Oplevelser, tanker og reflektioner I forbindelse med et filmprojekt

- af Kjeld Hansen

I begyndelsen var der ingen tvivl

Egentlig havde jeg bestemt mig. Svaret var nej. Jeg havde lige færdiggjort et stort og, syntes jeg i hvert fald selv, godt stykke arbejde som koordinator på et kontor-brushup kursus, som, sammen med en del andre kurser i Roskilde Amt, var blevet underkastet en meget grundig ekstern evaluering.

Selvom evalueringsrapporten havde en del ankepunkter på vores kursus, især på vores valg og fravalg af faglige elementer, var der roser til os. For stemningen, engagementet og lærersamarbejdet. De skrev bl.a. deres konklusion, at "følelsen af rart fællesskab strømmer nyankomne i møde" og at vores samarbejde var "præget af nærhed". Vi blev beskrevet som ildsjæle, der gerne ville udvikle os fagligt, personligt og pædagogisk.

I al ubeskedenhed syntes jeg godt, at jeg kunne tage en del af æren for for det. Jeg synes, at jeg som person var god til at formidle netop en god stemning, engagement og et godt samarbejde. Samtidig havde jeg fået opfyldt mine egne ambitioner om et højt informationsniveau over for evaluatoren, således at evalueringsgrundlaget var godt. Den situation passede mig rigtig godt.

Nu var det tid til at køre lidt, om end ikke på frihjul, så i hvert fald på en lidt mindre udsat cykel.

Meen

På den anden side så syntes jeg selv, at det var et rimeligt godt argument, at jeg nu var "i træning" med hensyn til at reflektere over, begrunde, formulere og sætte spørgsmålstegn ved kursusindhold, undervisningsmetoder, pædagogik, deltageraktivering og hvad det nu hedder alt sammen. Nogle af de overskrifter, jeg havde fået sat på projektet efter det første møde om filmen.

Samtidig var jeg da både lidt smigret over at blive spurgt, om jeg ville være med i en film, og nysgerrig som bare pokker.

Mit paradoks

Som person befinder jeg mig på én måde godt i det kendte og trygge, er konfliktsky og flink. Samtidig har jeg et ærligt ønske om at komme videre, blive bedre, og udvikle mig. Både rent personligt men også professionelt, hvis disse to ting da overhovedet kan skilles ad. Det bliver jeg mere og mere overbevist om, at de ikke kan. Ikke i mit liv i hvert fald.

Paradokset eller skismaet her har den virkning, at jeg ofte skal tvinges ud på dybt vand, have ryggen mod muren, stå på stregen af katastrofen eller noget lignende for at der sker noget, der virkeligt "rykker". Akkurat som nu hvor jeg sidder og skriver dette, umiddelbart før det skal afleveres. Med dette i bevidstheden, og løftet fra filmens instruktør, Annette Riisager, om, at det ville blive hårdt, og langt fra morsomt, sagde jeg ja.

Kurset bliver til

Jeg synes, at det er rigtigt, som de skrev i evalueringsrapporten, at jeg er en del af en lærergruppe præget af ildsjæle, med store ambitioner om faglig, personlig og pædagogisk udvikling. Jeg var derfor ret fortrøstningsfuld, da vi skulle i gang med at udfylde rammerne for filmkurset, men opdagede til min store overraskelse og skuffelse, at ilden i sjælen ligesom var gået ud.

På én måde følte jeg mig ekstremt forpligtet til at levere et produkt af ulastelig kvalitet. På en anden måde så føltes det meget som nogle andres projekt. Filmmanuskriptet havde nogle velformulerede ønsker om bestemte aktiviteter, konflikter, frustrationer, progression osv. De pædagogiske konsulenter havde nogle ligeså klare ønsker med hensyn til pædagogik, refleksioner, dagbog og sågar i et vist omfang det faglige indhold.

Rammerne var pludselig blevet til håndjern. Ejerskabet for kurset lå et helt andet sted end hos mig. Det gjorde, at jeg mere eller mindre bevidst lagde ansvaret fra mig og gik i sort. Det var pinefuldt og flovt, og jeg overvejede faktisk, hvordan jeg på en "ærefuld" måde kunne trække mig fra projektet og overlade scenen til min backup.

Det blev dog på en anden måde, end ved at overtage min plads, min backup kom mig til undsætning. Hun havde holdt hovedet koldt, og kreativiteten varm, således at hun kunne øse af ideer og erfaringer, som "bare" lige skulle have en finpudsning, og som uden forbehold stod til min frie disposition. Her følte jeg mig reddet, trukket op ved hårrødderne. Det oplevede jeg som stor gavmildhed og faktisk som et rigtig godt lærersamarbejde. På trods af den uligevægt jeg følte med hensyn til at bidrage til samarbejdet, følte mig respekteret og kunne efterhånden bidrage og supplere konstruktivt.

Opstarten

Når jeg engang i fremtiden skal komme i tanker om et øjeblik i mit liv, hvor jeg har været tændt, koncentreret og opmærksom, vil mandag den 8. september 1997, dagen for kursets start, stå mejslet i min bevidsthed.

Det havde været meget svært at forestille sig, hvordan det ville være, at have opmærksomheden rettet mod ikke blot 14 nye spændte kursister og to pædagogiske konsulenter, men tilligemed et filmhold som, så diskret som det nu engang kan lade sig gøre, havde plastret klasselokalet til med kabler, gaffatape, mikrofoner, kameramænd, lydmænd og andet tilbehør.

Undervejs i forberedelserne var netop denne situation, konfrontationen med kursisterne, blevet mere og mere abstrakt og uvirkelig for mig. ­ I forsøget på at implementere nogle af de pædagogiske hjørnestene, der efter min mening, var blevet sat op omkring kurset: PEEL, ansvar for og kontrol med egen læring, refleksion over læringsarbejdet, metakognition. ­ I nervøsiteten over de forventede frustrationer hos kursisterne over sammenstødet mellem deres forventninger til "rigtig" undervisning og "den nye pædagogiske" praksis. Og ikke mindst i mine tanker omkring de mulige trusler mod min yndlingsrolle som "den populære underviser".

Men det gik godt, og det føltes befriende og som en stor lettelse endelig at være kommet i gang.

Den første uge

Der sker noget, ikke bare med underviserne, men også med kursisterne, når samværet bliver overværet i så massiv grad, som dette.

Jeg oplevede den første uges tid som udpræget eksemplarisk, og var egentlig ganske opstemt over kursisterne, samarbejdet og mig selv. De faglige mål blev nået. Opgaverne blev af kursisterne karakteriseret som relevante, Der var gode pædagogiske pointer. Der var stort set ingen konflikter. Kursisterne var villige til at udføre læringsarbejdet. Jeg følte ikke min førnævnte yndlingsrolle truet, tværtimod. Det eneste problem jeg umiddelbart kunne få øje på var, at det ikke rigtigt ville lykkes mig at få skrevet dagbog, som vi havde lovet at gøre. På trods af at jeg egentlig gerne ville have nogle af alle tankerne og oplevelserne skrevet ned. Retrospektivt ligner den manglende dagbogsskrivning en trodshandling i irritation over at føle mig styret udefra.

Den anden uge

Mandag var det egentlig meningen, at kursisterne skulle blive frustrerede. Den planlagte edb-/samarbejde ­ case var løst formuleret, fagligt udfordrende og presset i tid. Men til vores overraskelse, kursisternes udelte tilfredshed, og ­ indrømmet ­ min lettelse udeblev frustrationerne. Vist havde kursisterne følt sig udfordrede og stressede. Men ikke i en grad, som medførte konflikter og modstand mod metoden og os undervisere. Jeg var faktisk godt tilfreds med det meste på dette tidspunkt.

På vores møde om eftermiddagen diskuterede vi så dagens forløb, og igen kom diskussionen op om, hvor meget vi kunne og skulle styre. Hvor fast strukturerede skal opgaverne være, og hvornår begynder kursisterne selv at arbejde med stoffet? Inderst inde ved jeg jo godt, at det er kursisterne, som skal gøre arbejdet - det er dem, som skal lære noget. Men jeg er jo også nødt til at give dem noget, rammer og informationer. Og hvordan så med kursisternes styring og deltagelse, deres arbejde? Jeg havde pludselig svært ved at se for mig, hvordan jeg skulle gribe det an. Jeg kunne alligevel ikke rigtig få diskussionerne ud af hovedet, da jeg kørte hjem. Jeg følte mig ramt, angrebet - og et eller andet sted irriteret over, at skulle gribe undervisningen anderledes an, end jeg egentlig havde lyst til.

Så fór der en djævel i mig. Nu skulle de sgu få noget at filme.

Om aftenen satte jeg mit til at lave en tekstbehandlingsopgave, som kursisterne ville synes var meget svær at løse, og så ville jeg "lade dem i stikken" med kun ganske lidt instruktion og kort tid til at løse opgaven. Og jeg må sige, at der skete noget.

Ud over at jeg følte mig som en skuespiller, der agerede til ære for kameraet, så følte jeg også pludselig, at jeg nærmest karikerede de pædagogiske idealer om selvstyring og ansvar for egen læring. Jeg følte, at jeg i situationen stod og kiggede på mig selv udefra, og jeg fornemmede, at den var gal. Det var derfor også med blandede følelser, at jeg forlod en samling sure og frustrerede kursister den dag. Min fornemmelse var, at jeg havde krænket deres ret til god undervisning.

Heldigvis fandt kursisterne sig ikke i det. Næste gang jeg skulle have dem, afkrævede de mig til min store glæde og tilfredshed en ordentlig forklaring, som jeg gav dem med den største fornøjelse. Netop i sådan en situation, hvor undervisningen bliver en vekselvirkning mellem hvad jeg som underviser tilbyder, og hvad kursisterne selv kræver at lære stortrives jeg. Og lige pludselig var den for begge parter pinefulde situation vendt til samarbejde og dialog. Det var meget tilfredsstillende.

Hvad har det betydet for mig?

Som det måske fremgår har filmprojektet fremprovokeret gode og mindre gode sider, ved min lærerpersonlighed. Med det hele lidt på afstand føles det nærmest som at have gennemlevet en personlig krise. Som med andre kriser er der noget på den anden side, noget at lære.

Noget af det jeg har lært, handler selvfølgelig om min egen person og er som sådan ikke særlig interessant for andre end mig selv, men jeg ser også nogle mere generelle betingelser og barrierer for et godt lærersamarbejde.

Det er vigtigt at kende hinanden godt. Hinandens grænser, ambitioner, holdninger. Gensidig respekt skal være en selvfølgelighed, og man skal kunne stole på hinanden. Man skal opnå fælles forståelse for og føle ejerskab med og dermed ansvar overfor projektet. Fremmedstyring virker både krænkende og provokerende.

Forsiden | Forrige kapitel | Næste kapitel