Lærerportrætter:
Jeg kører hårdt på og lægger vægt på, at opgaverne udføres korrekt

Christian Hansen opfatter sig selv som pædagogisk faglærer - med vægten på faget. Det er faget, kursisternes mødes om, og det er vigtigt, at de føler de får noget med hjem, de kan bruge. Men det kræver, at de er modtagelige og har lyst til at lære.

­ Altså hvis jeg ikke kunne lide mit job, så stoppede jeg. Simpelthen lige med samme. Jeg kan lide at have med mennesker at gøre, jeg kan lide mit fag, og så kan jeg også godt lide at viderebringe den viden, jeg har. Undervisning har noget med nysgerrighed at gøre; man skal være nysgerrig, og have lyst til at finde ud af noget nyt. Sådan har jeg det selv, og det gør, at jeg synes jobbet er spændende. Men altså alt det med den lange ferie, den høje løn og frihed og alt det der, som man
så tit hører, når man taler med folk om,
at man er lærer ­ den passer simpelthen ikke. Men tilfredsheden ligger i samværet med kursisterne.
Det fortæller Christian Hansen, der er lærer i kursusafdelingen på en teknisk skole, hvor han har undervist voksne i edb siden 1988. Han arbejdede i det private erhvervsliv indtil han blev 50. Han havde undervist lidt ind i mellem, og fik lyst til at gøre mere ved det. En gammel interesse for edb bragte ham i kontakt med teknisk skole.

Den pædagogiske faglærer

Til at begynde med underviste Christian i dos, installation af programmer, grundlæggende programmering og siden kom autocad. Han er i dag meget bredt favnende på grund af sin erfaring og uddannelse, hvor han på fritidsbasis har læst til programmør og datalog, så han har mange forskellige undervisningsopgaver. En del af undervisningen er dog centreret om mere avancerede tegne- og animationsprogrammer på otte ugers kurser.
Deltagerne er både ledige og beskæftigede; men de i seneste år har der været en overvægt af hold med ledige. Ind i mellem er der så også særligt tilrettelagte kurser for virksomheder. Det er alt sammen kurser for folk, som har en uddannelse bag sig, og som har brug for at kunne tegne og animere i tre dimensioner. Det spænder over arkitekter, møbel- og reklamefolk, tekniske tegnere og ingeniører inden for maskin- og byggebranchen.
I det daglige arbejde lægger Christian vægt på, at skolen bliver opfattet som en arbejdsplads, et sted hvor der arbejdes seriøst med opgaverne.
­ Jeg er ansat som edb-faglærer, og opfatter mig selv mig selv som pædagogisk faglærer. Det betyder, at jeg kører fagligt meget hårdt på, og jeg lægger vægt på, at tingene udføres korrekt. Det er faget, der er udgangspunktet. Jeg interesserer mig selvfølgelig for, hvordan undervisningen bliver formidlet og om kursisterne forstår det, som foregår. Men hvordan de har det socialt sammen, det ved jeg ikke noget om, og det blander jeg mig kun meget sjældent i. Det jeg gør, det er rent fagligt, og min grundlæggende holdning er altså, at det her er en arbejdsplads ­ det er ikke en privat komsammen. Det er vigtigt, at kursisterne oplever, at de får noget med hjem, de kan bruge til noget ­
så er det i sidste ende deres ansvar at bruge det, der kommer fra mig og medkursisterne. Du kan viderebringe den erfaring og viden, du har, men hvis de ikke vil modtage det og arbejde med det, så kan du ikke gøre mere. Man kan ikke lære nogen noget, hvis de ikke er modtagelige.

De åbne døre

Afdelingen er adskilt fra ungdomsuddannelserne og har sit eget thekøkken og spisested, hvor kursisterne kan sidde og holde frokostpause, hvis de ikke har lyst til at spise sammen med de unge. Det kan godt gå lidt voldsomt til i kantinen; men Christian synes, at det er godt hvis de unge og de voksne blander sig med hinanden. Det har begge parter godt af ­ men de voksne skal også have mulighed for at vælge det fra, hvis der er for meget larm.
Der er ingen klokke, der ringer, og der bliver heller ikke holdt pauser i løbet af dagen, fortæller Christian med et glimt i øjet. Der er kun frokostpausen. Dagen starter med at Christian gennemgår dagens program,
hvis kursisterne ikke allerede kender det, og her siger han også, hvornår der vil være fælles oplæg for hele holdet.
­ Når mit oplæg kører, så lukker vi døren, tager spørgsmål og diskussion osv, og når det så er færdigt, bliver døren åbnet igen, og derefter kan folk gå ud at ryge, købe
kaffe og arbejde videre. De kan også cirkulere rundt hos hinanden, og jeg opfordrer dem selvfølgelig til at søge hjælp hos hinanden og prøver også at skabe forbindelser mellem kursister, der har fælles problemer og interesser, de tumler med. Men det er altså de åbne døres politik, hvor kursisterne selv planlægger deres tid og deres arbejde, så de kan gå ind og ud hos hinanden. Og de kan også gå ind i de andre klasser nede ad gangen. Det giver
en god kontakt mellem kursisterne, og det gør også, at vi lærere kan gå ind og spørge hos hinanden, hvis der er et fagligt problem.

Forberedelsen til et kursus og en kursusdag

Der bliver gjort et stort forarbejde inden et kursus starter, bl.a. fordi animationsprogrammet, som Christian især underviser i, har så utrolig mange muligheder ­ og dermed er der også et meget stort stofområde, som kursisterne skal igennem. Det kan som regel ikke nås i løbet af de otte uger kurset varer, så der må prioriteres og tilrettelægges grundigt.
Inden et kursus går i gang forsøger Christian derfor at finde ud af, hvilken baggrund kursisterne har. Hvis der f.eks. ikke er nogle fra byggebranchen, så bliver eksempler og stof, der hører til det område, pillet ud. Altid bliver der justeret i forhold til de kursister, der kommer. De meget blandede hold skaber den største belastning, for her er det nødvendigt at finde fælles grundopgaver frem, som siden kan differentieres ud i forhold til kursisternes særlige behov. Afhængig af deltagergruppen laver han et kortere eller længere fælles forløb og derefter sidder kursisterne med forskellige opgaver. Det giver en større arbejdsbyrde for Christian; men da han selv laver materialet og opgaverne, har han også et godt overblik over de problemer og vanskeligheder, der sædvanligvis dukker op.
Når et kursus så er i gang, starter Christians dag meget tidligt. Klokken syv er han på skolen, hvor han gennemgår sit stof og får et overblik over, hvor langt kursisterne er kommet. Overheads bliver afprøvet og eventuelt bearbejdet, så de sidder på rygraden.
­ Det er meget vigtigt at kende sine overheads ordentligt. Det nytter ikke noget, at man står med ryggen til kursisterne og taler op til billedet. Du skal tale højt og tydeligt og ikke stå foran lærredet, og du skal være så godt hjemme i dine overheads, at du kan bruge dem uden hele tiden at kigge ned på dem. Selvfølgelig kunne jeg godt komme fem minutter før undervisningen starter; men så tror jeg ikke, at jeg ville blive tilfreds med det produkt, jeg aflevere.

Tasteaber og problemløsere

Når kursisterne møder til Christians undervisning, konfronteres de med et edb-program, som de ikke tidligere har beskæftiget sig
med. Nogle har måske arbejdet med andre programmer, og andre har gået på kurser, der leder frem til animationsprogrammet. Men alle sammen har en faglig uddannelse, og de kommer også med en idé om, hvad de vil bruge programmet til.
Det otte uger lange kursus er i princippet bygget op i tre dele, hvor den første del er en fælles, introducerende del for alle kursister, og i den anden del af kurset arbejder deltagerne med forskellige, mindre bundne opgaver afhængig af faglig baggrund. I de sidste 14 dage er der projektarbejde, hvor kursisterne formulerer deres egne opgaver, som de afslutter med at fremlægge for hinanden. Undervisningen veksler mellem oplæg fra Christian og individuelle opgaveløsninger. Til at begynde med er det meget grundlæggende funktioner, der arbejdes med, og hertil har Christian udarbejdet opgaver, der er bygget op om et eller andet emne, en færdighed
eller en funktion i programmet. Her bliver kursisterne guidet igennem.
­ Det er faktisk lidt som tasteaber. Der står f.eks. i opgaven "hent den eller brug den kommando"; men når de så har udført arbejdet, hentet kommandoen, skal de i deres materiale skrive, hvad kommandoen gør. Samtidig med at de gør noget, beder jeg dem altså om at skrive noget ned. Jeg vil have dem til at tænke over, hvad der sker. Det er ikke sådan, at de kører bevidstløst igennem programmet. Det må de ikke ­ og det tror jeg ikke, de lærer så meget af. Men de skal have et fundament, og de får baggrunden for kommandoerne på den måde.
Men før de sådan bliver sluppet rigtig løs og selv arbejder med en større opgave,    gennemgår jeg opgaven, så de ved, hvordan den skal løses. På den måde kører jeg det op. Det er altså en kombination af forskellige ting: Jeg viser, hvordan man skal gøre ­ men jeg snakker især om, hvorfor man skal gøre sådan. Det er ikke bare at gøre det ­ det er hvorfor man gør det! Hvad sker der, når man gør det ene eller det andet? Gør man det ene, så har det et sæt af konsekvenser ­ og gør man det andet, ja, så har det nogle andre konsekvenser.
Jeg tror, det er vigtigt at få en forståelse for, hvorfor man foretager de forskellige ting ­ lige meget hvad det er. Sådan har jeg det jo også selv, hvis jeg er på kursus. Hvis nogen siger til mig, at jeg skal gøre sådan og sådan, vil jeg selvfølgelig vide, hvorfor jeg skal gøre det. Det skal ikke være ligesom salmevers eller en ligning, som skal læres udenad. Det lærer man ikke noget af. Jeg vil kende baggrunde og årsagssammenhænge for det, jeg laver. Ellers kan jeg heller ikke bagefter analysere det, jeg har lavet.
På samme måde mener jeg, det er vigtigt, at kursisterne kan analysere og overskue processen, og det bliver specielt vigtigt, hvis de laver noget forkert. De skal vide, hvad der sker, hvis man gør et eller andet og hvorfor. Analysen gør dem i stand til at finde årsagen ­ det er den eneste måde at løse problemet på.
Det er vigtigt, at undervisningen kommer ud over taste-aberiet, siger Christian. Der skal oparbejdes en forståelse for programmet. Både fordi det er så stort og fordi den teknologiske verden udvikler sig med lynets hast, så er det nødvendigt at erkende, at man langt fra kan vide og kende alt. Det er en håbløs affære. Man må i stedet for vide noget om, hvor og hvordan man søger informationer. Det bliver efter Christians mening en stadig vigtigere kompetence, lige meget hvad man er beskæftiget med.

16 kursister med hands on

At gøre kursisterne til problemløsere ­ og ikke blot tasteaber ­ er en rød tråd i Christians undervisning. Meget af tiden sidder kursisterne ved hver deres skærm og arbejder, og hvis en har et problem og henvender sig til Christian, så forsøger han i første omgang, hvis det er muligt, at få en medkursist til at svare og hjælpe. Det gælder også om at trække tiden lidt, så kursisten selv går på jagt efter svaret. Men hvis det ikke lykkes, forsøger Christian at sætte analysearbejdet i gang: hvad er problemet? Han spørger, men rører ikke ved tastaturet.
­ Jeg gør det klart, at det er dem, som skal have hands on, som man siger. Nogle er til at begynde med bange for, at de kan ødelægge det, de har lavet, ved at trykke forkert; men helt galt kan det ikke gå. De skal bare køre løs og prøve sig frem. Det kan de lære noget af ­ selv at arbejde med det. For det første er det jo dem, der skal lære noget, og for det andet kan man jo ikke med 16 kursister på forskellige niveauer og med forskellige problemer sådan lige gå ind og sige,
det er det og det, du skal gøre. Du er nødt til at lade dem definere og forklare: hvor er jeg, hvad har lavet og hvor langt er jeg nået? Så må jeg pædagogisk få dem guidet tilbage igen.
Men der er altså ikke rigtig nogen mirakelmedicin eller faste modeller for, hvad man ellers skal gøre. Jeg synes tit jeg hører, at de voksne er en homogen gruppe, og at man bare skal gøre sådan og sådan. Men vores virkelighed er ikke skruet sådan sammen, til enkle og lette løsninger. Og kursisterne er meget forskellige, deres niveauer og faglige problemer er forskellige. De er simpelthen forskellige steder.

Kemi og krydderi ­ lærersamarbejde og forskelligheder

Lærerne kører stort set alle hver deres hold, men Christian kunne godt tænke sig, at man var to lærere om et hold.
­ Vi står der hver dag, hver især, men hvis vi var to om et hold, så kunne vi få nogle undervisningsfri dage ind imellem, hvor man kunne gå ind og få bearbejdet sit stof. Det er man nødt til at gøre i sin fritid nu. Der er ingen tvivl om, at det kunne blive en bedre undervisning, hvis der var bedre mulighed for at tænke sig om.
Christian er derimod mindre interesseret i at dele sit hold med en anden. Det er vanskeligt at koordinere og det er heller ikke sikkert, at man arbejder på samme måde eller at kemien passer sammen, og den betyder uendelig meget for, om tingene lykkes ­ både mellem lærere og kursister.
Det er Christians erfaring, at kemien er meget vigtig. Kemien handler bl.a. om at forstå og respektere forskellighederne, at kursisterne er forskellige og deres mål meget differentierede. Og denne forskellighed oplever han som et krydderi på hverdagen, der gør det sjovt og spændende at undervise voksne.
­ Det gælder om at være interesseret og velforberedt, lytte til kursisterne og behandle dem, som du gerne selv vil behandles. Ikke være diktatorisk, ikke tale ned til dem. Lad dem tale færdig, giv dem tid og lad være med at afbryde dem. Det er såre enkelt sagt ­ og uhyre svært at praktisere. Men spændende er det.

Forsiden | Forrige kapitel | Næste kapitel