Den dag jeg sendte mine kursister ud på det store åbne hav

Af Helene Buch Bløndel, Køge Handelsskole

Helene Buch Brøndel underviser i edb, og hendes artikel handler om hendes forsøg på at ændre på sin undervisning.

Hun fortæller om et forløb med en gruppe kursister, som skal lære Windows 95. I stedet for kaster hun dem direkte ud i en opgave uden yderligere instruktion.

Det giver naturligvis modstand, og Helene Buch Bløndel beskriver, hvordan hun forsøger at tackle den på holdet. Det er en succes-historie. Kursisterne finder faktisk nogle løsninger. De arbejder kreativt og finder mange forskellige løsningsforslag; men det som især er interessant og som var Helenes udgangspunkt er hendes arbejde med sin egen lærerrolle.

Hun er klar over, at opgaven er accepteret lidt modvilligt fra kursisternes side, og det er også hendes fornemmelse, at hun meget nemt kan komme til at gå fra gruppe til gruppe for at besvare spørgsmål og blive afkrævet svar på, om kursisterne nu gør det rigtige. Derfor vælger hun bevidst at trække sig tilbage; hun forlader lokalet. Hun vil prøve at give slip på styringen "og sejle rundt på det åbne hav på min egen lille tømmerflåde uden at vide, hvilket nyt land der ville dukke op i horisonten", som hun beskriver det.

Selvfølgelig kan det diskuteres, om det var det rigtige at forlade lokalet. Er det ikke bare at lade kursisterne sejle i deres egen sø? Måske eller måske har det været en nødvendighed for at lære at navigere på en ny måde?

"I dag skal I lære om Windows 95Š "Hvor mange gange har jeg dog ikke hørt mig selv sige denne sætning, hvorefter jeg er gået i gang med en ret traditionel undervisning om Windows 95 og dets mange muligheder: Tavlegennemgang, udlevering af øvelser, opsamling, ny tavlegennemgang, etc. etc. Igen og igen har jeg fortalt mine kursister om Windows 95¹s mange nyttige funktioner.

Hvis en kursist (ikke særlig sandsynligt) vækkede mig kl. 3.00 om natten, ville jeg uden problemer kunne citere hele min Windows-undervisning den lå dybt forankret i min rygrad som en tillært refleks, der bare kunne gå i gang. Mine kursister var tilsyneladende tilfredse med min undervisning for dem var det nyt. Men gud, hvor var jeg dog bare træt af at høre på mig selv.

Ideen og panikken

Så kom ideen: Hvad nu, hvisŠ jeg total lavede om på min undervisning, så kursisterne kom mere på banen, og jeg slap for at høre mig selv sige det samme for 220. gang? Men hvordan skulle jeg bære mig ad med dette? Var det mon muligt at lade kursisterne arbejde i grupper med forskellige cases?

Et område i Windows 95, som kursisterne skal lære, er at ændre på skærmopsætningen. Det plejer jeg at gennemgå ved at vise dem forskellige funktioner i Windows, hvormed man kan ændre udseende af skærmen. Herefter udleverer jeg undervisningsmateriale, som trinvist gennemgår, hvilke knapper kursisterne skal trykke på for f.eks. at få en blå baggrund på deres skærmbilleder.

Jeg havde prøvet at undervise i dette til bevidstløshed det var dejligt og trygt, men var også begyndt at blive afsindigt kedeligt for mig. På den anden side, så virkede kursisterne meget tilfredse med denne form for undervisning, så hvorfor egentlig vove noget nyt? Og tænk, hvis det mislykkedes? Tænk, hvis jeg fik dårlige evalueringer? Alle disse tanker strøg igennem mit hovedet. Skulle jeg vælge det sikre og trygge? Eller skulle jeg begive mig ud på dybt vand? Og prøve noget nyt? Hvad nu hvis jeg druknede?

På trods af alle mine paniske tanker og en stigende rædsel, mærkede jeg også den dejlige følelse af spænding, der kan komme i kroppen, når man skal prøve noget nyt. Spændingen forplantede sig i mig og tog efterhånden overhånd. Næsten den samme følelse, som hvis man laver noget "forbudt". Jeg overvandt min frygt for det nye, og gik i gang med at strikke en helt ny form for opgave sammen til mine kursister.

Lone Hansen

Jeg lavede en case om en fiktiv person Lone Hansen. Lone har ikke noget særligt kendskab til Windows, men en dag hun møder på arbejde, får hun at vide, at der skal holdes en Workshop for forskellige folk. De skal hver især have mulighed for at afprøve nogle af virksomhedens programmer. I den forbindelse får hun til opgave at tilpasse Windows 95 skærmbilledet, så det passer til én af følgende målgrupper: forretningsfolk, handicappede med synsbesvær, børn fra en folkeskole. Til løsning af opgaven får hun udleveret forskellige henvisninger til en undervisningsmanual.

Formålet med opgaven var, at kursisterne skulle lære at tilpasse/ændre skærmopsætningen efter brugerens behov. Opgaven skulle løses i grupper à 2-3 personer, og derefter fremlægges for de andre grupper med argumentation for den valgte løsning. Mit håb med opgaven var, at kursisterne skulle lære selv at tilegne sig ny viden om Windows 95. Grunden til at jeg ville opdele dem i grupper var, at de på den måde kunne trække på hinandens viden og hjælpe hinanden.

Casen var strikket sammen og jeg var spændt som et lille barn før juleaftenŠ Og alligevel kunne jeg mærke uroen i kroppen. Hvordan ville mine kursister mon tage imod casen? Hvad ville de mon sige til, at de slet ikke skulle have tavleundervisning? Ingen gennemgang ved tavlen af det stof, som jeg så sikkert kunne formidle videre. Var det nu det rigtige, jeg gjorde? Omsider kom dag, hvor jeg begav mig ud på det dybe, åbne havŠ

Mine 16 kursister var mødt op. De sad forventningsfulde og ventede på, at jeg skulle gå i gang med tavleundervisning. I stedet for indledte jeg med at fortælle om, hvor vigtigt det er i dette informationssamfund hele tiden at kunne tilegne sig ny viden. At vænne sig til at blive smidt ud i nye problemer, som man skal tage stilling til. Efter denne snak, følte jeg, at jeg nu havde argumenteret for "min nye undervisningsform".

Modstandsmuren

Casen blev introduceret for kursisterne. Jeg fortalte livagtigt om Lone Hansens situation på kontoret for at få dem gjort interesserede. Men da jeg var færdig med min indledning, var der forbavsende stille i klasselokalet. Dyb, dyb tavshedŠ

Min mave gjorde krumspring mine paniske tanker begyndte at poppe op i hovedet på mig. Jeg stod foran en mur af modstand. Kursisterne havde ikke lyst til at blive sendt ud på det åbne hav. De sagde ikke noget, men jeg var ikke i tvivl et sekund! Alle ansigterne udtrykte, at dette havde de bestemt ikke lyst til. Dyb indånding, og så tog jeg tyren ved hornene. Sagde lige ud til dem: "I virker sure? Er det rigtigt fornemmet?"

Så væltede det ud med protester: "Jamen, hvordan havde du forventet, at vi skulle kunne løse denne opgave, når du ikke engang har fortalt os, hvad vi skal gøre?" "Du har jo slet ikke gennemgået noget om skærmopsætnings-funktionerne". En anden kursist var vred over, at de skulle arbejde i grupper. Det lærte man i hvert fald ikke noget af. Hvorfor skulle de arbejde i grupper nu, når der var maskiner nok til alle?

Jeg tænkte mig grundigt om, inden jeg svarede: "Ofte tænker flere hjerner bedre end én." Jeg forklarede dem, at de hver især besad et væld af viden inden for forskellige områder og nu havde de netop lejlighed for at udfolde denne viden og kreativitet i fællesskab. Jeg sagde også til dem, at der, hvor man virkelig lærer noget, er, når man selv bakser med problemerne. Et andet af mine argumenter var, hvor meget man egentlig lærer ved at sige tingene højt til en anden. Hertil kunne jeg indrømme, at jeg faktisk af og til havde en mistanke om, at det ofte er læreren som lærer mest i undervisningen, fordi hun skal forklare det hun ved til andre.

Modstanden blev mindre og mine kursister gik med til at give casen en chance. De fik selv lov at vælge, hvem de ville være i gruppe med, og hvilken målgruppe de ville tilpasse skærmopsætningen til. Forsøget var i gang. Kursisterne havde fået 2 timer til at løse opgaven.

Tømmerflåderne

Helt bevidst trak jeg mig tilbage fra rummet. Jeg sagde, at jeg ville gå op på lærerværelset, og de skulle bare komme, hvis de sad fast i opgaven. Så forlod jeg rummet og åndede lettet op jeg var endnu ikke druknet.

På lærerarbejdsværelset gik jeg rastløst omkring. Hvordan mon de egentligt klarede det? Jeg blev mere og mere nysgerrig efter at følge med i selve processen, så jeg bevægede mig ned i undervisningslokalet igen. Inden jeg nåede ind i lokalet, kunne jeg høre højlydt latter. Hvorfor mon de grinede? Havde de boycottet opgaven alligevel? Da jeg trådte ind i lokalet, blev jeg meget overrasket. De fem grupper sad og arbejde på højtryk. Stemningen var vendt 100% i forhold til den tunge, ubehagelige dyne af modstand, som jeg tidligere havde oplevet. Kursisterne så ud til at have det sjovt sammen. Kreativiteten blomstrede. Jeg kunne mærke, hvordan den skønne stemning forplantede sig i mig. Jeg kunne se 5 stærke tømmerflåder på det åbne hav.

Alligevel kunne jeg også mærke, at idet øjeblik jeg trådte ind af døren, begyndte de at opsøge min hjælp. Det var som om, de skulle have ¹godkendt¹, om deres forskellige løsningsforslag var ok. Men i stedet for at svare, kastede jeg bolden tilbage til gruppen, og sagde at det var deres opgave og sålænge de hver især kunne stå inde for løsningen, så var den sikkert god nok.

Jeg forlod klasserummet igen, fordi jeg følte, at de prøvede at overdrage noget af styringen til mig, sålænge jeg var der. På lærerværelset vandrede jeg igen hvileløst omkring. Jeg skulle vænne mig til min nye lærerrolle vænne mig til, at det ikke var mig, der havde styringen. Faktisk, så anede jeg ikke, hvordan resultatet ville blive. Tidligere har jeg altid har haft rimeligt megen kontrol over min undervisning nu sejlede jeg rundt på det åbne hav på min egen lille tømmerflåde uden at vide, hvilket nyt land der mon ville dukke op fra horisonten. På den ene side gav det mig en dejlig fornemmelse at give slip på styringen, på den anden side blev jeg urolig for, om vi nu alle ville drukneŠ

De to timer var omsider gået, og grupperne skulle nu være færdige med deres opgaver. Ingen overhovedet var kommet op på lærerværelset for at få min hjælp. Et par gange var jeg gået ned i undervisningslokalet, hvor kursisterne til sidst dårligt nok ænsede min tilstedeværelse. De var totalt opslugte i deres arbejde. Da de endelig fik øje på mig, udbrød de alle: "Nej, Helene, vi må have mere tid vi er slet ikke færdigeŠ vi har lige et par ting, som vi må afprøve". Jeg indvilgede i at give dem en time mere.

Til min store overraskelse brugte de stort set ikke de udleverede "manualer". Men hvorfor skulle de egentlig arbejde anderledes end jeg selv jeg hader manualer, og kan bedre lide at prøve mig frem...

Det nye land

Så kom tiden til fremlæggelse. Grupperne præsenterede hver især, hvordan deres skærmopsætning var kommet til at se ud og deres begrundelser for dette. Dette indbød straks til en masse nysgerrige spørgsmål fra de resterende grupper: "Hvordan har I båret jer ad med at lægge en børnetegning ind som baggrundsbillede?" "Hvor har I fundet den fancy skrifttype til skærmbillederne?" etc.

Alle fem grupper havde kreeret nogle meget spændende skærmopsætninger. Og der var endda grupper, som havde fundet på nye løsninger/muligheder, som jeg ikke anede eksisterede i Windows. Jeg lærte faktisk selv en hel del den dag, hvilket var en skøn oplevelse.

Dagen var efterhånden gået vi var alle kommet i land. Vi sluttede af med at evaluere dagen. Ikke overraskende syntes kursisterne alligevel, at det havde været en dejlig dag. De følte, at de havde lært en masse. Tiden var bare fløjet af sted. En kursist kom med et par guldkorn, jeg aldrig vil glemme: "Det er utroligt så meget jeg har lært af, at skulle lære andre noget og lære af andre".

Kursisterne tog hjem. Jeg sad alene tilbage i undervisningslokalet med et brus af lykke indeni. Hvor havde jeg dog bare lært meget! Og det samme havde kursisterne. Hvorfor havde jeg dog egentlig været så bekymret for at kaste mig ud i denne opgave? Og alligevel syntes jeg, det krævede sin ¹kvinde¹ at stå ret til den massive modstand, som var kommet til udtryk efter introduktionen af casen. Det føltes som nogle meget lange, ubehagelige minutter, indtil kursisterne gik i gang med opgaven. Men jeg er dog glad for, at jeg holdt ud og ikke lod mig ¹presse tilbage¹ til min gamle lærerrolle.

Jeg er i tvivl om, det var rigtigt af mig at forlade selve undervisningslokalet under gruppearbejdet. Måske skal jeg bare lære at tydeliggøre over for mine kursister, at jeg ikke at har den rette løsning på alt.

Tidligere havde jeg aldrig forestillet mig, at man kunne have gruppearbejde i edb-undervisningen. Men jeg er blevet klogereŠ Siden denne hændelse, har jeg ofte med stor succes ladet mine kursister arbejde i 2-3 mandsgrupper. Det er dog min erfaring, at grupperne helst ikke må blive større.

Efter denne skønne oplevelse, har jeg fået et meget nært forhold til min fiktive person Lone Hansen. Hun er indgået i mange cases, som jeg siden hen har strikket sammen. Jeg har dog endnu ikke været ude for, at mine cases er blevet modtaget med åbne arme af kursisterne den efterhånden velkendte mur af modstand dukker hver gang op i lokalet, men jeg er blevet bedre til at tackle den.

Fyldt med troen på at det nok skal lykkes, sender jeg mine kursister ud på det åbne hav i håbet om, at et nyt land vil åbenbare sig for både dem og mig selv.

Forsiden | Forrige kapitel | Næste kapitel