Decentralisering

Kommunalbestyrelsen kan helt eller delvist delegere sine beføjelser til skolebestyrelsen. Det gælder dog ikke bevillings- og arbejdsgiverkompetencen, dvs. retten til at tildele penge og retten til at ansætte og afskedige skolens medarbejdere.

Kommunalbestyrelsen kan formelt decentralisere budgettet i det omfang og på den måde, den finder bedst. Præcis hvilke områder den enkelte skolebestyrelse har indflydelse på, og hvilke ansvarsområder kommunalbestyrelsen har uddelegeret til skolebestyrelserne, fremgår af den kommunale styrelsesvedtægt. Man skal være opmærksom på, at det er endog meget forskelligt fra kommune til kommune - og måske fra skole til skole - i hvor høj grad kommunen har uddelegeret ansvar til skolebestyrelserne.

Fortolkningen og anvendelsen af kommunalbestyrelsens ret til at uddelegere har vide rammer. Videregivelse af kompetence på forskellige områder til skolebestyrelsen er hverken bestemt af skolernes geografiske placering eller deres størrelse. Omfanget og graden af decentralisering beror i vidt omfang på, hvad der er opnået politisk enighed om, evt. efter drøftelser i de fælles rådgivende organer, og hvad den enkelte skolebestyrelse ser sig i stand til at kunne magte. Omfanget og graden af decentralisering er ikke nogen fast størrelse, men kan ændres fra år til år. Det afgørende er kommunalbestyrelsens holdning til medindflydelse samt vigtigheden og tyngden af den rolle, den tillægger skolebestyrelsen.

Hvis en skolebestyrelse mener, at den har for lidt indflydelse på, hvordan pengene anvendes på skolen, er det en god ide at gennemgå den kommunale styrelsesvedtægt sammen med skolens leder med henblik på en drøftelse af den kompetence, der er delegeret til skolebestyrelsen. Det kan endvidere give anledning til en dialog med kommunen om, hvorvidt der er rimelig overensstemmelse mellem de pålagte opgaver og de midler, der er afsat til løsning af opgaverne.

De to mest anvendte decentraliseringsmodeller vedrørende delegering af budgetposter til godkendelse i skolebestyrelsen er minimalmodellen og normalmodellen.

Minimalmodellen

omfatter typisk de to budgetposter:

• Undervisningsmidler
  
• Ekskursioner og lejrskoler.
  

Normalmodellen

omfatter typisk budgetposterne:

• Vedligeholdelse af bygninger mv.
  
• Driftudgifter
  
• Undervisningsmidler
  
• Ekskursioner og lejrskoler.
  

Herudover findes der en maksimalmodel, hvor der også medtages budgetposter til personalelønninger mv.

Kommunerne har ofte mulighed for at overføre mindre forbrug fra det ene budgetår til det næste. Det kan være en fordel, hvis man ønsker at spare op til en større investering som fx køb af nye skolemøbler eller udskiftning af varmeforsyningen med henblik på at spare på de løbende driftsudgifter.

Omvendt har skolen også mulighed for at budgettere med et merforbrug, fx for at foretage en ekstraordinær investering i edb-udstyr mod en tilsvarende nedjustering af budgettet det følgende år.

Brugen af normalmodellen har for mange skoler vist sig at være et godt planlægnings- og styringsværktøj. Modellen skærper samtidig både skolens ledelse og skolebestyrelsens opmærksomhed på, hvordan de økonomiske ressourcer, skolen har til rådighed, udnyttes bedst muligt.

Når skolebestyrelsen på baggrund af oplæg fra skolens leder skal drøfte og godkende budgettet for både udvendig og indvendig vedligeholdelse, løbende driftudgifter som el, vand, varme, rengøring osv., undervisningsmidler samt ekskursioner og lejrskoler, er der lagt op til en god diskussion og dialog i skolebestyrelsen.

Igen er det vigtigt at understrege, at skolebestyrelsen ikke tager stilling til alle detaljerne, men fortrinsvis peger på de områder, den finder, der bør sættes ind over for. Man skal hele tiden spørge sig selv: Understøtter det fremlagte budget de mål og principper skolebestyrelsen har vedtaget for skolens udvikling?