![[ Billede: Undervisningsministeriets logo ]](http://www.uvm.dk/images/uvmlogo.gif)
Indledning
Undervisningsministeriets indsatsområde "Den praktisk musiske
dimension i undervisningen" fremlægger hermed erfaringer og refleksioner
fra to års udviklingsarbejde 1994-96, hvori har deltaget et halvt
hundrede skoler over hele landet i samarbejde med en forsker- og konsulentgruppe.
I ministeriets udmeldinger til skolerne blev der lagt vægt på,
at erfaringerne kunne bidrage til udvikling af såvel undervisningspraksis
som sproget i og om undervisning. Med henblik på at illustrere bredden
i indsatsområdet og stimulere til en mangfoldighed af undervisningsinitiativer
blev den praktisk musiske dimension beskrevet som en lang række åbne
typer, som gav de deltagende skoler og lærere muligheder for at udvikle
og afprøve undervisning efter egne forudsætninger og behov.
Samtidigt fik projektledelsen til opgave at samle erfaringerne op og
viderebringe dem i en form, der kan være til inspiration for skolens
arbejde med at virkeliggøre den praktisk musiske dimension i undervisningen.
Den praktisk musiske dimension i undervisningen er ikke en konventionel
faglig størrelse, men skal i stedet ses som en kvalitet ved undervisning
i bred forstand. Den handler derfor om såvel skolens undervisningsmiljø
som undervisningens tilrettelæggelse og elevernes læreproccesser
og fremmer opmærksomheden på, hvorledes arbejds- og udtryksformer
i undervisning og læring kan anvendes fordomsfrit og på integrerede
måder, så klassens fællesskab og den enkelte elevs muligheder
udvikles bedst muligt.
At de deltagende skoler i udpræget grad har medtænkt, hvorledes
arbejdsformer og vidensområder fra de praktiske og musiske fag kan
integreres i undervisningen, kan ikke undre.
Den foreliggende rapport bygger ikke på en given definition af
den praktisk musiske dimension. Den interesserer sig først og fremmest
for de måder, hvorpå faglighed, virksomhed og interesser har
kunnet samvirke i at skabe og udvikle et indhold for eleverne. Der er lagt
vægt på at illustrere valg og situationer og på at fremstille
problemer og overvejelser, som har ledsaget de konkrete forløb.
Rapporten består af seks særskilte beskrivelser og en opsamling/perspektivering.
Beskrivelserne tager hver især en særlig synsvinkel op, som
kan være et element eller en byggeklods i forståelsen af, hvad
den praktisk musiske dimension kan handle om og tilføre undervisningen.
Rapporten er udformet af projektets forskningsledelse ved Carl Johan
Schnedler fra Danmarks Lærerhøjskole og Thomas Seeberg fra
Forskningsinstituttet for Pædagogik og Uddannelse under medvirken
af projektets konsulenter Britta Høy, Gitte Jensen, Birgitte Norsker,
Ole Kristian Poulsen, Liselotte Schlægelberger, Hanne Schneider og
Lisbeth Tolstrup.
De deltagende skoler er anført bagest i bogen.
Forsiden | Forord | Resultater og formidling |