Lærerportrætter:
Marianne, lærer på en teknisk skole

Det er svært at afbalancere de forskellige roller og krav, man står over for som ny lærer.
Efter to år som fastansat lærer på en teknisk skole er Marianne nu ved at finde sine egne ben at stå på. Det har været en hård og lærerig proces, og der opstår fortsat nye situationer, hvor hun skal handle - og hvor hun er i tvivl. Hun kunne godt tænke sig, at lærerarbejdet var et mere fælles anliggende, at der var tid og plads til at diskutere pædagogik og arbejde sammen.

I 1980 blev Marianne udlært som teknisk assistent inden for bygge og anlæg. Problemer med muse-arbejde tvang hende imidlertid til at stoppe i 1992, hvor hun begyndte at undervise på teknisk skole. De første år var det som timelærer; men i dag er hun fuldtidsansat og har netop overstået sit pg-forløb.
Hun har både undervist på ungdomsuddannelserne og hos de voksne; men i dag er hun fast i kursusafdelingen, hvor hendes område er autocad-kurser i forskellige udgaver. Området er spændende, fordi teknologien udvikler sig så utrolig hurtigt. Hun har selv oplevet omvæltninger meget stærkt i den tid, hun har arbejdet, og mærket hvordan teknologien har rokket fundamentalt ved organiseringen af arbejdet.
­ Faggrænserne er blevet meget mere flydende. Hvis du i dag kommer ud som teknisk assistent, så er det ikke nok at kunne autocad, for det kan ingeniøren også. Det betyder, at ingeniøren laver det arbejde direkte, som den tekniske assistent lavede tidligere ­ og som ingeniøren var for fin til. Han skriver også selv sine breve direkte ind i tekstbehandlingen, så de gamle sekretærfunktioner er ved at uddø og blive erstattet af nogle nye arbejdsområder.
Hvis man i dag skal arbejde med teknologi, så nytter det ikke noget, at man kun kan et program. Man skal kunne få de forskellige programmer til at tale sammen og kunne bruge dem effektivt og kreativt. Det synes jeg er det spændende ved teknologien: den ændrer ved arbejdsfunktioner og faggrænser og stiller nye krav til os ­ selvom jeg også godt nogen gange kan opleve det som lidt skræmmende, at det går så hurtigt.

Bløde kvalifikationer og billeder

Marianne lægger vægt på, at kursisterne kan arbejde sammen, lytte til hinanden og være hinandens sparringspartnere. Arbejdet ved skærmen kan meget nemt blive en isoleret proces, og derfor er det vigtigt at bryde det mønster og vise noget andet. Men det er også noget, som på anden vis har betydning i hendes forberedelse.
­ Jeg overvejer meget, når jeg forbereder mig, hvordan jeg skal forklare tingene, og hvad man kan bruge programmet til og hvorfor det hænger sådan sammen. Forståelsen af programmet som helhed er vigtig, synes jeg, og derfor tænker jeg meget over, hvordan jeg kan give dem nogle billeder på programmets betydning ­ også samfundsmæssigt. Jeg snakker med dem om, hvor man bruger programmet og prøver at få dem til at tænke på deres hverdag og se programmet i den sammenhæng. De skal kunne forestille sig, hvad de kan bruge det til. Og det kræver eksempler på, hvordan man kan bruge det. Men hele snakken om teknologien og forståelsen for den, at kunne se nytten af den, tror jeg er vigtig.
Marianne mener, at arbejdet har givet hende en ny og større faglig indsigt. Det har bragt hende ind i en masse spændende spørgsmål, som hun ikke tror, hun ville være blevet konfronteret med som teknisk assistent. Et er at løse en opgave i en virksomhed, noget andet er at undervise i det, sætte mennesker i gang med en opgave og gøre dem i stand til at løse den. Det kræver nogle andre overvejelser. Det har været spændende, både fordi hun synes, hun kan give de voksne noget ­ og fordi de giver hende noget. Men det har ikke været gnidningsfrit.

Forbilleder og idealer

Efter at hun nu har været ansat nogle år er der faldet ro over hende. Det har været en hård overgang fra at være timelærer til at være fast ansat og ansvarlig for et hold.
Og arbejdet med at omsætte idéerne og idealerne til praksis har ikke været helt uden problemer.
Som ny lærer havde hun nogle forbilleder og forestillinger om, hvordan undervisningen skulle foregå; men det har vist sig, at det ikke er så helt enkelt endda. Der var også gamle og ubrugelige billeder imellem, og idealer der skulle justeres. Forbilleder oplever hun heller ikke, at man kan undervise ud fra. Man er nødt til at finde sin egen stil, som man kan stå inde for.
­ Du står jo på fuldstændig bar bund, når du kommer ind som lærer, og det er altså noget andet at tænke i pædagogik og undervisning end at lave et stykke arbejde i en virksomhed. Jeg savnede i starten de gode råd og idéer, støtte og opbakning, og selv om jeg da talte med kolleger, så var der meget, som var vanskeligt at forklare, eller små episoder som var passeret, som jeg ikke fik helt styr på. Jeg følte i starten, at jeg bare var nødt til at vide alt. Kursisterne vidste jo ingenting, og det var mit ansvar, at de kom til det, så jeg måtte til gengæld bare vide alting. Jeg tænkte også på: Hvad kan de finde på at spørge mig om i dag? Så det var lidt tungt at komme igennem. Jeg følte mig ikke som lærer ­ og var det vel heller ikke. Men det er jeg i dag. Nu kan jeg godt mærke, at overskuddet er blevet større. Jeg kan vende blikket ud i klassen på en anden måde og læse i folks øjne, hvor de er henne, og om de har forstået, hvad der foregår. Jeg kan fornemme, hvad der sker omkring mig, og hvor vi er på vej hen. I den første tid som underviser var jeg mere hektisk, så når nogen spurgte mig om noget, så var jeg meget hurtig til at forklare og hjælpe. Nu bruger jeg mere energi på at lytte til mine kursister og høre, hvordan de forklarer tingene for hinanden. Jeg opfordrer dem til at hjælpe hinanden, og deres snak om stoffet hjælper også mig til at forstå deres niveau, og det giver mig nogle idéer til, hvordan tingene kan forklares. Så det kommer jo efterhånden.

Autoritet, menneske og fag

Marianne oplever, at hun har mange forskellige roller i sin dagligdag som lærer, og at der hele tiden må træffes valg. Hun skal være på mærkerne, kunne forudse hvad der vil ske og reagere hensigtsmæssigt. Det handler om at kunne balancere og gribe ind på den rigtige måde. Det kan f.eks. være hvordan hun skal tackle, at kursisterne kommer for sent eller hvornår og hvordan hun skal hjælpe, når en kursist er gået i stå.
Grundlæggende er det hver gang samme pensum og program som køres igennem på de otte ugers kurser, hun gennemfører; men kursisterne er forskellige og det skaber variationerne og valgsituationerne. To situationer kan godt ligne hinanden uden at de tackles på samme måde, og det forløb, som er gået fantastisk godt med det ene hold, har nogen gange vist sig at være uhensigtsmæssigt til det næste hold.
Marianne mener, at kursisterne ser hende som en autoritet i kraft af hendes faglige viden ­ også selvom mange af dem er ældre og har længere uddannelser end hende. Hun lægger vægt på et godt socialt samvær, hvor man taler sammen og har et godt og åbent forhold til hinanden. Tit oplever hun, at kursisterne gerne vil snakke lidt fortroligt, både med hinanden og med hende. Hun opfatter det som en væsentlig side af undervisningen og siger selv, at det er vigtigt, at være til stede som menneske. Det betyder selvfølgelig ikke, at faget ikke er vigtigt ­ men at tingene hænger sammen.
­ Jeg tror de ser mig som en autoritet i kraft af min viden, mit fag og mine erfaringer, og så ser de mig vel også som et menneske, de kan have kontakt med. Det er måske også noget, jeg er med til at skabe, måske fordi jeg har oplevet, at de har forståelse for en, hvis man selv sender ud i rummet, at man er et menneske. Det skaber både åbenhed og plads til fejltagelser.
I begyndelsen som lærer oplevede jeg et par gange, at et hold sluttede af med at spise middag sammen, så senere har jeg selv forsøgt at lægge op til noget med at gå ud at spise sammen. Men tit er der så alligevel ikke rigtig gejsten, så nu er jeg begyndt at sige: Hvis I har lyst til at lave en fælles middag, så må I gerne arrangere det, og jeg vil gerne komme. Og det vil jeg så selvfølgelig; men jeg har ikke så meget lyst mere. Der er jo alligevel en afstand mellem os. Jeg er stadigvæk læreren og der er grænser for, hvor social jeg kan blive sammen med dem. Men inviterer de, så kommer jeg, spiser og snakker lidt og så siger jeg tak for denne gang. Så et eller andet sted er der selvfølgelig noget med det sociale, som skal afbalanceres.

Den flinke lærer

Det sociale betyder også noget andet for Marianne, og det er kursisternes sociale situation. Hendes kursister er alle langtidsledige; men det er en blandet skare af veluddannede og kortuddannede, og de sidste år har der også været en del udlændinge, primært flygtninge, med uddannelse fra hjemlandet. Men det er også forskelligt, hvor motiverede de er. Mange er med Mariannes ord lidt ærgerlige over at have været uden for arbejdsmarkedet så længe, og nogle føler sig sat på kurset og skal have tiden til at gå. Alle sammen er de sendt fra arbejdsformidlingen, og skolen vurderer ikke, om det er folk som har brug for kurset.
På trods af forskellighederne i baggrund og motivation er der dog almindeligvis en god arbejdsmoral. Det er ikke sådan, at de ingenting laver eller bare giver sig til at spille spil på computeren. De laver noget; men når de kan vælge mellem forskellige opgaver, så oplever Marianne ofte, at de vælger ud fra det, de synes lyder sjovt ­ frem for det, som efter Mariannes mening ville være mest givende eller udfordrende for dem. Men på et hold med 16 er der som regel to-tre stykker, som bare sidder den af. Marianne håber, at de trods alt får lidt med hjem, og det glæder hende også hver gang, der faktisk sker noget positivt med dem, som uden egen vilje er havnet på kurset. Alligevel kan hun blive forundret over disciplinen og blive i tvivl om hun selv er for flink. Der skal tages hensyn til den enkelte og holdet ­ og den faglige progression.
­ Jeg bliver nogle gange forundret over de voksne, som kommer lallende et kvarter for sent. Der synes jeg disciplinen er for dårlig. Jeg har diskuteret det med et par kolleger, fordi jeg har så svært ved at sætte mig ind i det; men det er altså som om kursisterne ikke regner det for så vigtigt, som hvis det var en arbejdsplads. Jeg ved så ikke, om det er mig som underviser, der er for flink eller urimelig; men vi kan f.eks. aftale en dag, at i morgen gennemgår jeg fra morgenstunden et eller andet, og så er der alligevel nogen som kommer senere. Hvad pokker skal jeg gøre?
Det er voksne mennesker, og de kan have en masse gode grunde til at komme for sent.
Det kan være svært at komme hertil, eller der kan være børn der skal afleveres, eller det kan være svært at komme i gang med kursus. Jeg ved det ikke. Skal jeg så tage højde for, at måske 4-5 stykker kommer for sent den dag ­ og så gennemgå det for dem senere, eller hvis det er en enkelt? Skal jeg så gøre det?
I sidste ende er det jo mig, der har en forpligtelse til at lære dem noget, så jeg synes, jeg er nødt til at hjælpe dem. Hvis det så bliver ved, må jeg jo prøve at gøre mig hård og sige: det står der og der. Det må du selv arbejde med. Det er en svær situation, for det er voksne mennesker, og jeg kan jo ikke sige, at de skal være her klokken halv ni.
Jeg diskuterede det med mit sidste hold, for der var det ved at gå over gevind. Der sagde kursisterne selv, at det var jo deres eget ansvar at komme og lære noget - det var ikke mit. Og det er jo fuldstændig rigtigt. Bortset fra at jeg gerne vil kunne stå inde for, at de har lært det, som der står i deres kursusbevis ­ eller at de i det mindste har været til stede og haft muligheden for det!

At skære stoffet til og skære igennem

Autocad er et stort og meget komplekst program med mange anvendelsesmuligheder. Det betyder, at der er mange forskellige niveauer, værktøjer og indgange til det og et utal af opgavemuligheder. Man kan altså ikke afgrænse sig til et bestemt pensum; i stedet for må man bevæge sig ind og rundt i programmet. Står man over for en konkret opgave vil der være mange forskellige måder at løse den på. Og det handler helt grundlæggende om, at kursisterne får en forståelse for helheden i programmet. De skal lære at tænke i, hvordan de gerne vil have, at slutresultatet skal se ud. De skal tænke i slutmål og tidsforbrug ­ og ud fra det skal de løse deres opgaver. Netop tidsforbruget og tidsplanen opfatter Marianne som vigtig, hvis de senere skal arbejde professionelt med programmet. De skal have en fornemmelse for, hvor lang tid en opgave kræver.
Derfor forsøger Marianne i starten af otte ugers forløbet af give dem en basal viden, som de så selv kan arbejde videre på grundlag af. Det sker så ud fra nogle mere løst definerede opgaver, som kursisterne selv præciserer. Når det basale stof er gennemgået er det ofte sådan, at den ene halvdel af klassen kan arbejde videre meget selvstændigt, mens den anden halvdel stadig har brug for meget hjælp. I den situation er det igen, at Marianne står over for et valg.
­ Skal jeg gå ind og hjælpe her eller der og hvor meget? De skal selvfølgelig selv prøve at løse opgaven. Sådan er det jo også i erhvervslivet; der skal du også selv finde ud af tingene. Her er problemet bare, at de ikke altid har viden nok til, at de kan forudse, hvad der sker, når de gør det ene eller andet. De har ikke erfaringen og rutinen til at gennemskue logikken og det rigtige, og nogle tør heller ikke kaste sig ud i det og forsøge.
Det er også her, jeg oplever, at de læner sig tilbage i stolen og siger: det der kan jeg ikke finde ud af. Jeg oplever dem næsten som lidt dovne, for det er meget nemt at sige, at man ikke kan finde ud af det og vil have hjælp, og den holdning skal jeg altså lidt væk fra. Jeg må som et minimum kræve, at de forsøger ­ og det gør jeg også. Det går sådan set godt; men der er også nogle gange, hvor jeg næsten slavisk må gå ned og sige: gør det! Hvad skete der? Hvorfor? Og hvorfor skulle vi gøre det? Og hvor skal vi nu hen? Hele tiden ledende spørgsmål som jeg i situationen godt kan høre ikke rigtig fører nogen steder hen.
På den måde er der altså nogen, som er meget tidskrævende, og det går ud over de andre. Det er svært at bryde, når mønsteret først er skabt, og så tager det overhånd, så jeg ikke rigtig kommer nogen steder med det hold. I øjeblikket har jeg et hold, hvor der sidder et par stykker, som hele tiden siger, at det går for hurtigt. Men det kan ikke gøres langsommere, og det har jeg sagt. Så er der nogle som fortvivlede skriver ned hver eneste operation, step by step, for hvad de skal gøre. Og når man først begynder på det, så har man simpelthen ikke forstået programmet, og man har heller ikke en chance for at komme til det. Det er jo netop helheden og det at kunne ræsonnere sig frem via skærmbilledet, som er vigtigt. Og der oplever jeg
i øjeblikket et par stykker, som altså ikke har den forståelse. Her synes jeg ikke rigtig, at jeg har nok erfaring endnu. Jeg kan se, at det sker. Jeg kan se, at der sidder en, som sakker længere og længere agter ud og som ikke får fat i helheden, og som skal have fortalt det samme igen og igen. Og ham har jeg altså svært ved at afskære fra kurset, selvom han kræver uforholdsmæssig meget plads og får et minimalt udbytte. Der er det svært at skære igennem på en sober måde.

Mere samarbejde på tværs

Mulighederne for at udvikle kurset er utallige, og Marianne forsøger også hele tiden at putte nyt ind, både for kursisternes og hendes egen skyld. Hun er interesseret i at udvikle sig fagligt og pædagogisk, og den umiddelbart nemmeste måde er ved at gøre noget ved undervisningen. Men hun kunne også godt tænke sig til, at der var mere samarbejde på tværs. Måske kunne det være noget med at dele nogle hold og undervise sammen; men det kunne også være fælles oplevelser og diskussioner. Hun kunne tænke sig til at se andre skoler, både inden for og uden for Danmarks grænser.
Hun har også en idé om at prøve at strukturere undervisningen anderledes og tage udgangspunkt i en stor opgave eller en case med en række delelementer i. Hun kunne tænke sig at arbejde sammen med smedeafdelingen, som netop har fået en cnc-maskine. Det giver nemlig en mulighed for at tegne modeller i autocad'en og  derefter producere emnet i cnc-maskinen. Det vil være med til at vise anvendelsesmulighederne ­ og det vil vende rundt på undervisningsforløbet og gøre det mere konkret og spændende.
­ Men frem for alt kunne jeg tænke mig, at vi i kursusafdelingen blev en mere selvstyrende gruppe, hvor vi var fælles om at løse opgaverne. Det kunne give os flere informationer og hurtigere problemløsninger. I øjeblikket ved jeg ikke rigtig, hvor vi er på vej hen, og jeg ved heller ikke, om vi laver nogen form for opsøgende virksomhed. Det kunne faktisk være spændende at få en tættere kontakt til de virksomheder, som arbejder med autocad. Hvad er det egentlig, de har brug for? Uddanner vi folk til at kunne det rigtige i det program? Det ved jeg faktisk ikke.

Forsiden | Forrige kapitel | Næste kapitel