[ Billede: Undervisningsministeriets logo ]

Vejledningens opbygning

 

 

 

Med henblik på at styrke selvstændigheds-, iværksætter- og innovationskulturen har Undervisningsministeriet iværksat en række initiativer, herunder valgfaget:

Selvstændighedskultur og iværksætteri.

Fagbeskrivelsen for valgfaget er meget bredt formuleret, hvilket giver vide rammer for underviseren. Der lægges i fagbeskrivelsen endvidere op til, at der arbejdes selvstændigt, og at der skal være en særlig motivation til stede. Dette betyder store udfordringer til såvel læreren som eleverne.

Denne lærervejledning har afsæt i fagbeskrivelsen for valgfaget.

Vejledningen indledes således med et afsnit om baggrund for og holdning til faget. Det understreges i fagbeskrivelsen, at undervisningen foregår i vekselvirkning med erhvervslivet, og derfor indeholder besøg på og uden for skolen. Endvidere fremgår det, at der i faget arbejdes med tværfaglig projektundervisning og holdningsbearbejdning.

Dette betyder, at der stilles særlige krav til læreren mht. afgrænsning og vægtning af emner, planlægning og gennemførelse af undervisningen samt en høj grad af elevindflydelse. For nogle lærere kan det føles som en meget anderledes og måske vanskelig lærerrolle, der kan opleves risikofyldt; andre lærere vil måske opfatte det som en chance og en frihed.

I kapitel 3 beskrives den gruppe af elever, som faget primært henvender sig til.

Langt de fleste initiativer på iværksætterområdet har hidtil været rettet mod færdiguddannede voksne, og meget ofte som løsrevne og selvstændige forløb i forhold til øvrige uddannelser. Det er væsentligt ikke bare at kopiere disse kurser eller dele deraf til de unge elever på erhvervsuddannelserne. Sammenhængen er en anden, ligesom målgruppens kompetencer og erfaringer er forskellige.

Kapitlerne 4 og 5 har til formål at give overblik over valgfaget via en skematisk fremstilling, en uddybning af fagbeskrivelsens mål og endelig ved at motivere og forklare de enkelte emner, som indgår i valgfaget.

Det er så op til den enkelte lærer, hvilken vej der skal følges for at nå målet.

Kapitel 6 beskriver en række forhold og overvejelser af pædagogisk karakter, som det er nødvendigt at forholde sig til i egen planlægning og undervisning.

Som inspiration til undervisningen præsenteres i kapitel 7 tre eksempler på undervisningsforløb, og i bilag 1 er der yderligere et eksempel fra el-uddannelsen. Det enkelte eksempel er umiddelbart knyttet til en bestemt erhvervsuddannelse, men principielt kan de enkelte eksempler tjene som model for samtlige erhvervsuddannelser på tekniske skoler, handelsskoler og landbrugsskoler.

Vejledningen er udarbejdet af en arbejdsgruppe sammensat af repræsentanter fra flere forskellige uddannelsesinstitutioner, der alle har arbejdet med iværksætteri på forskellig vis.

Foto - el.


Forsiden | Forrige Kapitel | Næste kapitel