Kursistportrætter:
Kurt, kursist på en teknisk skole.

Det har altså rykket noget at være i undervisning ­ også menneskeligt. Det må jeg da indrømme.
En arbejdsskade tvang Kurt på skolebænken. Det blev et langt forløb med undervisning i ti år - kun afbrudt af jobtilbud og ferieafløserjobs - som vendte op og ned på hans liv. Det førte ham bl.a. ind i computerens verden og gav ham blod på tanden til en masse projekter, som skal føres ud i livet, når han næste år går på pension.

I mange år arbejdede Kurt som trykkeriarbejder på et stort dagblad. Det var lange arbejdsperioder, tit ti timer ad gangen og flere uger i træk, efterfulgt af afspadsering.  Det var et meget politisk aktivt miljø med mange faglige møder og kurser på LO-skolen og Kurt brugte sin fritid på det faglige arbejde. På den måde var det en lille lukket og låst verden ­ og det var et miljø, hvor man med Kurts ord udviklede sig til at være en lidt hård banan.
I 1985 omstrukturerede dagbladet, og udsigten til at der kom nye opløsningsmidler ind i trykkeriet, fik ham til at opgive jobbet. Han havde allerede fået en arbejdsskade på grund af opløsningsmidler, og derfor var han blandt de trykkeriarbejdere, som forlod stedet.
Kurt var da sidst i fyrrene, og skolepapirerne var ikke noget at prale af. Han forlod skolen i 1951 efter 7. klasse ­ og siden var det ikke rigtig blevet til noget på den front. De sidste ti år har imidlertid vendt op og ned på det. Og nu, et halvt år før han fylder 60 og går på efterløn, sidder han på et kursus på en teknisk skole og arbejder med et animationsprogram, hvor der tegnes i tre dimensioner. Han er ved at lave en lille animation af nogle planeter, som støder sammen. Det skal han arbejde videre med, når han går på efterløn.

Jeg har været i undervisning siden '85

- Det hele startede med en opløsningsmiddelskade, som gjorde, at jeg holdt op på trykkeriet. Det var i 1985, og lige siden har jeg faktisk været i undervisning. Jeg startede med at tage 6., 7., 8., 9. og 10. udvidet plus nogle HF-fag og noget edb, og da det så var overstået, kom jeg i jobtilbud første gang, kom så i undervisning igen, så i andet jobtilbud, og så startede jeg på noget daghøjskole. Det må have været i 94 eller 95 i august måned, at det sluttede derude. Men det var der, at jeg første gang fik edb-undervisning. Da jeg så kom ind i en af maskinerne og så, hvad den kunne lave, jamen, det var simpelthen fantastisk. Den åbnede af sig selv på Paintshop Pro, og der så jeg, hvad der lå, og det gav mig virkelig blod på tanden. Og så kom jeg her på teknisk skole, og der har jeg faktisk været lige siden. Her har jeg taget DTP I og II og Informatik, og Layout, Data, og hvad har jeg taget mere? Så har jeg taget Multimedia og 3-D Max Studio første hold, og nu er jeg ved at slutte anden gang.

Fra det låste miljø til vuggestuen

­ Men altså, når jeg sådan ser tilbage på de sidste ti år her, så har de altså rykket ved nogle ting; det må jeg indrømme. Når du lægger det hele sammen, så er der virkelig sket meget, også rent menneskeligt. Fra at jeg sad som sådan en lidt hård banan nede i trykkeriet i et meget låst og lukket miljø ­ og så pludselig skulle gå i skole. Til at begynde med gik jeg jo især med kvinder og unge piger,
og jeg var meget ældre end de andre; men jeg blev da accepteret og det gik også godt. Men det ændrer altså ved ens psyke hen ad vejen.
Efterhånden kom der også flere ældre ind, for der var jo mange, der fik prikket rundt omkring, så der var der jo flere jeg var direkte på bølgelængde med. Men der skete også noget andet. Jeg begyndte at interessere mig for det sociale, for der var mange skæbner imellem ­ altså, man er jo også selv en, men det glemmer man. Men pludselig fik jeg lyst til at hjælpe dem, og så lavede jeg en forening for arbejdsskadede. Det viste sig jo, at det ikke kun var trykkeriarbejdere, som
fik skader. Der var mange andre slags skader; der var muskelskader og rygskader; der var alt mellem himmel og jord. Så jeg lavede altså en lokal arbejdsskadeforening, som blev lagt ind under Landsforeningen for Arbejdsskadede. I stedet for at sidde i trykkeriets kælder sad jeg pludselig ovre på VUC's skole næsten døgnet rundt og arbejde. Jeg hvervede medlemmer på skolen, og vi begyndte at skrive avisartikler. Vi fik lavet en videofilm og susede Sjælland rundt og holdt foredrag på bibliotekerne. Det gik der næsten fem år med.
I mellemtiden blev jeg også far til en knægt, som nu er syv år. Jeg gik hjemme og passede ham i syv måneder på min konens orlov. Den dag han fyldte 1 år og startede i vuggestuen, da startede jeg et jobtilbud i en anden vuggestue i nærheden. Det var en fantastisk oplevelse at være i småbørnsmiljøet så længe. Jeg fik sådan en tæt kontakt til ham, som jeg ikke havde oplevet før ­ og jeg er trods alt far til en 5 drenge foruden ham her. Men den intensitet, der kom frem der, den følte jeg, var utroligt mærkbar. Om morgenen, når vi tog i vuggestue, så husker jeg det som om, træerne var meget grønne, og blomsterne sprang ud på en helt anden måde. Jeg begyndte at lægge mærke til nye og nære ting.
Når jeg nu går og tænker over det, så kan jeg godt se, at der er en forbindelse bagud til skolen og til de mennesker, jeg har mødt. De sidste ti år med al den skolegang, med psykologi og dansk og diskussioner af litteratur og alt det der, det har altså gjort noget ­ selvfølgelig sammen med en masse andre ting.

At lære med øjnene og ved kopiering

Det var arbejdet i arbejdsskadeforeningen, der for alvor bragte Kurt ind i computerverdenen. Fra en god ven i foreningen hørte han om et kursus i formidling, hvor man skulle lave sin egen brochure på computeren. Det blev han meget opslugt af og sad på skolen fra tidligt om morgenen til han blev smidt ud.
­ Man bliver jo aldrig færdig, og når man først er tændt på en ting og brænder for den, siger Kurt. Derfor er det også gået slag i slag for ham med korte afbrydelser mellem kurserne. I begyndelsen kunne der være fjorten dage mellem, siden gik der en uge, så lidt arbejde ind imellem og tilbage igen. Sådan har det været de sidste tre år. Og hele tiden har det været Kurts princip, at initiativet har ligget hos ham.
Til at begynde med var det tekstlayout, som optog ham. Han mødte en masse andre mennesker, både journalister og folk, der arbejdede på tegnestuer med layout. De kunne en masse, så når Kurt så noget nyt, som han syntes var spændende, så forsøgte han at kopiere det. Dette har været Kurts måde at lære på: at eksperimentere med maskinen og programmerne og få dem til at lave kopier af det, han har set andre lave. Ikke for at kopiere ­ men for at lære teknikken.
­ Jeg er simpelthen den største tyveknægt her på skolen. Det er der ingen tvivl om. Jeg gør det med øjnene, og det ved de andre. Jo mere jeg kan få ind gennem øjnene, jo bedre, siger Kurt.
Det er hans erfaring, at der er forskel på, hvordan kursisterne lærer. Mens Kurt lærer ved at se, gennem billederne og kopiering, så kan han også se, at akademikerne
i meget højere grad arbejder logisk og konstruerer. De kan det grundlæggende inden for tegning, og de er optagede af at lave tegninger, der viser rum og derefter placere ting i dem. Det kan for eksempel være et køkken.
­ De laver tegninger, der viser ind og ud af rum og placerer genstande i rummet. Der kan jeg altså godt blive dybt benovet over sådan en dame, hvor man tænker ved sig selv, når hun kommer ind: "jah, nåh, gad vide, hvad det er for en?" Og så går der 4 uger, og så begynder der at vokse ud af skærmen, altså, et helt køkken, hvor emhætten fungerer, og gardinerne blafrer ud ad vinduet, og stolene bevæger sig. Og det er jo spændende for mig at se, hvad det er, der foregår inde i hovederne på folk. For det kan man jo ikke altid sådan umiddelbart se. Så det er altså meget lærerigt - også fordi det selvfølgelig rokker lidt ved mine fordomme.
Men mens de tegner køkkener, møbler og huse, så sidder jeg altså med mine planeter og stjerner og får dem til at bevæge sig rundt mellem hinanden. Det får jeg meget ud af ­ og sådan noget laver de andre selvfølgelig ikke.

Læreren skal vise tillid, hensyn og støtte kursisterne

Kurt er meget positiv over for den undervisning, han har fået. Lærerne er dygtige og behagelige at være sammen med, og der er som regel en god stemning på holdet. Ikke sådan at der er meget socialt sammen; men man kan finde ud af at spørge hinanden lidt, og der er et roligt og arbejdsomt klima.
For Kurt er god voksenundervisning at lære noget ­ men på en måde, så der bliver taget hensyn til kursisternes væremåde, særheder og baggrunde. Læreren skal have en evne til at kunne generalisere og skære ud i pap; men han skal også være i stand til at undervise hver enkelt elev på sin måde, samtidig med at det ser ud som om, alle faktisk får den samme behandling. I løbet af de første par dage på et kursus skal læreren få et overblik over kursisterne, så han har et katalog inde i hovedet over, hvem der er hvem og hvad de kan. Og Kurts erfaring er, at det formår lærerne. De ældre er måske lidt bedre til det; men erfaringen kan man ikke læse sig til, og til gengæld er de yngre lærere meget energiske og vidende.
Lærerne skal være fagligt dygtige, også til at forklare tingene på forskellige niveauer, fordi kursisterne har så forskellige forudsætninger. Specielt for nybegynderne er det vigtigt, mener Kurt, at de med det samme kan mærke grobund for tillid. Katederet, rummet, læreren skal udstråle tillid, og man skal også kunne mærke, at der er hygge. Læreren skal ikke bare være som en computer eller en robot, der står der oppe ved tavlen og kan en masse tekniske ting. Han skal være med til at skabe en rar stemning, og ligesom i en fodboldkamp skal han samtidig kunne gå ind som en dommer.
­ Altså, det sker sjældent, men hvis det er nødvendigt og der er en konflikt, så må det sgu være ham, der hæver det gule kort. Hvis der er mere af slagsen, så er det rødt kort.
Kurt lægger også vægt på, at de materialer, der bliver udleveret i undervisningen, er ordentlige og overskuelige, at det tekniske grej fungerer, og at lokalerne også er pæne og rare at være i. Men det er ydre ting, så at sige. I virkeligheden, siger Kurt, er det vigtigste måske, at man kan mærke lærerens støtte uden at se ham.
­ Den gode undervisning, jamen, det er når undervisningen er glidende. Der er meget stof, det skal forstås af mange og det er svært. Så når vi går i gang, så fokuserer læreren en gang imellem og ser, hov, der er én som halter bagefter. Den person koncentrerer han sig så om, indtil han eller hun er med. Det er ikke sådan at man kan mærke hans ånde i nakken; man ved bare, at han er der, siger Kurt.
I præsentationsrunderne er der mange, som fortæller, at de er blevet henvist til kurset fra arbejdsformidlingen. Nogen gange kan der, med Kurts formulering, godt være nogle nervøse typer, der er belastede på en eller anden måde.
­ Den gode undervisning, jamen det virker måske nogle gange lidt mærkeligt på de andre elever, men sådan er det. De skal jo være her, og de får også den samme behandling som os andre, bare med den lille pædagogiske sløjfe på, at de får lidt længere snor. Og det er fint nok. Man siger ikke bare til dem, at hvis du ikke gider, eller hvis du ikke kan, så kan du bare... og så ud af vagten. Det gør man ikke.

Efterløn, flere kurser og i gang med noget nyt

Man kan hele tiden lære mere. Det er Kurts grundholdning, også nu hvor arbejdsformidlingens aktiveringspligt ophører. Alle muligheder er brugt op ­ og tilbage er udsigten til efterlønnen, når Kurt runder de 60. Han håber meget på, at det lykkes ham at komme ind på endnu et kursus. Der sker så meget på scanningsområdet, og hvis bare han fik det rigtige kursus, så kunne han komme lidt videre med et af sine mange projekter. Måske bliver det nødvendigt selv at betale kurset, men det er mange penge for en efterlønsmodtager.
­ Jeg har en idé om, at jeg vil tage ud og besøge ældre og handicappede, som har en computer, og lære dem at arbejde med den. Jeg tænker på sådan noget som male- og tegneprogrammer. Jeg kunne lægge Photo Shop ind hos dem, så de kan sidde og tegne, eller jeg kunne lægge tegninger ind, som jeg selv har scannet. Der er mange muligheder. Og så ville jeg tage en værktøjskasse med, og hvis de så skal have flyttet et maleri, så gør jeg det sgu, eller hvis det er et køleskab, der skal rettes op. Sådan nogle småting. Det har jeg snakket lidt med kommunen om. De har sådan en formidling af frivillige; men nu må vi se. Og så vil jeg stikke hovedet inden for i ældreforum og få en svingom ­ og nogle flere kontakter. Jeg har nemlig også nogle idéer om et videoprojekt, jeg kunne tænke mig at lave sammen med nogle andre gamle. Og så skal jeg vel også se at få anskaffet mig en computer derhjemme. Det har jeg ikke haft før. Der skal jo også være tid til familien og alt det andet.

Forsiden | Forrige kapitel | Næste kapitel