Lærerportrætter:
En ting er teori, noget andet er praksis - alle kan jo lære det der står i bøgerne og lire det af

For Solvej er det meget vigtigt, at hun som lærer har praktiske erfaringer med den teori, hun underviser i. Hun har kun været ansat på en handelsskole i ca. 1½ år, og hun har endnu ikke afsluttet den praktiske del af sit pædagogikum. Solvej er sidst i 20'erne. Efter sin HH-eksamen blev hun uddannet i en bank, og senere ønskede hun at læse HA på handelshøjskolen.
I en række år har hun arbejdet som revisor og læste samtidig til HD i regnskab.
Solvej refererer til en vits på handelshøjskolen om, at man jo altid kan blive lærer, men hun ønskede at blive lærer, fordi hun kan lide at have med mennesker at gøre. Solvej følte, at hun manglede kontakt med andre mennesker i sit arbejde som revisorassistent ­ man arbejder jo kun med tal, som Solvej udtrykker det, ­ og så sidder man også meget alene i det arbejde. I det firma, hvor hun arbejdede, var det kun de statsautoriserede revisorer, der havde kundekontakten.
Hun har før tænkt på at blive lærer, men har aldrig overvejet at tage en læreruddannelse. Solvej kender nogen, som efter cand.merc. uddannelsen er blevet lærere på handelsskolen, men det kunne hun ikke forestille sig. Hun bryder sig ikke om at blive låst fast.
­ Jeg kunne ikke tænke mig at gå den direkte vej ­ sådan at skifte fra den ene side til den anden, uden praktisk erfaring. Jeg vil godt holde muligheden åben for at kunne komme tilbage til erhvervslivet.

Teori og praksis i undervisningen

På handelsskolens kursusafdeling underviser hun i edb og regnskab ­ både på korte kurser og på merkonomuddannelsen. Solvej bruger sine erfaringer fra det praktiske arbejde i sin undervisning.
­ Den praktiske erfaring er vigtig, fordi man kan forklare, hvad man kan bruge teorien til. ­ Jeg nævner nogle af de erfaringer, jeg har gort mig, og så gør jeg også meget ud af at spørge kursisterne, så det ikke kun er mig, der skal fortælle. Jeg forklarer dem tingene på flere forskellige måder, men måske forstår de det ikke alle sammen, så spørger jeg de andre, hvilke eksempler de ville give.
Jeg gør det også på denne måde, for at de kan fortælle, hvad de kan bruge teorien til. En ting er teori, noget andet er praksis ­ alle kan jo lære det, der står i bøgerne og lire det af. Men når man så kommer til, hvad det kan bruges til i praksis, ja så bliver praksiserfaringerne jo afgørende.
De voksne kursister er mere kritiske end de unge, de spørger meget om, hvad tingene kan bruges til. Men det er min mening, måske er der andre, der foretrækker teoretisk viden og erfaring.

Det kollegiale samarbejde

Den kursusafdeling, Solvej er ansat i, er organiseret som resten af skolen i arbejdsgrupper med en gruppeleder, og der er store frihedsgrader i jobbet. ­ Frihed under ansvar, man kan selv tilrettelægge sine ting, og hvis man har nogle ideer, synes jeg, at kollegerne på kursusafdelingen lytter.
Solvej er ikke selv med i pædagogiske udviklingsprojekter i kursusafdeling, da der ikke er nogen projekter i regnskabsfagene.
Der er et godt samarbejde i lærergruppen, men samarbejdet drejer sig mest om at finde undervisningsmateriale, fordi der ikke er så meget lærebogsmateriale til undervisningen på kursusafdelingen som f.eks. på ungdomsuddannelserne.
­ I regnskabsfagene mangler vi undervisningsmateriale, vi skal selv lede efter det. Det ville være rart, hvis vi f.eks. til faget budgettering kunne gå ned og hente en mappe med det færdige undervisningsmateriale.
Folk hjælper hinanden meget i kursusafdelingen. Der er også et godt socialt miljø, fordi man er meget på stedet, og fordi lærergruppen er forholdsvis lille.
Lærerne på kursusafdelingen ser sjældent de andre lærere på skolen, men lærergruppen har da pædagogiske dage sammen.
Vi har selvfølgelig voksenpædagogikken, men vi er nok mere faglige, fordi det er de voksne, vi underviser.

Om undervisningen

For Solvej er der stor forskel på at undervise i regnskab og edb. I regnskab på merkonom, hvor hun underviser på et såkaldt turbohold, er det afgørende, at der er et pensum, der skal nås. Hun laver en lektionsplan, hvor der står, hvad kursisterne skal læse, hvilke opgaver de skal løse, og hvilke der skal afleveres.
Hun forsøger at holde sig til lektionsplanen. Undervisningen skal køre stramt på grund af pensum, og den forløber hver gang efter følgende model: først Solvejs gennemgang af stoffet, opgaveløsning i fællesskab og herefter får kursisterne mulighed for at løse opgaver alene og til sidst gennemgås eventuelle problemer.
Solvej mener, det er vigtigt for hendes undervisningsform, at kursisterne skal op til eksamen og have en karakter. Den stramme undervisningsform, mener Solvej af og til er skyld i, at kursisterne er meget stille og at de ikke snakker meget sammen.
­ Vi kunne godt hive en enkelt eller to timer ud for at lære hinanden godt at kende, men det er svært at få plads til. På de lidt længerevarende kurser plejer vi at lave noget socialt i begyndelsen for at få lidt gang i den og for at kursisterne ikke skal være så bange for at sige noget.
Solvej spørger altid kursisterne om de synes, at lektionsplanen ser god ud, men de har svært ved at vurdere lektionenplanen. De plejer at sige, at det ser fornuftigt ud ­ så den er sådan lidt ledende, synes Solvej.
Hvis kursisterne hen i forløbet synes,
at tempoet er for højt, har Solvej mulighed for at gå langsommere frem, men så går det måske ud over tiden til eksamenstræningen. Solvej planlægger lektionsplanen under hensyntagen til, at der gerne skulle være tid til eksamenstræning mod slutningen af forløbet.
På de korte kurser bruger Solvej af og til andre undervisningsformer, for eksempel bruger hun færdige cases.
­ Jeg gennemgår altid stoffet først, jeg ville selv være vildt utilfreds, hvis jeg blev bedt om at arbejde med en case uden at få stoffet gennemgået først, jeg ville virkelig føle mig uretfærdig behandlet. Selvom der skal være udfordringer for kursisterne, ville det tage for lang tid for dem, hvis de ikke har fået stoffet gennemgået, det kan man ikke være bekendt.

De korte kurser og deltagerforudsætninger

Solvej underviser også på de korte kurser i for eksempel regnskab.
­ På de korte kurser har man som lærer mere indflydelse, du bestemmer det meste selv, og du er også selv ude og lede efter materiale. Der er jo ikke nogen eksamen. Derfor er der også meget stor forskel på indholdet af kurset fra det ene forløb til det andet. Principielt visiteres kursisterne til de kortere kurser for at indplacere dem på de rette faglige niveauer, men i praksis er der nogle kurser, hvor der ikke er kursister nok til ét niveau og så bliver niveauerne blandet for, at kurset kan komme op at stå. Der er her forskel på på skolens praksis.
­ Jeg mener, at det kan være vigtigt for skolen at få oprettet et kursus i budgettering inden for en to årig periode, ellers kan skolen vist miste rettigheden til at udbyde faget.
Det er svært med de forskellige niveauer på holdet, og ofte mangler kursisterne de helt basale forudsætninger for undervisningen.
­ Når kursisterne har nogle mangler inden for det regnskabsmæssige, så bruger jeg en stor del af tiden på at fortælle dem om disse ting, det skal være på plads. En gang i en voksenklasse skaffede jeg nogle matematikbøger fra 6. klasse, fordi kursisterne manglede viden om brøker og de almindelige regneregler. Lige nu har jeg et kursus, hvor kursisterne ikke har de faglige forudsætninger, så jeg starter fra bunden og kører dem så langt op, som jeg kan, men de når ikke helt op, det kan de slet ikke, og det er de også godt klar over selv. Det er lidt en skam, for jeg havde selv håbet på, at det ville være anderledes.

Forskellen på at undervise de unge og de voksne

Solvej har i forbindelse med den praktiske del af pædagogikum undervist på ungdomsuddannelserne.
­ Der er en stor forskel på undervisningen på hhx og på voksenundervisningen. Det er noget helt andet at undervise de unge. Undervisningen for de unge må ikke blive
for teoretisk og heller ikke for kedelig. Det er vigtigt med de unge, sådan at gå lidt rundt og "skubbe" lidt til dem for at fange dem.
Man er også mere direkte over for de unge. De unge kan man spørge direkte om deres mening. Jeg er mere varsom over for de voksne, så jeg ikke træder på nogen. De er jo netop voksne og kan selv melde ud. Nogle af de voksne er sårbare og bryder sig ikke om at blive hængt ud. Det er anderledes med de unge, de går i en klasse sammen mindst ét år, så de kommer til at kende hinanden godt og fra flere forskellige sammenhænge.
Solvej mener, at de voksne naturligvis gerne vil have en spændende og interessant undervisning, men de har ikke brug for en entertainer, på samme måde som de unge.
­ De unge har sværere ved at kæde teorien sammen med virkeligheden, så de har brug for noget andet for at motivere dem.
Solvej oplever, at undervisningen af voksne kan være mere faglig. Solvej kan godt lide at undervise voksne, der kommer for at lære noget konkret, og som man ved, hvor man har. Det er rart ikke at skulle opdrage.
Solvej synes, at det er lidt kedeligt, at skolens undervisningsmiljø sådan er delt op mellem ungdomsuddannelserne og voksenundervisningen ­ men accepterer, at det er nødvendigt af planlægningsmæssige årsager.
­ Vi kunne sikkert godt lære noget pædagogisk af ungdomsuddannelserne. Jeg tror da, at de arbejder mere med det pædagogiske.

Forsiden | Forrige kapitel | Næste kapitel