Udrag af en kursists dagbog

- af Maja Enevoldsen

Den første uge

Mandag skrev jeg stadig spændt på kursusforløbet:

"Lærernes bidrag til miljøet er afgørende for, om jeg går herfra med øget selvtillid på både det faglige og det personlige område. Jeg håber, de forstår at tilpasse kurset til vores individuelle behov.

Ud over bogføring er det mit indtryk, at jeg ikke har haft mangler på de faglige områder i forbindelse med jobinterviews, så det er nok mere de personlige kvalifikationer, jeg skal fokusere på. Men hvordan kan man ændre sine personlige kvaliteter? Og hvad gør man ellers?

Jeg mener, at jeg lærer bedst, når jeg får lov til at arbejde selvstændigt med tingene. Jeg tror på min koncentrationsevne og mener ikke, at lærerne decideret kan forhindre mig i at lære noget, hvis jeg selv har viljen. Det sociale miljø er dog yderst vigtigt, idet jeg ellers bliver usikker og nervøs. Opstår der først problemer kursisterne imellem, bliver jeg tavs og lukker mig ude eller går min vej."

Tirsdag skrev jeg lettere rystet efter at have set Dansk Arbejdsgiverforenings bud på kommende kvalifikationskrav:

"Hvis der med moderne kvalifikationer menes Arbejdsgiverforeningens bud på kommende kvalifikationskrav, tror jeg, at jeg går en svær fremtid i møde. Lyst til at arbejde og presse mig selv har jeg dog ­ hellere et godt job, der kræver ekstra indsats, og hvor jeg kommer senere, men glad, hjem til mand og børn, end et kedeligt job, hvor jeg kommer hjem til tiden, men er trist og sur.

Krav som hurtighed, faglig dygtighed og realisme er nok de krav, jeg matcher bedst. Særligt uddannelsesegnet er jeg ikke, idet det skal have min interesse, og her er det fagligt kun bogføring, jeg p.t. har behov for og lyst til at udvikle. Til gengæld har jeg på det personlige plan især behov for at udvikle kommunikationsevnen (lytte, lære, respektere) samt det at have lyst til nye udfordringer ­ jeg har jo allerede prøvet så meget!

Hvad pålidelighed angår, skulle jeg kunne gå fremtiden i møde med en vis fortrøstningsfuldhed, idet jeg altid har været meget loyal over for mine respektive arbejdsgivere, og da mine børn samtidigt er ved at være store, burde jeg fremover være i stand til at holde mit fravær nede.

Hvad angår faglig og geografisk mobilitet har jeg nu fået nok efter at have ført en meget omflakkende tilværelse som vikar i mange år."

Fredag skrev jeg stadig helt oppe på mærkerne efter en stresset dag i edb-lokalet:

"Måden vi fik udleveret opgaverne på uden en ordentlig instruktion fra Keld svarede meget godt til virkeligheden; også fordi jeg på et tidspunkt sad med en ufærdig opgave, samtidig med at jeg fik en ny. Jeg blev også konstant afbrudt på grund af spørgsmål fra mine medkursister. Jeg er i øvrigt kommet lidt bagud, hvad angår antallet af opgaver, men har lært en masse af at undervise de andre.

Jeg frasorterer de funktioner, som jeg på forhånd ved alt om, men under ansvar. Jeg mener at kunne vurdere, om en opgave har betydning for det videre forløb ­ altså, om den skal bruges igen."

Den anden uge

Onsdag skrev jeg forbavset over at konstatere et meningsskift:

"Med hensyn til om jeg matcher de moderne kvalifikationskrav, har mit svar ændret sig en hel del, eller rettere sagt, de sidste 3 dage har jeg lært noget om, hvad jeg egentlig selv vil lige nu i mit liv:

I virkeligheden

er det et spørgsmål om

engagement og energi!

Hvor ønsker man disse to ting kanaliseret hen. Da mine børn kom til verden, kanaliserede jeg mit totale engagement og al min energi over på dem, men alligevel blev jeg ved med at søge de job, hvor udfordringerne lå, men som samtidigt krævede mit engagement og tappede min energi.

Jeg tror stadig, at jeg de næste 10-11 år vil have det svært med hensyn til de moderne kvalifikationskrav, men ser lys ude i fremtiden. Måske vil jeg til den tid også få glæde af de i disse tider så ofte debatterede såkaldte små årgange i forhold til, om der er brug for mig på arbejdsmarkedet. Lysten til at arbejde og presse mig selv har jeg egentlig. Det har jeg altid haft, og vil jeg altid have, men jeg kan ikke kombinere det med det at have børn, som jeg også gerne vil bruge min energi på, for så er min energi om ikke mit engagement opbrugt, når jeg kommer hjem.

Derfor har min indstilling ændret sig, så jeg i dag mere hælder til et om ikke direkte kedeligt, så dog mindre energikrævende job, hvor jeg kommer glad hjem med en masse opsparet energi i bagagen, end et krævende job, hvor jeg kommer hjem med en masse selvtilfredshed, men nul energi til at engagere mig i familien.

Torsdag skrev jeg i frustration efter en dag med Concorde:

"Går dette kursus ikke ud på at lære selvstændigt at bruge et værktøj? Det har jeg altså tænkt mig, men jeg har selvfølgelig også lært selvstændighed, inden jeg startede her. Selv om det af og til sker, at jeg ikke kan læse, hvad der står i en opgave, fordi jeg ikke læser, hvad der står. Men mange af de andre havde altså brug for mere og hurtigere hjælp.

En SOS-liste på tavlen, som man kunne skrive sig på, og som læreren så fulgte, viste sig at være løsningen.

Det afgørende var dog lærernes evne til at skifte undervisningsform efter vores behov."

Fredag skrev jeg i glæde over det gode miljø i klassen:

"Der er nu noget særligt over det her kursus ­ hvad det er, kan jeg ikke lige sætte fingeren på, men vi fungerer godt socialt, og jeg kan næsten ikke rive mig løs. Når jeg så kommer hjem, er jeg lige til "fjer på maven," men hver dag har været en spændende dag.

Som det kører nu, får alle den hjælp, de har behov for, uden at det forhindrer de rutinerede i at arbejde selvstændigt. Selv om vi bliver irriterede på især Gurli og Keld indimellem på grund af den manglende vejledning, mener jeg, at det er en intension med kurset, som vi i virkeligheden opfylder til fulde, for vi bruger jo netop hinanden, vi støtter os til hinanden, vi bliver vrede på hinanden, vi tilgiver hinanden, og vi ved, at hjælper jeg hende i dag, hjælper hun mig i morgen.

Især i forbindelse med gruppearbejdet med Kari i denne uge blev vi tvunget ud i nogle situationer, hvor vi uvægerligt kom til at åbne os for hinanden og fortælle en masse om os selv og vores baggrund. På den måde har vi lynhurtigt lært hinanden at kende og har fundet ud af, at selv om vi er vidt forskellige set udefra, har vi meget til fælles set indefra. Det knytter os sammen, og taknemmeligheden er stor, når hjælpen kommer fra en medkursist."

Den sidste uge

Mandag skrev jeg underligt mættet efter de første 14 dage:

"Efterhånden føler jeg, at jeg både i Concorde med Gurli og i edb med Keld sidder tilbage med en masse halvfærdige opgaver, som ikke føles tilfredsstillende. Hvis jeg også gør det på fredag, føler jeg kurset udelukkende har kørt på det personlige, men at jeg fagligt kun har lært noget halvt.

Egentlig har jeg det underligt i dag; som om man er blevet mættet af nye indtryk og ikke kan finde energi til den sidste uge. Der var også en mærkelig stille stemning i pauserne i dag. Jeg håber, det er væk til i morgen."

Tirsdag skrev jeg veltilfreds med mig selv efter den første værkstedsdag:

"Jeg nåede de mål, jeg havde sat mig fra morgenstunden. Den sidste times tid kunne godt udefra have set ud, som om jeg bare pjattede, men i virkeligheden brugte jeg tiden på at hive billeder og tegninger ind i Word og få dem placeret rigtigt på siden, og selv om Keld så det, var han da heller ikke spor utilfreds med, at de fleste af os sådan sad og "legede" lidt.

Alligevel forbavsede det ham, at mange af os havde nået vores mål, men måske er vi nu så rutinerede i Word, at vi realistisk kunne vurdere, hvilke mål vi enkeltvis var i stand til at nå.

Jeg har selv lært så mange funktioner, at jeg er overbevist om, at jeg intet sted vil kunne risikere at blive sat til en opgave, jeg ikke kan klare."

Lørdag skrev jeg som evaluering af kurset:

"Når jeg ser tilbage på de 3 uger, er det nok på det faglige område, jeg har lært mindst. Selv om jeg fik snuset til en del flere funktioner i Word/

Windows og Excel og fik lært noget Concorde, har kursusforløbet nemlig resulteret i en sådan omvæltning på det personlige område, at jeg er næsten lige så forvirret, som da jeg kom. Jeg står nemlig nu over for realiteterne, og som før kurset passer de ikke helt med mine faglige kvalifikationer, men hvad værre er:

Nu passer mine

personlige kvalifikationer

heller ikke!

Mit mål ligger dog klart for mig, men vejen er usikker og brolagt med nogle store forhindringer. At jeg har gjort op med mig selv, hvilket job jeg vil have, er desværre ikke nok, for

ser man avisernes stillingsannoncer igennem, findes det job ikke, som jeg ønsker tidsmæssigt og har brug for økonomisk for at nå mine personlige mål i overskuelig fremtid.

Hvad angår mine personlige kvalifikationer har jeg i relation til arbejdsmarkedet lært en hel del. Jeg har lært, at jeg er i stand til at engagere mig i et hvilket som helst job. Jeg har lært, hvordan jeg skal undgå, at mit engagement resultere i konflikter. Jeg har lært at bearbejde de dårlige dage med stress og jag, så de ikke kommer tilbage den efterfølgende dag. Jeg har lært at kommunikere med mine omgivelser på en fornuftig måde og fremkomme med kritik på en positiv facon. Jeg har dog først og fremmest lært at være ærlig over for mig selv i forhold til mine personlige kvalifikationer. Nu skal jeg så bare til at lære at være ærlig over for andre ­ det være sig arbejdsgiver, kollegaer, venner og ikke mindst familie. Og sidst, men ikke mindst, har jeg lært, at det er tilladt at lave fejl, så jeg behøver ikke være perfekt i alt, hvad jeg gør."

Forsiden | Forrige kapitel | Næste kapitel