Lærerportrætter:
Jeg underviser, fordi jeg kan lide det

Bjarne Jensen. 41 år. Uddannet inden for skibsfart. HD i regnskab. Er nu regnskabschef i en større virksomhed.

Har i 6 år været timelærer i regnskabslære og virksomhedsøkonomi på HH-enkeltfag, hvor han underviser nu i regnskab 4 timer om ugen.

Det var ønsket om at udfordre sig selv og prøve noget nyt, der for knap syv år siden fik Bjarne til at starte sin karriere som underviser. Han havde ikke undervist før, men havde stor lyst til at prøve at formidle.

Bjarne havde netop overstået sit HD-studium og sad i et godt - og krævende - job, da han så i avisen, at der var en handelsskole, der søgte lærere.

Jeg underviser, fordi jeg kan li' det

- Da jeg startede havde jeg egentlig et ret krævende job, men det var noget med en nysgerrighed og noget med at stå foran et publikum og formidle et stof. I mit daglige arbejde er jeg vant til at formidle; men det er noget andet, når vi taler om undervisning. Jeg havde lyst til at prøve mig selv af - og det er virkelig noget andet. Du er på scenen hele tiden. Du er ret udsat og ret eksponeret. Det tænker jeg nu ikke så meget over mere. Når de første fem minutter er gået, så kører det bare - så er du på.

Alligevel kan jeg godt mærke, at jeg bruger mange kræfter på det, så jeg er træt dagen efter, jeg har undervist. Men jeg kan godt li' det.

Jeg synes, faget er spændende, og ved at jeg beskæftiger mig med regnskabsfaget sammen med en gruppe voksne mennesker, så får jeg også en masse input om, hvordan man gør andre steder. Og den udveksling er selvfølgelig med til at udvikle mig.

Når jeg formidler noget fagligt, så får jeg også et overblik og en måde at servere det på, og de erfaringer kan jeg også bruge i min hverdag på mit job. Men det er altså ikke for pengenes skyld. Pengene er gode nok - det er ikke det - men undervisningen ligger jo på skæve tidspunkter, og der er jobbet ved siden af. Så jeg gør det selvfølgelig, fordi jeg kan li' det - ellers kunne jeg bare lade være.

De voksne kursister og deres erfaringer

Bjarne har hele tiden undervist på HH-enkeltfag i regnskabslære og virksomhedsøkonomi.

I det sidste år har han kun haft et hold med fire lektioner en gang om ugen. Han har tidligere haft lidt mere undervisning - men aldrig mere end otte lektioner om ugen.

Kursisterne er mellem 20 og 55 år, og de kommer af meget forskellige grunde. Nogle har lidt kendskab til bogføring og vil gerne snuse lidt mere til regnskab, mens andre gerne vil læse merkonom eller gå på handelshøjskolen. Der er en stor faglig spredning, også fordi kursisterne har et meget forskelligt erfaringsgrundlag at trække på. Især for de unge, som ikke har så mange erfaringer med regnskab, og som heller ikke sidder med det i deres daglige arbejde, kan det godt være lidt svært.

Bjarne sørger altid for, at kursisterne præsenterer sig for hinanden den første gang, og han skriver nogle stikord ned, så han i den daglige undervisning kan inddrage deres erfaringer. Han illustrerer selv stoffet med egne eksempler; men lægger også vægt på, at kursisterne giver deres erfaringer videre.

Dette samspil oplever han som spændende og meget befordrende for undervisningen.

- Der er selvfølgelig et fast pensum, vi skal nå igennem, og der er også en lærebog, vi følger nogenlunde - uden at jeg dog har lyst til at følge den slavisk. Det er ikke mig. Jeg forsøger hele tiden at trække på mine erfaringer fra min egen hverdag, og det der sker på virksomheden, hvor jeg er ansat. Jeg ved jo også hvem af kursisterne, der sidder i en økonomifunktion, og deres eksempler og erfaringer inddrager jeg også.

Det gælder for mig om hele tiden at relatere faget - og det vi beskæftiger os med lige her og nu - så meget som muligt til virkeligheden. Gøre det brugbart og konkret. Så derfor bruger jeg lærebogen så lidt som muligt direkte i undervisningen.

På den anden side skal der også være balance i tingene. Kursisterne har meget forskellige baggrunde og erfaringer, og hvis jeg hele tiden trækker deres eksempler ind, ja, så får jeg hele tiden de folk på banen, som sidder i økonomifunktionerne og har erfaringerne. Og så kører det skævt. Derfor bruger jeg altså også meget min egen hverdags arbejdsopgaver og -problemer i undervisningen.

Den lurerstyrede undervisning

Da han startede som timelærer, brugte han mange kræfter på at bygge undervisningen op. Han snakkede lidt med en erfaren underviser; men siden har han arbejdet alene og har samlet opgaver og materiale til undervisningen, som han kan bruge af - og som han er godt hjemme i. Han kan derfor også nu jonglere mere frit med stoffet, springe i det og tage det op, han finder relevant uden at overblikket svigter.

- Selvom jeg trækker eksempler ind fra kursisternes og min egen hverdag, opfatter jeg undervisningen som rimelig lærerstyret.

Jeg er selvfølgelig åben; men jeg har lagt en slagplan.

Der må gerne være lidt fart over feltet - og der er jo også en vis alvor i det, nemlig eksamen. Hvis kursisterne ikke kan komme eller hvis de har problemer med en opgave, så sker det ofte, at de faxer til mig. Eksamen er med til at skabe en alvor og en seriøsitet og selvfølgelig et mål, der ikke ligger så langt ude i fremtiden. Det er hårdt for kursisterne; men jeg tror også, at det er med til at udvikle dem fagligt.

Der er en del stof, der skal gennemgås. De skal lære noget. Når vi samtidig kun mødes tirsdag aften efter arbejde, så er det vanskeligt at lave selvstyrende grupper og gruppearbejde og projekter. Så det bliver ofte ved samtaler og diskussioner på holdet, oplæg fra mig og opgaveløsninger.

Selvfølgelig skal der også være plads til lidt sjov og en joke, og det skal være rart

at komme. Jeg forsøger også i det små at få dem til at lave opgaver sammen; men jeg tænker meget over, at folk kommer i deres fritid, og at de i sidste ende skal have eksamensbeviset med hjem.

De voksne kursister

Bjarne overvejede på et tidspunkt, om han skulle blive fuldtidsunderviser på en handelsskole. Tanken er imidlertid blevet droppet.

Dels sidder han nu i et godt og vellønnet job, og han kan godt lide kombinationen med timelærerjobbet og så arbejdet i det private erhvervsliv. Dels har han flere gange haft forholdsvis unge kursister på sit hold, primært

studenter, som er kommet mere eller mindre lige fra gymnasiet, og de har ikke den ballast, som efter hans mening er med til at give undervisningen dynamik.

Han har fra andre hørt lidt om disciplinære problemer i handelsskolen, og han har ikke lyst til at skulle tackle den slags problemer. Han er overbevist om, at han kan styre dem - det er bare ikke hans kop te. Han foretrækker, at de er mere modne.

- Jeg kan virkelig godt li' at undervise de voksne. De ved, hvad de vil, og de skal ikke have pisken over nakken. Når holdet først kører, så er de stabile, deltager interesserede i undervisningen og giver deres mening til kende. Jeg skal sørge for, at undervisningen er interessant og afvekslende, og jeg synes også, at jeg er god til at motivere dem - men de kommer, fordi de er interesserede og gerne vil arbejde med stoffet.

Jeg kan også godt li; at der er et rimelig ligeværdigt forhold: vi er voksne. Man kan snakke direkte med dem og være åben. Jeg er selv rimelig åben og siger tingene direkte, så må de tage det eller lade være. Men de fleste kan godt li' det på den måde, når det kommer til stykket. Og omvendt, så sætter jeg selvfølgelig også pris på, at de siger til, hvis de mener, der er noget, vi skal gøre anderledes.

Hvis man skal tale om problemer i at undervise de voksne, så kan det være, at det for nogen af dem er lang tid siden, de har gået i skole, og man så skal være lidt mere grundig. Nogle af dem spørger mig så i pausen, og der hjælper jeg dem så godt jeg kan. Men der er desværre ikke altid tid til at give dem egentlig særbehandling eller særundervisning, og normalt kommer de sidste da også med og får hevet sig op over 6-tallet.

Det sker, at der sidder en på første række med armene over kors de første fire gange, og når vi så er færdige med et eller andet, siger han: "Jeg har lige et spørgsmål", og så kommer der et eller andet, jeg har forklaret fire gange. Hvis han bliver ved, efter jeg har forklaret det en sidste gang, skærer jeg altså igennem og siger, at det her har vi ikke tid til. Og den form forskrækker selvfølgelig nogen; men i store træk går det godt. Folk kommer frivilligt, er meget motiverede, voksne mennesker, og de er heller ikke - måske som tidligere - pressede til, at de skal have eksamen. De kommer, fordi de har lyst, personligt og fagligt. Og hvis jeg oplevede problemer i at undervise de voksne, så holdt jeg bare op.

Vi laver på skolen løbende evalueringer, og der synes jeg da også, at evalueringerne på mine hold har set fornuftige ud. Det gælder bare om at tage tingene i opløbet, og det går fint.

Samarbejde med kolleger og skolen

Timelærerne i handelsskolen, der - som Bjarne - har et fuldtidsjob ved siden af undervisningen, er et folkefærd, som lever deres eget liv.

Således karakteriserer Bjarne gruppen.

Han kommer selv sjældent på lærerværelset, og når han er der ti minutter før

undervisningen starter, møder han som regel kun nogle få andre timelærere. De sludrer hyggeligt sammen, men han har ikke samarbejdet om undervisningen med nogen - når man ser bort fra de få timer i starten. Bjarne kommer den ene gang om ugen, kører sine timer og går hjem igen, og så er der sådan set ikke så meget mere i det, siger han. Han har et par gange overvejet, om ikke man kunne

lave noget mere tværfagligt. Man kunne også godt bruge hinanden som gæstelærer, eller man kunne bytte timer i en kortere eller længere periode. Men dette er alt sammen noget, som er blevet på tankeplanet.

Bjarne synes også, at det er oplagt, at gøre noget mere sammen med kursisterne,

f.eks. besøge virksomheder, bruge video og have gæster på besøg. Det ville bare kræve noget mere tid - og den tid har han ikke.

- Jeg er da også sikker på, at jeg har en masse aktuelle erfaringer og problemstillinger, som jeg kunne øse af på andre hold. Selvfølgelig kunne det også være hos de unge på handelsskolen. Men initiativet til samarbejdet kommer nok ikke fra mig. Det er min tilknytning til stedet for lille til, men hvis jeg

blev spurgt, så ville jeg - indtil en vis grænse - synes, det var spændende.

Det eneste jeg deltager i som timelærer er de årlige arrangementer på skolen. Men derudover har jeg ikke nogen kontakt. Jeg har heller ikke så meget behov for det; men det er måske mit specielle tilfælde.

Fire aftener med pædagogik - så får du fingeren

Bjarne er meget bevidst om, at der er brug for pædagogisk udvikling, og der er især behov for støtte til de nye timelærere. Folk kommer, siger han, stort set lige fra gaden og underviser. Og det er hans erfaring, at det er meget krævende.

Problemet er, sådan som han ser det, at timelærerne er et specielt folkefærd, der har meget lidt tid til overs, som har dannet deres egen mening om undervisning og som har en masse erhvervserfaring. Derfor skal der noget specielt til, noget interessant og brugbart.

- Hvis det er sådan noget med fire aftener på pædagogkursus, så får du fingeren.

Det er jeg rimeligt sikker på. Det vil folk ikke bruge tid på, hvis jeg nu skal være lidt firkantet. Men hvis man kunne få nogle andre vinkler på sin undervisning, så kan det være, at du fik folk op af stolen. Jeg ved jo godt, at når jeg underviser kursisterne, så gør jeg det, som om de er lige som mig - men det er måske kun en tredjedel, der forstår stoffet optimalt på den måde.

Pas på enemærkerne

Bjarne er positiv - men også skeptisk - over for muligheden for at åbne døren for en kollega og indgå i en eller anden form for kollegasupervision. Han ser det som en god mulighed for faglig og pædagogisk udvikling; men man skal være forsigtig med det. Det kan nemt opfattes som, at nogen bevæger sig ind på ens enemærker.

- Det burde selvfølgelig ikke være noget problem; men man kan måske føle, at man skal til eksamen. Hvem siger også, at jeg underviser på samme måde i dag, som jeg gjorde i går.' Man kan jo hele tiden finde fejl

- du skal bare se to minutter. Derfor er det vigtigt, at det er helheden, der bliver vurderet.

Hvis det er det, så tror jeg, det kunne være meget lærerigt.

Generelt tror jeg nok, at man skal fare forsigtigt frem, så man ikke støder folk. Vi er jo ikke pædagoger - vi er i hvert fald ikke pædagoguddannede. Derfor kan vi godt føle, at der bliver skubbet lidt til os. Og i sidste ende bliver jeg målt på en ting: hvor mange består til eksamen! Hvordan vi når derhen,det er op til mig med de værktøjer, jeg har til rådighed.

Netværk for undervisere

Til gengæld er Bjarne meget optaget af tanken om, at man kunne lave et elektronisk netværk mellem undervisere. Han forestiller sig et netværk af undervisere inden for regnskabslære og virksomhedsøkonomi som gennem et konferencesystem kan lægge materialer til hinanden: opgaver, undervisningsforløb, overheads, eksamensopgaver, gode og dårlige ideer, artikler og bogforslag.

- Hvis jeg f.eks. en aften skulle undervise i regnskabsanalyse, ja, så ville det jo være smart, hvis jeg kunne gå ind på nettet og finde materiale. Det kunne f.eks. være en case fra et firma, som en anden lærer havde produceret. Det ville give mig nye ideer og masser af inspiration. Så ville jeg begynde at tænke på, hvordan jeg kan bruge det materiale - og jeg ville forny mig. Og jeg ville også få lyst til selv at lægge materiale.

I sidste ende kunne det så også bruges til, at vi begyndte at diskutere materialerne og sendte forespørgsler til hinanden: Er der en som har et godt materiale til regnskabsanalyse?

Jeg tror ikke så meget på, at vi timelærere generelt vil bruge så meget tid på pædagogiske kurser; men hvis jeg kan se på nettet, at der er en, som har lavet et brandgodt materiale, så vil jeg begynde at reflektere over det. Og det er vel også en form for pædagogisk udvikling.

Forsiden | Forrige kapitel | Næste kapitel