[ Billede: Undervisningsministeriets logo ]




 

Tanker fra en lærers dagbog undervejs I forløbet

- af Gurli Billeskov

[ Billede: kvinde viser noter på tavlen ]

Når man siger ja til at være underviser på et kursus, der skal bruges som diskussionsoplæg, siger man samtidig ja til at tage sin egen lærerrolle op til vurdering. Det kræver både tid og kræfter, men til gengæld mente jeg, at det kunne være utrolig sundt og lærerigt for mig, som nu snart har 25-års jubilæum som underviser. Hvis jeg ikke udsætter mig selv for udfordringer, har jeg erfaring for, at jeg let falder hen i rutine. For det går jo faktisk meget godt! Kursisterne er så tilfredse, og de synes, jeg er en behagelig og god lærer. God til at lære fra mig. Men kan det bruges som målestok? Er det muligt, at kursisterne ville lære mere og få større indlæringsdybde, hvis jeg underviste anderledes? Hvis min undervisning var mindre lærerstyret og mere lagde ansvaret for læring til kursisterne?

Det var nogle af de tanker, jeg gjorde mig, inden vi for alvor gik i gang med at planlægge kursusforløbet. Når jeg lige nu forsøger at se tilbage på hele forløbet, både planlægning og afvikling af kurset, er det en stor hjælp for mig, at jeg hele tiden har ført dagbog. Mine notater heri er meget udførlige og spontane, og derfor kan jeg meget livagtigt genopleve mine frustrationer, mine op- og nedture, mine successer og fiaskoer. I det følgende vil jeg bringe uddrag af min dagbog samt korte introduktioner til, i hvilken sammenhæng de er skrevet.

I planlægningsfasen

I planlægningsfasen skrev jeg bl.a.:

"Jeg har opdaget, at jeg heldigvis ikke er helt så konservativ i min tankegang om undervisning, som jeg havde troet eller frygtet. Jeg vil gerne lære nye metoder og er begyndt at tro på, at jeg stadig ­ trods min høje alder (48 år)

­ er i stand til nytænkning".

Herefter følger to uger fyldt med frustrationer. Hidtil har jeg altid startet min regnskabsundervisning med at præsentere kursisterne for årsregnskabet med resultatopgørelse og balance. Kan det gøres anderledes? Er det overhovedet muligt at undervise i EDB-bogføring, Concorde, uden at det er mig, som styrer diktatorisk. Jeg har altid brugt en hel dag på at introducere kursisterne til de grundlæggende funktioner og taster og har ikke kunnet forestille mig andre metoder. Hvordan skulle kursisterne dog selv kunne finde frem til funktionstasterne?

Midt i frustrationerne kom så denne optegnelse efter en postiv undervisningserfaring ­ tre uger før filmkursets start:

"Jeg har mine elever fra sidste år igen, og vi skal lige have fundet sidste års lærdom frem af mølposen. Eleverne stiller spørgsmål, og vi kommer ind på helt andre emner, end jeg oprindeligt havde planlagt. Efter timerne går det op for mig, at jeg ikke kun i disse timer ­ men i det hele taget ofte i min undervisning lader mig styre af elevspørgsmål og villigt går ind på deres tankebaner. En selvglad bemærkning ­ har jeg i virkeligheden tit gennemført elevstyret undervisning, bare uden at være bevidst omkring det? Er jeg lidt af et naturtalent"?

Måske er det denne positive oplevelse, som giver inspiration til min kreativitet og mine nye idéer. Herfra følgende optegnelse søndagen efter ovenstående optegnelse:

"Jeg tænker hele tiden på Karins (en af konsulenterne) ord om at VENDE TINGENE PÅ HOVEDET og så får jeg følgende idé: På kursets allerførste regnskabsdag vil jeg udlevere omkring 12 ægte bilag til kursisterne. Kursisterne skal så i to-mandsgrupper gennemgå samtlige bilag og digte en historie om hvert enkelt bilag. Herefter skal bilagene forsynes med to-tre nøgleord/kodeord ­ ikke kontonavne. Rent praktisk skrives nøgleordene på gule selvklæbende sedler, som klistres på bilaget. Derpå gennemgås nøgleordene i fællesskab ­ jeg er opmærksom på, at selv de mest "umulige" får positiv respons ­ hvorefter sedlerne med nøgleordene lægges frem på bordet og inddeles i grupper, som har noget til fælles. Det sidste skridt på vejen mod bogføringsreglerne er, at stikordene hæftes på en konto på den kontoplan, som nu udleveres til kursisterne. Jeg er meget spændt på, om det lykkes. Og vil denne metode give kursisterne større forståelse for den dobbelte bogføring samt inddeling i resultatopgørelse og balance? Kun det endelige undervisningsforsøg kan give svaret".

Samme eftermiddag endnu et notat, som er skrevet efter en lang og inspirerende cykeltur til stranden, på en varm og solrig eftermiddag:

"A propos EDB-bogføring på Concorde spurgte jeg nu mig selv: hvad nu, hvis du sad ude i et firma ­ alene ­ og din chef havde sagt, at nu havde han købt et Concorde-program, som du skulle til at føre firmaets regnskab på? Ja, så måtte jeg jo gå i gang med manualen. På tilsvarende måde vil jeg udlevere til mine kursister nogle ufuldstændige notater om Concorde-regler, som kunne stamme fra en tidligere medarbejder. Med dem i hånden skal kursisterne EDB-bogføre et firmas daglige bilag. Kan det mod lade sig gøre på denne måde"?

[ Billede: Mand gør optegnelser under kurset ]

Optegnelser under kurset

Cirka tre uger senere startede kurset, og på kursets tredje dag, hvor jeg skal undervise i regnskab, skriver jeg om aftenen:

"Det gik godt, men det var en utrolig anstrengende formiddag. Jeg havde sved på panden, og tænkte flere gange undervejs: "når vi nogensinde frem til målet?" Kursisterne var meget aktive, og jeg fik derfor utrolig mange stikord, som alle var anvendelige. Så langt så godt. Da vi skulle til at inddele nøgleordene i grupper, var der forslag, der varierede i antal fra 2 til 11. På trods heraf gjorde jeg mig store anstrengelser for at acceptere alt og ikke virke for styrende, og formiddagen endte faktisk med, at én af kursisterne (med egne ord) formulerede bogføringsregel nr. 1: "Når man bogfører i samme side som saldoen, bliver saldoen større".

Ved den efterfølgende evaluering samme eftermiddag skulle kursisterne svare på, hvad de syntes om den anvendte undervisningsmetode. Nogle af kursisterne mente, at de var meget mere forvirrede, end da de startede dagen, men det afsluttende indlæg, som fik tilslutning fra flere af kursisterne, lød omtrent således: "Nu har jeg i 22 år bogført mekanisk, uden at jeg egentlig har forstået, hvorfor jeg har bogført, som jeg gjorde. Men i formiddag har jeg haft en slags åbenbaring ­ (vel det, vi i pædagogsprog kalder en aha-oplevelse), så jeg har nu det store overblik og kan forklare sammenhænge. ­ I lærergruppen kaldte vi det bagefter for GULDSVARET".

Personlig tror jeg, at kursisterne ved at prøve sig frem ­ learning by doing ­ på lang sigt får en meget dybere forståelse af regnskabsprincipperne. De sammenhænge, som de selv finder frem til, glemmes ikke så let igen.

Den første dag med Concorde gav nye erfaringer:

Som planlagt uddelte jeg opgaven til kursisterne med nogle få introducerende bemærkninger samt nogle ufuldstændige notater om Concorde-programmet. Kursisterne gik i gang, men i løbet af den første halve time kom stort set alle kursisterne på ventelisten til hjælp. Det førte til, at jeg venligt men bestemt blev bedt om kollektiv hjælp, altså en fælles gennemgang af de problemer, som ingen kunne løse på egen hånd, denne gang åbenbart med så mange værktøjer, at de kunne klare sig selv. Jeg slap derfor for at tage stilling til, om jeg ville gøre det samme én gang til.

Ved eftermiddagens møde med de andre undervisere drøftede vi episoden, og vi var alle enige om, at hvis kursisterne inden for rimelighedens grænser ønsker lærerstyret undervisning, bør den gives i det omfang, det er nødvendigt. Vanskelighederne består altså i at bedømme, hvor mange redskaber kursisterne skal have på forhånd, før de kan overtage ansvaret for deres egen læring.

I den samme uge blev jeg interviewet til filmen og blev i den forbindelse spurgt om, hvad der for mig var det vanskeligste ved at fralægge mig styringen i undervisningen. Herom har jeg gjort følgende notat i min dagbog:

"Jeg er nok lidt af en tryghedsnarkoman, og samtidig vil jeg gerne være velforberedt og have en klar fornemmelse af, at det er mig, der styrer undervisningsforløbet. Så ved jeg nemlig, at jeg når lige præcis derhen, hvor jeg vil. Jeg kan generelt godt lide at have tingene under kontrol. Ved elevstyret undervisning må jeg give afkald på trygheden, for jeg ved jo ikke, hvad kursisterne vil bidrage med. Jeg stiller spørgsmål, som jeg ikke forventer et bestemt svar på. Og jeg må acceptere overraskende svar, som eventuelt fører til at nye problemstillinger ­ som jeg ikke har forberedt mig på ­ tages op. Til gengæld for trygheden får jeg altså udfordringer, i stedet for kontrol får jeg igen og igen nye vinkler på tingene, nye input. Og hele tiden arbejder kursisterne med, de er ikke bare passive tilhørere. De plagierer ikke bare skemaer og arbejdsmetoder, som læreren lægger frem".

Her bagefter

Når jeg nu, tre måneder efter at kurset og filmoptagelserne er slut, skal prøve at vurdere, hvilken betydning dette projekt har haft for mig, vurderer jeg det absolut positivt. Jeg har en pædagogisk tidsregning, som hedder "FØR OG EFTER FILMEN". Jeg er sikker på, at jeg aldrig bliver den samme lærer igen. Selv om jeg ville prøve at undervise på den "gammeldaws lærerstyrede facon", ville jeg ikke kunne. For jeg reflekterer uvilkårligt over, om jeg mon ikke "kan vende tingene på hovedet". Og efter 24 år bag katedret er det sikkert både sundt og tiltrængt!

 



Forsiden | Forrige kapitel | Næste kapitel