4. Danskundervisning er mindst to slags... - Om overgangen fra sprogskoler til VUC/AVU   af Else Lindberg Af Undervisningsministeriets bekendtgørelse og regler for undervisningen af voksne indvandrere fremgår det, at der for de videregående hold på sprogskolerne, som afsluttes med den voksenuddannelsesforberedende prøve (VUF) gælder den målsætning, at kursisterne skal opnå en to-kulturel kompetence, der sætter den enkelte i stand til at fungere som borger i Danmark, herunder at fungere socialt i såvel dagligdagen som i uddannelsessystemet. Derudover skal undervisningen emnemæssigt og sprogligt forberede kursisterne til den almene voksenuddannelse. Der er således sat fokus på såvel det socio-kulturelle som det uddannelsesmæssige sigte. Konkret udmøntes dette ofte overordnet i en opdeling i henholdsvis kommunikative, sproglige mål, der fokuserer på udvikling af færdighederne lytteforståelse, mundtlig udtryksfærdighed, læsefærdighed og skriftlig udtryksfærdighed og vidensmål, der er formuleret dels som kendskab til samfundet og dels som forståelse af det kulturelle som f.eks. normer og adfærd. I ministeriets bekendtgørelse og regler for AVU vedr. Dansk som andetsprog angives formålet med undervisningen at være den at udbygge kursisternes færdigheder i at bruge det danske sprog som oplevelses- og meddelelsesmiddel og få viden om og forståelse af sprogets egenart og kulturbærende betydning. Desuden lægges der vægt på en udbygning af kursisternes færdigheder i at læse, skrive, tale og lytte samt tilegne sig oplysninger, forstå og vurdere disse. Dansk er to ting: sprogundervisning og danskfaglig undervisning En sammenligning af regelsættet for de to områder viser, at man ud fra en overordnet betragtning arbejder med det samme, nemlig en udvikling af såvel sproglige som kulturelle færdigheder. Men her holder ligheden også op. Det viser sig, at der i tilrettelæggelsen af undervisningen er nogle grundlæggende forskelle, som gør, at man kan tale om to forskellige slags danskundervisning, som jeg derfor har valgt at adskille ved betegnelserne sprogundervisning og danskfaglig undervisning. Dette bygger jeg på nogle observationer, som jeg havde lejlighed til at foretage på syv sprogskoler og fem voksenuddannelsescentre i Københavns Amt i efteråret 1992. Resultaterne er samlet i en rapport 2), bestilt af Københavns Amt. Jeg vil i det følgende indkredse ovennævnte forskelle på sprogundervisning og danskfaglig undervisning og derefter se på disse i lyset af en overordnet model for kommunikation. Kommunikativ kompetence Sprogundervisningen har som målsætning at give kursisterne en kommunikativ kompetence, der sætter dem i stand til at klare sig i en nærmere defineret sammenhæng, nemlig den sociale og kulturelle situation eller sfære, som de ønsker at indgå i eller skal indgå i. I tilrettelæggelsen af sprogundervisningen tager man derfor udgangspunkt i den indholdsmæssige kontekst, som udviklingen af den kommunikative kompetence skal foregå i, dvs. de betydningsmæssige sfærer, som så at sige skal trække på udviklingen af viden og sprogfærdighed på de pragmatiske, lingvistiske og strategiske niveauer i kompetencen. Og det er denne udvikling, man fokuserer på i undervisningen. Man beskæftiger sig med sprogtilegnelsesprocessen og dermed den dynamiske udvikling af sproget frem mod en målsprogsnorm. Det medfører, at man forholder sig til karakteren af det input, man giver, til metoder og aktiviteter i undervisningen ud fra denne vinkel, og ikke mindst forholder man sig til progression, herunder sprogtilegnelse som en proces, der forløber over tid. Sigtet på de forskellige niveauer Man kan tale om en norm, der indebærer, at sigtet på begynderniveauet er funktionelt. Målsætningen er at klare sig i hverdagens almindeligt forekommende situationer, og vægten ligger på udviklingen af færdighederne lytteforståelse og mundtlig udtryksfærdighed. På det følgende trin er sigtet stadig funktionelt, men man introducerer nu forskellige temaer, hvor vægten ligger på det informative i betydningen viden om samfundet. Temaerne er typisk uddannelse, arbejde og fritid. Der arbejdes fortsat på lytteforståelse og mundtlig udtryksfærdighed, men nu flyttes vægten til læseforståelse og skriftlig udtryksfærdighed. På det sidste trin skifter sigtet til at blive integrativt, og man vægter kulturelle temaer, der går på indlevelse i kulturen. Temaerne er typisk generationer, børneopdragelse, kønsroller m.v., hvor man betoner forskellige værdier og normer i kulturen og også arbejder kontrastivt med sammenligninger af forskellige kulturer. Ved slutningen af dette trin er man nået til undervisningen i dansk som andetsprog på VUC. Sammenfattende kan man sige, at sprogskolerne lægger fundamentet af det basale og det almene med mulighed for at tilføje et retningsbestemt indhold i den sidste fase af sprogskolernes undervisning, udslusningsfasen. Den danskfaglige undervisning på VUC har en anden målsætning, som først og fremmest er kulturformidling og i lidt snævrere forstand et dannelsesideal, som er fremherskende i det danske uddannelsesvæsen. I undervisningen fokuserer man således på at formidle kultur, dvs. måder at opfatte og forholde sig på, anskuelser og værdier. Her er der også tale om en proces, der forløber dynamisk frem mod en kulturel norm. I denne proces indgår sproget som et vigtigt redskab, og i tilrettelæggelsen af den danskfaglige undervisning tager man derfor hensyn til de sproglige forudsætninger, som kursisterne har. Det betyder bl.a., at man supplerer med undervisning i sprog, hvor det skønnes at være nødvendigt i kulturformidlingsprocessen. Sigtet er integrativt, og der lægges stor vægt på indholdsmæssige analyser og fortolkninger. Sprogundervisning og danskfaglig undervisning Disse forskelle mellem sprogundervisning og danskfaglig undervisning kan ses inden for rammerne af en model for kommunikation, hvori der indgår forskellige videnssystemer 3). Man taler om det sproglige formsystem, der omfatter lyd, ord, grammatik og tekstregler, et semantisk system, der vedrører betydning, herunder konkrete/abstrakte og kulturelle/universelle begreber, og endelig et socialt system, der handler om viden om sprogbrugen i forhold til emner, situationer, roller og hensigter. Både i sprogundervisningen og i den danskfaglige undervisning beskæftiger man sig med disse videns- og indholdssystemer, men som det fremgår af ovenstående, fokuserer man forskelligt: Sprogundervisningen fokuserer på udviklingen af kommunikativ kompetence inden for rammerne af en overordnet social og kulturel kompetence, dvs. at man lægger vægten på sprogbrugen og på sprogets formsystem i en betydningsmæssig kontekst. Den danskfaglige undervisning fokuserer på udviklingen af en kulturel kompetence under hensyntagen til kommunikativ kompetence, dvs. at udgangspunktet er det indholdsmæssige, betydningen og de begreber, der knytter sig hertil, og som udtrykkes gennem sprogbrugen og formsystemet. Man sætter supplerende ind, hvor det kommunikative beredskab viser sig ikke at slå til. Denne forskel i fokuseringen i de to skoleformer skal ikke forstås således, at der ikke også er tale om en indholdsorientering på sprogskolerne, og ligeledes at der arbejdes med sprogets udtryksmæssige, strukturmæssige og formelle sider på AVU. Man arbejder med begge aspekter begge steder, men fokuseringen og vægtningen er forskellig. De forskellige niveauer i den kommunikative kompetence er beskrevet af Claus Færch m. fl. 4), og man skal forestille sig denne kompetence som en del af en bredere social og kulturel kompetence. Man kommunikerer, opfatter og handler ud fra en viden om sproget og verden, og det er vigtigt, at man udvikler såvel viden som færdighed i trit med, hvad der er de nødvendige forudsætninger undervejs i tilegnelsesforløbet. Progression indebærer, at kursisterne lærer det, som de på et givet tidspunkt er parat til, og en indlæring kan ikke forceres, idet tidsfaktoren spiller en ikke uvæsentlig rolle. Det er derfor vigtigt, at sprogskolerne beskriver og synliggør elementerne i en sproglig progression, således at man sikrer, at de nødvendige forudsætninger er til stede, før en kursist går ind i en danskfaglig undervisning. Men det er ligeså vigtigt, at den kulturelle målsætning for den danskfaglige undervisning ikke styrer sprogundervisningen ovenfra. Sprogundervisningens fokus er og skal være udviklingen af kommunikativ kompetence. Else Lindberg er pædagogisk konsulent og mangeårig lærer på Dansk Flygtningehjælps Sprogskole i København. Hun er uddannet bachelor i spansk og har overbygning i Dansk som andetsprog fra Københavns Universitet. Forsiden | Forrige Kapitel | Næste kapitel