Fokuspunkt 8

Målrettet anvendelse af ressourcerne

Kommunerne og de tosprogede elever

Ressourceundersøgelse Indsamling af data om tosprogede elever og anvendelse af økonomiske ressourcer til deres undervisning i skoleåret 1996/97 Indsamlingen er foretaget af "Udviklingscenter for undervisning og uddannelse af tosprogede børn og unge." (uc2) Et statsfinansieret, landsdækkende center beliggende i Ishøj med følgende formål: at medvirke til den fortsatte udvikling af undervisnings- og uddannelsesmulighederne for tosprogede børn og unge gennem systematisk indsamling, bearbejdning, udvikling og formidling af erfaringer og viden om tosprogedes forudsætninger og behov i relation til undervisning og uddannelse.

Status ved undersøgelsens start Der stilles spørgsmål til omkostninger ved undervisning af tosprogede elever. Manglende synlighed af sammenhæng mellem ressourcer og fordeling. Manglende data om elevfordeling i kommunerne og fordeling af nationaliteter. Behov for at belyse faktiske forhold i kommunerne. Medierne efterspørger mere konkrete oplysninger. Skolepolitikere har brug for baggrundsmateriale. Behov for talmateriale der kan danne baggrund for kvalitative analyser.

Interview med Inger M. Clausen, konsulent i uc2, medlem af Integrationsprojektets styringsgruppe, tidl. skolekonsulent for undervisning af tosprogede elever i Hvidovre kommun

Vi har fra uc2 udsendt spørgeskema til alle 275 kommuner og har fået 221 tilbage. Besvarelserne dækker således de kommuner, der underviste 93,4% af de tosprogede elever i folkeskolen i 1996. Tallene viser store forskelle i fordelingen af elever i kommunerne.

Næsten 40% af de tosprogede elever bor i Københavns og Frederiksberg kommuner og Københavns Amt. I Århus, Odense, Ålborg og Esbjerg bor

22% af de tosprogede elever. Af undersøgelsens 1322 skoler har 2 skoler over 75% og 20 skoler over 50% tosprogede elever.

Vi har udregnet nøgletal for tildeling af undervisningslektioner i 79 kommuner, der har over 50 tosprogede elever. Nøgletallene dækker modersmålsundervisningen, undervisning i modtagelsesklasser og supplerende undervisning i dansk som andetsprog. Det samlede forbrug i kommunerne til undervisning af tosprogede elever svinger fra 0,1 lektion til 2,8 lektion pr. uge pr. elev. Gennemsnitsforbruget er 1,0 lektion. Tallene røber altså meget store forskelle, som ikke lader sig forklare med elevgruppernes store indbyrdes forskelle. Det er ikke sådan, at kommuner med mange nordiske/vesteuropæiske elever bruger få lektioner, og kommuner med mange vanskeligt stillede flygtningeelever bruger mange lektioner.

Der er brug for synlighed i forholdet mellem kvalitet og ressourceforbrug og et bedre grundlag at vurdere det på.

Det er tydeligt, at der anvendes mange ressourcer på basisundervisning i dansk i modtagelsesklasser, mens der til supplerende undervisning i fx udbygning af dansk sprog i gennemsnit kun bruges 0,6 lektion pr. elev pr. uge. Det er ikke meget i betragtning af, at sprogforskerne har påvist, at det tager 5-7 år at udvikle et alderssvarende andetsprog, og forløbet i modtagelsesklasse er på højst to år.

Det hænger i nogen grad sammen med, at kommunerne ikke i de centrale bestemmelser er forpligtet på den supplerende undervisning.

Det er i øvrigt ikke altid let at gennemskue, hvad der ligger bag tallene. Men det hindrer ikke en diskussion om, hvordan vi får mest kvalitet for pengene. En ny elevgruppe med andre behov, end vi er vant til, kræver andre løsninger, end vi i skolen hidtil har valgt. Når skolen modtager en ny elevgruppe, er det selvfølgelig forbundet med ekstra ressourcer at opnå den ligestilling, som de fleste er enige om, er målet. Men er den dyre modtagelsesklasse-undervisning at foretrække frem for en supplerende undervisning i dansk som andetsprog over et længere forløb? Det ved vi ikke nok om. Der er projekter i gang for at udvikle redskaber til vurdering af den enkelte elevs sprogtilegnelse, så lærerne får bedre udgangspunkt for undervisningen og mulighed for at svare på spørgsmålet: Bliver de tosprogede elever gode til dansk? Opnår de resultater, der svarer til deres personlige kvalifikationer og ressourcer? Der er brug for synlighed i forholdet mellem kvalitet og ressourceforbrug og et bedre grundlag at vurdere det på.

Der bruges uhyre få ressourcer på modersmålsundervisningen, i gennemsnit 0,3 lektion pr. elev pr. uge. I de seneste år er der sket nedskæringer, idet de fleste kommuner nu kun tilbyder lovens minimumtimetal på 3 lektioner pr. uge, og der er ofte stor aldersspredning på de enkelte hold. I det hele taget ses en tendens til så stærke begrænsninger, at man flere steder færdes på kanten af de centrale bestemmelser. Under halvdelen af de tosprogede elever tager imod tilbuddet om undervisning i deres modersmål. Man kan godt stille det spørgsmål, om det lave tal hænger sammen med, at vilkårene for undervisningen er for ringe.

I Undervisningsministeriets Integrationsprojekt, hvor jeg har siddet som medlem af styringsgruppen, har vi haft mange ansøgninger med ønsker om ansættelse af tosprogede lærere både til medvirken i undervisningen og til løsning af andre opgaver i skolen. Det kunne være udtryk for en modvægt over for nedskæringer i modersmålsundervisningen.

PLS Consult, der har evalueret integrationsprojekterne, har fået svar fra projektlederne, der viser, at de har en meget positiv indstilling til modersmålsundervisningen. Det kunne også være udtryk for en udvikling hen imod en sammenkædning af undervisning i elevernes to sprog. Desuden har vi godkendt mange ansøgninger om forældresamarbejde, uden vi i uc2´s undersøgelse kan se, at kommunerne har fokus på det område.

Ressourceundersøgelse Indsamling af data om tosprogede elever og anvendelse af økonomiske ressourcer til deres undervisning i skoleåret 1996/97 Indsamlingen er foretaget af "Udviklingscenter for undervisning og uddannelse af tosprogede børn og unge." (uc2) Et statsfinansieret, landsdækkende center beliggende i Ishøj med følgende formål: at medvirke til den fortsatte udvikling af undervisnings- og uddannelsesmulighederne for tosprogede børn og unge gennem systematisk indsamling, bearbejdning, udvikling og formidling af erfaringer og viden om tosprogedes forudsætninger og behov i relation til undervisning og uddannelse.

I integrationsprojekterne har man også afprøvet modeller for en frivillig anderledes fordeling. Der er flere eksempler på flytning af modtagelsesklasser til skoler med ingen eller få tosprogede elever. Successerne - og de findes - har været betinget af et tæt samarbejde mellem boliganvisning, skoleforvaltning, fritidstilbud og familierådgivning. Der er eksempler på, at den slags projekter bliver meget dyre. Til gengæld er de få evalueringer vi har fra dem uhyre positive. Ikke bare de tosprogede elever/familier trives, men også den modtagende skole og dens omgivelser giver udtryk for, at skolen har fået et løft. Hvis kommuner overvejer en anderledes fordelingsmodel, er der selvfølgelig brug for en afvejning af ressourceforbrug, kvalitet og holdninger. Men at bruge midler på transport af børnene, uden at bekymre sig om kvalitet i undervisning og helhed i børns liv, er en uhyggelig tankegang.

Det er ikke så ligetil at få børn og forældre til at vælge en naboskole. I Hvidovre kommune fik vi midler til gode undervisningstilbud, for at tosprogede forældre skulle vælge skolegang for deres børn uden for Avedøre Stationsby. For indvandrere, der fra deres oprindelsesland er vant til at have skolen i lokalområdet, kræver det megen omstilling at vælge en fjernere skole, selvom det egentlig ikke er særlig besværligt at komme til en anden skole med færre tosprogede elever. I øvrigt ser vi, at kvarterets skoler, som de tosprogede elever har været glade for at gå på, nu modtager næste generation. Deres forældre flytter efter skolen.

Men vi har åbenbart problemer med at synliggøre kvalitet, ikke bare på et overordnet plan, men også blandt forældrene. Vi er i skoleverdenen ikke gode nok til at formidle det solide og gode hverdagsarbejde. Der er stor tilbageholdenhed over for at vise, hvad man gør i undervisningen. Vi kan håbe på, at synliggørelsen bliver større ved, at projektlederne nu får hjælp til formidlingen af de bedste integrationsprojekter.

Den manglende formidling hænger også sammen med den manglende dokumentation og evaluering. Det er uden tvivl en fejl, at vi i Integrationsprojektet var så fokuseret på en ekstern evaluering. Der burde til projekterne på centralt niveau have været tilknyttet redskaber både til intern evaluering og til lokal formidling. Der er brug for evaluering i alle lag. Helt frem til vores undervisningspraksis. Ellers er der ikke mulighed for at dokumentere, hvad samfundet får for pengene og påvirke til forandring og udvikling.

Hvis vi vover at sammenligne med det, der i de senere år er sket på læsningens område, så ser vi en god sammenhæng mellem evaluering, undersøgelser, politisk målsætning, ressourcetildeling centralt og lokalt og opfølgning i skolevæsner og på de enkelte skoler. En sådan tænkning kunne man ønske sig for undervisningen af tosprogede elever. Men vi må jo erkende, at der nok ikke findes den samme enighed om målsætning og ressourceforbrug for tosprogede elevers undervisning, som gælder for udvikling af læsefærdigheder. I en del kommuner og i en del projekter er der ildsjæle, som udøver rigtig god undervisning, men forbindelsen til forvaltninger og det politiske lag mangler, ja enkelte steder ved skolelederen næppe, hvad der foregår. På den anden side ved projektlederne næppe meget om, hvad projekterne koster. I visse kommuner var det den enkelte skole, der formulerede ansøgningernes indhold og forvaltningerne, der beskrev økonomien. Det er ikke hensigtsmssigt. Sådanne omstændigheder for projekter fører ikke til målrettet udvikling. Det giver ingen forbindelse mellem kvalitet og ressourcestyring. Man kunne spørge, hvor helhedstænkning og styring af udvikling var i 1994, da man underskrev ansøgningerne.

Forbindelsen mellem ressourcestyring og -anvendelse kan også give anledning til at se på forholdet mellem tildeling af bloktilskud og mellem kommunale udligninger og kommunernes forbrug på området. Det er lidt ømt at drøfte den slags i kommunerne. De for tiden ca. 17.000 kr. pr. tosproget elev pr. år er jo ikke øremærkede. Nogle statslige tilskud, udregnet på baggrund af centrale bestemmelser om initiativer for fx tosprogede småbørn, er fordelt til alle kommuner, sådan at kommuner uden tosprogede børn også får del i midlerne. I Norge er de statslige tilskud til tosprogede børn øremærkede. Kommunerne får dem kun ved dokumentation.

Der er mange andre forhold, der skal tages i betragtning: Skal der være strammere centrale bestemmelser for undervisning af tosprogede elever? Det kunne højne kvaliteten. Skal nærhedsprincippet styrkes? Med risiko for endnu større forskelle. Skal vi have opgaverelateret ressourcetildeling? Med risiko for at undervisningen af tosprogede elever sidestilles med specialundervisning med deraf følgende marginalisering og lave forventninger. Almengørelse af undervisningen af tosprogede elever giver ligeværd som udgangspunkt for undervisningen. Men tilgodeser man elevernes behov?

Visionerne for undervisningen af tosprogede elever er hos fagfolkene ikke på de overordnede niveauer. Gennemgående er det fagfolks kamp for anstændighed. Det vil være flot, hvis skolepolitikere begynder at profilere sig på undervisning af tosprogede elever. Ingen beslutningstagere ser åbenbart en sammenhæng mellem internationalisering af uddannelserne og tilstedeværelsen af mange forskellige nationers børn i skole og samfund. Det er kun noget, der skrives søndagskronikker om. Integrationsloven burde give anledning til en ny forståelse i kommunerne for en helhedtænkning i løsningerne af integrationsopgaven. Der står dog meget lidt om børn og familier, og der er toner af mistro og kontrol. Det rimer kun dårligt med selvværd/ligeværd som grobund for læring i skolen.

Og så ser vi heldigvis samtidig kommuner med et stort antal tosprogede elever begynde at opstille nye handlingsplaner for undervisningen af tosprogede elever efter overvejelser om kvalitet og fordeling. Planer som inkorporerer forankring af de bedste erfaringer fra integrationsprojekterne.

Set i bakspejlet vil jeg sige, at hvis der igen var en stor pose integrationspenge, så ville det sikkert være klogest ikke at melde så bredt ud som i 1994. Man skulle vælge store sammenhængende projekter, selvfølgelig med evaluering og formidling indbygget og med tilknyttet forskning. Den hensigt var der vel egentlig også i regeringens byudvalgsinitiativer, som Integrationsprojektet er en del af, men kun få projekter lever op til de intentioner. Kommunerne valgte en sektoropdelt udvikling.