt for sundhedsydelser kan afhjælpes, såfremt betalingsstrømmene er symmetriske, dvs. at de ressourcer, som tilføres ét sygehus, afgives af et andet. Det må dog stadig forventes, at den samlede aktivitet stiger.

Det er imidlertid ikke realistisk, at der i praksis vil kunne skabes et symmetrisk system. Dels vil det betinge, at alle sygehuse får veldefinerede optageområder, hvilket de ikke har i dag. Dels er det overvejende sandsynligt, at selvom de mest populære sygehuse vil være i stand til at tiltrække flere ressourcer og dermed øge antallet af behandlinger, vil aktiviteten og særligt ressourcerne på de mindst populære ikke blive indskrænket tilsvarende. Problemet kan dels være lokalpolitiske hensyn og dels hensynet til opretholdelse af visse vigtige funktioner, som f.eks. betjening af tyndt befolkede områder, akutte afdelinger el. lign.

Herudover vil et sådant system vanskeliggøre den overordnede prioritering af de samlede sundhedsudgifter. Da frit-valgs patienterne - de patienter, der i givet fald ville påvirke betalingsstrømmene mest - ofte er patienter, der har behov for kirurgisk behandling, vil det især være de medicinske patienter, dvs. fortrinsvis ældre, der reelt bliver nedprioriteret.

Det skal herudover bemærkes, at der på sygehusområdet - i modsætning til hvad der gælder for "almindelige" varer og tjenesteydelser - ikke umiddelbart vil være nogen konkurrencemæssige fordele ved i højere grad at lade ressourcerne variere med "kundetilstrømningen".

Det skyldes, at patienterne typisk ikke vil have nogen grund til at vælge det sygehus, der producerer bedst og billigst. Det skyldes dels, at der endnu ikke findes oplysninger om kvaliteten af de enkelte sygehuse/afdelingers behandling og pleje, dels at patienterne ikke inddrager "prisen" på sygehusydelsen i deres valg af sygehus, idet de ikke selv skal betale for behandlingen.

Sammenfattende kan det konkluderes, at der vil være betydelige problemer forbundet med en ren taxameterstyring af sygehusvæsenet. Der kan imidlertid stadig være områder indenfor sygehusvæsenet, hvor taxameterstyring kan overvejes som et supplement til rammestyringen i form af en delvis finansiering.

Det vil særligt være områder, hvor der er lange ventelister og dette vurderes at udgøre et væsentligt problem - dvs. at produktionen er for lille i forhold til det politisk ønskelige - og hvor kriterierne for behandling kan defineres klart, således at risikoen for indikationsskred mindskes.

Af hensyn til de udgiftsmæssige konsekvenser er det af afgørende betydning, at taxameterstyring alene anvendes som supplerende finansiering på afgrænsede områder, således at den overordnede rammestyring fastholdes.

6.4. Aktiveringsområdet

På aktiveringsområdet er det relevant at vurdere taxameterstyringens muligheder og begrænsninger i forhold til:

• AFs driftsbevilling (drift)
• Aktiveringsindsatsen under aktivrammen (tilskud).

6.4.1. Arbejdsformidlingen (AF)

Organisering og styring af arbejdsformidlingen

Arbejdsformidlingens hovedopgaver er i altovervejende grad knyttet til formidlingen af arbejde, information og vejledning af virksomheder m.fl. samt aktiveringen af ledige. AF anvender knap 60 pct. af de samlede ressourcer på løsning af disse tre hovedopgaver. Herudover er der en række øvrige opgaver i relation til administration af lovbundne ydelser, servicering af virksomheder m.v.

Tabel 6.1.1. Ressourceanvendelsen af AFs driftsbevilling i 1998

AFs organisering og virksomhed er karakteriseret ved, at der er tale om en dekoncentreret statsforvaltning, det vil sige, hvor den statslige forvaltning er repræsenteret i 14 arbejdsmarkedsregioner i Danmark. De regionale Arbejdsmarkedsråd/AF er tillagt en kompetence til at tilrettelægge og dimensionere indsatsen.

I perioden 1994-97 har der været en flerårsaftale på AFs område. Denne har på grund af de mange ændringer af arbejdsmarkedspolitikken og deraf følgende ændringer i AFs opgavesammensætning spillet en tilbagetrukket rolle. Administrationen og koordineringen af AFs virksomhed foretages af Arbejdsmarkedsstyrelsen.

Muligheder for taxameterstyring

En del af AFs aktiviteter er umiddelbart kvantificerbare og dermed principielt mulige at underkaste taxameterstyring. Det gælder f.eks. antallet af aktiverede, antal udarbejdede handlingsplaner, antal bevilgede orlovsforløb, antal formidlede job m.v. Derfor kunne AFs driftsbevilling i et vist omfang gøres afhængig af produktionen, således at en bestemt aktivitet udløste et bestemt driftstilskud til den enkelte AF-region. Eksempelvis vil visse former for aktivering herved kunne fremmes i forhold til andre.

Bevillingsmæssigt vil der naturligvis skulle tages hensyn til, at der i nogle regioner er høj arbejdsløshed og ringe beskæftigelsesmuligheder og i andre lav arbejdsløshed og gode beskæftigelsesmuligheder. Dette kunne principielt ske gennem en differentiering af grundtilskuddet til de enkelte regioner med udgangspunkt i de centrale variabler, der har betydning for aktiveringsbehovet og -mulighederne.

Problemet ved en generel indførelse af taxameterstyring på AF-området er risikoen for, at samspillet mellem de forskellige aktiveringsredskaber forvriddes. Eksempelvis vil der være en risiko for, at AF i for høj grad aktiverer nyledige fremfor tungere ledige uanset arbejdsmarkedets behov. Netop hensynet til en vis indtjening kan medføre, at ressourcerne i for høj grad kobles til et bestemt aktiveringsvolumen, og at aktiveringsindsatsen således ikke tilpasses såvel de lediges som det regionale arbejdsmarkeds behov.

6.4.2. Aktivering og aktivrammen

Organiseringen og styringen af aktivering

Udgifterne til aktivering af ledige afholdes hovedsageligt af aktivrammen, der i 1998 er budgetteret med en udgift på 7.015 mill.kr. Udgifterne under rammen består af to typer: 1) forsørgelse i forbindelse med aktiveringsforløb (uddannelsesgodtgørelse, puljejob mv) , og 2) køb af uddannelsespladser m.v. ved f.eks. private eller offentlige institutioner. Bevillingen er en reservationsbevilling, hvilket indebærer, at mindreforbrug løbende kan videreføres til anvendelse i efterfølgende finansår.

Tabel 6.4.1. Aktivrammen

Siden arbejdsmarkedsreformen i 1994 har aktiveringsindsatsen været tilrettelagt på baggund af et mål- og rammestyringskoncept. De enkelte regioner får på baggrund af en fast fordelingsnøgle udmeldt en ramme med tilsvarende mål- og resultatkrav.

Den samlede ramme og de fastsatte mål indebærer, at de regionale arbejdsmarkedsråd/AF herefter har en betydelig dispositionsfrihed til at planlægge indsatsen og tilrettelægge den således, at ressourcerne udnyttes effektivt. Der kan derfor inden for den udmeldte ramme og under hensyntagen til de fastsatte mål- og resultatkrav, foretages bevillingsoverførelser (på underkontiene), således at mindreforbrug på en type aktiveringsinstrument, kan anvendes til andre aktiveringsindsatser.

En central opgave for AF og Rådene er imidlertid at prioritere indsatsen inden for den fastsatte ramme. Der er næppe tvivl om, at var der fri adgang for AF og rådene til at få finansieret alle aktiveringsforløb, ville udgifterne og aktiviteterne vokse.

Dette skyldes bl.a., at omkostningerne ved de forskellige aktiveringsredskaber er forskellige. Eksempelvis er privat jobtræning betydeligt billigere end eksempelvis aktivering gennem uddannelse eller jobtræning. At rådene skal prioritere indsatsen indenfor en fastlagt ramme gør, at de har et incitament til at vælge de billigste aktiveringsredskaber, således at der indenfor rammen frigøres midler til andre initiativer.

Muligheder for taxameterstyring af aktiveringsindsatsen

På et aggregeret niveau er der en form for taxameterstyring af aktiveringsindsatsen, idet rammen løbende reguleres i lyset af udviklingen i ledigheden. Ved faldende ledighed reduceres rammen relativt i forhold til faldet i ledigheden.

Taxameterstyring vil principelt være muligt på dele af aktivrammen. Eksempelvis kan visse forsørgelsesudgifter gøres taxameterstyrede. Men netop fordi der er tale om forsørgelsesudgifter, vil det i praksis komme til at fungere som lovbundne bevillinger. Taxameterstyring vil således ikke for så vidt angår forsørgelsesudgifterne - som udgør den overvejende del af aktivrammen - give nye eller forbedrede styringsinstrumenter.

Hertil kommer, at et incitament til at få de ledige fra aktivering i beskæftigelse vil blive reduceret, hvis forsørgelsesudgifterne ikke belaster rammen.

Med hensyn til den øvrige indsats, køb af uddannelsespladser, særlige flaskehalseforebyggende indsatser m.v. er der i mindre grad tale om standardiserede ydelser. Derfor vil der være stor risiko for, at der med taxameterstyring introduceres uhensigtsmæssige økonomiske incitamenter.

Ulempen ved taxameterstyring - der samtidig er mål- og rammestyringens fordel - er, at indsatsen prioriteres regionalt inden for fastsatte bevillingsmæssige rammer. Med taxameterstyringen vil det fortsat være muligt at tilrettelægge indsatsen i overensstemmelse med de regionale behov, men der gives afkald på, at indsatsen samlet kan holdes inden for en given udgiftsramme.

6.5. Domstolene

6.5.1. Organiseringen og styringen af domstolene

Domstolenes ordning er reguleret i retsplejeloven. Det fremgår heraf, at de almindelige domstole udgøres af Højesteret, landsretterne og byretterne samt Sø- og Handelsretten i København.

Der findes i dag 82 bykredse. Hertil kommer Færøerne, der udgør 1 retskreds, og Grønland, der er inddelt i 18 retskredse. Byretterne behandler civile sager og straffesager i 1. instans samt foged- og skiftesager, notarialforretninger og tinglysningsopgaver.

I Sø- og Handelsretten behandles konkursboer m.v. samt sager, i hvilke fagkundskab til sø- og handelsforhold skønnes at være af betydning.

Det følger af retsplejeloven, at der skal være 2 landsretter, der dels behandler sager i 1. instans, dels behandler ankesager fra byretterne.

Højesteret er rigets øverste domstol, og behandler ankesager fra landsretterne og i visse tilfælde fra Sø- og Handelsretten i København.

Antallet af dommere er reguleret direkte i retsplejeloven. Der er pr. 1. januar 1998 ansat 329 dommere.

Domstolsafdelingen i Justitsministeriet forestår den overordnede budgetlægning og udmelder herefter en bevilling til embederne til afholdelse af udgifter vedrørende den øvrige drift. Endvidere foretager Domstolsafdelingen som minimum 3 årlige budgetopfølgninger over for embederne.

Der er i 1997 fremsat lovforslag om etablering af en selvstændig Domstolsstyrelse, der fremover skal varetage domstolenes bevillingsmæssige og administrative forhold.

6.5.2. Muligheder for indførelse af taxameterstyring

Indførelse af taxameterstyring forudsætter som tidligere beskrevet, at der foreligger ensartede produktionsenheder. På domstolsområdet vil dette være antal afsluttede sager.

Problemet er imidlertid, at sagsbegrebet ikke er ensartet. Eksempelvis adskiller straffesager sig væsentligt fra civile sager, ligesom ægteskabssager adskiller sig fra andre civile sager, hvor sagens genstand har en økonomisk værdi.

Selv med opdelingen i en række sagstyper, tages der ikke højde for, at ressourcetrækket indenfor visse kategorier vil være meget varierende fra sag til sag. Når bevillingen udløses i forhold til antal afsluttede sager indenfor den pågældende sagstype vil de enkelte retter få et incitament til at nedprioritere de mest ressourcekrævende sager.

Endelig skal man være opmærksom på, at flertallet af retterne er forholdsvis små i bevillingsmæssig sammenhæng, hvilket naturligt reducerer mulighederne for udgiftsmæssige omprioriteringer i tilknytning til aktivitetsændringer. Mulighederne for udgiftsmæssige omprioriteringer er ligeledes begrænset af, at antallet af dommere i de enkelte retter er reguleret i retsplejeloven. Den enkelte ret kan ikke ansætte flere dommere i takt med en voksende aktivitet.

6.6. Politiet

6.6.1. Organiseringen og styringen af politiet

Politiets virksomhed er fastlagt i retsplejeloven. Politiets aktiviteter kan overordnet opdeles i følgende kerneområder:

• kriminalpræventiv indsats,
• efterforskning og forfølgning af begåede forbrydelser
• opretholdelse af ro og orden
• administrative opgaver som f.eks. udstedelse af pas og kørekort.

Landet er inddelt i 54 politikredse, der hver ledes af en politimester (i København Politidirektøren). Færøerne og Grønland udgør endvidere hver særskilte politikredse. Politimestrene og Politidirektøren virker endvidere som anklagemyndighed.

Politiets og anklagemyndighedens virksomhed er underlagt den almindelig rammestyring af statens udgifter. I forbindelse med finansloven for 1996 er der indgået en flerårsaftale vedrørende politiets forhold i 1996-1999.

Størstedelen af bevillingsadministrationen og økonomistyringen har hidtil været centraliseret hos Rigspolitiet. Det betyder principielt, at der til politimestrenes kompetence og ansvar for den politimæssige opgavevaretagelse ikke har været knyttet et tilsvarende ledelsesmæssigt økonomisk ansvar for en effektiv disponering af de tildelte økonomiske ressourcer. Som et led i Flerårsaftalen skal en større del af politiets bevillinger uddelegeres til fri disposition i politikredsene med henblik på at skabe en større sammenhæng mellem det ledelsesmæssige og det økonomiske ansvar i politikredsene.

6.6.2. Muligheder for indførelse af taxameterstyring

For store dele af politiets virksomhed er det vanskeligt at fastsætte aktivitetsmål forstået som effektmål. Der er heller ikke en entydig sammenhæng med objektive udgiftsbehov, f.eks. defineret som antallet af anmeldte forbrydelser. På disse områder vil et aktivitetsmål således kun kunne fastsættes i form af indsats på området.

På andre områder som f.eks. udstedelsen af pas og kørekort vurderes det muligt at opstille et aktivitetsmål defineret ved effekt, f.eks. antallet af pasudstedelser.

Mere generelt er det vanskeligt at lave taxameterstyring på politiets område, når den tilskudsudløsende aktivitetsenhed primært vil skulle knyttes til mål for indsatsen. De enkelte politimyndigheder ville få store muligheder for selv at påvirke bevillingen, uden at det nødvendigvis har en effekt i forhold til en kriminalpræventive indsats.

Taxameterstyring forudsætter endvidere, at der skal kunne fastsættes en takst pr. aktivitetsenhed.

Enhedsomkostningerne ved politiets meget forskelligartede aktiviteter varierer betydeligt. Indenfor samme aktivitetsområde, for eksempel efterforskning af anmeldelser, vil beregning af en gennemsnitsomkostning endvidere være vanskeliggjort ved, at indholdet af en sådan efterforskning vil afhænge af den konkrete sag.

Visse af politiets aktiviteter vurderes imidlertid at kunne prisfastsættes med få ressourcer. Det drejer sig om udstedelsen af pas og visse former for bøder.

Endelig må det forudsættes, at taxameterstyring begrænses til områder, hvor efterspørgslen kan styres, idet den i modsat fald vil føre til et betydeligt udgiftspres. Ved pas- og kørekortudstedelsen er det begrænset, hvilke grupper, der kan benytte sig af tilbuddet, mens "efterspørgslen" efter f.eks. tryghedsskabende indsats i princippet er "uendelig", ikke mindst fordi brugerne ikke selv skal betale direkte for assistancen.

6.7. Kriminalforsorgen

6.7.1. Organiseringen og styringen af Kriminalforsorgen

Kriminalforsorgen hører under Justitsministeriet og omfatter Kriminalforsorgen i Danmark, Grønland og Færøerne. Direktoratet for Kriminalforsorgen varetager den centrale ledelse og administration af den samlede kriminalforsorg.

Kriminalforsorgen er opdelt i anstaltssystemet og "i frihed". Anstaltssystemet omfatter godt 50 større eller mindre afsoningsinstitutioner (fængsler, arresthuse og fængsels- og arrestafdelinger) og heri anbringes varetægtsarrestanter og personer, der er idømt frihedsberøvelse.

Kriminalforsorgen i frihed er fordelt på over 30 afdelinger og varetager tilsynet med betingede dømte, prøveløsladte m.v., forsorgsarbejde for varetægtsarrestanter samt kriminalpræventivt arbejde af mere generel karakter.

Tilrettelæggelsen og koordineringen af Kriminalforsorgens budgettering og økonomistyring er karakteriseret ved en høj grad af centralisering.

Den samlede lønsumsbevilling styres således centralt fra direktoratet, idet normativet på de forskellige personaleområder fastlægges og styres herfra. På baggrund af normativet udmeldes timebudgetter, som administreres af de enkelte tjenestesteder. Dette er tilfældet for så vidt angår det uniformerede personale i fængsler og arresthuse, der udgør ca. 70 pct. af det samlede personale, samt for honorarlønnede til tilsyn og personundersøgelser og undervisningstimer til timelærere i fængsler. Det øvrige civile personale styres ved udmelding af antal stillinger.

Hvad angår den øvrige drift på godt 0,3 mia.kr. udmeldes der bevillinger til samtlige tjenestesteder i Danmark. En mindre del af disse bevillinger er aktivitetsafhængige. Bevillingerne udarbejdes således på baggrund af de faste driftsudgifter, samt for fængslerne, arresthuse og pensioners vedkommende på baggrund af måltal for det gennemsnitlige daglige belæg. Ved årets afslutning finder en regulering af bevillingen til øvrig drift sted i de tilfælde, hvor det faktiske belæg i løbet af hele året har afveget fra det forudsatte måltal.

Lederne af budgetområderne har dispositionsretten over de budgetter, som udmeldes fra direktoratet. Der kan disponeres inden for de rammer, som budgettet angiver for såvel beløbsmæssige rammer, som normativer og timerammer til konkrete opgaver. Ćndringer til udmeldte rammer skal på forhånd godkendes af ansvarlige i direktoratet.

Direktoratet foretager månedlige opfølgninger for driftsbevillingerne, ligesom der inden for de enkelte områder er iværksat visse procedurerer, der sikrer opfølgning og dialog.

6.7.2. Mulighederne for indførelse af taxameterstyring

Kriminalforsorgens hovedopgave er at fuldbyrde straf. Dette indebærer for det første at udøve den kontrol, der er nødvendig herfor, og for det andet igennem resocialiserende aktiviteter at støtte og motivere den dømte til at leve en kriminalitetsfri tilværelse. Taxameterstyring af Kriminalforsorgen kan således baseres på objektive mål, med antal afsoningsdage - formentlig opdelt på en række kategorier - som det helt centrale.

Det kunne overvejes at udbygge kvalitetsdimensionen ved at operere med et aktivitetsmål, der kombinerer belægningsprocent med "tilbagefalds"-procent. Altså et mål for, hvor stor en del af tidligere indsatte/under tilsyn på den enkelte institution, der efter endt afsoning/tilsyn påny overtræder loven. Frekvensen heraf må imidlertid siges også at være påvirket af en lang række forhold, der er Kriminalforsorgen uvedkommende.

Omfanget af uddannelse, beskæftigelse, behandling m.v. i et typisk afsonings-/tilsynsforløb må forudsættes at være kendt eller forholdsvis beregnelig. Det er derfor muligt at fastsætte en takst for et aktivitetsmål i form af f.eks. takst pr. afsoningdag o.s.v. Taksten vil naturligvis kunne differentieres f.eks. på ophold i åbne og lukkede fængsler.

Der er næppe forudsætninger for helt at forlade den hidtidige styreform ved at gøre de samlede bevillinger til fængselsområdet taxameterstyret.

Der kan bl.a. ikke etableres konkurrence mellem institutionerne. Klientellet har ikke reelle valgmuligheder i forhold til Kriminalforsorgens kerneydelser. Domfældte kan i en vis udstrækning få indflydelse på valg af afsoningssted og -tidspunkt, hvis sociale forhold tilsiger det, men hensyn som f.eks. maksimal udnyttelse af afsoningskapacitet og sikkerhed betyder, at der er fastsat ret detaljerede regler for anbringelse af indsatte.

Styringsmæssige fordele via taxameterstyring vil kunne opnås ved at gøre en større del af Kriminalforsorgens bevillinger inden for den afsatte ramme aktivitetsafhængige.

Fordelen ved en sådan udvidet brug af taxameterprincippet ville være at sikre en mere hensigtsmæssig allokering og fleksibel udnyttelse af de eksisterende ressoucer. Kriminalforsorgen har således f.eks. i forbindelse med rockerurolighederne oplevet problemer med at omfordele ressourcerne i forhold til det skiftende pres på visse af forsorgens institutioner.

En øget anvendelse af taxameterprincippet vil endvidere bidrage til en øget produktion i det omfang, der er uudnyttet kapacitet til stede.

En udvidelse af området for taxameterprincippet forudsætter en øget decentralisering af økonomistyringen. Taxameterstyringens fordele i form af en hurtig og direkte tilpasning mellem aktiviteter og udgifter realiseres ikke ved den nuværende centrale økonomistyring.

6.8. Folkeskolen

6.8.1. Organisering og styring

Rammerne for folkeskolen er fastlagt i folkeskoleloven. Loven trådte i kraft den 1. august 1994. Med folkeskoleloven af 1993 er der skabt nye rammer for styringen af folkeskolen ligesom der indføres nye krav til bl.a. undervisningens indhold.

Kommunalbestyrelsen har det overordnede ansvar for folkeskolen og fastlægger mål og rammer for skolernes virksomhed, herunder rammerne for skolebestyrelsens og skolelederens pædagogiske og økonomiske kompetence. Det er den enkelte kommunalbestyrelse, der træffer beslutning om, hvor mange skoler, der skal være i kommunen, inddelingen i skoledistrikter, antallet af spor og klassetrin på de enkelte skoler samt antallet af ansatte.

I lighed med øvrige kommunale serviceområder som børnepasning og ældreområdet er folkeskolernes økonomiske ressourcer rammestyret. I mange kommuner findes imidlertid elementer af aktivitetsbaseret styring for så vidt angår tildeling af undervisningstimer/stillinger til den enkelte skole, mens tildeling af ressourcer til de øvrige udgiftsområder styres gennem faste normer.

Den stramme styring af undervisningstimer/stillinger bevirker, at hovedparten af driftsudgifterne på den enkelte skole ligger fast, mens de øvrige udgifter bestemmes residualt i forhold til lønudgifterne. Modellen adskiller sig således fra taxameterstyring på Undervisningsministeriets område ved, at det kun er tildelingen af lærerressourcerne, der er aktivitetsafhængige, og at denne del af ressourcerne tildeles særskilt. Den enkelte skole har således ikke mulighed for at foretage en tværgående prioritering mellem lærerressourcer, undervisningsmidler, IT m.v.

Der findes to grundlæggende forskellige tildelinger af undervisningstimer/stillinger: 1) efter antallet af elever; eller 2) efter antallet af klasser.

6.8.2. Tildeling efter antal elever

Tildeling af ressourcer efter antallet af elever sker ved, at en elev på et bestemt klassetrin udløser et bestemt antal undervisningstimer pr. skoleår. Antallet af elever ganges med antallet af undervisningstimer, og dermed fås den ressource, som kommunens skolevæsen råder over i timer/stillinger i det kommende skoleår.

En ressourcetildeling pr. elev forudsætter, at kommunen via sin skolestruktur har skabt grundlaget for, at skolerne kan klare sig med et ensartet antal timer pr. elev. Samtidig må kommunen overlade en vis frihedsgrad til skolerne med hensyn til timefordelingsplanen, så f.eks. skoler med en lav klassekvotient kan reducere antallet af skematimer pr. klasse.

6.8.3. Tildeling efter antal klasser

Ved den klassebaserede tildelingsmodel tildeles ressourcerne efter antallet af klasser. Da denne fordelingsmetode ikke sikrer en ressourcetilpasning til det faldende elevtal, som har kendetegnet folkeskolen i de sidste mange år, er mange kommuner gået over til at tildele ressourcer efter antallet af elever.

I en tid med stigende elevtal vil det være en fordel at anvende den klassebaserede styringsmodel, idet der kan være en vis stigning i elevtallet, uden det får betydning for antallet af klasser og derved ressourcestyringen.

Der ligger en mulighed for at frigøre ressourcer i en stigende klassekvotient. Det er derfor afgørende for økonomien i folkeskolen, at der i hele forløbet fra børnehaveklasse til 10. klassetrin er en relativ høj klassekvotient. Det kan bl.a. sikres ved at danne store klasser ved skolestarten evt. kombineret med tolærer-/deletimeordninger. Samme fordel kan opnås ved, at lærertimeforbruget pr. elev nedsættes, når der tilsigtes en højere klassekvotient.

6.8.4. Muligheder for taxameterstyring

Folkeskolernes styringsmæssige vilkår adskiller sig ikke væsentligt fra erhvervsskolerne og de videregående uddannelser. Folkeskolerne er kendetegnet ved, at et større antal institutioner, der producerer sammenlignelige ydelser, med et objektivt mål for aktiviteten i form af antal elever/klasser. Endvidere findes der en endelig efterspørgslen efter folkeskolens ydelser, som følger den demografiske udvikling.

Som udgangspunkt er der ingen praktiske forhold, der forhindrer at indføre taxameterstyring på folkeskoleområdet.

Spørgsmålet er imidlertid, hvorvidt de eksisterende regler for arbejdets tilrettelæggelse sikre den fornødne fleksibilitet, hvor skolerne har mulighed for at tilpasse sig ændringer i aktivitetsniveauet.

Herudover er der spørgsmålet om, hvorvidt der skal tildeles midler til den enkelte skole pr. elev, pr. klasse eller en kombination heraf. En elevbaseret model sikrer fuld tilpasning ved ændringer i elevtallet og sikrer dermed samme ressource tildeling pr. elev. I en tid med stigende elevtal vil det imidlertid være en fordel at anvende den klassebaserede tildeling, idet antallet af elever kan øges uden at øge ressourcerne i samme takt ved at hæve klassekvotienterne. Samme effekt kan dog opnås ved takstnedsættelser, der tager udgangspunkt i en tilstræbt højere klassekvotient.

6.9. Gymnasiet

6.9.1. Organisering og styring

Gymnasieområdet repræsenter et brud med princippet om en klar overensstemmelse og sammenhæng mellem beslutningskompetence og økonomisk ansvar.

Uddannelsernes indhold - herunder de faglige mål - er reguleret fra centralt hold. Hertil kommer, at Undervisningsministeriet har en stor indflydelse på undervisningens gennemførelse, idet fagenes timetal og det samlede udbud af skematimer bliver fastlagt centralt via den såkaldte timestyringsmodel.

Gymnasier og hf-kurser (fremover skolerne) er i udgangspunktet rammestyret i amterne, men i de fleste amter bruges budgetmodeller, der sikrer sammenhæng mellem aktiviteten og økonomien.

Dispositionsfriheden på skolerne varierer fra amt til amt, idet eksempelvis lønudgifterne i nogle amter budgetteres centralt. Det er dog almindeligt, at skolerne tildeles enten en samlet driftsramme eller to driftsrammer (čn vedrørende løn og én vedrørende øvrig drift). Da skoleåret går på tværs af budgetåret, er der endvidere praksis for, at skolernes budget revideres om sommeren, når klasse- og elevtal for skoleåret kendes.

Bevillingen til de enkelte skoler fastsættes normalt på baggrund af fire faktorer:

• Timestyringsmodellen
• Faste omkostninger (bygninger, administration, rengøring m.v.)
• Variable omkostninger udover lærerløn (enhedsomkostninger/nøgletal pr. elev)
• Indsatsområder (eksempelvis forsøgs- og udviklingsarbejde og IT)

Tabel 6.9.1. Antal lærerskematimer i gymnasiet i henhold til timestyringsmodellen

Anm.: De tre tal 32, 27 og 17 angiver det ugentlige timetal i henholdsvis 1.g, 2.g og 3.g.

Timestyringsmodellen fastlægger inden hvert skoleår det minimale ugentlige antal lærerskematimer for hver skole, dvs. antal lektioner til undervisning, jf. tabel 6.9.1. Modellen tager udgangspunkt i et skønnet elevtal pr. 15. april forud for skoleåret31. Amtsrådet fastlægger det faktiske antal lærerskematimer, som ikke må være mindre end det antal timer, timestyringsmodellen angiver.

På hf-kurser fastlægger timestyringsmodellen det minimale antal ugentlige lærerskematimer som 40 + 1,15 ( antallet af elever. På et hf-kursus med 200 elever skal det gennemsnitlige antal lærerskematimer pr. elev som minimum udgøre 1,35 mod 1,23 på et hf-kursus med 500 elever. Modellen indebærer dermed en stordriftsfordel således, at udgiften pr. elev alt andet lige vil være mindre på hf-kurser med mange elever end på hf-kurser med få elever.

Timestyringsrammen transformeres til udgifter ved at gange rammen med 2, idet en lektion udløser to arbejdstimer og gange med ca. 35 undervisningsuger. Hertil skal tillægges rettereduktioner for de enkelte fag. Endvidere skal tillægges eventuel aldersreduktion, studievejledningstimer, yderligere timer, herunder overtimer m.v. Ud over udgifterne til undervisningen er det i overenskomsten fastlagt, hvor mange timer der skal afsættes til henholdsvis ledelse og pædagogiske og administrative opgaver m.v.

Det indgår i aftalen om amternes økonomi i 1999, at timestyringsmodellen søges erstattet af mere smidige regler for udbuddet af valgfag på det enkelte gymnasium.

Sammenfattende om den økonomiske styring kan det konstateres, at udgifterne er både klasse- og elevtalsafhængige, og selve styringen er aktivitetsbaseret. Da godt 80 pct. af udgifterne til skolernes drift vedrører løn og hovedsagelig lærerløn er timestyringsmodellen den væsentligste udgiftsudløsende faktor inden for området.

Modellen besværliggør en omprioritering inden for den eksisterende økonomiske ramme fra lærerløn til eksempelvis bedre undervisningsmaterialer og IT-udstyr.

6.9.2. Muligheder for taxameterstyring

I lighed med folkeskoleområdet er der ingen praktiske forhindringer for at indføre taxameterstyring på gymnasieområdet. Området er kendetegnet ved, at et større antal institutioner producerer sammenlignelige ydelser, med objektive mål for aktiviteten i form af antal elever/klasser.

En eventuel taxameterstyring af området forudsætter imidlertid, at timestyringsmodellen afskaffes. I modsat fald vil skolerne ikke have den fornødne fleksibilitet med hensyn til prioriteringer af undervisning og andre indsatsområder.

6.10. Amtskommunale voksenuddannelsescentre

6.10.1. Organisering og styring

De amtskommunale voksenuddannelsescentre (VUC) tilbyder kompetencegivende almene og studieforberedende uddannelser. Det drejer sig om Almen Voksenuddannelse (AVU) og prøveforberedende enkeltfagsundervisning til højere forberedelseseksamen (hf).

Tilrettelæggelse af disse undervisningstilbud er med virkning fra 1. januar 1997 blevet taxameterstyret, idet der er indført nye styringsprincipper med efterspørgselsstyring, frit optag og aktivitetsafhængige bevillinger.

Hensigten med de nye styringsprincipper er at gøre uddannelsestilbuddet mere behovsorienteret samt at give en højere grad af fleksible og tilpassede udbud af uddannelser.

Frit optag forstås som en ret for uddannelsesstederne til at fastlægge optagelsestallet inden for de målgrupper, der er omfattet af loven (henholdsvis om almen voksenuddannelse og hf-enkeltfagsundervisning), og under hensyn til kapaciteten.

Centrene skal således selvstændigt kunne træffe beslutning om at udbyde fag og oprette hold, når der efter centrenes opfattelse er et fornødent kursistgrundlag for holdoprettelsen. Ligesom frit optag forstås således, at centrene hermed frit kan optage alle kvalificerede ansøgere, der har betalt gebyr.

Det helt centrale omdrejningspunkt er derfor det enkelte centers mulighed for og evne til at analysere og vurdere behovet for tilbud om undervisning. Dette har betydning for uddannelsestilbuddet og kapacitetstilgangen.

Under hensyn til bl.a. amtsrådets ansvar for det undervisningstilbud, herunder sikring af uddannelsesretten, kan der i det enkelte amt ske en koordinering af den samlede uddannelsesindsats.

Hertil kommer, at amtsrådet kan beslutte, at det enkelte center skal indgå i og udbyde undervisning, der er et led i den samlede uddannelsesmæssige indsats i amtet, hvilket bl.a. indebærer en koordinering og samarbejde med de øvrige uddannelsesinstitutioner i amtet og eventuelt med sammenhæng til det regionale arbejdsmarked.

Det er amtsrådets ansvar, at kvaliteten i uddannelserne fastholdes og videreudvikles. Det gælder helheden i det samlede tilbud, ligesom det kan handle om forudsætningerne for den enkelte lærers undervisning. I den regionale uddannelsespolitik kan der derfor tillige indgå overvejelser om lærerefteruddannelse, undervisningsmidler m.v.

Amtsrådet kan således stille målbare krav til centerråd/forstander, ligesom disse skal være i stand til at kunne imødekomme de større krav, som det frie optag giver det enkelte uddannelsessted, herunder at undervisningen kan gennemføres pædagogisk og ressourcemæssigt forsvarligt.

6.10.2. Taxameterstyring på VUC

Dialogen mellem centrene og amtsrådet resulterer i en budgetudmelding indeholdende en rammebevilling (faste udgifter) og en aktivitetsafhængig bevilling (undervisningsrelaterede udgifter) - suppleret med bevillingsforudsætningerne (grundlaget og kriterierne for opgørelsen af de aktivitetsafhængige bevillinger). Amtsrådet træffer beslutning om overordnede målsætninger, mål og krav i forhold til indholdet, kapaciteten, den aktivitetsafhængige bevilling og rammebevillingen.

Budgetrammen til faste udgifter skal fastsættes og reguleres i overensstemmelse med udviklingen i det faktiske undervisningsbehov. Når budgetrammen er fastlagt kan det enkelte center frit disponere inden for rammen. Denne frihed kan også omfatte muligheden for at overføre budgetbeløb mellem kontiene i årets løb.

Aktivitetsafhængige bevillinger indebærer forud fastlagte tilskud, som udløses af de enkelte årskursister. Bevillingen udløses på baggrund af opgørelsen af kursusårets kursisttimer, der beregnes på grundlag af det enkelte holds deltagerantal multipliceret med holdets undervisningstimetal.

De undervisningsrelaterede bevillingers afhængighed af den faktiske aktivitet skal komme klart til udtryk i bevillingerne til centrene, sådan at det fremgår, at en meraktivitet udløser en merbevilling og mindreaktivitet fører til bevillingsreduktion.

Som beregningsforudsætning indgår endvidere fastsættelse af den gennemsnitlige holdstørrelse som den væsentligste faktor i grundlaget for centrenes aktivitetsafhængige bevillinger.

6.11. Sammenfatning

På dagpasningsområdet vil der rent teknisk ikke være nogen problemer med at indføre taxameterstyring. Problemet ligger alene i mulighederne for at styre de samlede udgifter. Hvis efterspørgslen bliver styrende i forhold til udbuddet vil kommuner med lange ventelister opleve en kraftig udgiftsstigning.

Tilsvarende gælder det på folkeskoleområdet og gymnasieområdet, at der ikke er praktiske forhold, der forhindrer indførelsen af taxameterstyring. En elevbaseret model sikrer fuld tilpasning ved ændringer i elevtallet og sikrer samme ressourcetildeling pr. elev.

I en tid med stigende elevtal vil det imidlertid være en fordel at anvende en klassebaseret tildeling, idet antallet af elever kan øges uden at øge ressourcerne i samme takt ved at hæve klassekvotienterne. Samme effekt kan dog opnås ved takstnedsættelser, der tager udgangspunkt i en tilstræbt højere klassekvotient.

Spørgsmålet er endvidere, hvorvidt de eksisterende regler for arbejdets tilrettelæggelse sikrer den fornødne fleksibilitet, således at de enkelte folkeskoler og gymnasier har mulighed for at tilpasse sig ændringer i aktivitetsniveauet.

Endelig forudsætter indførelsen af taxameterstyring på gymnasieområdet, at timestyringsmodellen afskaffes. I modsat fald vil skolerne ikke have den fornødne fleksibilitet med hensyn til prioriteringer af undervisning og andre indsatsområder.

VUC-området er fra 1997 blevet underlagt en taxametermodel. Bevillingen til de amtskommunale voksenuddannelsescentre består således dels af en rammebevilling til faste udgifter, dels af en aktivitetesafhængig bevilling til undervisningsrelaterede udgifter.

På sygehusområdet vil der være betydelige problemer forbundet med en ren taxameterstyring. Der er dog områder indenfor sygehusvæsenet, hvor taxameterstyring kan overvejes som et supplement til rammestyringen. Af hensyn til de udgiftsmæssige konsekvenser er det af afgørende betydning, at taxameterstyring alene anvendes som supplerende finansiering på klart afgrænsede områder, således at den overordnede rammestyring fastholdes.

For så vidt angår aktiveringsområdet er der en række problemer forbundet med indførelse af taxameterstyring - det gælder både i relation til AF´s virksomhed og i forhold til aktiveringsrammen.

I forhold til AF er det muligt at lave en række kvantificerbare aktivitetsmål, der kan gøres til genstand for taxameterstyring. Taxameterstyringen kan i den sammenhæng anvendes til at fremme bestemte aktiviteter. En generel indførelse af taxameterstyring kan imidlertid resultere i en forvridning af samspillet mellem de forskellige aktiveringsredskaber.

Aktiveringsrammen er allerede i dag omfattet af aktivitetsstyring i den forstand, at rammen løbende reguleres i takt med udviklingen i ledigheden. Dele af aktiveringsrammen vil derfor forholdsvist let kunne omfattes af taxameterstyring. Det gælder på den del af rammen, hvor der er tale om forsørgelsesudgifter. Den del af aktiveringsrammen, der vedrører køb af uddannelsespladser, særlige flaskehalsforebyggende foranstaltninger m.v. har ikke en standardisering, der muliggør taxameterstyring.

På domstolsområdet foreligger der ikke et tilstrækkeligt entydigt aktivitetsmål, der muliggør indførelse af taxameterstyring. Det skyldes, at sagsbegrebet ikke er ensartet. Sagernes ressourcetræk vil variere meget mellem de enkelte sager inden for én bestemt sagskategori. Indførelse af taxameterstyring ville derfor kunne resultere i, at de ressourcetunge sager nedprioriteres i forhold til de mindre omkostningstunge sager.

Tilsvarende gælder det for politiets opgaver, at der ikke foreligger et entydigt og dækkende aktivitetsmål. Den tilskudsudløsende aktivitetsenhed vil skulle knyttes til flere forskellige indsatsmål, og vil ikke kunne baseres på objektive mål. Ligesom på domstolsområdet vil der også være stor variation i ressourcetrækket mellem de forskellige sager inden for én kategori af sager. Dette kan have uheldige incitamenter på de enkelte politimyndigheders adfærd.

Anderledes forholder det sig på Kriminalforsorgens område. Her foreligger en række entydige aktivitetsmål - antal afsoningsdage m.v. Ved at indføre taxameterstyring kan der sikres en mere hensigtsmæssig og fleksibel ressourceudnyttelse, og hermed øge tilskyndelsen til at optimere udnyttelsen af den tilstedeværende kapacitet.

Forsiden | Forrige kapitel | Næste kapitel