Om undervisning:
Undervisning i øvelsesfirma

Man skal som lærer i et øvelsesfirma turde stille sig selv til rådighed - også på det personlige plan, skriver Kirsten Jensen. Tør man - og kan man - så er det forfatterens erfaring, at undervisningen og arbejdet i øvelsesfirmaet kan være med til at styrke kursisternes faglige og bløde kvalifikationer i et trygt og udfordrende miljø.

Kirsten Jensen, Åbenrå Købmandsskole

Vor målgruppe i øvelsesfirmaet Dan-Trading er interesserede voksne kursister, såvel kontoruddannede som folk uden uddannelse, der søger oplæring, ajourføring eller afklaring omkring kontorarbejdet. Hovedparten er ledige, der kommmer gennem AF-systemet, enkelte kommer via andre offentlige systemer eller er privatpersoner, der kommer som en del af et afklaringsforløb i forbindelse med omskoling efter nedslidning, ulykke eller lignende.
Hovedhjørnestenen i Dan-Trading er de daglige rutiner indenfor kontorarbejdet. Vi er tilsluttet SIMU-center og arbejder i et lukket system med egen bank, eget postvæsen osv. Vore samhandelspartnere er andre danske og udenlandske øvelsesfirmaer.

Som tidligere nævnt er der hos os kun voksne kursister. For tilrettelæggelsen af arbejdet har dette helt klart en positiv effekt, idet alle kommer med én eller anden form for arbejdslivserfaring, som der tages udgangspunkt i både i øvelsesfirmaarbejdet og ved valg af teoretiske kurser.
Målet er, at kursisterne opnår et grundigt indblik i og erfaring med all-round kontorarbejdet. Ud over disse daglige rutiner tilbyder vi kursisterne faglig støtte i form af kurser indenfor et eller flere områder som regnskab, tekstbehandling, regneark, desk top publishing, økonomi-styring, engelsk, tysk, personlig udvikling og jobsøgning. Disse kurser kan eventuelt afsluttes med eksamen, såfremt kursisten ønsker dette (hvad de i øvrigt opfordres til, hvis deres kvalifikationer har et passende niveau). Ud over at eksamen giver kursisten en kompetence på et fagligt område, ser jeg teoriundervisningen som et redskab til det praktiske arbejde i øvelsesfirmaet.
Der er løbende optag. Dette har den fordel, at når der i en afdeling kommer en ny kursist, vil der være mindst en "gammel" kursist, der kan stå for oplæringen af den nytilkomne kursist. Denne sidemandsoplæring er en af styrkerne i øvelsesfirmaet, idet der her er mulighed for at kombinere opøvelsen af de faglige og de bløde kvalifikationer.
Jeg mener, at denne arbejdsform har sin styrke i, at den er god både til faglig/teknisk ajourføring for de kontoruddannede og som jobafprøvning for de ikke uddannede.
Hvis man, som jeg, anser voksne mennesker som frie og selvstændige individer, så mener jeg, det medfører, at kursisten tager et medansvar for kursusforløbet.
Ved ansættelsessamtalen prøver jeg sammen med kursisten at afdække, hvad det er kursisten gerne vil beskæftige sig med i øvelsesfirmaet ud over det daglige kontorarbejde.

Desværre vil mange voksne gerne fralægge sig ansvaret for, hvad der foregår, f.eks. havde jeg her i foråret en kursist, som helt alvorligt sagde til mig, at når der startede nye kursister, måtte jeg med min lærererfaring fortælle kursisten, hvor meget vedkommende måtte have lov til at deltage i af de teoretiske kurser. Jeg ved godt, at det i mange hjem er sådan, at forældrene bestemmer over deres børns aktiviteter. Men jeg mener ikke, at voksne kursister i øvelsesfirmaet skal have lov til at fortsætte med at spille denne ansvarsfralæggende småbørnsrolle.
Ovenstående er ikke et enkeltstående tilfælde, så for at få kursisterne til at føle et medansvar for at perioden i øvelsesfirmaet giver et udbytte, holdes der ca. hver 6. uge medarbejdersamtaler med hver enkelt kursist. Under samtaler kommer vi ind på, hvilke opgaver kursisten har arbejdet med i øvelsesfirmaet, hvilke kvalifikationer der er nået, mål for den kommende periode (hvilke kvalifikationer der skal til for at skaffe sig ønskejobbet, blive dygtigere til bestemte arbejdsopgaver, få praktisk kendskab til kontorarbejdet osv.) hvad der skal iværksættes for, at kursisten får det optimale udbytte af øvelsesfirma, hvad kursisten selv vil gøre for at opfylde sine mål, gode/dårlige oplevelser i øvelsesfirmaet osv.
Samtalen afsluttes med, at vi i fællesskab på et stykke papir nedfælder kursistens mål for den kommende periode og hvilke handlinger, der skal iværksættes for at effektuere disse. Dette danner sammen med en generel snak udgangspunkt for næste samtale.
Sådan som jeg efterhånden har fået struktureret kursusforløbet med en kombination af bløde og faglig kvalifikationer, mener jeg at tilgodese flest muligt af kursisternes individuelle behov. Det er mit indtryk, at kursisterne i overvejende grad er glade for at være i øvelsesfirmaet. De får i tilgift et socialt netværk, kommer igen til at føle sig værdsat og brugelige. Når en kursist har afsluttet sit kursus, sker det ofte at han/hun kommer på besøg for at hilse på os og se, hvordan det går.
Mit vigtigste succeskriterie er, at kursisterne føler sig trygge, og at der hele tiden er udfordringer til alle på alle niveauer. Derudover vil jeg gerne have, at kursisterne skaber grobund for et socialt fællesskab. Helst med samarbejde også i pauserne.
Det udfordrende i arbejdet er, at kursisterne ofte er yderst sårbare mennesker. Det at få disse mennesker til at vise, at de faktiske kan meget mere, og i nogle tilfælde at genopbygge folks selvagtelse og selvtillid. Det kræver, at man er villig til at give en del af sig selv. Turde  vise, at man er et menneske af kød og blod med erfaringer og holdninger.

Én af de svære ting for mig er, når jeg er nødt til at pille en kursist fuldstændig ned for derefter at genopbygge vedkommende. Desværre forekommer der tilfælde, hvor en kursist er "verdensmester", vedkommende ved hvordan alt skal være og vil ikke lytte til andre. Jeg har f.eks. haft en kursist, som har været selvstændig erhvervsdrivende i en årrække, og derfor, ifølge hendes eget udsagn, kendte alt til regnskab og økonomi. Hun tilbød at undervise de øvrige kursister i regnskab. Det mente jeg imidlertid ikke var nogen god idÉ (især ikke da hun tillige klagede over, at vi i kasserapporten førte alt i modsatte side i forhold til, hvordan man gør i det virkelige liv). Jeg foreslog hende derfor at følge regnskabsundervisningen på merkonomniveau. Hun havde jo "forudsætningerne". Tre gange var hun til denne undervisning, hvorefter hun kom tilbage i øvelsesfirmaet, smed bøgerne på bordet og meddelte, at dette i hvert fald var for svært og betydeligt over hendes niveau. Hun var faktisk temmelig rystet over dette udfald, men det hjalp hende ned på "begynderniveau", hvor hun forstod, at hun også havde noget at lære.
For mig er det svære at turde "pille ned" og føle mig sikker på, at jeg kan "hive i land" igen.
Endvidere synes jeg, det er svært over for kursisterne at synliggøre, at de undergår en personlig udvikling. Jeg har her i foråret haft en ung mand på ca. 30 år som kursist. Han var utrolig nervøs og svedte til ansættelsessamtalen, så der mindst blev brugt en halv køkkenrulle til at tørre sveden af med.
I starten af kursusforløbet var han meget tavs, fortrak aldrig en mine og forlod f.eks. altid skolen i pauserne. Hver gang der var Én, der kiggede på ham eller sagde et ord til ham, haglede sveden af ham.

Ved at skabe et trygt miljø, ved at vise, at han var OK og ved at give ham ansvar for nogle ting, lykkedes det at få ham til at tø op. Han ændrede sig fuldstændig, var med i det sociale fællesskab, mødtes f.eks med en anden kursist kl. 6 om morgenen for at spille tennis osv. Alligevel mente han ikke i slutevalueringen, at han havde fået noget særligt udbytte af kurset. Jeg ved 100 % sikkert, at det har han. Nu er han nemlig klar til at starte sin uddannelse på teknisk skole, hvor han vil få brug for sin opnåede personlige udvikling.
Jeg har svært ved at få øje på ulemper forbundet med denne kursusform, hvis blot man spiller med åbne kort, og kursisterne fra før starten af kurset er fuldstændig klar over, hvad det er, de går ind til.
Det gode ved denne kursusform er, at den er god til faglig/teknisk ajourføring for uddannede og som jobafprøvning for uuddannede samtidig med, at kursisterne får et socialt netværk. Denne kombination er utrolig vigtig, fordi den kan give kursisterne troen på, at de er noget værd, at de kan noget, at de dur, og at der er nogen, der holder af dem og bekymrer sig om dem, når de ikke møder om morgenen osv. Dette skal ikke forstås som om, jeg mener, at skolen skal være en social foranstaltning, men det er for mig helt afgørende, at der skabes et trygt miljø, hvor kursisterne trives. Først når det er opnået, har det effekt, at der er udfordringer, og at der stilles krav.
Den traditionelle lærerrolle med læreren som vidensformidler, der leverer strengt fagligt og videnskabeligt stof er forsvundet. Lærerrollen er blevet langt bredere og mere nuanceret. Læreren er underviser, instruktør, konsulent, sparringspartner, vejleder, arbejdsleder, samtalepartner, social agent osv. I undervisningen af voksne er der behov for, at jeg som lærer, afhængig af kursistens behov og forudgående erfaringer, kan indtage den rolle, der er mest formålstjenlig i den aktuelle situation. Jeg må vurdere, hvordan en situation udvikler sig og hvilken rolle, der skal anvendes.

At være lærer i øvelsesfirma kræver selvfølgelig, at man er faglig kompetent, men derudover skal man "turde" ikke at kende udfaldet af en opgave, turde indrømme, at der er noget, man ikke ved. Vel noget af det sværeste for en traditionel underviser, som er vant til at styre alle aktiviteter og opgaver i klasseundervisningen.
Man skal som lærer i øvelsesfirmaet turde stille sig til rådighed på alle områder også til en vis grad på det personlige plan. Jeg tror, at man er nødt til at være villig til at give en del af sin selv, blot må man gøre sig klart, hvor man sætter grænsen. Selvom der er en privatsfære, hvor kursisterne ikke lukkes ind, kan man godt vise, at man er et menneske med erfaringer og holdninger.
Et af de områder, hvor jeg mangler redskaber i det daglige arbejde i øvelsesfirmaet, er, når jeg skal synliggøre, at kursisten udvikler sig. At der sker en faglig udvikling stiller kursisterne aldrig spørgsmålstegn ved. Det svære er derimod at synliggøre, at der sker en personlige udvikling hos kursisterne. Her vil jeg gerne kunne få kursisterne til at indse, at det er opholdet i øvelsesfirmaet, der har præget deres udvikling.

Ofte er det ikke kursisternes manglende faglige kvalifikationer, der er skyld i, at de er ude af stand til at skaffe sig arbejde, men deres personlige kvalifikationer. Jeg ville gerne kunne være en mere aktiv sparringspartner for kursisterne i, men ofte tør jeg ikke røre ved alt for personlige områder, da jeg ikke har andet end mine egne erfaringer og holdninger at gøre godt med.
For at bestride jobbet som lærer i øvelsesfirmaet må man nærmest være tusindkunstner. En slags kombination af at have kompetence i et eller flere undervisningsfag samt at være en slags socialpædagog eller psykolog. Det er absolut på de sidstnævnte områder, jeg føler et behov for at videreudvikle mig som "underviser".

Forsiden | Forrige kapitel | Næste kapitel