Fokuspunkt 7

Ledelse - udfordring og ansvar

Enghøjskolen som magnetskole

Projektbeskrivelse Projektperiode: 4 år Målgruppe: Hele skolen og samarbejdspartnere i lokalmiljøet Totalbudget: ca. 20.000.000 kr. Årsbudget: ca. 5.000.000 kr. Enghøjskolen, Hvidovre kommune Antal elever: 482, heraf 190 tosprogede (1998) Målet for magnetskolen var at opnå en bredere elevsammensætning på Enghøjskolen gennem hele skoleforløbet ved at fastholde og tiltrække danske elever og at blive et attraktivt tilbud for skoledistriktets børn. For at nå dette mål var det ikke nok kun at se på skolens undervisning. Det var også nødvendigt at henvende sig til borgere uden for skoledistriktet for at ændre skolens dårlige image. Indsatsen delte sig groft i to områder: 1. Forbedring af skolens undervisningstilbud (for skolens egne elever): Forbedring af undervisningstilbuddet i dansk, billedkunst og musik. Udvikling af nye organisationsformer på de ældste klassetrin Lektiehjælp Øget indsats på IT-området Hurtigere og bedre indsats for de børn, som har sociale problemer. 2. Fritidstilbud (både for Enghøjskolens elever og elever fra andre skoler og daginstitutioner): Billedskole Teaterklub og dramatilbud - i samarbejde med daginstitutionerne Idræt som kulturformidler - i samarbejde med to skoler "Den grønne Skole" ­ i samarbejde med beboerne i lokalområdet.

Status ved projektets start Der var flere og flere danske forældre, som fravalgte skolen, fordi der kom flere og flere tosprogede elever. Enghøjskolen havde mange års erfaringer med udviklingsarbejde. Derfor vidste man, at selve undervisningen kunne forbedres. Mange hidtidige udviklingsprojekter havde fokuseret på de tosprogede elever som en gruppe. Der var dårlige erfaringer med ad hoc-løsninger for enkelte elevgrupper, som ikke kunne tilpasse sig et normalsystem. De tosprogede lærere havde i for høj grad afgrænsede arbejdsopgaver som lærere. De tosprogede elever og en gruppe danske elever i "gråzonen" brugte ikke fritidsfaciliteter i kommunen i samme grad som andre elever. Lærerne havde et imageproblem i forhold til forskellige samarbejdspartnere. Det var i for høj grad op til de enkelte skoleledere i kommunen at udvikle skolens undervisning. Det betød manglende fælles fodslag i kommunen og resulterede i konkurrenceforhold imellem skolerne. Der foregik en kamp med især politikere, som blev ved med at udpege undervisning af skolens elevgruppe som et problemområde.

Mål, midler og resultater i projektet

Interview med Kirsten Schalburg, skoleleder, Enghøjskolen, Hvidovre kommune

Byudvalgsinitiativerne har på en måde sit udspring i Hvidovre kommune. Borgmesteren i kommunen havde advaret imod ghettodannelser i blandt andet Avedøre Stationsby, som er vores skoledistrikt. Regeringen Poul Nyrup Rasmussen meldte så ud, at kommuner i Danmark kunne søge midler til forskellige initiativer, også på skoleområdet. Vi vidste på et tidligt tidspunkt, at der ville komme en udmelding om statslig medfinansiering af kommunale projekter. Politikerne tænkte meget i helheder og en omfattende indsats. Derfor inviterede man mange ressourcepersoner til indledende møder om indsats i forhold til byudvalgs-initiativerne.

Vi har tit været med i skoleudvikling, og kendte derfor noget til succeskriterier. Vi turde tænke anderledes nu. Vi ønskede at lave et projekt, hvor vi satte fokus på de danske elever. Vi tænkte i kvalitet og tiltrækning. En magnetskole betød, at vi skulle være magnet for danske elever, fordi det var dem, der fravalgte os. Det betød selvfølgelig, at vi også tænkte på, hvad de tosprogede elever skulle have af undervisningstilbud og ikke mindst fritidstilbud. Vi satte fokus på gråzonebørn blandt de danske børn, der ikke kan siges at være risikobørn, men som er børn, der går og har det skidt. Der er en mellemgruppe, som ikke er særlig synlig. De havde vores interesse, især i forhold til fritidstilbuddene.

Skolens ledelse og lærere ville lave et stort projekt. Derfor lagde vi ud med en brainstorm. Vi sorterede ideerne og lavede en kvalitetsvurdering. Vi så på, hvilke samarbejdspartnere de forskellige projektideer involverede. Bearbejdelsen af indkomne forslag blev fremlagt for Pædagogisk Råd. Vi blev også kontaktet af samarbejdspartnere, som ville have os med, og vi kontaktede samarbejdspartnere, som vi ville have med. Det var samarbejde på en frivillig basis.

Nogle af naboskolerne ville slet ikke snakke om nye tiltag i forhold til nye elevgrupper. Dels mente man, at Enghøjskolen skulle have en slags fattighjælp, og dels mente man, at enhver form for synliggørelse af opgaver omkring de tosprogede elever stemplede skolerne som problemskoler. Når det er frivilligt, hvem der er med i udviklingsarbejde, betyder det også, at skolerne ikke nødvendigvis udvikles i takt inden for en kommunes grænser. Det ville have mange fordele, hvis der var en overordnet målsætning for, hvad der skulle udvikles og hvordan. Udvikling kræver desuden økonomisk indsats fra kommunerne. Hvis man bliver ved med at lave ad hoc-arbejde, så reparerer man jo bare, og er hele tiden i defensiven.

Vi har været utroligt bevidste om, hvor vigtigt det var at skabe ejerforhold til de forskellige projekter i området. Vi har siddet sammen til månedlige møder, hvor vi har koordineret de projekter, der var i gang. Skolen har fx samarbejdet med daginstitutionerne om en grøn skolesti, og vi forholder os til hinandens legepladser, sikkerhedsforanstaltninger og renoveringsarbejde. Vi bestemmer selvfølgelig ikke, hvad der sker på hinandens institutioner i området. Men vi mødes tit, og fremlægger ideer, og spørger de andre, hvad de synes om forslag til de forskellige initiativer. Det er fx kirken, gymnasiet, biblioteket og de forskellige dag- og fritidsinstitutioner. Der er ingen af os, som tror, at man alene kan lave udvikling i et område. Derfor samarbejder vi. Nu snakker vi om, hvorvidt vi skal have nøgler til hinandens institutioner. Det er ikke hensigtsmæssigt, at en skolebetjent skal sidde på skolen om eftermiddagen for at lukke skolen op for vores samarbejdspartnere. Beboergrupper kan også låne skolen til forskellige arrangementer.

På et tidspunkt fik alle i skoledistriktet et ejerforhold til Enghøjskolen, fordi man opdagede, at der var svamp på skolen, og kommunen overvejede at nedlægge den. Det blev en fælles kamp at bevare skolen. Det har betydet, at vi nu efter renoveringen har en flot skole med optimale ydre rammer.

Kvalitetskriterier for projektet at lave skoletilbud, der tiltrækker både danske og tosprogede elevers forældre at forbedre kvaliteten af undervisningen for derved at fastholde de danske elever på skolen at lave en sammenhængende indsats i det lokalområde, som skolen er en del af at forældrene ser det som værdifuldt, at deres børn er en del af et fællesskab, der har rødder i mange forskellige nationaliteter og taler mange forskellige sprog at lærerne og ledelsen på skolen har de samme ønsker om udvikling af undervisningen at skolebestyrelsen, skoleledelsen og det øvrige pædagogiske personale er ambitiøse på elevernes vegne. at skoleledelsen sikrer, at lærerne arbejder med mål, handlings- og evalueringsplaner, for det udviklingsarbejde, der bliver søsat på skolen at skolebestyrelsen har den fornødne indsigt i den kommunale skolepolitik, så den kan løfte opgaverne på egen skole at der er dialog mellem de kommunale skolepolitikere og skolebestyrelsen at skoleforvaltningen påtager sig medansvar for, at kommunes skoler udvikles i takt.

Jeg bliver som skoleleder inviteret til at sidde i forskellige bestyrelser og udvalg. I stedet for at jeg sidder dér, har skolebestyrelsen involveret sig på en positiv måde. Det skal ikke være som i gamle dage i landsbyerne, hvor skolelederne ofte sad på alle tunge poster. Vi har en politisk styrelse, og det er vigtigt, at de, der bor i området, har medansvar. Det er dem, der bør varetage skolens interesse i forskellige sammenhænge. Det betyder også, at de får en meget vigtigere rolle i forhold til skolen. Vi kan mærke en god udvikling, hvor det mere og mere er brugerne, der sætter dagsordenen for den politiske del af skolearbejdet. En del af processen har også været, at man involverede sig videre i kommunalbestyrelsens arbejde.

Samspillet mellem lokalsamfundet og undervisningen i skolen har betydet, at lærerne har en anden forståelse for de børn, som er tilknyttet vores skole. Den holding som man ofte kunne finde - "dem der og os" - eksisterer ikke mere. Der er meget mere solidaritet på tværs, fordi der er forståelse for, at skolen er en vigtig del af lokalsamfundet. For nogle år siden havde vi ikke en lærer, som boede i kvarteret. Nu har vi seks lærere, og som skoleleder betragter jeg det som en kvalitet, at skolens personale er en del af lokalsamfundet.

Når man er en udviklingsskole kan det give spændinger i en kommune. Nogle skoler blev stødte, da vi kaldte vores skole for en "magnetskole". Vi måtte forklare, at formålet var, at vi skulle kapre vores egne elever i vores skoledistrikt, og ikke de andres i deres skoledistrikter. Vi kører hurtigt, og det er der andre af de 11 skoler, som også gør, men der er mange som synes, at vi får for meget. Forvaltningen vil gerne have, at alle skoler er på banen, og det er forståeligt. Men det er op til skolelederne at bestemme farten og til dels indholdet. Vi får som skolevæsen udmeldt områder, som skal udvikles kommunalt, fx læsning, men ikke en skolepolitisk målsætning for, hvordan vi fx implementerer § 18 i folkeskoleloven, som handler om undervisningsdifferentiering eller § 25, som handler om holddannelser. De enkelte skoler må selv vælge, hvordan implementeringen finder sted.

Kommunen har først for nylig fået en kommunal målsætning for skolevæsenet, men målsætningen har desværre ikke haft økonomiske konsekvenser. Det ville være en fordel med mere tydelige bånd mellem opgaverne og omkostningerne. Vi har heller ikke en målsætning for skoleledelse i kommunen.

Som skoleleder skal man solidarisere sig med mange, fx eleverne, forældrene, forvaltningen, kollegaerne og ikke mindst politikerne. Det faldt os frygtelig for brystet, da borgmesteren i begyndelsen af 90´erne var ude med riven i dagspressen omkring ghettodannelse, hvor vi på Enghøjskolen var meget uforstående over for de hårde og ubarmhjertige udfald, der kom. Det gav os sammenhold på skolen, men ikke nødvendigvis i forhold til de andre skoler i kommunen. Til gengæld gav det sammenhold med andre skoler i Danmark, som havde den samme historie som vores. I mange byer i hele landet er der skoler, der ligner vores. Vi er nu gået sammen, og i den sammenhæng kan vi bruge erfaringerne fra Integrationsprojektet og de andre byudvalgsinitiativer.

En af de store opgaver er, at især skolepolitikere får et mere nuanceret syn på de tosprogede elever og deres skolegang. Politikerne beskriver eleverne og deres forældre som problemer. Vi bliver gang på gang udnævnt til problem, og at procenten af tosprogede elever er lig med problemer. Da jeg sidste gang havde indskrivning til børnehaveklasserne, inddelte jeg de tosprogede elever i tre grupper: én gruppe som var fuldt ud tosprogede, én gruppe som havde fået intensiv sprogstimulering året inden, én gruppe som var nybegyndere på dansk. Politikerne blev usikre, fordi de ikke kunne sætte "problem-procenter" på elevgruppen tosprogede elever. Men området er komplekst, fordi selv om tosprogede børn ved skolestart taler godt dansk, så skal de have fortsat undervisning i dansk som andetsprog, og på en række områder tilgodeses i forhold til deres sproglige og kulturelle tilhørsforhold.

Det vigtigste er at forstå, at etniske minoriteter ikke skal skues som aber. De er medmennesker, som vi skal i dialog med. Det ville være godt med en større opbakning fra forvaltning og det politiske lag. Men det er ømtåleligt at udtale sig om det, fordi det berører den interne kommunale loyalitet.

Det er naturligt for os at snakke om etniske minoriteter. Når forældre kommer og melder deres børn ind, siger vi, at de er heldige, at deres børn kommer på en international skole. Andre steder betaler man ofte for det, fx i en internationalt orienteret privatskole som Den Franske Skole, Bernadotteskolen og Bjørns Internationale Skole. Jeg kan faktisk dokumentere, at de danske børn, som har gået her - fordi børnegruppen er så international, som den jo er - er mere åbne, end børn på de skoler, hvor der overvejende er danske elever. Vi kan se det på de temaer og det indhold, som eleverne arbejder med i klasserne. De børn, der går her, har også været mange flere steder i verden, end man normalt finder i klasser, hvor der kun er danske elever. Det bruger vi, fx i fagene historie og geografi. De taler et utal af verdens sprog, og de tosprogede elever her på skolen kommer også på gymnasiet i samme omfang som danske elever.

På et tidspunkt var vi med i Undervisningsministeriets undersøgelse omkring urolige elever. Senere blev vi kontaktet vedrørende denne undersøgelse. Da jeg fik henvendelsen tænkte jeg: Åh nej, skal vi nu til at forsvare os i forhold til urolige elever. Men henvendelsen handlede om, at vi var en rolig skole, og man ville undersøge det nærmere. Forklaringen er, at der skal tages udgangspunkt i, at elevgruppen er blandet. Det gør lærerne. Derfor blev vi klassificeret som en rolig skole. Klasseundervisning, hvor man underviser i et materiale side 22-26, er dødsdømt her.

Vi har spurgt os selv, hvad vi ville have gjort anderledes, end det vi gjorde i 1994, hvis vi skulle gøre det om. Svaret er, at vi i princippet ville have gjort det samme. Vi er overbeviste om, at vi er på rette vej i en udvikling af en skole med en blandet elevgruppe, hvor hver og én har værdi. Det har været alle læreres projekt, en fælles opgave. Det fireårige projekt stopper ikke. Vi er i gang med udvikling, som berører lærerrollen, læringsprocesser, samarbejdsrelationer og organisationsformer.

Vi har haft succes, og andre vil gerne vide, hvorfor det lykkes her på skolen. Jeg kommer derfor som skoleleder ofte ud for at fortælle om Enghøjskolen. Mange vil have at vide, om der er nogle særlige gunstige vilkår på Enghøjskolen, fx uddannelsesniveauet i den etniske gruppe, indvandrer fremfor flygtninge - ja eller omvendt. Dertil svarer jeg, at vi har over 30 nationaliteter. Der er ingen sortering. Vi har de børn, der bor i distriktet. Vi er i et boligområde, hvor arbejdsløsheden blandt de etniske minoriteter er enorm. Lærerne og skoleledelsen er enige om opgaven. Vi bliver bakket op af skolebestyrelsen. Vi har fælles fodslag. Vi tager opgaven alvorligt. Vi siger ikke: "Vi har en børnegruppe, der er sådan og sådan. De bliver aldrig til noget alligevel. Så lad stå til." Vi er ambitiøse på hele elevgruppens vegne. Det er det, der gør, at det lykkes her. Det er ikke, fordi vi er specielle. Vi er godt i gang med de udfordringer, der ligger i programmet Folkeskolen år 2000.