|
Velkommen til "Operation Voksenunderviser"!
Formålet med dette projekt, som Undervisningsministeriet har taget initiativ til, er at
sætte fokus på voksenundervisning på erhvervsskolerne. De voksne stiller store og nye
krav til fremtidens voksenundervisning. Derfor er det vigtigt, at erhvervsskolernes
voksenundervisere er på forkant med udviklingen.
Voksenuddannelse bliver i takt med de faldende ungdomsårgange en nødvendighed for, at vi
i Danmark kan bevare og udvikle velfærdssamfundet. Som voksenunderviser bidrager du til,
at de voksne får mulighed for at udvikle de kvalifikationer, der skal til for at kunne
leve det gode liv
i en foranderlig verden. Derfor er det dig som voksenunderviser, der er i centrum for
"Operation Voksenunderviser".
STORE TORSDAG 1996 var startskuddet på projektet. Denne dag mødtes voksenundervisere fra
hele landets handelsskoler og tekniske skoler for at diskutere de udfordringer og
muligheder, der ligger i fremtidens voksenundervisning.
Undervisningsministeriets forhåbninger til "Operation Voksenunderviser" er, at
projektet og det materiale der er udarbejdet til formålet, vil sætte nye tanker og
aktiviteter i gang på erhvervsskolerne, og at STORE TORSDAG er en årligt tilbagevendende
begivenhed, der vil inspirere skolernes ledere og ildsjæle til at udarbejde
handlingsplaner for pædagogisk udvikling af voksenundervisning.
Arbejdsgruppen, der er bredt sammensat med repræsentanter fra mange sider af
undervisningsverdenen, består af Henning Jørgensen, Aalborg Universitet, Henning Salling
Olesen, RUC, Anders Siig Andersen, RUC, Bjarne Wahlgren, DLH, Kim Pedersen, DLH, Karin
Svejgaard, DEL, Leif Bergmann, Aarhus Købmandsskole samt Niels Jørgen Nordbøge og Pia
Friberg, Undervisningsministeriet.
Arbejdsgruppen vil i dialog med erhvervsskolernes ledere og ildsjæle løbende udvikle nyt
materiale og nye tiltag til glæde og gavn for dig som voksenunderviser og for brugerne.
Arbejdsgruppen ønsker jer alle en god STORE TORSDAG, 1997.
Pia Friberg
Studielektor
Undervisningsministeriet
Forsiden | Indholdsfortegnelse | Indledning
|
|