Kursistportrætter:
Else, kursist på en teknisk skole

Det er vigtigt for mig at få lært, hvordan man gør tingene rigtigt og hurtigt.
Dette er nødvendigt at få eksempler og grundprincipperne, før man selv kaster sig ud i et stykke arbejde. Ellers bruger man alt for meget spildt tid på at lave tingene forkert. Det er Elses erfaring efter et otte ugers autocadkursus og et projekt med at tegne et hus.

Else er i færd med at tegne et hus i autocad-programmet. Det er hendes afsluttende projekt på det indledende otte ugers kursus. Hun har travlt; men håber at blive færdig, så hun ligesom de øvrige kursister, kan fremlægge det på afslutningsdagen. Det har været hendes første møde med et tegneprogram, og det har været svært og tidskrævende, fordi hun flere gange har været nødt til at lave tegningen om. Hun betragter sig selv som lidt af en pernittengryn, der gerne vil gøre tingene godt og rigtigt, og derfor har programmets mange valgmuligheder og veje et par gange ført hende på vildspor.
Der skal være nogle skraveringer på tegningen, og det kræver nogle helt lukkede linjer. Hun har valgt forkert linjetype og derfor er skraveringen kikset for hende. En medkursist er i gang med at hjælpe hende med at finde frem til den rigtige linje, så skraveringen bliver, som Else gerne vil have den.

Faktisk ville jeg helst noget med DTP

Else er 48 år, og bag sig har hun en bred vifte af erhvervserfaringer. Oprindelig startede det med syning og tilskæring, som førte hende frem til at undervise i aftenskolen i mange år på forskellige niveauer. Siden blev det til design af tøj og engros-salg fra eget firma; men hun kom i klemme, fordi nogle firmaer gik konkurs og ikke kunne betale hende, og hendes firma røg med i faldet. Derefter fulgte en række år med kontorjobs ­ og så en lang periode med ledighed.
­ Så nu er jeg så havnet her på det her kursus, fordi jeg er i en aktiv periode, så jeg skulle i gang. Men jeg har været glad for kurset, selvom jeg ikke helt vidste, hvad det indebar. Faktisk ville jeg allerhelst noget med DTP, hvor det mere er inden for reklamelinjen; men der var alt booket op. Vi var en samlet gruppe fra a-kassen som skulle i gang, og det var på et meget sent tidspunkt, sidst i april, og der er mange ting jo allerede gået i gang, men jeg skulle aktiveres. Der skulle bare findes et eller andet. Det var lige før, det her hold startede, så jeg kom ind fra dag til dag og har sådan set været glad for det. Nu er det også, fordi jeg har haft med indretning at gøre; altså jeg har indrettet køkkener. Så derfor har det også været morsomt for mig at arbejde med bygningstegninger, og mine interesser har altid været meget inden for det kreative.

Folk bliver altså meget passive

­ Det var en psykolog på arbejdsformidlingen, der stod for visiteringen til kurset, og hun kunne jo lynhurtigt fornemme folks interesser, hvad de kunne få glæde af på en eller anden måde. Så prøver de jo  at se på, hvad det er for nogle kurser, de har købt op og kan tilbyde. Hvor kan vi putte dem hen? Hvor passer folk hen, så de ikke bliver fuldstændigt malplaceret?
Jeg synes virkelig, de gør noget ud af det. Det gjorde hende psykologen i hvert fald. Vi var mange, der blev indkaldt til møde, fordi vi enten var i en aktivperiode eller skulle det, og vi vidste faktisk ikke helt, hvad det var, vi gik ind til.
Mange gik også til  endnu flere informationsmøder for at slippe for at skulle tage en beslutning. De havde virkelig svært ved at skulle træffe beslutninger, og det er nok, fordi folk er blevet vænnet til at gå passive. De er vant til at være i en rolle, hvor der ikke rigtig er brug for dem. Nå, men så prøver de jo at gå og hygge sig, eller gøre nogle ting, som de aldrig har haft tid til, og så er de tilfredse med det. Så lige pludselig så sker det ­ så skal de et eller andet. De blev fuldstændig paniske.
Men jeg vil på en måde sige, at det er godt man gør det på den måde, for det får folk til at tænke. Ellers havner man jo på bistand. Og mange var i den situation, at der ikke var nogen valgmulighed, så de måtte jo igang med et eller andet. Og der er jo mange, der lukker øjnene for det; de ser ikke alvoren i det. For mig selv, der vil jeg sige, der har det ikke været noget problem. Tværtom. For jeg har altid været en meget aktiv type, fortæller Else.
Hun er godt tilfreds med kurset og skal fortsætte på det videregående autocad-kursus. Hun har også talt med nogle af kursisterne fra DTP-kurset, og det synes hun stadigvæk er meget spændende. Derfor har hun talt med a-kassen om, at hun også gerne vil på sådan et kursus, og det var de positivt indstillede overfor.

Eksemplerne og grundprincipperne

Undervisningen i autocad 1 er for begyndere, dvs. folk mere eller mindre uden forudsætninger. Det spænder fra arkitekter og ingeniører til folk som Else, der ikke har konstrueret tidligere. Fra sit tilskærings- og designarbejde har hun trods alt været vant til at tegne på anden vis, så hun kan for det meste se situationerne for sig; men hun har alligevel savnet noget mere klasseundervisning, eksemplerne og grundprincipperne.
Dengang hun selv underviste og havde nybegyndere, demonstrerede hun altid nogle ting i begyndelsen af timen, så kursisterne kunne arbejde videre individuelt. Hver gang sørgede hun for at gennemgå nogle nye funktioner, så der aldrig gik en aften, uden at de lærte noget. Ganske vist lavede kursisterne forskellige ting, men når de så stødte på problemer, så kunne de spørge fornuftigt, fordi de gennem demonstrationerne havde fået forståelse for arbejdet. Else havde prøver og modeller med, som hun selv havde lavet, så hun kunne vise frem og give inspiration.
­ Der er det så, at jeg godt kunne have ønsket mig nogle flere eksempler og illustrationer i vores undervisning. Det kunne jeg godt tænke mig, fordi vi... jeg har oplevet, at hvis jeg ikke havde haft så mange fantastisk søde og positive kolleger, som kom hoppende, hvis jeg spurgte, så havde det været vanskeligt. Ingeniørerne og arkitekterne, som altså har forudsætningerne, de forstod jo det med målsætning. Altså fordi der står nogle tal, f.eks. 12, så tror jeg, det er 12, men så er det 120 i stedet for, fordi det er millimeter, og det ved jeg jo ikke noget om; men det er sådan nogle små bitte ting, som er logik for dem, der er vant til at arbejde med det, men som jeg ingen forudsætninger har for at vide som nybegynder.
Det kunne måske bare være et kvarter hver morgen til at gennemgår den og den tegning med de funktioner, man skulle tage; så var man også fri for hele tiden at skulle gå ind at forstyrre nogle, som sad og var koncentrerede. Så jeg kunne godt ønske det var lidt mere målrettet.

Jeg vil vide, hvordan jeg skal gribe opgaven an

Else oplever, at det er det samme problem, som går igen i det hus, hun er ved at tegne som afslutningsprojekt. Hun har manglet, føler hun, grundprincipperne og eksemplerne og har været nødt til at lære gennem sine fejltagelser. Hun har ikke noget imod at lave fejl; men tiden er knap. Hun er også klar over, at der er forskellige forudsætninger på holdet, og at det derfor også er forskelligt hvor langt og hvor dybt ned, man kommer i sit projekt. Det afgørende er efter hendes mening, at man får en forståelse for grundprincipperne.
I hendes baghovede spøger også det videregående forløb: Er hun blevet kvalificeret til det? Det håber hun selvfølgelig; men det kræver en virkelig god basisviden, hvis man skal have noget ud af autocad II. Else har set nogle af produkterne fra kursisterne på fortsætterholdet, og dem er hun meget imponeret over. Hun har også været nede på holdet og kigge, og der lagde hun mærke til, at de slet ikke snakkede nær så meget sammen som på hendes eget hold. Og i sidste ende gør arbejdet med afslutningsprojektet hende i tvivl, om hun har lært nok.
­ Jeg ville have det her hus færdigt. Jeg har lavet det om flere gange, lavet det på flere forskellige måder. Forfra og forfra ­ om og om igen. Fordi jeg ville kunne gøre det rigtigt og hurtigt. Jeg startede selvfølgelig med at tegne det ud fra min egen tankemåde og det, jeg havde forstået og lært. Jeg havde jo lært liniefunktionen, og så får jeg så pludselig at vide, at jeg skal lave den med polylinier, og så må jeg jo lave det hele om, og det skal brydes på en helt anden måde. Hvis jeg nu havde fået det at vide fra starten, så havde det jo ikke været nødvendigt at lave det om. Så havde jeg vidst, hvordan jeg skulle gribe det hus an og ikke skullet sidde og lave det hele om.

For mig er det vigtigste, at jeg får lært, hvordan man gør det rigtigt i stedet for at sidde og prøve mig frem. Når man kommer ud på en arbejdsplads, skal det jo gerne gå rimeligt hurtigt. Man kan ikke få lov at sidde og blive ved med at være for lang tid om det. Derfor er det vigtigt for mig at få at vide, hvordan jeg griber det an på den hurtigste og mest korrekte måde, så jeg får det flotteste resultat.
Der er det, jeg siger, at man mangler en klasseundervisningstime, hvor man får at vide, at sådan og sådan gør man. Men det er også for at sige, at for mig er det vigtigt at få lavet det rigtigt ­ måske fordi jeg er lidt af en pernittengryn.

Fremviseren duede ikke

At eksemplerne har manglet har efter Elses mening også haft noget at gøre med, at fremviseren, der skulle kaste skærmbilledet op på den hvide tavle, var i stykker. Det gjorde lærerens betingelser dårligere for at forklare; men han valgte i stedet for at samle kursisterne rundt om en enkelt maskine og vise tingene så godt som muligt. Alene det at se på skærmen har været en god hjælp, og efterhånden som kurset skred frem, demonstrerede læreren mere, og det betød, at der var flere som forstod, det der foregik.
­ Men de var jo dygtige, så det fungerede jo. Det var jo ikke noget problem. Hvis nu det havde været et problem, så var det jo blevet taget op. På en eller anden måde var det jo også hyggeligt; man lærte hinanden at kende, man lavede lidt sjov, så det giver undervisningen lidt mere krydderi. Så det har fungeret godt. Alle synes, det har været sjovt. Vi har snakket mere sammen. Det har måske været for spredt i forudsætningerne, men, nej, folk har generelt været dygtige og meget jævnbyrdige, og så har der været en god ånd. Det synes jeg har været positivt.

De arbejdsløse bliver nødt til at dygtiggøre sig

En af lærerens opgaver er at motivere kursisterne, mener Else. Han skal kunne fange kursisternes interesse, så undervisningen bliver spændende. Man skal føle, at man får noget med hjem ­ og så skal der være en god atmosfære i klassen, så det ikke bliver for stift. Det betyder også, at folk får lyst til uddannelse, lyst til at gå på kurser og dygtiggøre sig.
Arbejdsmarkedets krav er efter Elses mening store i dag, og det er nødvendigt, at man er fleksibel, at man lynhurtigt kan sige "Jamen, det kan jeg da gøre" eller "Den opgave kan jeg godt klare". Det nytter ikke at man begrænser sig til et lille område.
­ Så man er nødt til at dygtiggøre sig, også dem der er arbejdsløse. Det nytter ikke noget, at de bare sidder derhjemme og tænker, at de bare kan gå der, og det hele er lige fedt. Og så tror de, at de finder et eller andet job. Og så er de utilfredse hele tiden. Når man tænker på, hvor meget mennesker bliver hjulpet, så synes jeg at folk alligevel er mere utilfredse end nogensinde før. Uanset hvor meget de får.
Det er næsten, som om det er blevet en selvfølge, at man kan få så meget forærende. Det koster jo os andre, som knokler utroligt meget for at tjene til hele det her sociale velfærdssystem. Hvis ikke der kommer noget op at stå og folk virkelig får arbejde ud af alle de millioner, der bliver brugt, så må man jo til at spørge sig selv, hvad det er for nogle aldersklasser, vi skal satse på? Er det så ikke mere dem i 20'erne og 30'erne og 40'erne i stedet for dem mellem 50 og 60'erne. Nu slynger jeg det sådan lige ud; men det er altså svært, synes jeg.
Jeg har altid været meget aktiv og aldrig bange for nye udfordringer; men jeg kan da se på mange af dem på min egen alder omkring de 50, der er ledige. De havde nok bedre af at komme ud i puljejobs for simpelthen at komme igang. For mange af dem er det der med at komme på kursus og sådan noget, ja, jeg ved snart ikke. Hvor meget får de ud af det bagefter?

Forsiden | Forrige kapitel | Næste kapitel