På sporet af en dokumentarfilm

Om voksenundervisning ­ om filmens idé, rammer og tilblivelse

'På sporet af læring' er en dokumentarfilm om voksenundervisning under Lov om åben uddannelse på en erhvervsskole. I afsnittet fortæller filmens projektledere om idéerne bag filmen og rammerne for undervisningsforløbet, som blev gennemført af tre lærere på en handelsskole. Formålet med filmen har været at illustrere, hvad der sker i undervisningen, når vægten lægges på deltagernes læring frem for lærerens formidling. I oplægget til filmen hed det: "vi vil ind i hovederne på lærerne - hvordan reflekterer de?".

'På sporet af læring' skildrer tre lærere, som underviser en gruppe ledige kvinder med kontorerfaringer i et treugers forløb. Kameraerne har snurret i 47 timer, og af det materiale er der sammenklippet en dokumentarfilm på 47 minutter, som frem for alt fortæller historien om en lærergruppe, der sammen bestræber sig på en anden undervisning, end den de tidligere har praktiseret. Det er blevet til en film om undervisning ­ men ikke en undervisningsfilm. Både kursister og lærere er i filmen På sporet af læring, af noget nyt, ny viden og nye erfaringer; men der er ingen entydige svar på, hvordan de kommer videre. Det må tiden vise.

Lærerne forsøger at praktisere en undervisning, som i høj grad er deltagerstyret og præget af, at kursisterne på baggrund af oplæg skal arbejde sig frem mod ny indsigt. Ud fra en opfattelse af, at det kun er kursisten selv, der kan yde arbejdet, der er forbundet med at lære noget, og at kursisterne selv har et afgørende medansvar for at lære, har lærerne gennem deres undervisning afprøvet metoder og undersøgt, hvad det konkret betyder for dem. De har prøvet sig frem for at skabe grobund for en ændret undervisning.

I filmen ser vi bl.a., hvorledes edb-læreren umiddelbart afviser at servere tekstbehandlingssystemets muligheder ud fra en idé om, at kursisterne selv skal afsøge mulighederne og ad denne vej lære noget om tekstbehandlingen.

I bogføring ser vi kursisterne diskuterer højlydt, hvor forskellige bilag skal konteres, og vi ser også, hvorledes læreren sammen med kursisterne når frem til en fælles bogføringsregel. Vi hører en kursist sige: "Kunne du ikke bare have sagt det til os med det samme?"; men svaret får vi ikke. Vi får derimod en kommentar fra opsamlingen, hvor en kursist fortæller, at nu ved hun hvad bogføring går ud på.

Filmen skildrer således forskellige læreprocesser, hvor deltagerne frustreres og overraskes, yder modstand og lærer. Vi får også billeder på læreprocessernes kompleksitet og uforudsigelighed, og samtidig illustrerer filmen de mange valg, lærerne hele tiden må foretage i deres undervisning. Det træder tydeligt frem i denne situation, fordi lærerne bevidst forsøger at gøre noget andet end tidligere, og rutinen derfor ikke er til stede. Som tilskuere får vi i korte sekvenser indblik i undervisernes refleksioner over deres undervisning. Og vi får også en fornemmelse af lærerarbejdets balancering mellem rutiner og ny praksis, frustrationer og sejre.

Fra filmens idé til virkeligheden

De første idéer til filmen opstod i forbindelse med den første Store Torsdag i Operation Voksenunderviser

i 1996, hvor flere forskellige skoler efterlyste en film om voksenundervisning, som kunne bruges på debatdagen. Udgangspunktet var, at det skulle være en film, der viste god voksenundervisning. Den skulle være svaret på spørgsmålet om: hvordan ­ eller hvad ­ man som lærer skal gøre, når man iscenesætter en voksenundervisning på en erhvervsskole, hvor vægten lægges på kursisternes læring? Hvordan ser sådan en undervisning ud?

Det viste sig snart, at spørgsmålene ikke var sådan lige til at svare på, i hvert fald ikke når det skulle omsættes til billeder og film. Vi mente ikke, at god undervisning kan reduceres til kalkérbare foreskrifter ­ selvom filmen måske godt kunne rumme inspirerende eksempler. At etablere den gode undervisning forudsætter bl.a. at den korresponderer med deltagernes behov, forudsætninger og interesser. Samtidig var vi bekymrede for at falde i den grøft, hvor seerne ville afvise filmens budskab med udsagn som: "Jamen, det er ikke mit fag eller mit område ­ hos os er det anderledes, vi har ikke de muligheder". Samtidig var ­ og er ­ det vores opfattelse, at der mangler dokumentar- og debatfilm, som beskriver voksenundervisning.

Vi mente, at filmen burde være relevant som diskussionsoplæg for alle voksenundervisere ­ og selvfølgelig primært de voksenundervisere, som underviser under Lov om åben uddannelse på erhvervsskolerne. Filmen skulle med andre ord have en mere generel interesse og værdi, og derfor var vi interesserede i at komme tættere på det perspektivskift, som mange taler om, fra undervisning til læring. Vi ville gerne ned under overskriftsniveauet og gennem filmen illustrere, hvad der sker i undervisningen, når lærerne bevidst arbejder ud fra den forudsætning, at det kun er kursisten selv, der kan lære sig noget. Vi lagde vægt på, at filmen rejste spørgsmål ­ frem for at give svar. Derfor blev det en dokumentarfilm om undervisning ­ og ikke en undervisningsfilm med anvisninger på, hvordan man underviser voksne.

Udvikling af undervisningen foregår ikke fra den ene dag til den anden, og ændringen af lærerrollen er en lang og sej proces. Derfor er der heller ikke nogen nemme løsninger eller opskrifter på, hvordan man skal gøre. Sandheden er, at udvikling tager tid og foregår gennem fælles forsøg, frustrationer og refleksioner. Derfor blev det heller ikke en undervisningsfilm, der var instruerende, men i stedet for en dokumentarfilm om undervisning, der forhåbentlig vil sætte diskussioner i gang om lærerudvikling og god undervisning.

Læring handler også om modstand og frustrationer

Der foregår masser af god voksenundervisning på erhvervsskolerne, som lærere og kursister er enige om er velfungerende. Bag dette ligger imidlertid også, at mange voksne har et meget funktionelt og instrumentelt forhold til skolen og undervisning, som er præget af deres egne tidligere skoleerfaringer. De vil gerne lære noget, som umiddelbart kan bruges, og ofte har de fleste voksen-kursister samtidig forventninger om, at læreren sikrer dem et udbytte af undervisningen. Derfor stiller mange kursister krav til underviseren om lærerstyret undervisning ­ det er læreren, som skal bibringe dem viden.

På trods af at mange altså giver udtryk for, at de har fået en god undervisning, så kan det paradoksalt nok foregå på et grundlag, som er mindre hensigtsmæssigt i forhold til deltagernes udbytte. Og når man som voksenunderviser flytter sit fokus i undervisningen fra formidlingen til kursisternes aktive og bevidste konstruktion af ny viden, ja, så kalder det på frustrationer og modstand ­ og forhåbentlig siden hen læring. Omsat til film og billeder så mente vi, at der her lå kernen til et drama, en konflikt og måske en løsning, som det kunne være spændende at følge og få billeder på.

Omstillingen til et nyt læringsbegreb er nødvendig, både for at kunne imødekomme de samfundsmæssige krav til kvalifikationerne og deltagernes behov, og evnen til fortsat at lære ­ og lære at lære ­ har også fået en central plads i dette skift. Ændringerne af fokus står og falder imidlertid med underviserne. Det er dem, som skal iscenesætte læreprocesser, der er præget af åbenhed og lydhørhed, kaos og kompleksitet. De skal kunne lytte, stille spørgsmål og strukturere meningsfyldte undervisningssituationer, som på én gang er trygge og udfordrende, og hvor de voksnes forskelligheder kan mødes på frugtbar vis.

Når vægten lægges på deltagernes læring handler det også om, at lærerne undlader at tage arbejdet og ansvaret fra kursisterne. Lærerne skal skabe rammerne, være igangsættende og overveje formål og indhold; men det er kursisterne, der skal være aktive for at lære og bevidstgøres om deres egne måder at lære på.

Undervisningsforløbet som en klassisk fortælling

I oplægget til filmens instruktør, Annette Riisager, skrev vi, at filmens grundlæggende formål er at illustrere nogle af de ændringer af undervisningen, som lærerne planlægger. Samtidig skulle filmen undervejs vise de refleksioner, som foregår hos lærere og kursister. Vi skrev: "Vi vil gerne ind i hovederne på dem, høre deres tanker og overvejelser ­ og gerne have dem spejlet i hinanden. Vi vil have indsigt i mødet mellem dem". Vi så med andre ord på forhånd tre røde tråde løbe gennem filmen, nemlig lærernes og kursisternes udviklingsforløb og mødet mellem lærere og kursister i undervisningen.

Instruktøren foreslog en tredelt struktur, og vi beskrev undervisningsforløbet som en klassisk fortælling i tre dele ­ uden at det i øvrigt havde noget at gøre med, at det var et treugers forløb. Den første del handlede om, at der blev etableret kontakt mellem kursister og lærere, og forventninger og forudsætninger blev afdækket. I anden del forventede vi, at se reaktionerne på undervisningen, modstanden, frustrationerne og måske aggressionerne over for arbejdsformerne. Vi forestillede os et indblik i læreprocesserne, og vi så for vores indre blik billeder af kursisterne, der arbejdede og fik aha-oplevelser, og forestillede os, at lærernes rolle ville blive tydeliggjort. Vi håbede på at få sekvenser af den medlevende, åbne og reflekterende samtale mellem lærer og kursister ­ og selvfølgelig ville vi også gerne se, hvorledes kursisterne greb styrende ind i læreprocessen. I den sidste del forventede vi en forløsning, hvor kursister og lærere med udbytte kunne se tilbage på forløbet.

Filmen er en dokumentarfilm. Det betyder, at der på forhånd kun på et overordnet niveau kunne gisnes om det endelige indhold og strukturen. Filmens historier og billeder er derfor også et udtryk for en kombination af lærernes planlægning og gennemførelse af undervisningen, filmholdets optagelser og fokuseringer og ikke mindst instruktørens komposition og sammenfletning af historier gennem valget af klip fra undervisningen. Her har hun valgt at lade filmen starte med modstanden og vanskelighederne, hvor kursisterne reagerer på den undervisning, de modtager. Vi er ved filmens start cirka midtvejs inde i forløbet ­ men dermed kommer filmen også til at starte midt i det spændende sporskifte, hvor frustrationer og aggressioner forløses, og lærere og kursister arbejder sig frem mod nye forståelser.

Derfor er filmens titel, På sporet af læring, også et signal om, at lærerne og kursisterne er i bevægelse fremad. De er på sporet. Lærerne har forsøgt sig frem, og deres oplevelse undervejs var både, at de fejlede og havde succes. Men forløbet tvang dem til at tage chancer og vove nyt. Kierkegaard skriver et sted: "At vove er at miste fodfæstet for en stund ­ ikke at vove er at miste livet". Lærerne mistede fodfæstet for en tid; men det bragte dem med de nødvendige omkostninger på sporet af en ny lærerrolle og nye forestillinger om undervisning. Det skete ikke mindst i kraft af deres forsøg og fælles refleksioner.

Kursisterne fik ny viden, både om bogføring og edb; men de fik samtidig diskuteret deres liv, jobønsker og fremtidsperspektiver. En af kursisterne siger om dette til sidst i filmen:"Jeg føler, at jeg er kommet ind på hovedsporet". En bedre udgangsreplik kan man næppe ønske sig.

Forsiden | Forrige kapitel | Næste kapitel