Fokuspunkt 1

Kvalitet og udvikling - forventninger og resultater

Hvem er jeg - Interkulturel undervisning i 5.-7. klasse

Mål, midler og resultater i projektet

Projektbeskrivelse Projektperiode: 3 år Målgruppe: én klasse (fra 5.-7. årgang) Totalbudget: 300.000 kr. Årsbudget: 100.000 kr. Nørregårdsskolen, Brøndby kommune 575 elever, hvoraf 133 er tosprogede (1998). I projektet er der gennemført interkulturelle undervisningforløb i én klasse. Undervisningen har været tilrettelagt med årligt 5-6 perioder med tværfaglige forløb. I projektugerne har der været et tæt samarbejde mellem faglærerne og modersmålslærerne, så eleverne har kunne trække på deres modersmål og den viden, der er knyttet dertil. Undervejs blev der etableret en speciel pigegruppe for de muslimske piger. Der har blandt andet været undervist efter "den skotske metode" med fortælling, oplevelse, indlevelse og andre metoder, hvor eleverne diskuterer, stiller spørgsmål, formulerer problemer og får mulighed for at udvikle sig kreativt. Temaerne i de tværfaglige perioder har været: Mig selv (digte) Min skole Min kommune Lejrskole Traditioner med fokus på forskellige religioner.

Status ved Integrationsprojektets start Undervisningen forudsatte elevernes kendskab til dansk kultur. De tosprogede elever blev udsat for mobning. De tosprogede elevers selvværd var meget lavt. Der var mange konflikter især i frikvarterne. Mange undervisningstimer startede med at løse elevernes indbyrdes konflikter. Et ufleksibelt skema blokerede for at tænke i helheder. Der herskede uvidenhed om, hvad eleverne kunne på deres modersmål, og hvad de vidste om oprindelseslandene. Lærerne var usikre over for de elever, som meget åbent sagde: "Jeg er racist". Samarbejdet med modersmålsunderviserne fungerede ikke. Eleverne fravalgte kristendom, hvilket fra skolens side blev brugt til at bekræfte forældrenes uvilje imod det danske system. En ny skoleleder var anderledes parat til at gå nye veje. Forældrene deltog i skolens arrangementer, fordi de følte sig presset til det.

Interview med Saida Benakrish, konsulent for undervisning af tosprogede elever i Brøndby kommune og Dorte Gundersen, lærer på Nørregårdsskolen, Brøndby kommune

Saida: Vi havde det mål, at pigerne skulle føle sig godt tilpas med hinanden og åbent fortælle om deres baggrund, deres traditioner og religion. Set i bakspejlet har vi koncentreret os meget om de ligheder, der er mellem kulturer. Vi har brugt megen tid på de piger. I dag har de fundet deres ståsted med deres identitet. Nu oplever vi ofte, at de stolt fortæller om deres baggrund og traditioner. I dag er alle pigerne også med til kristendomsundervisningen.

Dorte: Vi lavede formdigte, der handlede om pigernes familier. Vi fokuserede også på deres navne, og vi fik meget gode undervisningsforløb ud af det. Pigerne spurgte familierne, hvad deres navne betød, hvorfor forældrene havde valgt dem, om de var opkaldt efter nogen og så videre. Vi sammenlignede traditionerne med danske traditioner omkring navngivning. Det kom bag på mange, både de tosprogede og de danske elever, at mange muslimer har navne fra Koranen, som også figurerer i Det Gamle Testamente. Og at nogle danskere har jødiske navne. Vi fokuserede også meget på sproglig mangfoldighed. Især danske elever blev imponerede over, at der faktisk var elever, der kunne to, tre eller fire sprog. Tidligere havde der været tendens til kun at fokusere på, om de kunne dansk eller ej. Vi har haft nogle sjove oplevelser med at turde synliggøre den sproglige mangfoldighed. En pakistansk lærer skulle fx i en lektion lære alle eleverne i en klasse lidt urdu. Det resulterede i, at længe efter den lektion kom der elever til læreren for at spørge, om det nu var sådan, man skrev sit navn. Vi fandt ud af, at alle elever bliver lidt fascineret af andre bogstaver, end lige præcis dem danskerne bruger, fx det arabiske alfabet. Nogle lærere kunne have betænkeligheder og frygte, at danske forældre ikke ville have, at deres børn lærte en smule arabisk eller tyrkisk, men det erfarede vi slet ikke.

Saida: Vi kortlagde skolens elevgruppe ved at tage udgangspunkt i, hvordan Nørregårdsskolen egentlig så ud, fx hvor mange sprog der tales på skolen, og hvor mange religioner der var repræsenteret. Modersmålslærerne var så vidt muligt involverede i de emner, som vi fokuserede på. Vi lavede sangaftener, hvor vi sang sange fra de forskellige lande. Sangteksterne gav anledning til, at eleverne skrev digte, hvor de tydeligt gav udtryk for deres følelser som teenagepiger. Digtene blev til digtsamlinger. Digtsamlingerne kunne føre til, at eleverne læste litteratur på både dansk og modersmålet. Det er vigtigt at være klar over, at tosprogede elever ikke nødvendigvis har en tæt tilknytning til et eller andet hjemland. De er både danskere og tyrkere, marokkanere, eller hvad det nu kan være. Velintegrerede unge går ikke så meget op i, om de måske er det ene eller det andet, men "både-og". De vil naturligt føle sig tæt tilknyttet til Danmark og dét, der er dansk. Selv om de tosprogede piger ofte gav udtryk for, at de var danske, så ved jeg godt, at lige så snart de var inden for hjemmets fire vægge sammen med familien, så var de pakistanere, tyrkere eller marokkanere. Og det er klart, hvis de fortsat skal have en forståelse for deres rødder og deres baggrund og tillige tilknytning til deres familier, så skal det være skolens opgave at støtte dem i at forstå og leve godt med deres livssituation.

Dorte: På skolen havde vi muligheder for at lave alternative uger, hvor de lærere, som samarbejdede om undervisningen, kunne bruge tid sammen. Inden sommerferien tilmelder vi os på de uger, som vi gerne vil bruge på de enkelte klasser. Det giver nogle helt andre muligheder. Det er vigtigt at skabe samspil mellem fagene. Et skema med en musiktime, to dansktimer og efterfølgende to idrætstimer kan låse det hele fast, fordi der ikke bliver plads til tværfaglige forløb.

Vi er blevet meget overbeviste om, at det er vigtigt at bruge forældrene som ressource, og at forældrene lærer at bakke deres børn op.

Vi har gode erfaringer med en frugtbar dialog med forældrene. Hvor forældrene har forstået, at de er med til at udskille deres børn ved at forbyde dem noget, som de danske elever får udbytte af, fx at deltage i lejrskole. Omvendt skal vi forstå, hvad det er, forældrene er utrygge ved. Vi havde en meget fastlåst situation omkring lejrskole. Det var nærmest et mønster, at de tosprogede piger ikke kom med. Da vi fik en ny sko-leleder, ville hun, at eleverne deltog. Hun deltog selv nogle gange, og det var helt sikkert med til at øge forældrenes forståelse for, at vi som skole mente det alvorligt, at vi ville have de tosprogede børn og unge med og give dem mulighed for at være med på deres præmisser.

Kvalitetskriterier for projektet at tage udgangspunkt i elevernes kulturelle mangfoldighed og turde synliggøre forskelle i kulturer at arbejde bevidst med at give eleverne selvtillid og selvværd at eleverne anvender deres modersmål i tilegnelsen af ny viden at skolelederen bakker op om ændringer i skolens hverdag og involverer sig aktivt i opgaverne at der kan laves fleksible skemaer, hvor indhold bestemmer varighed i tidsforbrug at et lærerteam i fællesskab planlægger undervisningen, afvikler den og evaluerer forløbene at der i undervisningen skabes sammenhæng mellem teori og praksis at skolens personale involverer sig i elevernes livssituation at forældrene bruges som ressourcepersoner at et fælles sprog bruges til at skabe forståelse at handle på baggrund af frivillighed.

Saida: Det med lejrskole har udviklet sig meget positivt. Vi har i vores projekt blandt andet skabt kontakt til udlandet, fx Tyskland og Spanien. Vi har været på besøg, og det var utroligt positivt for de tosprogede piger. Da de kom til Spanien, syntes de spanske elever, ikke mindst drengene, at de tosprogede piger var meget spændende. De var flotte at se på, og det var skægt at iagttage, fordi pigerne ikke havde den opfattelse af sig selv, at de var kønne piger. De nød selvfølgelig at have nogle beundrere. Ingen af de udenlandske elever syntes, at de tosprogede piger var anderledes. Vores udenlandske kontakter har også betydet, at pigerne fik en særlig status. De blev meget gode til engelsk, fordi det måtte være kommunikationssproget.

Dorte: Det er utrolig positivt at erfare, hvor ambitiøse vores tosprogede piger er i dag. De vil fx alle have en uddannelse. Én vil være læge og én vil være advokat. Det er ikke helt sikkert, at de har evner i forhold til ønsker, men det er vigtigt, at vi ikke tager troen på det fra dem. Vi skal oplyse dem om, hvilke muligheder, der er på vejen til at blive læge og ellers støtte dem mest muligt i troen på, at man kan, hvad man vil, og at det kræver en hård arbejdsindsats. Det er helt givet, at hende der vil være advokat, nok skal blive det. Da hun var elev i indskolingen, blev hun drillet, og hun brugte sit krudt på at være aggressiv. Nu tror hun på sig selv og har slet ikke behov for at nedgøre andre.

Det værste pigerne kan finde på at sige er: "Vi dur ikke til noget. Vi ender garanteret som vores forældre."

Saida: Det er trist, når ens børn siger sådan noget. De store piger er en sårbar gruppe. Hjemme bliver de ikke nødvendigvis lukket ind i et kvindeunivers, før de selv får mand og børn. Forældrene ved ofte meget lidt om uddannelses- og erhvervsmuligheder her i Danmark. Pigerne befinder sig på en måde i et ingenmandsland. Derfor er det meget vigtigt, at vi i den danske skole ser det som vores opgave at skabe selvtillid og positive oplevelser for pigerne. Det gør vi blandt andet ved at være sammen med grupper af piger, også uden for undervisningen. Vi går sammen i biografen. Vi går til aerobic og vi har været hos kosmetolog sammen. Det giver pigerne utrolig meget, at vi går ud og får fælles oplevelser. Vi tilbyder dem et værested, hvor de hører til og trives. Vi giver disse piger nogle af de oplevelser, som de danske unge oplever i klubberne under betryggende forhold for dem og deres familier. Vi har også inviteret unge andengenerations indvandrere, der er i gang med uddannelser til at komme og fortælle. Det virker godt at høre om ældres erfaringer. For piger betyder det meget, at man kan vælge at uddanne sig, uden at det nødvendigvis koster de store brud med familien med efterfølgende isolation. Det bliver så tit fremstillet som om, valgene drejer sig om enten-eller.

Dorte: På en måde ved vi, hvad der er godt for pigerne, og hvad der virker. Det er bare så svært at få vores arbejdstid til at passe til behovene. Modersmålslærernes arbejdstid er også et problem. De arbejder for det meste om eftermiddagen, så derfor er det svært at finde tidspunkter om eftermiddagen til fælles planlægning. Hvis vi skal have styr på fælles planlægning, således at modersmålslærerne kan indgå i ordentligt teamsamarbejde, så må de arbejde på samme tidspunkter som os danske lærere.

Saida: Det er utrolig vigtigt, at modersmålslærernes arbejde integreres i den almene undervisning. Deres undervisning skal blive en naturlig del af skolens undervisning. Modersmålslærernes rolle kan være af enorm stor betydning. Jeg kan huske fra min egen tid, da jeg kom til Danmark. Jeg var 12 år, da jeg flyttede her til Brøndby kommune. Jeg havde arabisk som modersmål, men min redning var, at jeg kunne fransk. Det gode var, at skolen fandt lærere til mig, som kunne fransk. Det betød så uendelig meget for mig, at jeg kunne gøre mig forståelig. Et fælles sprog er måske den bedste brobygning. Lærerne var gode til at huske på, at der skulle være plads til at finde ord, som jeg ikke kunne forstå, i en dansk-fransk ordbog. Når jeg ser tilbage på min egen integration, så er frivillighed et nøglebegreb. Det var af stor betydning at forstå ordene, at forstå sproget. Men det handlede ikke bare om det. Det handlede for mig at se om parathed. Jeg var fx slet ikke parat til at gå i svømmehal og tage mit tøj af, og ligeledes i gymnastik. Og selvfølgelig var der også mange andre ting, som jeg ikke var parat til, men det med svømning og gymnastik er bare så synlige eksempler. Der var forskellige problemer, men der var ingen, som syntes, at jeg bare skulle kastes ud i alt det, der var så fremmed for mig. Skolen havde forståelse for, at jeg skulle have tid og blive parat. Set i bakspejlet er jeg også dybt taknemmelig for, at jeg ikke blev tvunget til at handle imod min inderste vilje.