En sporhunds bekendelser - eller om hvordan vi optog en film I Køge

Så ligger filmen færdig. Og dog...

En film bliver for så vidt aldrig færdig. Den får en færdig form. Det står ikke til at ændre. Men den lever videre i instruktørens bevidsthed. Den er langt større og rækker videre fremover

og bagud, end de minutter man ser på lærredet bagefter. Som en væ;1dig, mangesporet organisme med brede røde hovednerver og tynde vibrerende tråde.

Filmens metode er (bortset fra interviews og montager) Observant Cinema, også kaldet Fluen på Væggen. Her søger man ikke efter andet end det, der ville være kommet til udtryk også uden kameraets tilstedeværelse. Metoden er meget tidkrævende, da man ikke kan forudsige, hvornår eller hvor det afgørende øjeblik opstår – hvornår en skelsættende replik falder etc.

Det er således en skildring af virkeligheden på dens egne betingelser. Dag ud og dag ind i klasseværelset – også kaldet verdens kedeligste location. I dette arrogante statement ligger en sandhed: det er en stor udfordring at finde visuel variation og stemning i et mellemgråt gennemsnitsklasselokale, hvis eneste fraperende element er en mørkeblå fartstribe på langs i hele rummet. Denne markante afvigelse i form og farve bliver så samtidig kilde til daglig frustration, da den saboterer næsten ethvert forsøg på at etablere mere end tilfældige billedmæssige kompositioner. Til gengæld viste dramaet sig foran kameraet ofte at emme af autenticitet og nærvær.

Optagelserne forløb som planlagt. I tre hektiske uger klæbede kameraet sig på godt og ondt til holdets 14 kursister og deres 3 lærere. Fotografen og hans assistent var ved at blive bælgøjede og for hele filmholdets øjne og ører summede stemmer og ansigter – koncentrerede, glade, spørgende, frustrerede, lattermilde, undrende... Ingen tvivl om den sag: en læringsproces var i fuld gang.

Vores store håb viste sig at ske fyldest. Man vænnede sig simpelthen til os – til kameraet og mikrofonens tilstedeværelse. I den midterste uge lykkedes det endda (for det meste – og trods en del utilfredshed) kursister og lærere at ignorere 2 kameraer, 2 fotografer og deres assistenter og tonemesteren og hans 7 mikrofoner samt 1 instruktørs moslen omkring.

Filmens stil er impressionistisk og herved lægges vægten på kompositionen. Denne finder sin endelige form i klippebordet, hvor man forsøger ikke at fordreje noget. Men det er klart at man i sammenpresningen, nedkogningen, kommer til at skjule visse aspekter og udvælge sig andre. Noget er relevant og noget er ikke. Men det overordnede er at få det hele til at se ud som om det skete i den såkaldte virkelige verden.

Her drejer det sig om 47 timers råmateriale destilleret til en film på 47 minutter. En masse gode historier er udeladt i den færdige film – men helt væk er de ikke – de ligger som spor bag alt det andet – som tegn i et sammenfiltret væv af tanker og tiltag.

Fra en kursists dagbog

Ikke én kursist gik herfra uden strørre selvtillid I forhold til sin jobsituation, end da hun kom.

Ikke én kursist gik herfra uden større faglig viden, end da hun kom.

Ikke én kursist gik herfra uden at have fået hjælp fra lærene

Ikke én kursist gik herfra uden strørre viden om sine personlige kvalifikationer, end da hun kom.

Ikke én kursist gik herfra udenat have hjulpet en anden.

Ikke én kursist gik herfra uden at have modtaget hjælp fra en anden.

Ikke én kursist gik herfra uden at være stærkere I ord og meninger, end da hun kom.

Ikke én kursist gik herfra uden at have fået et kram af de andre.

Ikke én kursist gik herfra uden have flere veninder, end da hun kom.

Ikke én lærer gik herfra uden selv at have lært noget.

Forsiden | Forrige kapitel | Næste kapitel